Tønning. (Efterskrift til Politivennen)

Tønning, den 24de November. (Dv.) Med Fremgangen af den danske og, som vi Danske idetmindste allesammen troe, retfærdige Sag er der i den senere Tid her i Slesvigs sydvestlige Hjørne indtraadt en Standsning, for ei at sige et Tilbageskridt. - Postmester Munderloh er kaldt tilbage, og den Bortløbne har indtaget hans Plads. Herværende Borgermester Dubell er ogsaa kaldet herfra, endskjøndt han ønskede at blive, og en forhenværende Advokat i Wesselburen, nu tilsidst hos Hr. Borgermester Hakon Grüner i Husum - Johannsen - er kommen i hans Sted. Begge vare i Sandhed danske Mænd og kom herhen i September 1850, af Oprørerne forjagede under Bombardementet af Frederiksstad indtil Danskerne atter fik Overhaand. Desuden har Borgermester Dubell den Roes, virkeligen selv at have været Borgermester, hvad ingen af hans Formænd kunne rose sig af. Desuden var han elsket af Menigmand og Middelklassen, som altid have været undertrykte her. Det er muligt, at han en enkelt Gang har været noget overilet; men han har ogsaa havt med en Pøbel at gjøre, der i Selvraadighed og Voldsomhed neppe har sin Mage nogetsteds, og med et Aristokrati, som, med Landsekretair Haase in Spidsen, forstaaer at fremstille en Sag, som det lyster, især da hele Retten her i Eidersted beroer for Størstedelen paa usus (Sædvane). Begge, baade Munderloh og Dubell, vare imidlertid, som sagt, Danske i Sind og Skind, og sendtes hertil, da Ingen vovede at komme, Nu lide begge Nød med deres Familier. Og det er mere end sandsynligt, at Begge ere Offere for hemmelige Beretninger fra Embedsbrødre. Dermed vil jeg ikke sige, at disse Mænd ei have begaaet Feil, hvad der i en Tid, som den, i hvilken de have havt Herredømmet, neppe kan undgaaes, især der, hvor Sædvane gjælder som Lov. Men med dem ere Regjeringens Støtter borte, og den Omstændighed, at de begge ere uden Ansættelse, stempler dem næsten til Forbrydere. De Tvivlsomme blive igjen Slesvigholstenere; hvad der aander Dansk, taber sin Indflydelse i den Forvisning, at han som Dansker dog tilbagekaldes, hvormeget han endogsaa elskes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. november 1852, 2. udgave).

Advokat Dubell var den 4. september 1850 (Flensborg) blevet konstitueret borgmester, politimester og stadsekretær i Tønning.

I Tønning aflæstes forleden Dag den 6te Reserve-Bataillon af 1ste Reserve-Bataillon. Da Bataillonen færdig til Afmarsch, stod opstillet paa Torvet, fremtraadte Borgemester Dubell og udtalte i faa, men hjertelige Ord sin Tak for den beredvillighed, hvormed Bataillonen havde ydet ham sin Bistand til Ordens Opretholdelse, og sluttede med et "Lebehoch!" - Major Møller takkede paa Bataillonens Vegne, og udtlte til Slutning det Ønske: at det ogsaa fremdeles, som hidtil, maatte lykkes Borgemesteren, i Forening med Militairet, at beskytte Byens loyale Borgere, og derimod med Lovens hele Strænghed optræde imod dem, hvis Bestræbelser i de sidste Aar kun var gaaet ud paa at befordre oprør ved alle mulige Midler. - For at blive bedre forstaaet, gjentog Majoren de sidste Ord paa Tydsk.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 21. november 1851).

Om han var så elsket som ovennævnte artikel giver udtryk for, fremgår ikke af at der i løbet af 1852 i danske aviser fremkom et par eksempler på Dubells overdrevne (misforståede) embedsiver, bl.a. ift pas og flag. Dubell havde haft en kontrovers i Tønning idet han havde befalet en lampe tændt hele natten foran rådhuset, og bedt lampepudseren om selv at levere olien. Dette modsatte kommunalbestyrelsen sig: 

- Den veltjente Borgermester Dibell i Tønning har ifølge "Dagbladet" havt en gemytlig lille Forpostfægtning med de kommunale Autoriteter, og det Hele "dreier" sig om en "Omelette", eller - hvad vi vilde sige - en Lampe. Borgermesteren vil, at Kommune skal have Een paa Lampen", og Kommunen vil, at Borgemesteren skal have en ditto paa ditto. Det være nu som det vil. SkjøndtHr. Borgemesteren gjerne vil gaae og gjælde for "et Lys":

NB. med tilhørende Stage, som "holder Lyset for de Andre", saa blev dog enden paa "Legen", at Lampen fik En paa Lampen af Lampepudseren, og at Hr. Borgemester Dibell nu selv maa figurere som "Lampe":

og formodentlig snart tage Reissaus.

(Corsaren 1. oktober 1852).

Rettelse.

Ved en "Tryk-feil" var den i vort sidste Nummer omtalte "Lampe"

i Tønning kommen til at hedde "Dibell", hvilket bedes rettet til "Dubell", skjøndt Dibell jo ellers ogsaa er et meget pænt Navn

(Corsaren 8. oktober 1852).