De fattige Blomsterkoners Kamp for Tilværelsen
Bøderne regner ned over dem, og de trues med Fængselsstraf, men de er fast besluttet paa at føre deres kamp igennem.
Blomsterkonen der ikke kom i Avdiens og de forgyldte Ekscellencer.
Man maa ikke sige om en Dom, at den er uretfærdig. Hvad maa man da sige om den Dom, Landsretten afsagde over de to fattige Blomsterkoner Astrid Aline Hansen og Rosalie Jensine Hansen?
De blev hver især idømt 75 Kr. i Bøde. Hvorfor? Fordi de paa en højhellig Søndag havde taget plads ved Kommunehospitalets Port cg falbudt Blomster til de besøgende. Det gjorde de to Kvinder, ikke for at trodse Lov og Ret, ikke for at udæske Domsmagten eller Politiet, men for at skaffe det daglige Brød til Børnene derhjemmei det fattige Hjem. Derfor idømte Landsretten dem hver især 75 Kroner i Bøde.
Sket var Retfærdigheden. Thi Lov er Lov, og Lov skal holdes!
Et talende Tidsbillede.
Det var ogsaa Retfærdighed, da den selv samme høje Landsret, med den samme høje Dommer som Retsformand erklærede, at Landmandens bankens "fine" Spidser var uskyldshvide som Sne.
Her har vi Tidsbilledet - straalende stærkeste Farver, raabende til hele den forbavsede Samtid: Saaledes er dansk Retfærdighed! Og tvi over dem, der taler ondt herom.
Højesteret, mente noget andet om Millionsammenbrudets Mænd end Landsretten. Maaske mener Højesteret ogsaa noget andet, om de fattige Blomsterkoner. I hvert fald kender vi en Domstol, der mener noget andet. Det er Folkets Domstol.
Offentlighedens Begreber om Menneskets Ret til det daglige Brød hentes ikke i støvede Lovregler eller i gulnede Folianter - men i det daglige Liv.
Det er Kampen for Tilværelsen, for Brødet, for Husly, for Klæder, Varme - og nu og da en stakket Glæde for de mange. Det er et Liv i Overflod, Luksus og Udskejelser for de faa.
Læser!
Se paa Billedet over disse Linier. Denne Moder, der staar her, omgivet af sine Børn er den ene af dem, der blev idømt 75 Kroner i Bude, fordi hun forsøgte at tjene det, daglige Brød til sine Børn ved at forhandle Blomster ved den Port, der førte ind til de syge. Men hun begik den Brøde at staa ved Hospitalets Port en Søndag - den Dag i Ugen, der var Udsigt til at tjene mest. Derfor blev hun dømt. Men Sagen vilde straks have været en anden, hvis hun ikke havde været en fattig Moder med 9 Børn, der hver Dag skal have Mad. Hendes Stilling vilde have været en anden, hvis hun havde haft en Forretning, en Butik, hvorfra hun forhandlede sine Blomster. I saa Fald tillod Loven hende at holde Forretningen aaben og sælge Blomster til Klokken 12 Søndag Middag .... Men nu var hun bare en fattig Kvinde, der stod ved Hospitalets Port med en Kurv med Blomster, og hun havde hare det Ønske: at tjene saa meget - naar hun stod der i Kulde og Sne, Regn og Blæst - at der kunde blive lidt tilovers til dem derhjemme - til de 9 Børn!
Giv den fattige Kone den samme Chance som Blomsterhandlerne. Gør Loven ens for alle. Er det ikke Retfærdighed?
Det fortvivlede Resultat af 1 Aars Forfølgelse! Bøder og Udsigt til Fængselsstraf!
Gadehandlerne er organiserede Handelsfolkenes Forening af 1894. Og denne Organisation har med megen Energi taget sig af Blomstersælgernes Sag. Omkring ved de forskellige Hospitaler findes 40 Mænd og Kvinder, der sælger Blomster - Kvinderne, Enker og Enligstillede, er i Flertal. Mange af dem har en stor Børneflok. I nogle Hjem har Sygdommen holdt sit Indtog, saaledes at Hjemmets Opretholdelse afhænger fuldstændig af Indtægten af Blomstersalget udenfor Hospitalet. Mange af disse Mænd og Kvinder har solgt deres Blomster i over 20 Aar, uden at nogen har lagt dem et Halmstraa i Vejen. Men i Løbet af det sidste Aar har der været iværksat en systematisk Forfølgelse mod dem. Bøderne regner ned over dem, og Fortvivlelsens graa Svøbe lægger sig over de mange smaa Hjem.
Blomsterhandlerne, der er etablerede i Butiker, har ifølge Lukkeloven Tilladelse til at handle paa Søn- og Helligdage til Kl. 12 Middag. Denne Ændring i Lukkeloven er sket for at give Folk Iejlighed til at købe Blomster og Kranse til de Syge og Døde. Denne Bestemmelse ' bør selvfølgelig ogsaa omfatter de Blomsterhandlere, der ikke har nogen Forretning, men er henvist til at handle foran Hospitalerne. Det gør den ikke - og de "rigtige" Blomsterhandlere, der har et Hovedkontor paa Vesterbro, har pudset Politiet paa de fattige Kvinder og Mænd. Søndag efter Søndag har de indgivet deres grimme Anmeldelser, og derefter er Bøderne haglet ned. Det drejer sig om Tusinder af Kroner, som Smaafolk er dømt til at udrede. Uge efter Uge har de lidt Nød og følt Afsavn for at afdrage Bøderne, og nye Bøder har ramt dem. Truslen om Afsoning af Bøderne hænger over deres Hoveder, hvert Øjeblik møder en uniformeret Betjent i et af de fattige Hjem med en ny Jobspost, med Krav om Bodernes Betaling - eller Truslen om Fængselsstraf.
En "Guldgrube".
Men Blomstersælgerne har ikke givet op. De er besjælet af den levende Overbevisning, at de kæmper for deres Ret - og at de har Ret, uanset Bøder, Politi og Dommere . . . . Handelsfolkenes Forening har økonomisk understøttet denne Kamp ved at paaligne de offervillige Medlemmer Ekstrakontingent til Betaling af Bøderne .. men Bøderne vokser for hver Gang og Forholdene i de fattige Hjem bliver stedse mere fortvivlede. Alene paa en eneste Dag faldt der Bøder til et Beløb af 700 Kroner. Disse mange Bøder vil Foreningen nu søge eftergivet ved Henvendelse til Justitsministeriet.
Overretssagfører Arne Sundbo har lovet at fremsende Begæringen herom. Hvis Justitsminister Rytter ikke efterkommer denne Bøn fra de fattige Blomstersælgere, betyder det, at 'mange Mødre og Forsørgere maa vandre i Fængsel for at afsone Bøderne - og imens opløses de smaa Hjem. Børnene er berøvet deres Moder.
Tør Hr. Rytter paatage sig dette Ansvar?
- Politiet, der har handlet efter Tilskyndelse af Blomsterhandlerforeningen, har ment, at Blomstersalget foran Hospitalerne var en Guldgrube! Sandheden er denne, at det daglige Salg af Blomster beløber sig til 5-10 Kroner. Om Søndagen er Salget det bedste. Da kommer der flest Besøgende, og Blomsterhandlerne har deres største Indtægt. Den gennemsnitlige ugentlige Fortjeneste er alt ialt 30-40 Kroner. Det er det hele. Blomstersælgerne mener med fuld Ret, at de bør komme ind under Lukkelovens Undtagelsesbestemmelser for Blomsterhandlere. . og hvis ikke dette kan lade sig gennemføre, heder de om Dispensation fra Loven, indtil Loven er ændret, saaledes, at den beskytter dem mod Overgreb. I sin Tid indgik Handelsfolkenes Forening til Landsthingsudvalget med et Andragende herom. Landsthingsmand C. F. Sørensen, der havde Sæde i Udvalget, talte Blomstersælgernes Sag. Men Flertallet, Venstre og Højre, laante ham ikke Øre, og siden da har Bøderne fortsat regnet ned.
Blomsterkonerne og Kongen. - Da Ekscellencerne blev forgyldte, medens Konerne gik med uforrettet Sag.
Den ene af de Kvinder, der nylig ramtes af Landsrettens Dom, Fru Rosalie Hansen, bor Wildersgade 52, 1. Sal. Det er i et af de gamle Huse med mørke og snævre Trappeopgange og lavt til Loftet. Men inde i Fru Hansens Stuer er der pænt og hyggeligt. I alle Kroge vrimler Børnene frem - 9 ialt. Den allermindste er 3 Maaneder og ligger i den lille Barneseng og græder. Fru Hansen er en flittig Arbejderhustru og en opofrende Moder for sine Børn. I de lange Perioder, der tvang Manden ud i ufrivillig Lediggang, tog hun en Blomsterkurv paa Armen og gik sin daglige Tur rundt til Hospitalerne. Og om Aftenen vendte hun hjem med Dagens Indtægt. Ved dette utrættelige Slid lykkedes det Fru Hansen at holde Hjemmet sammen i mørke og modgangsfulde Tider.
Fru Hansen viser os et helt lille Bjærg af "Anklageskrifter" og "Tilsigelser". Hun "tiltales for at have falbudt Blomster til forbipasserende." Denne Ytring vender atter og atter tilbage, men Bøderne vokser hver Gang.
- Uge efter Uge har jeg maattet afbetale Bøderne, fortæller Fru Hansen. Vi har selv maattet savne mangt og meget af den Grund. Men Summerne blev saa uoverkommeligt store... Jeg besluttede da for nogen Tid siden at gaa til Kongen og bede ham hjælpe mig ud af alt delte. En af mine Kolleger fulgte med. Det var lige i Dagene efter det kongelige Sølvbryllup - jeg tænkte, at Kongen saa maaske var i særlig godt Humør. Vi kom altsaa til Amalienborg. Men Kongen kom vi ikke til at tale med. Der blev nægtet os Adgang til Avdiensen, og vi opnaaede ikke noget. Men da vi forlod Kongens Slot, saa vi, at Ministrene kom ud fra Palæet, vi saa deres mange Ordner og Medaljer - og vi læste jo senere, af de var bleven dekoreret med endnu flere Ordener - det skete altsaa den samme Dag, vi blev afvist!
Vi lader denne Hændelse tale for sig selv. Paa den ene Side de forgyldte Ekscellencer, der forlader Amalienborg med al deres gyldne Flitter. Paa den anden Side de to fattige Blomsterkoner, der ulykkelige og ydmygede forbier Kongens Palads!!!
Skal Fru Hansen og hendes 3 Maaneder gamle Barn i Fængsel?
Fru Hansen smiler stilfærdig efter Beretningen om sit Besøg paa Amalienborg. Saa tilføjer hun:
- Nogen Tid senere flk jeg Besøg af en uniformeret Betjent - jeg er jo snart vant til denne Visit - han kom fra Strandgades Station, og han sagde: "Fru Hansen, nu maa De snart se at faa betalt Bøderne - det gaar ikke i Længden dette her." Jeg laa da i Barselseng med den mindste her. Betjenten tilføjede: "Jeg forstaar jo, at De først maa have Fødslen overstaaet." Derfor blev Afsoningen udsat. Men senere har jeg haft nyt Politibesøg, og det er bleven meddelt mig, at jeg maa være parat til at gaa i Fængsel - og saa maa jeg tage mit lille Barn med her - det faar jo Bryst.
Det er saadanne Udsigter, der aabenbarer sig for Fru Hansen: / Fængsel med hende og hendes spæde barn! Bort fra det daglige hæderlige Arbejde, hjem til de kolde Stuer og til de ulykkelige Børn - eller i Fængsel.
I Sandhed! Den danske Underklasse friser lykkelige Kaar.
To Interviews. - Venstre og Hojre afviste de fattige. Hr. Rytter?
Efter vort Besøg hos Fru Hansen, hvor vor Fotograf tog ovenstaaende Billede, rettede vi dette Spørgsmaal til Hr. Rytter:
- Vil De virke for, at disse fattige Kvinder faar Bøderne eftergivet?
- Det kan jeg ikke sige, førend jeg kender selve Sagen. Under Benaadningsspørgsmaalet gør saa mange Hensyn sig gældende. Men Forseelsen synes jo ikke at være særlig slem.
Mere kunde Hr. Rytter ikke sige
Hr. Rytters Kollega. Hr. Kragh, var ikke til at faa i Tale i Gaar. Selve Spørgsmaalet om Lukkeloven sorterer under Indenrigsministeriet.
Vor Partifælle, C. F. Sørensen. der var Medlem af Iandsthingsudvalget, angaaende Revision af Lukkeloven, stiller sig fuldt og helt paa Blomsterkonernes Side.
- Mit Standpunkt i Udvalget var dette, at Blomstersælgerne bør have samme Ret som Blomsterforretningerne. Man kan jo f. Eks. give dem Stader, ligesom Avishandlerne har det, saaledes at Politimyndighederne ordner det hver især i deres Kreds. Det er meningsløst at forbyde Blomsterkonerne at handle, medens Blomsterforretningerne maa holde aabent, og medens Blomsterboderne i "Tivoli" om Sommeren forhandler Blomster til ublu Priser. Jeg har fremført mine Synspunkter i Landsthingets Udvalg. Men de fattige Menneskers Anmodninger om Dispensation fra Loven blev afvist af Venstre og Højre.
Ved disse rammende Udtalelser af vor Partifælle standser vi i Dag. C. F. Sørensens Udtalelser viser os Venstres og Højres Kærlighed til de Fattige i bengalsk Belysning. Vi slutter i Dag, men denne Sag er ikke afsluttet med disse Linjer. Der vil om kort Tid blive indkaldt til et stort Protestmøde, hvor der møder nogle af Underklassens bedste Talsmænd som Talere for at kaste fuldstændigt Lys over denne brutale Forfølgelse af de fattige Blomsterkoner.
Kristian Krater.
(Social-Demokraten, 17. januar 1924).
Vil De med, Hr. Rytter?
Vi indbyder Ekscellencen til at følge med ud i de fattige Blomsterkoners Hjem. - Vi hr. Rytter afslå Indbydelsen?
Skal denne Moder, der har 8 Børn, miste Adgangen til det daglige Brød?
Denne Artikel har Adresse til Landets Justitsminister, til Ekscellencen Hr. Rytter. Justitsministeren er gennem Artikler i "Social-Demokraten" og gennem Samtale med en af vore Medarbejdere gjort bekendt med den fortvivlede Kamp, dø fattige Blomstersælgere fører for Tilværelsen. De er stillede overfor det uhyggelige Valg: enten at ophøre med deres hæderlige Handel med Blomster og at gaa til Grunde, eller al fortsætte med Handelen og tage de forfærdelige Følger: ubetalelige Bøder eller Fængselstraf!
Blomstersælgerne har, tvunget af den bitre Nød, foretrukket at tage Kampen op, for mod Offentlighedens Bistand at gøre deres retfærdige Krav gældende. 1 første Række vil der derfor blive rettet en Anmodning til Justitsministeren om Eftergivelse af de idømte Boder, der beløber sig til mange Tusinde Kroner. Og dernæst rejses Kravet om, at Blomsterkonernes Eeksistens sikres gennem Loven.
En Indbydelse.
For at Hr. Rytter kan blive aldeles overbevist om, at her er Tale om en Række fattige Hjem, som vil gaa aldeles til Grunde, hvis Forfølgelsen fortsættes, og hvis Boderne skal betales, indbyder vi Ekscellencen til en Tur med os rundt i disse fattige Hjem. Dørene skal være aabnede allevegne, alt skal blive fremlagt, og Hr. Rytter skal faa Adgang til at gøre alle de Iagttagelser, han finder formaalstjenlige.
Vil De med, Hr. Rytter?
I saa Fald behøver De blot at sende et Brevkort, og vi skal være til Deres Disposition.
Eller vil de afslaa denne Invitation?
Har Ekscellencen maaske allerede gennem de Artikler, "Social-Demokraten" har bragt, og gennem de Billeder, vi viser Offentligheden fra de fattige Blomsterkoners Hjem, hentet den Overbevisning, at her er Bøder og Fængselstraf ikke paa sin Plads. Det drejer sig om Mænd og Kvinder, der gør et ærligt Arbejde for at holde Hjemmene oppe, og de spørger med fult Ret: Er det en Forbrydelse?
8 sultne Munde
Vi besøgte i Gaard Blomsterhandlerske Fru Frederikke Svendsen, Borgergade 81. I de smaa Stuer under det lave Bjælkeloft bor Familiens 10 Medlemmer. De var ikke alle samlede, da vor Fotograf tog ovenstaaende Billede. Og dog taler dette Billede sit tydelige Sprog. Hvor findes det Menneske, der vil tage Ansvaret for at hente denne Moder bort fra Børnene til Afsoning af de Bøder, hun ikke evner at betale? Hver Krone denne Kvinde dømmes til at betale i Bøde for salget af Blomster tages fra de 8 Børn. Det er Billedet af et Hjem, hvor Arbejdsløshed og Sygdom har ramt Forsørgeren, og hvor den sidste Eksistensmulighed er Blomstersalget ved Hospitalerne.
Skal Familien i Borgergade miste Adgangen til det daglige Brød? Skal Moderen i Fængsel og Hjemmet gaa til Grunde?
Det er dette Spørgsmaal, vi retter til Justitsministeren, og det er dette og mange andre Spørgsmaal der vil blive belyst paa det store Protestmøde, som vi bringer nær mere Meddelelse om i Morgen.
Vi har faaet mange Beviser paa den Sympati, hvormed Offentligheden følger Blomstersælgernes Kamp. En af vore Læsere, Lagerarbejder H. Frederiksen. Baggesensgade 30, sender os følgende Linier:
Er der ikke Retfærdighed?
Angaaende Deres Omtale af de fattige Blomsterkoner vil jeg gerne gennem disse Linier udtale min dybeste Protest mod, at en fattig Kvinde med 9 Børn vandrer i Fængsel - er der ikke Spor af Retfærdighed? - Jo, naar det gælder den fine Frue, der stjæler i et Magasin - hun lider af Kleptomani, mens en fattig Kone. der falbyder sine Blomster ved et Hospital - hun skal i Fængsel som en anden Forbryder. I Sandhed en køn Lov og Ret. Men denne Kvinde skal ikke i Fængsel med sit 3 Maaneder gamle Barn; det er en raabende Uretfærdighed. Men skulde det ske, at den fattige Kone skal betale de 75 Kr., saa findes der vel nok saa mange barmhjertige Mennesker, der sammen med mig vil betale det Beløb, det drejer sig om.
Dette og lignende Breve tyder paa den Sympati, hvormed den store Offentlighed slaar Kreds om de fattige Blomstersælgere, og hvori saa tydeligt staar udtalt det Krav, der maa sættes i Forgrunden: Eftergiv Bøderne! Gør Loven ens for alle.
Kr. Krater
(Social-Demokraten, 18. januar 1924).
Den 21. januar 1924 bragte bladet endnu et portræt af en blomsterkone med børn, samt et interview med biskop Ostenfeldt, som erklærede sig rede til at han gjorde sin indflydelse overfor politidirektøren gældende, hvilken han erklærede han ville gøre.
Fra et protestmøde den 23. januar 1924 i Folkets Hus på Enghavevej med deltagelse af ca. 2.500 mennesker blev efter flere taler vedtaget en resolution der opfordrede indenrigsministeren at ændre lukkeloven og at eftergive blomsterkonerne deres bøder.
Kristian Krater (1896-1979) var sammen med Hans Nielsen og H. P. Sørensen frem til 11. april 1924 også redaktør på Social-Demokratens eftermiddagsblad, Klokken 5 (gik ind 30. september 1930).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar