Fabrikant Conrad Martin Madsen (1841-1925) gift med Julie Johanne Jacobsen (1835-1915).
En opsigtsvækkende Opfindelse.
En forhenværende Saxkjøbingenser, Hr. Fabrikant C. M. Madsen, der for nogle Aar tilbage tog Bopæl i Kjøbenhavn, har i F. "Loll.-Falst. Folketid." fornylig opfundet en Væv. som formentlig vil vække stor Opsigt indenfor Industriens Verden i Ind- som Udlandet. Hr. Madsen har igjennem en lang Aarrække beskæftiget sig med Fabrikationen af mekaniske Væve og ogsaa vundet Anerkjendelse for en af ham meget sindrig konstrueret Væv, paa hvilken han allerede for en Snes Aar tilbage erholdt Patent. Den nu af ham opfundne Væv er indrettet til at forarbejde en egen Slags Madratser paa; Væven afleverer Madrats og vedhængende Skraapude, kantet, fix og færdig. Medens Hr. Madsen søger Patent for sin Opfindelse i de forskjellige evropæiske Lande, har han allerede akcepteret et overordentlig favorabelt Tilbud fra et af Ruslands størst industrielle Etablissementer om Salg af sin Opfindelse for Rusland. Et Tilbud om en Direktørpost ved samme Etablissement har han derimod afslaaet. Fabrikant Madsen var i en lang Aarrække etableret som Snedkermester i Saxkjøbing; han havde der en mindre Forretning og sad i trykkende økonomiske Kaar; det synes nu at være lykkedes ham, efter med sjælden Energi at have sat sine Ungdoms- og Manddomskræfter ind herpaa, at udnytte sit umiskjendelige Opfindertalent.
(Kjøge Avis 20. april 1898).
Parret fik følgende børn: Julius Martin Madsen, Jakob Carl Madsen, Christian Frederik Madsen og Christine Madsen (1871-1945).
Julius Martin Madsen (1873-1938) var gift (1906) med Marie Petersen (1879-1918). Han blev uddannet som maskintekniker og var derefter maskinkonstruktør på Orlogsværftet 1895-98, ingeniør i Akts. Vølund 1898-1901, 1901 medstifter af og til sin død medindehaver af ingeniørfirmaet Albrechtsen & Madsen der navnlig beskæftigede sig med centralvarme-, ventilations- og spildevandsanlæg.
Han havde en del poster indenfor erhvervslivet: 1919 bestyrelsen for Foreningen af fabrikanter i jernindustrien i København, 1921-22 og 1924-32 som formand, bestyrelsen 1919-1937 bestyrelsesmedlem i Sammenslutningen af arbejdsgivere inden for jern- og metalindustrien i Danmark, formand 1926-32, 1924 medlem af Dansk arbejdsgiverforenings hovedbestyrelse, 1927 af forretningsudvalget, 1931 næstformand og 1932 formand.
50 Aar.
Imorgen fejrer Maskinfabrikant, Ingeniør Julius Madsen sin 50 Aar, Fødselsdag.
Ingeniør Madsen, der er født i Sakskøbing, Søn af Fabrikant C. M. Madsen, blev som ung uddannet i sin Fødeby i H. C. Frederiksen Jernstøberi og Maskinfabrik. Efter at have taget Maskinisteksamen var han Maskintegner i Tyskland og i en Del Aar Maskinkonstruktør paa Orlogsværftet. I Aarene 1898-1901 var han derpaa Ingeniør paa "Vølund", og i 1901 blev han Medstifter og Medindehaver af Ingeniørfirmaet Albrechtsen & Madsen her i Byen.
Ingeniør Julius Madsen har foruden at frontarbejde sin Virksomhed til betydeligt Omfang, forlængst i vide Kredse vundet et udmærket Navn som en kyndig og indsigtsfuld Mand, hvis Arbejdskraft, der bliver lagt Beslag paa fra mange Sider. Han har saaledes i en Aarrække siddet i Bestyrelsen for Foreningen af Fabrikanter i Jernindustrien, og har været baade Foreningens Formand og Næstformand, ligesom han er Medlem af Industriraadet. Han er Formand for Jernindustriens Ulykkesforsikring. Medlem af Forretningsudvalget for Sammenslutningen af Arbejdsgivere indenfor Jern- og Metalindustrien i Danmark.
Ogsaa indenfor politiske Kredse er Ingeniør Madsen skattet og velkendt. Han er bl. a. Medlem af Bestyrelsen for Den konservative Vælgerforenings 3die Kreds, og er Suppleant paa den borgerlige Fællesliste til Borgerrepræsentationen.
(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 19. juli 1923).
Julius Madsen var medlem af socialrådet 1923-29, sociallovgivnings-kommissionen 1925-29, invalideforsikringsretten 1921-33, arbejdsnævnet fra 1926, arbejdsløshedsfondens bestyrelse fra 1927, socialministeriets arbejdsudvalg fra 1932, åndværkerbankens bestyrelse fra 1928, bestyrelsen for Pensions-forsikringsanstalten fra 1924(-1938) og formand for Arbejdsgivernes ulykkesforsikring fra 1932., formand for bestyrelsen i A/S Det danske Kulkompagni.
Politisk var han 1923-33 medlem af Københavns borgerrepræsentation og formand for den borgerlige fællesgruppe, medlem af Københavns havnebestyrelse fra 1926. Han var medlem af Det konservative Folkeparti og var medlem af hovedbestyrelsen. Hans holdning til fagforeninger kom til udtryk i nedenstående sag:
Betydningen af HKs indmeldelse i 1932 i DsF
I 1932 vedtog HKs kongres at indmelde forbundet i De samvirkende Fagforbund. To gange tidligere - i 1922 og 1928 - havde HKs ledelse vedtaget en indmeldelse i DsF, og begge gange var beslutningen blevet forkastet af et flertal af medlemmerne ved en urafstemning. Indmeldelsen i 1932 blev vedtaget uden urafstemning.
Indmeldelsen i 1932 var den umiddelbare anledning til, at KUs ledelse gennem læserbreve i "Konservativ Ungdom" fra medlemsside blev afkrævet svar på følgende spørgsmål: 1. Kan en KUer forsvare at stå som medlem af det "røde" HK? 2. I benægtende fald: Hvilke alternativer til HK kan KU da opstille? Svaret fra KUs ledelse var ikke til at misforstå, idet det rummede en advarsel mod at indmelde sig HK, der karakteriseredes som en ren og skær "propagandaorganisation". Politiske hensyn var KU-ledelsens begrundelse for at fraråde medlemskab af HK. Samtidig rummede svaret et vagt formuleret løfte om en anden løsning på medhjælpernes sociale problemer.
KUs bestræbelser gik i første omgang ud pa at skabe en alternativ fagforening for medhjælpere. Allerede paa KUs delegeretmøde i Nakskov i 1934 stod det imidlertid klart, at tanken ikke lod sig realisere, og man besluttede som en konsekvens heraf at give grønt lys for medlemskab af HK for om muligt derved at søge forbundet ændret "indefra".
Beslutningen blev foreløbig ikke offentliggjort, og blev den 31. august 1934 forelagt for Det konservative Folkepartis hovedbestyrelse af Jack G. Westergaard. I sit indlæg forbeholdt han KU ret til at tale frit om de arbejdsgivere, der lønnede deres kontormedhjælpere dårligt, og om Nakskovbeslutningen sagde han: "Vi har søgt at skabe en konservativ kontormedhjælperforening, men det er desværre ikke lykkedes os, hvorfor vi har anbefalet vore folk at melde sig ind i den bestående, ikke af sympati, men for at ændre hele den politik, der råder der". Partiformanden Christmas Møller støttede i denne sag KU, hvorimod Dansk Arbejdsgiverforenings formand Julius Madsen meget stærkt imødegik beslutningen bl. a. med truslen om at forlade partiet, hvis den førtes ud i livet. En skarp ordveksling fulgte Julius Madsens indlæg, i forbindelse med hvilken Poul Sørensen, der dengang var KUs næstformand, kraftigt tog til genmæle mod Dansk Arbejdsgiverforenings formand. Efter en frokostpause blev man enige om at udsætte en evt. offentliggørelse af Nakskovbeslutningen, indtil alle muligheder for et fagligt alternativ til HK var undersøgt.
I de følgende 14 måneder forhandlede KU og DA om etableringen af såkaldte upolitiske arbejdsløshedskasser til handels- og kontormedhjælpere. Forhandlingerne endte uden resultat. Det spørgsmål, de i sidste instans var strandet på, var magtforholdene i kassernes bestyrelse. Her stod DA stejlt pa kravet om arbejdsgiverdominans, mens KU ligeså stejlt krævede paritet mellem funktionærer og arbejdsgivere.
-- Note: Poul Sørensen talte ved funktionærudvalgets møde d. 27.11.1935 om "den stærke stemning ude i landet", som KU indtil videre havde holdt igen overfor, men hverken kunne eller ville fortsætte med at tøjle. Det konservative Folkepartis Arkiv, Hovedkontoret; --; Poul Sørensen som svar til Julius Madsen på hovedbestyrelsesmødet d. 31.8.1934: "Vi har hundreder af arbejdsløse i vor forening. Hvad skal vi sige til dem", --.
(Funktionærlovens forhistorie inden for Det konservative Folkeparti, Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 11 (1974 - 1976) 4)
Julius Madsen var blevet Arbejdsgiverforeningens formand i 1930'ernes første kriseår (formand 1932-1938). Pristallet gik stærkt nedad og kravet om nedsættelse af lønningerne voksede inden for medlemmernes kreds. Både i 1933 og de følgende år var der sammenbrud i overenskomstforhandlingerne på arbejdsmarkedet som førte til lovindgreb fra den socialdemokratiskradikale regering, dels i form af forbud mod arbejdsstandsninger, dels ved ophøjelse til lov af forligsinstitutionens mæglingsforslag. Julius Madsen bekæmpede statsindgrebene, bl.a. ved at forsøge at skabe en nærmere kontakt med De samvirkende fagforbund. Han var bl.a. med til at der i 1936 blev indført forhandlingsregler for arbejdsmarkedet i hvilke det frivillige voldgifts-princip fik en stærkere placering. Desuden var han imod lov om forbud mod overarbejde og indgik enfrivillig overenskomst med De samvirkende fagforbund. Forligsforhandlingerne overlod han i 1934 til fabrikant Hjalmar Madsen. En uhelbredelig lungesygdom tvang ham tiæl at overlade arbejdet til næstformand oldermand Esper Eising (formand 1938-1941). Han blev i 1937 æresmedlem af Jernindustriens Sammenslutning.
En anden af C. M. sønner var fabrikant Christian Madsen (1878-1946). Han var ansat i sin fars virksomhed fra 1898. Han gik på Preussische höhere Fachschule für Textilindustrie (Krefeld) 1899-1901 og var ansat i tyske og danske fabrikker 1902-1907.
Christian Madsen var medindehaver af Østerbros Dampvæveri ved Brødr. Madsen, formentlig Øresundsgade 4 (1908-), Kjøbenhavns Gulvkludefabrik, Aagade 38 (C. M. Madsen & Co.) fra 1926.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar