Andreas Henrik Stibolt, født 10 juli 1802 i Hørsholm, 1821 Student, 1829 Cand. theol., 1830 pers. Kapellan for Jelling og Hover, 1831 for Sal og Eising, 1834-35 for Smidstrup og Skjærup, 1837 Sognepræst for Rødding, Løvel og Pederstrup, 1839 for Vorde, Fiskbæk og Romlund, 1852 for Hinge og Vinderslev. I maj 1959 søgte han forgæves stilling i Søllerød. Afsked 1863, død 25. februar 1866 i København, gift 19. oktober 1837 i Aagerup med Rose Ernestine Hjorth, født 13. februar 1815 i Nylars, død 31. dec. 1891 i København.
- I "Vib. Stit." af 5te dennes læses følgende Inserat, dateret H., den 30te December. "Sidst i Oktbr. Maaned f. A, indtraf det ulykkelige Tilfælde i Hinge Præstegaard, at en Tjenestepige, der om Dagen havde været med at optage Kartofler i Marken, ved Hjemkørselen ned ad en Bakke gled af Vognen og fik det ene Ben brækket eller knust. Hun blev liggende i Marken, medens der gik Bud til Præsten om det Passerede, hvorpaa denne sendte en Vogn ud til hende med Ordre at kiøre hende hen til hendes Broder, da han, Præsten, ikke vilde have hende i Præstegaarden; men da Pigen ikke syntes det var mulig for hende at taale at kiøre saa langt, kjørte Vognen hende til Præstegaarden, hvor hun lod spørge, om hun saa ikke maatte komme ind. Derpaa kom Præsten med Frue ud i Gaarden til hende, tiltalte hende haardt og sagde hende, at dersom hun vilde blive, skulde hun ligge i et Herberg i Stalden; i Pigekammeret i Stuehuset vilde de ikke have hende. Ligge i et koldt Kammer uden Tilsyn eller Folk i Nærheden kunde den stakkels Pige ikke; hun var altsaa nødt til at lave sig kjøre hen til sin Broder. En i Nærheden boende Læge blev derefter hentet; men denne fandt Skaden saa farlig, at han ikke ene vilde tage Pigen under Behandling, hvorfor Distriktslægen blev hentet Dagen efter. Han mente det var bedst, at Pigen kom paa Sygestuen i Viborg. Til denne Kjørsel vilde man have laant Præstens Fjedervogn, men denne var ikke til at faa, uagtet Præstens Svigersøn endog gjorde sig Umage derfor. Da Pigen kom til Viborg fandtes Skaden saa stor, at det var nødvendigt at afsætte Benet; men Pigen døde førend dette skete, hvorefter hun blev ført hiem og begravet paa Hinge Kirkegaard, hvor Præsten talte meget og ene og alene om Uforsigtighed. - Medens Pigen laa paa Sygestuen skrev Præsten urigtig til Distriktslægen, at det var imod hans, Præstens, Villie og Vidende, at Pigen var kjørt bort fra Præstegaarden! Rygtet siger nu, at han vil have 10 Rd. fordi hans Vogn gik til Viborg to Gange, først for at hente Lægen og dernæst for at kjøre Pigen derop, og endvidere 5 Rd. for hans Gravtale om Uforsigtighed. Han har endnu ikke villet udbetale hendes Løn, uagtet hendes Broder har forlangt det af ham; han har ikke betalt en Skilling til hendes Kur og Lægehjælp, men vilde endog have havt Vogne i Sognekiørsel efter Lægen.
Man finder Præstens, Pastor Stibolts, Forhold imod denne ulykkelige Pige, der havde tjent ham i flere Aar og var bekendt for sin Dygtighed, i høj Grad udeltagende og ubarmhjertig og det har i Sognet vakt almindelig Misfornøjelse og stor Uvillie imod ham, idet man føler, at enhver anden Mand i Menigheden vilde have viist hende større Deltagelse end Sognepræsten, i hvis Tjeneste hun stod. - Saameget denne Gang om Pastor Stibolts Forhold i dette Tilfælde."
(Jyllands-Posten 12. januar 1863)
(Forlangt indrykket )
Idet jeg saavidt muligt Punkt for Punkt følger det i Viborg Avisen Nr. 3 indrykkede Stykke, meddeler jeg herved de af mig lovede Oplysninger:
1) Jeg sendte ingen Vogn, thi Vognen var kjørt førend jeg vidste Noget om det Hele, og først et Par Øieblikke før Pigen blev kørt ind i Gaarden fik jeg Underretning om det Passerede. - Saalidet som det altsaa var mig muligt at give nogen Ordre til at køre hende til hendes Broder, saalidet har jeg gjort det. - 2) Der er aldrig kommet noget Spørgsmaal fra Pigen om hun maatte komme ind, selvfølgelig kan det heller ikke være bleven nægtet. - 3) Min Kone var aldeles ikke hos Pigen ved Vognen, hun var paa Veien, fik ondt, maatte vende tilbage og hendes Tilstand var fra nu af hele Tiden saaledes, at hun hverken kunde sandse eller samle. - 4) Naar det hedder at Pigen blev tiltalt haardt, saa bestaaer dette vel i, at jeg skal have sagt til den anden Pige, som havde kjørt med: "I Fandens Tøse kunde have gaaet paa Eders Been, saa var den Ulykke ikke skeet"; at jeg har sagt dette er rimeligt, ja mere end rimeligt, og var vist sagt paa rette Sted, da Kjørselen havde været høist dumdristig og uforsvarlig. - 5) Districtslægen blev ikke hentet Dagen efter; men samme Dags Aften, med mine Heste, der vare spændte lige fra Plougen, og i saadan Hurtighed, at Kudsken, som havde pløiet, ikke engang fik Tid til at faae andre Klæder paa. 6) Af det indrykkede Stykke har jeg først erfaret , at der havde været Tale om min Fjedervogn, og jeg har aldeles ikke havt nogen Samtale med Lægen eller med min Svigersøn om den. Fornuftigviis kunde der heller ikke være Tale om denne, thi medens der fordredes en lang Vogn til en saadan Kjørsel, er, som bekjendt, min Vogn en lille Jagtvogn med faste snævre Sæder, i hvilken man kun kan sidde i opreist Stilling. 7) I min Tale over Pigen berørte jeg vel at Ulykken var afstedkommet ved Uforsigtighed; men jeg berørte det kun, og iøvrigt var Talen, som sædvanlig, afpasset efter forholdene, og, som Alle erklære, passende. - 8) Jeg har lige saalidet tænkt paa som talt om Betaling for mine Kiørseler. - 9) Talen holdt jeg uopfordret, og har altsaa ligeledes her hverken tænkt paa eller talt om Betaling. - 10) Hendes Løn har jeg holdt tilbage, og den ligger endnu hos mig; thi medens vel hendes Halvbroder affordrede mig denne, havde hendes i Serup bosiddende Heelsøster været hos mig, erklæret sin Utilfredshed med Broderens forhold, og nedlagt Protest mod Lønnens Udbetaling til ham. - 11) Sognekjørsel har jeg aldrig tænkt paa eller talt om, derimod bad jeg Sognefogden om velvillig at lægge Befordring til til at hente Lægen, hvilket Sognefogden selv tilstaaer. Disse Punkter ville nu vise, hvor megen Troværdighed man kan tillægge det om mig indrykkede Stykke.
Da Pigen var kommen ind i Gaarden, gik jeg op til hende og sagde, at for det første maatte hun lægges ind i et Karlekammer, da et andet Værelse (min Confirmandstue) først maatte ryddes ud og sættes i Orden; men hun erklærede, at hun vilde føres hjem til sin Broder, og da Gaardens Folk derhos sagde, at det var det Bedste for hende, svarede jeg, at saa maatte hun have sin fri Villie. - Utilfreds med denne Bestemmelse, og da der var bragt lidet Ro tilveie, forsøgte jeg atter paa at faa Pigen til at blive, idet jeg, paa given Foranledning udtrykkelig sagde disse Ord: "Om ogsaa din Tjenestetid er udløben, saa er Du dog berettiget til at forblive, og jeg forpligtet til at beholde Dig. - Da jeg var syg, kunde jeg ikke holde ud at staae hos hende længere, og jeg overdrog nu til min Datter at sørge for at hun blev taget af Vognen, og midlertidig bragt ind i Karlekammeret, medens jeg selv gik ned og sørgede for at faae et andet Værelse bragt istand. Da jeg nu kom ned, traf jeg Skolelærer Rabe fra Maussing, der vil bevidne, at der øieblikkelig blev truffet Foranstaltninger til at sætte et Værelse istand til hende. Da min Kone var i en saadan Tilstand, at hun Intet kunde foretage, og der ingen Folk var i Huset til at hjælpe mig, gaaer jeg atter ud i Gaarden, og da var der hverken Vogn eller Folk at see. Lidt efter træffer jeg min Datter, spørger, hvorledes det hænger sammen og faaer det Svar: "Pigen vilde afsted, og folkene tilskyndede hende", hvilket De selv tilstaae. Her kan muligviis være indløben Feil, ogsaa fra min Side; men naar det betænkes, at i den yderste Ende af den ene Gaard laae den forulykkede Pige, i Stuehuset i Enden af den anden Gaard befandt sig min Kone i en lidende Tilstand, at der var Forvirring og Tummel, at Alt maatte skee i Hurtighed, og at jeg, som skulde styre paa alle Kanter, selv var syg, og ikke havde været udenfor en Dør i flere Dage, saa vil man vel kunne indsee, at her ikke Alt kunde skee med den Betænksomhed, Overvejelse og Rolighed, som havde været ønskelig. Naar det hedder, at min Fremgangsmaade har vakt almindelig Misfornøielse, maa jeg bemærke, at der i disse Dage er viist mig megen Deeltagelse fra alle Sider. Naar det endvidere i det indrykkere Stykke hedder: "Saameget denne Gang om Pastor Stibolts Forhold i dette Tilfælde", da maa jeg antage, at dette Stykke om mig har til forfatter en Mand, hvis Hovedhensigt er den, at ville mig tillivs, som man siger, og som heller ikke i Fremtiden vil lade mig i Fred, en Mand, der skal have sagt: "Jeg er begyndt med N. N. - , jeg skal ende med Præsten". Jeg idetmindste er personlig overbeviist herom. Jeg opfordrer ham til at kaste Masken og træde frem af sit Skjul.
Flere agtværdige Mænd ville bevidne, at de Dem bekiendte Puncter i det mod mig rettede Inserat ere usandfærdige, og navnlig vil Hr. Skolelærer Rabe fra Maussing bevidne, at der blev beordret et Værelse (min Confirmandstue) istandsat til hendes øieblikkelige Modtagelse.
Dhrr. Redacteurer og Udgivere, der have optaget Inseratet i Viborg Avis mod mig, bedes ogsaa at optage dette mit Svar.
Hinge Præstegaard, den 12te Januar 1863.
Stibolt.
(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 15. januar 1863)
Pastor Stibolt. (Aalb. Stiststd.) I Anledning af det stærkt misbilligede Forhold af Pastor Stibolt i Hinge ved en hos ham forulykket Tjenestepige, har Pastoren søgt at undskylde sig i et offenlig Forsvar, der synes meget utilstrækkelig, ligesom det Rette i saadanne Tilfælde vel sjældent opklares uden ved en offenlig Undersøgelse af Begivenheden ved Mænd, der staae udenfor Samme. For Pigens Vedkommende læses nu Følg i Vib. Av.: "I Viborg Av. Nr. 9 for d. A. har Hr. Pastor Stibolt i Hinge i et af ham indsendt Stykke om den hos ham forulykkede Pige, som var min Søster, iblandt Andet skrevet saaledes: "10) Hendes Løn har jeg holdt tilbage, og den ligger endnu hos mig; thi medens hendes Halvbroder affordrede mig denne, havde hendes i Seerup bosiddende Heelsøster været hos mig, erklæret sin Utilfredshed med Broderens Forhold og nedlagt Protest imod Lønnens Udbetaling til ham." "Denne Pastor Stibolts Udtalelse er aldeles usandfærdig. Jeg har aldrig forlangt, at han ikke maatte udbetale Lønnen til min Broder, og jeg har heller ikke udtalt nogen Utilfredshed med min Broders Forhold; men jeg yttrede, at det forekom mig, at min afdøde Søster havde gjort en mindre lige Deling af sine Efterladenskaber. Derimod sagde Præsten under Samtalen til mig: "Lad os nu først faae disse Kjørsler til Viborg samt Ligtalen og Doktorregningen betalte, saa mener jeg, at De er nærmest til at faae den Smule, som bliver tilbage." Foranstaaende finder jeg mig foranlediget til at offenliggjøre med Tilføiende, at jeg i høi Grad var misfornøjet med Pastor Stibolts Forhold imod min stakkels ulykkelige Søster. Seerup den 25de Januar 1863. Thomine M Petersen."
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 2. februar 1863).
(Forlangt indrykket )
I Anledning af Pastor Stibolts Besmykkelser i Viborg Avisen Nr. 9 for dette Aar, af hans uchristelige Forhold mod den i hans Tjeneste forulykkede Pige, erindres:
Præstens Stuepige blev sendt ud i Marken med en Kaabe til den forulykkede Pige, samt med Ordre til at hun skulde kjøres til sin Broder. Stuepigen mødte Vognen med den Forulykkede undervejs, og da denne ikke troede at kunne udholde Kjørslen - circa ½ Miil - til Broderens Bopæl, blev Stuepigen sendt tilbage til Præsten med Begiæring om, at den stakkels Pige maatte blive indlagt i Pigekammeret. Vognen kørte saa bagefter ind i Præstegaarden, hvor Præsten kom op i Gaarden og sagde, at Pigen skulde kjøres til sin Broder eller ogsaa lægges ind i et Karleherberg i et af Udhusene, med Tilføiende, at hvor hun blev lagt, der skulde hun forblive liggende. Dette hørte de tilstedeværende Folk, som da tilraadede hende hellere at kjøre til Broderen end at blive indlagt i et koldt, afsides Kammer, uden Udsigt til der at erholde nogen Pleje. Før Præsten gik bort, gav han Tærskeren Ordre at følge med Vognen, der skulle bortkjøre Pigen; og da han saaledes vidste, at denne allerede var borte, kan hans foregivende om at have givet Ordre til at istandsætte Konfirmandstuen til hendes Modtagelse ikke være rigtig; og han opfordres herved til at godtgiøre, at den er andet end en opdigtet Besmykkelse af hans Forhold. "Om ogsaa din Tienestetid er udløben, saa er Du dog berettiget til at forblive, og jeg forpligtet til at beholde Dig", eller noget Lignende, yttrede Præsten ikke et Ord om! og der mærkedes Intet til, at Præstekonen enten var upasselig, eller at den stakkels Pige fandt større Meddelelse hos hende end hos Præsten. Præsten sagde ikke blot til den anden Pige, som var med i Marken: "I fandens Tøse osv.", men han rettede denne Bemærkning til dem begge. De Heste, med hvilke Distriktslægen blev hentet, havde ikke saaledes som Præsten foregiver, været for Plougen den Dag Ulykken passerede, men stode i Stalden, og det var først 5 Timer derefter, at der kiørtes til Viborg. Gravtalen handlede om Uforsigtighed, og Ingen iblandt familien fandt den passende, hvorimod Familien paaskiønner den Deeltagelse, som vistes den Afdøde af hendes Medtfenerinder og Byens Piger, der lagde Krandse paa hendes Grav.
Hvorledes det forholder sig med Præstens Foregivender deels om, at han ligesaa lidet har tænkt paa som talt om Betaling for hans Kiørsler m. m., om, at den Afdødes Søster skulde have yttret Utilfredshed med Broderens Forhold, og om, at hun skulde have nedlagt Prorest mod Lønnens Udbetaling til ham, henvises til bemeldte Søsters Inserat i Viborg Avis Nr. 17 for dette Aar, med Tilføiende, at Broderen, efter at have modtaget Doctorregningen, bad om til dens Dækning at erholde Pigens Løn, men at Præsten nægtede at udbetale samme, uden at anføre nogen Grund for sin Vægring.
Af det Anførte vil man formeentligen kunne danne sig et Begreb om, hvorledes det forholder sig med Præstens Besmykkelser af Sagen i det Hele.
Da Præsten forøvrigt kjender ligesaa Lidet til Indsenderen af disse Linier, der ikke har nogen anden Hensigt end at bidrage til Sagens Oplysning, som denne til hiin, maa Navnet være en ligegyldig Sag, og jeg finder derfor, idetmindste for Tiden, kun Anledning til at fremstille mig under Navnet
Jeremias.
* * *
De ærede Blade, som have optaget de foregaaende denne Sag vedkommende Inserater, anmodes om ogsaa velvilligen at optage foranstaaende.
(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 7. februar 1863, 2. udgave)
A. H. Stibolt (dengang 61 år) ansøgte om entledigelse i nåde med pension, hvilket blev ham bevilliget pr. 30. december 1863. Han efterfulgtes af J. Th. Petersen, sognepræst for Frederiks og Karups menigheder i Århus stift.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar