22 november 2021

Præsteprygl paa Fanø. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Sønderho paa Fanø bekjendtgjør Smed And. Hanssen Sørensen Følg. i Varde Av.:

"Sognepræsten hersteds har paa Stranden henstaaende et aabent Badehuus. Søndagen den 23de f. M. havde to Drenge under 9 og 10 Aar gjort en Smule Urenlighed i bemeldte Huus. hvorfor Præsten blev saa fortørnet, at han gik ind i Skolens nederste Classe den 1ste d. M. og pryglede dem saa uforskammet, at den ene var slaaet blaa, den anden blaa og blodig. Da vi naturligviis ikke vare fornøiede (!) med en saadan behandling, gik Moderen med den blaa og Blodige i hendes Mands Fraværelse til Præsten, og meente, at det ikke var en Fremgangsmaade at revse Børn paa, og fik ingen anden Opreisning end at blive viist ud, og da jeg heller ikke fandt mig tilfreds ved en saadan Behandlingsmaade, gik jeg først til Skolelæreren og fik Underretning om, hvorledes han havde slaaet dem. Læreren sagde mig, at Præsten havde slaaet dem saadan, at han ikke kunde taale at see paa Sligt, thi Præsten slog med Næver paa Hovedet, saa at den ene fik blaae Øine og Øren og Blodet løb ud af Næsen 3 Timer efter at han var kommen hjem fra Skolen. Ligeledes gik jeg ogsaa til Præsten og besværede mig, men fik strax det grove Svar, at han vilde prygle ham saa længe han kunde røre en Haand. Da jeg meente, at det var for haard en Trudsel og han vist ikke var berettiget til at slaae saaledes for Noget, som ikke angik Skolen, og ydermere at gaae ind i nederste Classe og paa saadan en Maade at mishandle dem, - blev jeg skubbet paa Døren med de Ord, at jeg kunde klage, hvor Fanden jeg vilde. Jeg har hørt en Stævning til Præsten hos Birkedommeren til Paategning, men da han meente, at jeg skulde søge ham for den gejstlige Øvrighed, blev den sendt upaategnet tilbage igjen. Saa spørger jeg til Slutning i Avisen, hvor jeg skal klage henne mod en saadan Udøvelse og Behandlingsmetode, naar Birkedommeren ikke vil tage mod min Stævning."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. september 1863).


Der kan være tale om Carl Christian Permin der var præst i Sønderho 1857-1863. Han blev født i Helsingør d. 1. april 1813 som søn af grosserer J. H. Permin i København. 21. marts 1857 blev han sognepræst i Sønderho. Han fik fjernet en gabestok på Sønderhos gamle kirkegård i 1860. I 1863 blev han forflyttet til Roslev, hvor biskoppen ved et visitat skrev: ”En iblandt de mange, hvem jeg i dette år første gang har besøgt, har gode talegaver. Hans prædiken (over Job. 21, 15-17) var ombyggelig udarbejdet og blev holdt med varme. De unge havde ikke let ved at komme frem med deres, for øvrigt forstandige svar”. 4.- 5. oktober 1869 besøgte biskoppen ham igen: ”Sognepræst Permin arbejder samvittighedsfuldt i sit embede. Han er en ret vel begavet taler.” Senere blev Permin forflyttet til Thorsager, hvorfra han blev afskediget i 1877. C. C. Permin var gift med Georgia Cecilia Petersen. Han døde d. 11. maj 1883. Et foto findes på Det kongelige Bibliotek.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar