Forhold, som ikke vilde blive tilladt nogen privat Husvært - og til høj Leje.3000 Mennesker plaget af uudryddeligt Væggetøj
Foroven ses et Værelse, i hvilket der bor - ni Mennesker! Nedenunder ses et Køkkenbord for tre Familier, og en Samling Børn fra en af Gaardene - kun en meget ringe Del af de Børn, man ser derude. Der er Børn overalt, paa Gaderne, i Gaardene paa Trappegangene, i Stuerne, mange friske og sunde, men desværre altfor mange blege og sygelige.
Uroen mellem de Husvilde, som bor i Kommunens Husvildeafdeling paa Vesterbro, synes ikke at skulle falde igen saa let. Paa Tirsdag holder "Lejerforeningen'' Generalforsamling i "Folkets Hus', og der vil det antagelig gaa livligt til.
Der er mange Ting, de Husvilde har at klage over, men to Ting frem for alt - den utroligt daarlige Vedligeholdelse af Lejlighederne og Væggetøjet. Og jeg, som har aflagt Husvildeafdelingerne et Besøg og med egne Øjne set, hvad det er, der klages over, ska! bevidne, at Sproget ejer ikke Ord stærke nok til at overdrive.
I de Ejendomme, her er Tale om - Knud Lawardsgade, Bodilsgade, Ingerslevsgade, Haderslevgade og hvad de forskellige Gader hedder, bor der 7-800 Familier eller henved 3000 Mennesker. Det vil sige ligesaa mange Mennesker som i Frederikssund. Tilsammen bor der under Kommunens Husvildeforsorg 2500 Familier med tilsammen 8000 Mennesker - under Forhold som dem, jeg nu skal til af beskrive.
24 Mennesker i en Treværelsers Lejlighed.
I en almindelig tre Værelsers Lejlighed paa 4. Sal i Haderslevgade bor der 24 Mennesker. I et af Værelserne alene ni Mennesker. Der er saa mange Senge, som der kan være - og til Resten bliver der redt op paa Gulvet. Rent er der - og Gang paa Gang havde jeg lejlighed til at beundre den ukuelige Itenlighedssans, som de fleste af Beboerne har formaaet at bevare under disse Forhold.
Et andet Sted saa jeg ogsaa et Værelse, hvor der boede ni Mennesker - to Voksne og syv Børn, af hvilke det ældste var 12 Aar. Men man oplyste mig om, at de var sjældent hjemme alle syv - der var næsten altid nogen paa Hospitalet. Naar et af Børnene blev syge, smittede det efterhaanden de andre, ...
De forfærdelige Køkkener.
Det er ny Ejendomme, det drejer sig om, 7-8-9 Aar gamle ... men alle er de medtagne. Nogle Steder har Folk selv tapetsere! og hvidtet.
- Men det bliver man snart ked af, naar man ser, at Kommunen selv slet ingen Ting gør, sagde en af Beboerne.
Falmede, skjoldede, plettede Vægge med store Huller efter Sømmene fra de forrige Beboere, ingen Maling nogetsteds. Kommunen kan ikke, siger Magistraten, for den har ingen Steder at gøre af Beboerne imens.
Køkkenerne er de værste. De vilde kunne faa enhver Kvindes Hjerte til at græde. Sorte og fedtede og plettede Vægge, al Malingen skuret af Skabsdørene, sorte Lofter - her skal to eller tre Familier have deres Husholdning i Fællesskab. Og dog møder man Gang paa Gang hvidskurede Borde og skrubbede Gulve. Det sidder Kvinderne i Kroppen, at der skal være rent, selv om det er saa haabløst som her.
De, der giver op -
Nede i en Vaskekælder træffer jeg en Kone midt i Storvasken, fortvivlet over, at hun ikke kan faa Kloaken til at tage Vandet. Hendes Forgængere har efterhaanden hobet Aske op i en Krog, og det er sivet ned og har tilstoppet Afløbet.
- Der er intet ordentligt Tilsyn her, siger hun. For det er ikke Kommunens Skyld altsammen - her er mange Grise ... Der er ikke noget at sige til det, tilføjer hun resigneret. De bliver det efterhaanden, naar de kommer her. De mister Lysten til at holde sammen paa det, og det er ikke underligt. Jeg har nu boet her i to Aar, og hvis jeg skal bo her et Aar til, bliver jeg sindssyg. To Timer hver Dag maa jeg bruge til at gennemgaa Møblerne og Sengene for Væggetøj.
Det er overhovedet Kvinderne, som klager mest.
- Mændene kan bedre, siger de. De er ude hele Dagen, og de kan gaa ud, naar de vil. Men vi maa gaa herhjemme i dette her, altid med Børnene om os. Det er vore Køkkener, som ser saaledes ud, det er os, som maa kæmpe med Væggetøjet ...
Det var nogle Kvinder som tog det med ligevægtigt Humør, men de fleste saa forfærdelig trætte og forpinte ud.
Væggetøjet.
Væggetøjet hører man uafladeligt Klager over. Tilværelsen derude synes at være en evig og uafladelig Kamp mod disse Blodsugere. Petroleum og Terpentin og Salmiak er de Midler, som er i ustandselig Brug, men lige meget synes det at hjælpe. Bliver der desinficeret et Sted, vandrer Utøjet bare ind i en anden Lejlighed.
- Bare man kunde faa en Nata Søvn i Fred for det Utøj, siger en Kvinde til mig. Den Chaiselongue derhenne - det er den tredje. To har vi maattet smide bort, saa ødelagte var de efterhaanden blevet, og denne her maa jeg hver Dag give en Omgang Terpentin. Jeg har selv lige tapetseret, det gør jeg hvert Aar, men lige meget hjælper det....
Og jeg hører om Væggetøj, der falder ned fra Loftet i Gryderne, om Væggetøj paa Trappegangene, om Væggetøj, der endog kryber op ad Husmuren, om en Lejlighed, der blev desinficeret, og saa kom Væggetøjet marcherende i Kolonner over Trappegangen til den næste Lejlighed, jeg faar forevist Skilderier, der bærer umiskendelige Spor af Væggetøj, jeg ser en hel Stue, der netop fraflyttes, hvor Væggen ligefrem er tapetseret med Spor efter Væggetøj.
Desinfektionen kommer engang imellem "sprøjter", men det nytter ikke noget. Der er ikke andet, som batter end tage en hel Opgang ad Gangen og re n s e den, til der ikke er Spor af Levende i den.
Forfulgt af Væggetøjet.
Og ikke nok med Ubehagelighederne ved stadig at maatte slaas med disse Dyr. De Husvilde paastar, at det er umuligt for dem at leje Lejligheder hos Private. Naar Værterne hører, at de kommer fra Husvildeafdelingen, vil de ikke have dem. Vi skal ikke have vore Huse befængt, siger de.
- Vi er stemplede, siger en rolig Arbejder, jeg taler med derude. Og alle vore Ting bliver ødelagt. Naar vi engang flytter, maa vi kassere alt, hvad vi ejer og har og købe noget nyt. Vi kan ikke have det Væggetøjbefængte med.
Naar vi engang flytter - det er det stadige Omkvæd. Det er Haabet, der lyser op hos de mange, for hvem disse Forhold i Sandhed er "Elendighedens Boliger". Men det er saa sjældent, Haabet gaar i Opfyldelse. De klynger sig til, at Magistraten har sagt, at efter tre Aars Forløb vil vil de kunne gøre Regning paa at faa en lejlighed. Men der er Folk som har boet her i syv Aar.
- Hvem faar alle de Lejligheder, som Kommunen bygger? siger de. Kommunefunktionærer og andre Folk - men ikke de Husvilde
At det er sandt, at de maa kassere deres Møbler, naar de flytter, fik jeg et Bevis paa. Der var netop en Familie, der flyttede. Paa Flyttevognen var ikke andet end Sengeklæder, Potteplanter og Gryder - alt andet havde de solgt for et Par Kroner.
- Der var ingen, der vilde give mere for det, sagde Konen. Og det var saa befængt med Væggetøj, at vi ikke kunde have det med.
Og da jeg gaar, siger en ung Mand, antagelig Sønnen, stilfærdigt, men bittert:
- Og det er Mennesker, som skal bo under saadanne Forhold!
Boligpolitikens Ofre.
Disse Mennesker er den forfejlede Boligpolitiks Ofre. Otte Tusinde Mennesker, Voksne og Børn - og Flertallet Kvinder og Børn - maa under saadanne Vilkaar betale for, at en forfejlet Boligpolitik ikke har villet indse, at der er kun ét Middel mod Bolignød, og det er Boliger nok. Vi har prædiket det for døve Øren - kan nu ikke disse otte Tusinde prædike det, saa det kan høres? De har ingen Beskyttelse, af dem kræver Kommunen indtil 25 Kr. om Maaneden for et Værelse med Adgang til Køkken - og det er et Værelse, som ingen privat Husvært faar Lov til at udleje i den Stand. Det lyder smukt, naar der I Borgerrepræsentationen tales om denne Bys høje Boligstandard og Hygiejne, men for disse 8000 Mennesker, som er direkte under Kommunens Forsorg, er der hverken Boligstandard eller Hygiejne. Der er imellem dem Folk, som vil være vanskelige at have for enhver Husvært, men Flertallet er ordentlige Folk, som er rede til at betale en Lejlighed.
H. D.
Er Magistraten vaagnet ?
Der var Inspektion i Dag. De Artikler, i hvilke vi har berørt Musvildeforholdene paa Vesterbro, synes endelig at have vækket Magistraten. I Gaar var Raadmand Silius Johansen og Inspektør Höppermann fra Sundholm derude for at inspicere, og det forlyder, at Resultatet vil blive, at man vil begynde paa en Hovedreparation og tage et Par Opgange ad Gangen.
Men der er jo mange Opgange.
(København 23. august 1925)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar