Hr. Redakteur! "Dagbladet" indeholdt den 30te Mai en Artikel i Anledning af Hr. B. Birchs Udnævnelse til Gouverneur for de danske vestindiske Besiddelser. Da denne forekommer Indsenderen at indeholde ikke faa Urigtigheder og at være grundet paa tildeels falske Forudsætninger, skal jeg udbede mig Tilladelse til at imødegaae denne, idet jeg tør antage, at en varm Interesse for Kolonierne i Forening med en Deel Kundskab til de derværende Forhold vel berettiger mig til at udtale en begrunddet Anskuelse om Tilstanden, medens "Dagbladet"' selv indrømmer, at det ikke fjender til Koloniernes Anliggender, men kun kælder Dem i Kraft af visse almindelige Sætninger over et Regjeringssystem, der svæver for det i en vis taaget Almindelighed.
"Dagbladet" antager, at det var det Heldigste for kolonierne, om Selvregjeringen blev gjennemført, og det henviser i saa Henseende til det System, som følges i de engelske Kolonier, til Australien, hvor Parlamentet indsætter og afsætter Ministre osv. Det er jo rigtignok ikke sandsynligt, at det vilde være heldigt, om de 37,000 Indbyggere i de danske Kolonier fik et Parlament med denne Myndighed; men dette Sammenligningspunkt kan man saameget snarere lade falde, som de engelsk-vestindiske Kolonier ikke have denne Myndighed, som Forfatteren vil tillægge de danske, men tvertimod tildeels staae i et ikke ringe Afhængighedsforhold til Moderlandet. Sammenligningspunktet staaer saaledes "Dagbladet" feil. Jeg skal imidlertid ikke bebreide det denne Unøiagtighed; det vilde være ubilligt at forlange, at det skulde kjende de engelske Kolonialforhold, da det efter sit eget Sigende ikke kiender de danske.
Hovedsagen er den: Besidde vore Kolonier Betingelserne for Selvregjering, attraae de denne, og er Regjeringssystemet et saadant Centralisationsmaskineri, som "Dagbladet" fremstiller.
Naar man sammenligner de engelske Kolonier og vore Kolonier, maa man stadig fastholde, at de første ere befolkede, - idetmindste hvad den hvide Befolkning angaaer - af den samme Stamme, som hersker i England, eller ialtfald har denne en afgjort Overvægt. Det er saaledes baade forklarligt og rigtigt, at de samme Institutioner, som gjælde i Moderlandet, overføres til kolonierne, og dog er dette ingenlunde skeet i saa udstrakt Maal, som man antager. Selv denne deelvise Indførelse har imidlertid langtfra altid virket heldigt, den har flere Kolonier frembragt et trykkende Oligarki, over hvilket der føres stærke Klager. I vore Kolonier er derimod, som bekjendt, det danske Element ikke synderlig stort. Befolkningen er sammensat af Englændere, Amerikanere, Spaniere, Franskmænd, Tydskere og flere andre Nationer, hvoraf Mange aldeles ikke nære Interesse for Danmark: ikke faa af Beboerne - navnlig paa St. Thomas - stræbe kun saa hurtig som mulig efter at tjene sig en Formue for derefter at forlade Øerne; de kunne derfor kun nære en meget indskrænket Deeltagelse for disse, og det gjælder for dem om, i den Tid, de opholde sig her, at undgaae saavidt muligt alle Slags personlige og materielle Offre. Hertil kommer, at Negrene udgjøre den langt overvejende Deel af Befolkningen, og disses Tarv maa det væsentlig paaligge Regjeringen at paasee. Det kan vel ikke betvivles, at et Kolonialparlament med meget udstrakt Lovgivning og parlamentarisk Myndighed paa ingen Maade vilde fortrinsviis drage Omsorg for disse, som ingen Repræsentation vilde kunne faae.
Men lad os nu forudsætte, at disse Mangler vilde rette sig af sig selv, hvilke rigtignok er meget usandsynligt, Eet er der dog, som man ikke kan lade ude af Sigte, og det er, at man ikke kan paatvinge en Befolkning, der direkte eller indirekte erklærer sig uvillig og uskikket dertil. Retten til Selvregjering, og den koloniale Befolkning har afslaaet denne Ret. Da der i sin Tid blev forelagt en Deel af Øernes mest anseete Mænd et Udkast til en Koloniallov, hvori der var tilstaaet Kolonialraadet en vis lovgivende Myndighed, fraraabte et større Antal af disse Notabler meget bestemt at tilstaa det tilkommende Raad nogen lovgivende Myndighed, og der er ikke senere gjennem Kolonialraadet, Øernes lovlige Organ, fremkommet noget Andragende om en saadan Myndigbed. For at opnaae Rettigheder kræves, at man er villig til at opfylde de Pligter, som Rettighederne medføre; det vilde være baade latterligt og skadeligt at paatvinge Folk Sevregjeringen, naar de vise sig uvillige til at modtage den, men denne Forpligtelse har man ikke faaet Øinene op for: man er utilfreds med, at Regeringen ikke skaffer Beboerne Alt, hvad de ønske, men det falder dem ikke ind selv at forene sig, selv at stræbe at opnaae, hvad de ønske. Det er bekiendt nok, at man paa St. Thomas ikke har kunnet bevæge en eneste Mand, hverken blandt Embedsmændene eller blandt Borgerne, til det Offer at tage Sæde i Kolonialraadet. Man giør gjældende, at man der vil være i Mindretallet, at St. Croix's Interesser have Overvægten over St. Thomæ, og at det er altfor stor Ulejlighed at reise over til St. Croix og sidde i Raadet nogle Uger. Man gider ikke engang havt den Ulejlighed gennem Kolonialraadet at fremsætte et Ønske om en Forandring. Holstenerne mødte dog i Rigsraadet og protesterede; men det Offer vil St. Thomas ikke bringe, man vil ikke skylde sine egne Anstrengelser Noget. Det er langt nemmere at faae, hvad man ønsker, uden Møie. Undersøger man, hvorledes Kolonialraadet har virket, og betragter man navnlig det sidste Kolonialraads Møde, vil man finde, at dette just ikke bærer Spor af stor Iver for at bringe gunstige Resultater tilveie. Det er ganske vist langt nemmere at henkaste løse Antydninger fremfor at have den Ulejlighed at drøfte, hvad der er forelagt, og at stille bestemte Forslag, men derved godtgjør man ikke, at man har Tilbøielighed eller Evne til Selvregjering. Det vilde ikke være vanskeligt at give Exempler paa, paa hvilken uheldig Maade man praktisk opfatter Selvregjeringsprincipet derude, man er ikke meget tilbøielig til at benytte den Myndighed, man har, til at fremme de immaterielle Interesser, og det kunde vel ikke være vanskeligt at godtgjøre, at Omhuen for nogle enkelte Mænds pekuniaire Velvære her spiller en overordnet Rolle, og at man tager Regeringen det ilde op, naar den gjør nogen Indsigelse med de mest iøinefaldente Misbrug i saa Henseende og stræber at værne om Skatteydernes Eiendom med Bestyrerne af denne.
"Dagbladet" synes dernæst at svæve i den besynderlige Vildfarelse, at det er Regeringen om at gjøre, at regjere og kontrollere Alt alene for at regjere og kontrollere. Dermed synes det nu rigtignok ingenlunde at stemme, at de koloniale Aviser hyppig henvise til forskjellige "hints" fra den afgaaede Gouverneur, hvori han opfordrer Kolonierne til selv at handle, til selv at lægge for Dagen, at de ville og kunne udrette Noget. Man nøies ikke med denne Paastand for Gouvernementets Vedkommende, man lader Beslutningen gaae videre og bebreider Regeringen herhjemme, at den ogsaa vil centralisere og styre i det Enkelte; det vilde dog være besynderligt, om man skulde være tilbøielig til herhjemme fra at indblande sig i allehaande Enkeltheder. Man pleier dog just ellers ikke at beskylde Kontoirerne for en overdreven Tilbøielighed til at skaffe sig Forretninger paa Halsen. Jeg kjender ikke Regjeringens Hensigt med Hensyn til Kolonierne; men skal jeg dømme efter hvad jeg har seet i de vestindiske Aviser og Kolonialraadstidenden, udgaae Hindringerne ingenlunde fra Regeringen, der er meget tilbøielig til at indrømme Kolonierne saamegen Selvregering som mulig, saasnart de vise Tilbøielighed til at opfylde de Pligter, som Selvregjeringen paalægger, og der forekommer Ønske derom gjennem Koloniernes lovmæssige Organer.
Det er let forstaaeligt, at Hr. Birchs Udnævnelse er kommen ikke Faa utilpas og har vakt en vis Irritation. "Dagbladet" fremhæver hans ualmindelige juridiske Dygtighed, utrættelige Arbeidsomhed og hans pletløse Redelighed og Samvittighedsfuldhed. Disse Egenskaber ville ganske vist i og for sig - det maa man dog indrømme - være i høi Grad ønskelige for en Gouverneur, men de skulle alle skjæmmes af en stor Feil, hans Skrivelyst, som skal have gjort ham til en Mr. Fordyce. Det er nu ikke troligt, at "Dagbladet" selv skulde troe paa det Billede, som det opstiller, og naar man reducerer Billedet til en passende Maalestok, samt tager Hensyn til, hvad der for Skriveriets Vedkommende skyldes del almindelige danske Administrationssystem, fra hvilket Hr. Birch naturligviis ikke kan løsrive sig, og som ganske vist har den Feil, at det medfører for meget Skriveri, vil man finde, at det er Hr. Birchs stærke Pligtfølelse, der egentlig gjør ham uskikket til at være Gouverneur. Han arbeider selv maaskee over Evne, han holder strengt sine Undergivne til det Samme, og han er saaledes et Forbillede paa Pligtopfyldelse, som det vel maa være ønskeligt for Regjeringen at opstille som Mønster, men denne Egenskab er for en Deel af Koloniernes Beboere netop en væsentlig Mangel. Man har i forrige Tider været vant til at see Gouverneuren præsidere ved glimrende Dinerer, man har været vant til at nyde Nutiden, det enkelte Aars glimrende Høst uden at tænke paa Fremtiden, det kommende slette Aar: man har været vant til at blive kælet for, at faae, hvad man ønskede ved underhaanden at pege derpaa, at see Statens Gods blive betragtet som Vraggods, at tage hyppige og langvarige Permissioner, at nøies med at tale om Sagerne istedetfor at arbeide, men Hr. Birchs Udnævnelse sætter en Bom herfor, det er en Fortsættelse af det System, som Regieringen har fulgt i de senere Aar. Hvad Mange havde ønsket, var ikke at faae en Fordyce, men en Micawber, som holdt lange Taler, og Intet gjorde, som altid saae Noget i Horizonten, som kunde give gode Maaltider, og lade dem, der ønskede det, skalte og valte og suge sig fulde af Statens og Kommunernes Ejendomme.
At det er Regjeringens Maal, at føre Kolonierne frem med Selvregjering, tyder Alt hen paa; men det maa ikke oversees, at man ikke i Vestindien i saa Henseende kan følge samme Principer som i Europa. Man kan ikke der sige, Selvregjeringen er selv den bedste Opdrager; de Mangler, som den fører med sig, ville bedst bidrage til at skaffe dygtige Ledere og opdrage Folket, thi i Kolonierne er Hovedbestanddelen af Befolkningen nylig emanciperede Slaver, som ingenlunde, hvad Erfaringen altfor klart har godtgjort, ere skikkede til Selvregjering, og paa den anden Side kan man ikke paa een Gang give den i et Oligarchies Hænder. Regjeringen maa her lede; den kan ikke strax overlade Alt til Befolkningen selv; den maa have paa Gouverneurposten en i enhver Henseende fuldstændig paalidelig og pletløs Mand, som med Opoffrelse af alle personlige Hensyn gjør sin Pligt. Netop fordi Gouverneur Birch fuldstændig kjender og er Herre over det nuværende System, kan han forbedre og iværksætte Overgangen til Reformer, en Betragtning, som vistnok i ikke ringe Grad har gjort sin Indflydelse gjældende ved hans Udnævnelse.
Kun gjennem de allerstærkeste Hyperbeler kan man komme til Flosklerne om de tildøde regjerede Beboere osv. Det er ligesaa ufornødent at omtale disse, som f. Ex. at dvæle ved Embedskumulationerne, der bestaae i, at der paa St. Thomas til en Befolkning af 12,500 Indbyggere findes, foruden Told- og Postvæsenets Personale, 7 kongelige Embedsmænd, eller Postplagerierne sammesteds, som bestaae i, at Brevene i Henhold til en, saavidt erindres , eenstemmig vedtagen Anordning af Kolonialraadet, uddeles gjennem Postkontoiret istedetfor at henkastes i den første den bedste Privatmands Bopæl, eller den mærkværdige Plantageadmimstratien, som bestaaer i, at Regjeringen ingen Plantager administrerer osv.
K. A. P.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juni 1861)
Birch førte forhandlingerne om udformningen af kolonialloven af 1863 og dernæst dens gennemførelse samt salgsforhandlingerne om Skt. Thomas' og Skt. Jans afhændelse til USA. Plantagedriften havde ikke Birchs store interesse. Dog arbejdede han ihærdigt på at løse plantagernes arbejdskraftsproblem gennem immigration, ligesom han brugte sin indflydelse i kolonialrådet til at sikre plantagearbejderne tålelige vilkår; af sidstnævnte grund var han ikke populær blandt alle plantageejere. Februar 1871, kort før B.s død, flyttedes guvernørens sæde fra Christiansted på Skt. Croix til Charlotte Amalie på Skt. Thomas. Birch der var en udpræget embedsmand fik det eftermæle at han havde været en retfærdig og hæderlig mand der flittigt havde arbejdet for øerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar