Det er nu nogle år siden at flere af Københavns lærde og menneskekærlige medborgere offentligt førte en gavnlig tvist om de rigtigste og bedste midler til at forebygge at intet menneske blev levende begravet. I denne tvist blev det afgjort at der i videnskabernes årbøger findes mangfoldige uimodsigelige beviser for at flere mennesker skrækkeligt er blevet offer for de efterlevendes skammelige ligegyldighed eller sørgelige uvidenhed. Det blev fremdeles afgjort at der kun findes et middel hvorved den levende kan undgå at blive udsat for denne rædselsfulde skæbne, nemlig ved at gemmes indtil forrådnelsen som det eneste sikre kendetegn på at den virkelige død har indfundet sig i legemet.
At denne genstand fortjener regeringens opmærksomhed og ikke kan lægges medborgerne nær nok på hjertet, derom minder os nu atter ligbegængelsen på lille Købmagergade den 14. januar hvilket blandt alle folkeklasser vakte så megen sensation.
Som et lyn for rygtet omkring og forkyndte: at en middelaldrende mand af stærk legemsbygning som midt i vennelag 3 dage før (den 10. mod midnat) var pludselig hensovet i et fremmed hus, befandtes den 14. om formiddagen, da ligvogning allerede holdt for hans hus og ligfølgen var samlet, endnu uden alle overbevisende kendetegn på forrådnelse, og så ganske lig skindød at flere læger var af ulige tanker om man med frelst samvittighed turde begrave ham eller ikke.
Det er et tegn på vor tids stigende oplysning og gør vedkommende ære at de ikke var ligegyldige herved. For at komme ud af den sørgelige uvished gjorde de hvad de anså for pligt: de lod stadsfysikus hente for at erfare hans pligtmæssige betænkning. Hvad denne mand har sagt, ved vi ikke, men at der i hans ord må have ligget den mening at den hensovede virkelig var død, det udleder vi af at denne straks efter blev jordet.
Da denne sag især for sine følgers skyld, er af yderste vigtighed, da enhver må ønske sig forvisset om at hans efterlevende ikke på enkelt mands vilkårlige udsagn eller mening ofrer ham til graven, før de har den fulde overbevisning om at han er uigenkaldeligt død, før intet mærke savnes som kan vække eller efterlade selv den mindste tvivl; da disse mærker desuden er så klare, så tydelige og påfaldende at man ikke behøver at være læge, men kun i besiddelse af sine sanser, for at kende legemets fremadskridende forrådnelse som alene kan give fuld overbevisning; og da der altså hvor denne fulde overbevisning kan haves, umuligt og allermindst blandt oplyste mænd, kan opstå tvist. Så spørger vi hvilke dødsmærker savnede lægerne som den 14. i lighuset beskuede den hensovede og ytrede den tanke at begravelsen burde udsættes. Og hvilke har derimod bestemt stadsfysiukus til på embeds vegne at give sit samtykke til begravelsen?
Har stadsfysikus, har ligskaren, som var til stede før kisten tilsloges, fundet "fioletrøde striber på ryggen og de dele hvorpå det døde legeme kvilede, grønagtige eller blyfarvede pletter især på underlivet og hemmeligheden, og den begyndende liglugt eller forrådneleseslugt; har han fundet: at en tynd, rødagtig og stinkende væske flød ud af næse og mund osv." Kort sagt, fandt stadsfysikus alle de tegn der efter hans egen underretning om redningsmidler for skindøde, København 1796, § 2 og 3, ene og alene kunne skaffe os overbevisning om menneskenes virkelige død? De læger som var af den mening, at forrådnelsen endnu ikke var kendelig, kunne dog vel umuligt have overset disse for sanserne så tydelige mærker, dersom de virkelig har været til stede? Turde vel stadsfysikus med tryg rolighed, efer Bastholms forslag, have overskåret den henslumredes pulsårer; før han lod låget lægge på kisten? Vi spørger: måske vil stadsfysikus blive os svaret skyldig.
Og nu et ord til jer, medborgere! Hvorlænge vil I, som børn, tumles i lægernes kunstige ledebånd, da I som børnene kunne gå ene? Hvor længe vil I miskende hvad I uden at være indviede i lægernes mysterier, formå ved jeres sunde sanser? Lader ingen hævdet skik, ingen blændende autoritet forlede jer til at nægte jeres henslumrede pårørende det sidste venskabs bevis, I er dem skyldige. Lad det være jer en hellig pligt med egne sanser at overbevises om forrådnelsens tilstedeværelse; da skulle jeres samvittighed være betrygget for at jeres vens, jeres medborgers sidste suk ikke skal udstødes i graven og nedkalde forbandelse over jer. Da skulle I selv blive sikre på at nyde den samme omhu af jeres efterlevende.
(Politivennen. Hæfte 3, nr. 39, den 19. januar 1799, side 609-614)
Redacteurens Anmærkning.
Artiklen besvares i Politivennen nr. 40.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar