Sidste mandag morgen 1:15 blev oppe i 3. etage af en gård hørt en højrøstet samtale afholdt på gaden der lignede et skænderi. Man lå i rolig søvn, og ved samtalen blev vækket, stod op, åbnede vinduet og blev opmærksom på at det var to personer (ikke matroser, soldater, burscher) i kavajer som gik og spadserede med hinanden under armen, op og ned af gaden fra St. Annæ Plads til kongens palæ, og ofte blev stående stille, men var så højrøstede at flere folk i gaden utvivlsomt må være vækket af søvnen. Således blev denne vandring og snak ved til kl. 2:30 omtrent, da man ikke hørte videre til dem. Da det nu ikke var skænderi, og fra samtalen at slutte var personerne ikke øllede, heller ikke af den laveste folkeklasse, så er det ubegribeligt hvor disse mennesker så ganske kunne glemme at de skylder deres medborgere at lade dem uden når nødvendighed vil, ligge uforstyrrede i deres søvn. Vægteren i gaden må enten af frygt have tilladt denne utilbørlige nattevandring og prat, eller hans mund været tilfrossen på den tid som snarere er troligt, da man i al den tid hverken hørte eller så ham før uret i Garnisons Kirke havde slået 3, og han råbte. Bør vægtere ikke have frihed, ifald de ikke har den, til at anmode sådanne højrøstede nattevandrere, så de nedtoner deres røst, således at man på 3. etage i det mindste kan være fri for at vækkes af sin søvn, og ikke nødes til i sengen at ligge og høre på deres samtaler.
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 43, den 16. februar 1799, side 675-677)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar