Til Politivennen!
Den der omtalte mand skal i adskillige år have været plaget af besvimelse som skal have været virkning af voldsomme stød eller deslige han ved arbejder for nogle år siden har fået på underlivet. Disse besvimelser skal hver gang være gået over snart ved hastig anbragt hjælp. Men torsdag aften da en sådan ramte ham i et vennelag hvor man intet kendte til hans tilfælde, lod man ham ligge på sin arm, idet man tænkte at han var i dyb søvn, indtil efter nogle timer nogen kom fra hans hus og fandt ham uden al følelse etc. Man skal derefter have bragt ham hjem i en vogn, ved hvilken bevægelse ikke mærkedes ringeste tegn på liv. Man åbnede ham en åre, men fik intet blod, derefter lagdes han på et bord og lå der til søndag eftermiddag. Dette blev mig fortalt af en troværdig mand i ligstuen.
Jeg kom den fjerde dag, mandag middag klokken henad to, og fandt hans lemmer så stive i ledemodene som ved fuldkommen døde, og ganske ubøjelige, især fingre, albueledet og knæledet. Underkæben var også urørlig. På venstre hånd var tommelfingeren og pegefingeren blå, som de blåheder der findes hos dem der er døde af slag. På tyndlivet på den venstre side af underlivet var en stor blåhed. Bag på venstre lår på det sted hvor på det liggende legeme hviler, var fioletrødt, som hos ganske døde og ved begyndende forrådnelse. Ud af det gjorte hul på højre arm var løbet en del blodvand som sad på skjorteærmet og ved at trykke meget om hullet udkom et par dråber vand. Orificium ani patulum. Hornhinden i øjnene (Cornea transparens) var stærkt rynket, og vandet indenfor lod sig let skyde til siderne. I den åbne mund lå tungen fremad, meget bleg, som hos længe døde. Hverken på ryggen eller nogen steds på legemet var ringeste varme at føle, men legemet iskoldt som var at vente i den kulde. Når jeg gentaget trykkede på underlivet, især hen ad venstre side, og holde næsen lige over hans mund, fornemmede jeg en stinkende lugt. Mere udvortes tegn til forrådnelse kunne ikke ventes på et legeme som var straks henlagt i bare linned i frostvejr i en kold stue hvor der desuden lå et stort forråd af eddike som udtappedes og fornyedes jævnlig. Og der var næppe blevet stærkere forrådnelse i nogle dage endnu under samme omstændigheder.
De i min underretning om redningsmidler for skindøde anførte tegn på død, især den af næse og mund flydende væske, er anførte for dem som ikke er læger. Lægen behøver ikke så tydelige.
Af ovenanførte især af øjnenes beskaffenhed og blodets opløsning fandt jeg mig overbevist om at manden var virkelig død, og jeg ved ikke hvorfor jeg skulle forårsaget ganske unødvendige ophævelser og omstændigheder ved at tilråde en ufornøden opsættelse. De 3 til 4 læger som havde været der før jeg, har vist følt sig lige så overbeviste om mandens fuldkomne død, da de såvidt jeg ved hverken har prøvet eller tilrådet at prøve et eneste oplivelsesmiddel.
Dette svar kunne de eller den på ovennævnte sted spørgende for længe siden have fået til sin beroligelse, hos mig privat eller mundtlig, om det var blevet forlangt, lige såvel som adskillige andre har fået.
Mangor.
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 40, den 26. januar 1799, side 631-634)
Redacteurens Anmærkning.
Artiklen er et svar på en artikel i nummer 39.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar