Vinter 1850. Krigen 1848-1851. (Efterskrift til Politivennen)

 København den 14. januar 1850.

- Vinterens strenghed har nu standset forbindelsen mellem Danmarks hovedstad og provinserne hinsides bæltet, og det er nu kun ved magre telegraf-efterretninger man her får nogen underretning om hvad der sker i den øvrige verden, derunder indbefattet Slesvig-Holsten. Hvad dette sidste land angår, så har man naturligvis fra dansk side forberedt sig på at en sådan afbrydelse kunne indtræde, og dersom det derfor skulle falde fjenden ind at benytte sig deraf, således som der oftere har været truet med, vil han sikkert blive modtaget med tilbørligt eftertryk. Men på den anden side vil det heller ikke være muligt under denne afbrydelse at understøtte fredsværket, og udførelsen deraf må derfor så længe ganske overlades til de kræfter og midler, som til den hensigt allerede befinder sig på fastlandet. Diplomaliske forespørgsler og underhandlinger kan ikke godt besørges ved telegrafen. Heller ikke vil den forventede ankomst af de længe omtalte tillidsmænd kunne finde sted så længe isen forhindrer den frie fart over bæltet. 

De sidste efterretninger lader rigtignok formode, at den hele sendelse er opgivet, hvilket dog turde anses for beklageligt, såfremt det ikke er andet end formaliteter der har forhindret denne tilnærmelse, hvorved der muligvis dog kunne være vundet et fast tilknytningspunkt. Tilbøjeligheden til en forsonende politik stiger og falder hos det herskende parti i Holsten alt eftersom udsigterne til en eller anden slags tysk enhed, om der også kun er en preussisk bundesstat, forøges eller formindskes, og der er i så henseende den mindst pålidelige del af folket, med hvem man kan underhandle. Demokraternes fordringer kunne måske for tiden være større, nærmest vel fordi de er mere oprigtige, men det had de nærer til Preussen og den tyske reaktion, måtte snarere, hvis de skulle få overmagt i Holsten, kunne benyttes af en klog dansk politik til opnåelsen af en fredelig afgørelse, især når man fra dansk side ville opgive noget af den formelle strenghed. Hvor stærk det demokratiske parti i øvrigt er, fremgår tydeligt mok af valget i Rendsborg. Begge partierne står lige over for hinanden i skarpe modsætninger; det er kun mod Danmark de foreløbig er enige, og det er kun den ukloge danske politik der kan befæste denne enighed. Men det demokratiske parti i hertugdømmerne knytter sine forhåbninger ikke så meget til en tysk enhedspolitik som til en ny europæisk revolution, hvori demokratiet måtte sejre. Enhver efterretning om et nyt udbrud vil opflamme det, først mod dets eget reaktionsparti og dernæst mod Danmark. At det slesvig-holstenske demokrati ser en fjende i Danmark, hvor dog de demokratiske grundsætninger har vundet sejr i grundloven, er da nærmest en sørgelig følge af den i en række af år fra begge sider nærede og ansporede nationalitetssyge.

Kjøbenhavnsposten, 14. januar 1850.