Mere om Diakonisse- Sagen,
ved P. H. Clausen.
Blandt den nyere Tids mangfoldige, mere eller mindre berettigede, Frihedsbestræbelser, hører ogsaa den, der gaaer ud paa at forskaffe Qvinden Adgang til endeel af de Bestillinger og Levebrød, som hidtil ene tilhørte tilhørte Mændene - og det uanseet, at Konkurrencen blandt disse til hine Bestillinger m. v. allerede er mere end stor nok til at forvolde Familier, der ere velsignede med mange Sønner, ligesaa stor Bekymring som de, der ere velsignede med mange Døttre, have med Hensyn til disses Fremtid og Forsørgelse. Destomere turde det fortjene Opmærksomhed, at der ved Diakonisseværket er aabnet Qvinden en ny og omfangsrig Udsigt til en for hende selv og for Samfundet lige velsignelsesrig, hæderlig og ægte qvindelig Virksomhed.
Uagtet denne Sag alt flere Gange har været Gienstand for offentlig Omtale, deels i "Berlingske Tidende", deels i flere i Trykken udgivne Skrifter, turde det dog maaskee ikke være overflødigt end yderligere at fremhæve, hvorledes herom domme« i andre evangeliske Lande, hvor Diakonissestiftelser alt i en længere Aarrække have bestaaet. I en Aarsberetning fra Diakonissestiftelsen i Strasburg udtaler sammes Sjælesørger sig derom omtrent saaledes:
"Lad være, at det christelige Lærerkald og den præstelige Myndighed hos os tilstrækkeligt udøves gjennem Mændene, saa lader dog deres Tilsyn, deres Virksomhed ofte ikke lidet tilbage at ønske. De have aabenbart hverken Tid, eller Kræfter, eller ere skikkede til med Held at tage sig af alle de Enkeltheder, som Menneskelivet frembyder. Vi tage end ikke i Betænkning at tilføie, at de ikke sjeldent ligefrem mangle Kald dertil. At udfylde de deraf opstaaende Savn - det er det Kald, som Skaberen har forbeholdt Qvinden. Gaaer dette ikke allerede aabenbart frem af Familielivet? Kan Nogen miskiende, at, medens Manden er Familiens Styrer og Forsøger, er det en ikke mindre væsentlig Indflydelse, som Qvinden udøver paa hele Hjemmets indre Velvære? Dersom Kirkens Virksomhed indskrænkede sig til Familielivet, vilde Qvindens Virksomhed ogsaa kunne indskrænkes til dette; men Kirkens Omhu omfatter en Mængde Indretninger, der ere udenfor Familielivets Omraade, og som alligevel stadigt kræve qvindelig Virksomhed og qvindeligt Tilsyn, saasom Sygehuse, Vajsenhuse, Opdragelses- og Underviisnings-Anstalter, Børne-Asyler, Fængsler m. m. Lader os til Exempel tage et Sygehuus. Lad Bestyrelsens Forholdsregler være nok saa veludtænkte, lad Tilsynet være nok saa nidkjært - saavel Huusholdningens Førelse som de Syges Betjening vil dog være betroet til betalte Personer, der i de fleste Tiifælde kun have paataget sig saadan Tjeneste for den dermed forbundne Fordeels Skyld, og ingenlunde af christelig Kjærlighed. Det Samme gjælder meer eller mindre om de andre forannævnte Indretninger. Og skulde der da ikke ved disse ligesaa vigtige som nødvendige Indretninger (med deres stadigt vexlende Befolkning af Ulykkelige eller Umyndige, hvis Ophold dersteds i Reglen er mere eller mindre ufrivilligt) være noget at gjøre for saadanne christelige Tjerinder, som det er Diakonissestiftelsernes Formaal og Opgave at uddanne?
"Forøvrigt turde der udentvivl gives ikke faa Qvinder, som gjerne ville hellige sig til saadanne Kjærlighedsgjerningers Udøvelse, som Talen her er om. Men hvorledes kunne de det? Snart er det huuslige Beskjæftigelser, snart Familieforhold, som hindre dem deri. Nogle have ikke de dertil fornødne Kundskaber, andre ikke det fornødne Mod til at foretage et Skridt, der forekommer saa paafaldende. Til at Qvindens offentlige Deeltagelse i Kirkens Gjerning kan blive mulig, hører der nu saadan Forening af høist forskjellige Betingelser, som kun kunne findes i et regelmæssigt ordnet Samfund af Søstre, i hvilket hvert enkelt Medlem finder den stadige Støtte, som Qvinden ikke kan undvære. Kun et saadant Samfund kan i sig forene Midlerne til at uddanne Søstrene ifølge Enhvers forskjellige Anlæg og Begavelse. Kun der kan hvert nyt Kjærllghedsværk finde de særlige Kræfter, som dels Udførelse udfordrer. Kun der kunne de, der ville hellige sig til saadan Tjeneste, finde sig befriede fra Trykket af verdslige Bekymringer. Der bliver hver Enkelts Erfaring til Alles Ejendom. Disse Erfaringer bevares og forøges, og der dannes saaledes i et saadant Samfund - et Forraad, en Fylde af Naade og Velsignelse, der kommer hvert enkelt Medlem tilgode".
I Anledning af, hvad der i dette Blad for ikke længe siden yttredes om, at en Diakonisse-Stiftelse alt var oprettet og i Stilhed havde begyndt sin Virksomhed i Nærheden af Kjøbenhavn, meddeles herved foreløbigt, at udførlig Efterretning desangaaende med det Første vil blive offentliggjort. -
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juli 1863).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar