Nedenfor artikler om Blegdamsgrøften som var en kloak der udspredte en ulidelig stank over Nørrebro. Grøften var den ene af to hovedvandløb (den anden var Rosenåen) med elendige afledningsforhold. Stanken fra Blegdamsgrøften var et problem allerede ved slutningen af 1700-tallet. Blegdamsgrøften havde tilløb fra Blegdammene, Fællederne og Østerbro. Vandet fra Blegdamsgrøften måtte ikke løbe i Vandvæsnets søer. For disse søer leverede drikkevand til Københavns befolkning. Dyndet opstemmedes i stedet i Store Ravnsborgs Have, en sump på over 1000 kvadratalen med 12 alen dybt mudder og dynd. Denne grøft var alt andet end lugtfri. Under koleraen erklærede ansete læger de åbne kloaker til fare for sundheden. I løbet af 1854 blev den store Blegdamsgrøft dækket med tætsluttende planker. I 1856 var der udarbejdet en kloakplan som skulle afløse Blegdamsgrøften med en lukket kloak under det som kom til at hedde Ryesgade. Men lige lidt hjalp det. Oprensningerne hjalp heller ikke. Grøften blev bare dybere hver gang, således at stenkisterne hver gang kom til at ligge højere og højere. Derved blev afløbet mere og mere forhindret. Problemet løstes først da man endelig fik anlagt et nyt kloaksystem.
Se også Politivennen Live Blogging "Om den offentlige Reenlighed" (1850) og "Grøvt ved Blegdammen" (1858).
- (Brev fra Blegdamsgrøften.) Siden jeg sidst havde den Ære at tilskrive Dem, er intet Mærkelig! hændet mig, uden at en Mand har pirret en halv Times Tid i mig med en Spade, for, som han sagde, at kaste noget af mit Indhold op; men jeg blev ham for grov, han kastede nok op, men det blev ikke meget af mit Indhold, og han lod mig snart være; siden har Ingen vovet at træde i engere Berøring med mig. Herfra maa jeg dog undtage en lille Pige, der for nogen Tid siden var saa uforsigtig at falde ned i mig; det er ikke saa mærkeligt, at hun nær var bleven qvalt som at hun ikke blev det. De skulde have seet hende, da hun blev trukken op, eller rettere, de Herrer Friseurer, der gjøre saa meget Væsen af deres Haarfarvningsmidler, skulde have seet hende; for dersom disse kunne skaffe Noget, der i kortere Tid og mere fuldkomment kan give rødt Haar en smuk, glindsende sort Farve, end et Bad i mig, saa er jeg ikke en gammel stinkende Blegdamsgrøft. Forøvrigt har jeg befundet mig særdeles vel; jeg har ulig Mange i denne bevægede Tid, ikke skiftet Farve, og min Overbevisning er stadig den samme, nemlig at jeg stinker uafladelig. Vi ere politiske Venner, Hr. Redacteur, De vil have Frihed til at skrive, jeg til at stinke, og jeg tør derfor nok bede Dem betroe den Del af Publikum, som ikke kommer i min Nærhed, at jeg i denne Varme producerer det Overordenlige og daglig opfylder den nærmeste Omegn af mig med en Duft, som hverken Grøfter, Slamkister eller Communalsvinsgaarde skal kunne opvise Magen til. Jeg siger det ligefrem, uagtet Selvroes stinker; men for det Første mærkes den Stank ikke i min Nærhed, og for det Andet seer jeg daglig Folk spadsere forbi mig med Lommetørklædet for Næsen og det mest gribende Udtryk i Ansigtet, hvilket langt tydeligere end Ord siger - "Gud, hvor den Blegdamsgrøft stinker!" De kan troe, jeg sparer mig ikke heller; naar f. Ex. de stakkels Rekrutter, efter at have exerceret hele Formiddagen, om Middagen lægge sig hen ad mine grønne Sider med deres haardkogte Æg i Haanden for at hvile sig i Skyggen og nyde deres Maaltid, og Solen da rigtig har varmet min gamle Krop, saa kan jeg formelig mærke, hvorledes det koger i mig, og hvorledes Duften vælter sig ud og omsvæver Soldaterne som den kosteligste Røgelse. Jeg ligger da og tænker paa, hvor glade de Stakler maae være ved at have mig til at oplive og opfriske dem efter den trættende Exercits, og hvilket behageligt Minde om mig og Landet de hjemføre med sig til Casernerne; for Duften af mig forlader dem ikke i en Fart. Som Vederlag fordi mine Gjenboer forsyne mig med de dellige Stinkestofler afgiver jeg ikke alene merbemeldte Stank men tillige alt mit overflødige Inventarium af Rotter, og det er ikke saa ringe; jeg er godmodig nok til at lade disse nære sig af mit rige Indre, hvorved de opnaae en overnaturlig Størrelse. Blot jeg kunde leve den Dag, at en af mine kjære Foresatte i Communalbestyrelsen kom til at boe ligeoverfor mig; ak, hvor skulde jeg tractere ham! Men, de passere mig ikke engang, og de kunne derfor umulig vide, hvad saadan en rigtig god, gammel Blegdamsgrøft kan præstere. Af den Grund tillader jeg mig nu offenlig at indbyde en af de Herrer eller, om jeg turde være saa dristig, Hr. Borgemestren selv, til at aflægge mig et kort Besøg. Vedkommende behøver ikke at have nogen fin Næse, thi den mest almindelige kan strax fatte mig og tilegne sig mine Ejendommeligheder, og jeg behøver ikke at nævne nogen bestemt Dag eller Time, thi uafbrudt og stadig fortsættes en stille men velsignelsesrig Virksomhed af
den gamle Blegdamsgrøft.
(Fædrelandet 21. juni 1858).
Kommunalsvineri. Da jeg i Mandags Eftermiddags passerede "Badeveien" ved Vesterbro, mødte der mig en Lugt, der tiltog og endte med en Stank af den allerværste Art, da jeg midt i Gaden naaede til en Bunke af Dyreaffald, raadnet Blod og andre Uhumskheder, der netop feiedes sammen af en Slagterdreng. Paa min Forespørgsel erklærede han, at denne Bunke, der var et heelt Vognmandslæs, skulde strax bortkjøres til Lossepladsen. Om det skete, eller om den ligger der endnu, veed jeg ikke; men vist er det, at Stanken var saa pestagtig og utaalelig for alle Omboende, at den aldrig et Øieblik burde tilstedes, og at det neppe kan antages, at Politiet er bekjent med dette Svineri, der sagtens gaaer oftere for sig end alene den nævnte Dag. M.
- Da jeg i Lørdags passerede Blegdammen, blev jeg opmærksom paa nogle Arbejdere, deels siddende, deels staaende i og paa den for sine giftige Dunster bekjendte Blegdamsgrøft. Arbeiderne vare udsendte for at rense bemeldte Reservoir fra alle mulige Arter af Uhumskheder. Ved en lille Samtale med en af dem fik jeg Oplysning om, at der blev lagt Leer i Bunden af Grøften; det hele Arbeide blev udført af 8 Mand, 4 Heste og 2 Vogne og havde, som Karlene ogsaa meente, ingen Hast. Ved en løselig Kalkule fik jeg ud at den hele Historie vilde komme paa henved 1000 Rdl, men det Morsomste er, at et saadant Arbeide netop udføres paa den allervarmeste Aarstid. og at til den 1ste August skulle under daglig Mulkt alle Ejendomsbesidderne paa Blegdammen og Østerbro have deres Rendestene lagte ind i den nye Kloak, da - saa hedder det - den bekjendte gamle Grøft skal kastes til *).
A.
*) Det Sidste er altfor utroligt; dersom der arbeides paa den gamle Grøft, kan der neppe være nogen Tvivl om, at den ogsaa trods den nye Kloak vil komme til at fortsætte sin heldbringende Virksomhed. Red.
(Dagbladet (København) 28. juli 1859).
I 1860 var der budgetteret med at anlægge en ny kloak. Men 5 år efter skrev en læser følgende:
Nogle Ord om den stinkende Blegdamsgrøft. Hvorlænge skal Kjøbenhavns Magistrat have Privilegium paa at forpeste Luften i et stort Distrikt af Forstæderne Nørre- og Østerbro ved de stinkende og pestagtige Uddunstninger fra den saa ilde renommerede Blegdamsgrøft, medens enhver stakkels Borgermand strax bliver mulkteret, naar han blot lader en Smule urent Vand flyde ud i Gaderendestenen? Da den for nogle Aar siden med en Bekostning for Kommunen af over 100,000 Rd. igjennem Blegdamsgrundene anlagte Kloakledning nok tillige var bestemt til at modgaae Spildevandet fra Blegdamseiendommene, for at hin Uhumskhedsgrøft kunde blive sløifet, er det høist forunderligt, at dette ikke allerede for længe siden er foranstaltet iværksat, isærdeleshed da der, ifald der skulde være opstaaet Disput om, hvem Udgiften ved Ledningen fra bemeldte Eiendomme til Kloaken skulde paahvile - og den Tvist har forhalet Sagen - har været Tid nok til at faa denne for den offentlige Sundhedstilstand saa vigtige Sag afgjort ved Lov og Dom.
x + y
(Dags-Telegraphen 29. juli 1865).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar