Louiseforeningen blev dannet i 1906 i København, opkaldt efter Frederik 8.s datter prinsesse Louise, med dronning Louise som protektor. Hofdame Georgina Oxholm var formand. Formålet var at afbøde den skjulte fattigdom blandt enlige kvinder ("pauvres honteuses", agtværdige fattige). Disse personer som engang havde kendt bedre dage kunne søge enårlig sum på 50-100 kr. til fx huslejehjælp, dækning af rekonvalescentrejser eller hospitalsophold. Den egentlige leder var næstformanden Mimi Carstensen. Hun var formand 1910-1935. Augusta Fenger var medstifter af Louiseforeningen og i en lang årrække foreningens sekretær.
Mimi Carstensen (Johanne Caroline Vilhelmine f. Nielsen, 1852-1935), Hun var gift med Nationaltidendes redaktør, Carl Carstensen (1837-1927). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.
Snobbernes "Louiseforening".
En grim Spekulation i Velgørenhed.
Man stifter i disse Dage her i Byen en ny "Velgjørenheds Forening "
Den stiftes af en Klike hofsyge Damer og er af "allerhøjeste" Klasse. Den er opkaldt efter Dronning Louise, som har lovet at være dens "Æresformand", og dens Navn er derfor "Louiseforeningen".
Formaalet angives at være at hjælpe enlige, trængende Damer af "har kendt bedre Dage".
Vi har modtaget en Bunke Tryksager fra Foreningen, som foreløbig ingen Medlemmer har, men kun en Bestyrelse. I denne Bestyrelse er en af den afdøde Dronnings gamle Hofdamer, Frk. Georgina Oxholm Formand, medens Fru Mimi Carstensen (gift med Redaktøren af Ferslews "Nationaltidende", Hr. Carstensen, som ved Journalistforeningens Jubilæum i Fjor kun blev Ridder af Dannebrog) er Næstformand og vistnok Spekulationens egenlige Ophavsmand. Som Kasserer er indtraadt Fru Caroline Bett (Magasin du Nord) og som Sekretær en frk. Mathilde Lütken.
Af de Love, som findes mellem Tryksagerne, fremgaar det at Foreningen vil hjælpe den særlige Slags trængende Kvinder, der før har haft bedre Dage. Understøttelserne tænkes at være paa 100 Kr. for 1 Aar og er beregnede paa Rekreation, Beklædning, Huslejehjælp o. l., ikke til Børneopdragelse eller Uddannelse.
Foreningens Medlemmer skal kunne indstille og anbefale, hvem de synes, til Hjælp, og Ansøgerindernes Forhold bliver undersøgt af en særlig Undersøgelsestvlnits, i hvilken sidder følgende Damer:
Grevinde Polly Ahlefeldt-Laurvigsen.
Fru Signe Benthien.
Frk. Augusta Fenger.
Fru Øjenlæge Estrid Hein.
Fru Emma Hirschsprung.
Fru Ministerinde Marie Lassen.
Frk. Henriette Nimb.
Naar man indgiver Ansøgning om Hjælp, faar man altsaa Besøg af en af disse Damer, der gennemsnuser Ens Forhold. Oversnadsskeriet og Komitesladderen er man altsaa sikker paa, men Hjælpen vil næsten altid udeblive.
Det hedder i Lovene:
Medlemsbidraget er 25 Øre om Maaneden. Der samles intet Grundfond. Naar de løbende Udgifter er fratrukne, uddeles hele det i Aarets Løb indsamlede Beløb.
En aarlig Generalforsamling indvarsles i 4 københavnske Højreblade.
Assistance vedrørende Foreningen ydes gratis; dog skal naturligvis Indkassationen og de løbende Udgifter til Trykning, Porto o. lign. afholdes af Kontingentet.
Forenigen omfatter ikke alene København, men saa vist muligt hele Landet, og i hver Provinsby søges dannet Filialer.
Ingen som ser nøjere paa hele dette Arrangement, kan tvivl om, at vi her staar over for en af de mest renlivede Hof-Snob-Foreninger, der længe har set Dagens Lys i det kongelige danske Neurupinien. Her kører Velgørenheden igen frem med røde Kuske og Lakajer, allerhøjeste Ærespræsidentinde, gamle Hofdamer og andre Damer, som er i Rangen eller vansmægter af en længere skuffet Trang til at komme der. Og Hof-Hof-Snob-Avisen "Dannebrog" fraadser i denne Delikatesse, saa Savlet staar i Skum om dens Typer.
"Ganske stilfærdig, uden Brask og Bram. er Louisesoreningen bleven stiftet", læsper Alberti, ganske ør i Hovedet og ude af Stand til at ofre en Tanke paa det sindssvage i selve Sagen.
Men enhver, der kan tænke, vil hurtigt forstaa, at denne udsøgte Samling Overklassedamer i deres Higen mod de allerhøjeste Saloner har vovet sig ind paa en Velgørenheds-Ide, som er ganske taabelig og uforsvarlig.
Man bygget paa et maanedligt Kontingent af 25 Øre, og før endnu en eneste 25 Øre er tegnet udover de stiftende Damers Kreds, har man forbrugt flere hundrede Kroner til Tryksager, Breve, Skemaer og Opraab, som med betydelige Portoudgifter skal spredes over hele Landet. Alene den Sum, Damerne her staar i Forskud med, vil sluge de første Hundreder af 25 Ører, der kommer ind. Andre Hundreder vil gaa til selve Opkrævningen og Indsamlingen af Medlemsbidraget og til nye Tryksager, Regnskaber. Beretninger osv.
Men lad os betragte en afsluttet Indsamling, efter hvilken den første Uddeling skal foretages.
Man tænker allerede paa at give de første Understøttelser den 31. Oktober, Dronningens Fødselsdag. Bestyrelsen har ladet sig forlyde med, at den haaber at opnaa 4000 Medlemmer.
Skal vi sige, at man i Oktober Forbrug af store Ladninger Opraab, Porto osv faar 2000 Medlemmer, spredte over hele Landet. Der vil da normalt indkomme 500 Kr. Dog, lad os regne, at mange giver Ekstrabidrag, saa Summen fordobles til 1000 Kr. Det meste af denne Sum vil da opsluges af de allerede paaløbne Udgifter, og skal der blot uddeles nogle faa Portioner a 100 Kr. den 31. Oktober, maa Damerne se at skaffe dem ad anden Vej. og det bliver saaledes ikke for Medlemmernes Penge, der øves Velgørenhed.
Men tænker man sig nu, at Foreningen beholder sine 2000 Medlemmer Aaret rundt. Saa vil der normalt indgaa en samlet Bidragssum af 3 Kr. pr. Medlem eller 6000 Kr. til næste Fordeling. Vi tillader os at paastaa, at Halvdelen af denne Sum vil medgaa til Dækning af Udgifterne. Disse vil stadig stige, fordi Foreningen er anlagt for stort og bredt, med mange Provinsfilialer og et omfattende, vidtspredt Maskineri. Til Opkrævning og Pengeforsendelse vil medgaa alene 10 pCt. af Kontingentet; saa regnes der endda kun en Snes Kr. pr. Maaned til en københavnsk Opkræver. Dertil kommer, at alle Medlemmer har Indstillingsret. Det vil medføre, at Ansøgninger vil indkomme i næsten lige saa stort Tal som Medlemmerne. Dette i Forbindelse med Undersøgelseskomitens Virksomhed vil paanøde Foreningen en umaadelig Korrespondance, en stadig stigende Udgift til Afsættelse af Regnskaber. Beretning osv., en voksende Udfærdigelse af Tryksager, Kvitteringer og andet Tilbehør. Tilsidst tvinges Foreningen til at holde Kontor og Kontorassistance, og man en saa vidtløftig Administration være oppe paa de 3000 Kr. i Udgifter inden Aaret er omme. Der bliver da maaske andre 3000 Kr. til Uddeling. Det vil sige, at der skal indgaa 12,000 Femogtyveører, for der bliver noget at dele ud, og det vil at der bliver 100 Kr. til 30 Kvinder af mulig 1000 Ansøgere.
Resultatet bliver en urimelig Bortødslen af Penge til Administration og en urimelig Bunke skuffede Forhaabninger for Ansøgere, Indstillere og Medlemmer.
Paa et saadant Resultat er det, disse Damer søger Lejlighed til at gnide sig op ad Hoffet. I hele Foreningens Anlæg skinner Snobberiet igennem som i saa andre Velgørenhedssoranstaltninger. Navnet "Louiseforeningen", der minder baade om den nulevende og den døde Dronning, viser det. Dronningen skal være Ærespræsidentinde, en Hofdame Formand, og Uddelingen skal foregaa hvert Aar paa Dronningens Fødselsdag. Det hedder, at Statuterne har faaet "allerhøjeste Sanktion", og "Dannebrog" kan meddele, at Dronningen endog egenhændig har rettet i Lovene.
Dronningen og Hof-Snob-Damerne burde hellere egenhændig have grebet i deres egne Portemonnæer og uden Brask og Bram ofret noget af deres kolossale Formuer til Almisser. Derved vilde være gjort mere Nytte, men ganske vist mindre Spektakel, mindre Anledning til at snuse i Ansøgerindernes private Forhold, mindre Anledning til Pjat, Selvgodhed og modbydelig Avancements-Spekulationer.
(Social-Demokraten 28. september 1906, 2. udgave).
Louiseforeningen *).
Vi et anmodet om at optage følgende:
I "København" for den 5. ds. slaar Fru
Karen Michaëlis i en længere Artikel til Lyd for ovenstaaende nydannede Forening, men Fruen gør det paa en saadan Maade, at det hos mig, og sandsynligvis adskillige andre, har givet Anledning til Tvivl om, hvor vidt man
bør støtte denne Forening med den Skærv, man kan ofre, for at bidrage sin ringe Del til Afhjælpning af den i vort Samfund herskende saa sørgelige Armod eller støtte en anden af de mange Foreninger, hvis Formaal er Hjælp af fattige.
Straks da jeg begyndte at læse nævnte Artikel, kunde jeg i et og alt slutte mig til Fru Michaëlis's Betragtninger, og give hende Ret med Hensyn tit det uheldige i, at de lykkelige, der blev tilstaaet
Understøttelse, skal fremstille sig for Dronningen og af dennes Haand modtage samme, jeg kunde give Fruen Ret, fordi ogsaa jeg anser det for muligt, ja, ligefrem for sandsynligt, at mangen fattig Enke nødvendigvis maatte lade være at søge denne forenings Hjælp, al den Stund hendes Selvfølelse forbød hende at udsætte sig for at blive nødsaget til, i sine fattige Klude, at skulle fremstille sig for Landets Dronning, paa dennes kongelige Slot, hvor kun Pomp og Pragt hører hjemme.
Jeg skulde imidlertid, for at bruge Fru Michaëlis's egne Ord, faa et andet Syn paa denne Sag; men ganske vist ikke i samme Retning. Fruen skuffede mig nemlig sørgeligt efterhaanden som jeg kom længere hen i Artiklen, og da forbi Fruen ved sit Besøg hos sin gamle Veninde, lod sig rive med af dennes Betragtninger.
Sagen er nemlig den, at jeg hidtil har levet i den Tro, at Meningen med Louise-Foreningen var at yde Hjælp til de i Samfundet virkelig trængende Enker, og ikke til dem, der forud havde hvad det var nødvendigt til Livets Ophold, saaledes som det er Tilfældet med Fru Michaëlis's gamle Veninde -
For saadanne forstaar jeg saa godt, at det ikke er forbunden med Vanskeligheder af nogen Art at skulle fremstille sig for Dronningen. -
Er det da virkelig Meningen med Louiseforeningen, at den skal lade den virkelige Armod ligge, og kun hjælpe der, hvor der er hvad der behøves til Livets Ophold, men mangler noget til Fornøjelser og lignende; thi i saa Fald betakker jeg mig for at yde denne Forening min Støtte, men giver hellere min Skærv til de Foreninger, der tager Sigte paa at hjælpe, hvor virkelig Hjælp tiltrænges.
Fru Michaëlis oplyser ikke om, hvorvidt hendes Veninde fik sin Ansøgning bevilget, men dette er vel højst sandsynligt, i hvert Fald kender jeg en fattig Enke, hvis hele aarlige Indtægt andrager 100 Kroner, ogsaa hun meldte sig som Ansøger, men uden Resultat. - Den Hjælp, denne Enke søgte, vilde nemlig ikke være bleven anvendt til Fornøjelse, men til det nødvendigste til Livets Ophold.
Jeg begyndte med at give Fru Michaëlis Ret, jeg skal slutte ligesaadan, det er virkelig "nogle", der nærer Betænkeligheder, men disse "nogle" faar gennem Fruens Artikel kun yderligere bekræftet, at Betænkeligheder ikke er uden Grund, hvorfor det sikker for Louiseforeningen og dens Ansøgere havde været heldigere, om Fruens Artikel var forbleve uskrevet, medens den paa den anden Side bidrager til at oplyse alle Velgørere om, at vil man støtte de virkelig trængende Enker, giver man ikk sin Skærv til Louiseforeningen, men derimod til de mange andre velgørende Foreninger, der har til Formaal at hjælpe der, hvor virkelig Hjælp tiltrænges.
Charlottenlund, 9. Novbr. 1906.
Gutzon Münster.
* * *
Begrebet "virkelig Armod" er lige saa vanskeligt at bestemme som Begrebet "virkelig Velstand". Alt er relativt - efter Stand, Opdragelse og tidligere Kaar.
Det vilde derfor være sørgeligt, om der blandt velgørende Mennesker kun var Offervillighed til at hjælpe dem, der mangler det allernødvendigste til Livets Ophold. Mangen Enke kan i Følge sin tidligere Stilling godt kaldes virkelig trængende, selv om hun ikke netop mangler lige det daglige Brød.
Det staar naturligvis enhver - ogsaa den ærede Indsender - frit for at give sin Skærv til de Foreninger, der efter hans Mening afhjælper endnu mere paatrængende Nød end Louiseforeningen. Men jeg er lige saa sikker paa, at andre vil have baade Hjærte og Evne til at tænke ogsaa paa dem, for hvis Skyld Louiseforeningen er stiftet.
Trangen til at hjælpe er altid af det gode, og en velgørende Forening er ikke overflødig, fordi den sætter Grænsen for Armod eller Trang højere op.
Karin Michaëlis.
*) Forsinket af Mangel paa Plads. Red
(København 16. november 1906)
Denne Forening blev dannet, fordi Mimi Carstensen ofte havde Lejlighed til at se, at skjult og tavs Nød ikke altid var den, som mindst fortjente Hjælp, og da navnlig, naar det var Mennesker, der ved Tidernes Ugunst var kommen ned paa et socialt Plan, der laa under det, hvor de ved Fødsel og Opdragelse hørte hjemme.
Mimi Carstensen har altid hørt til Kongehusets gode og trofaste Venner, og det kom da naturligt, at Prinsesse Louise baade tilsagde hendes Idé om at danne en Forening til Bistand for nødstedte, dannede Kvinder sin Hjælp, og ogsaa gav Foreningen sit Navn, ligesom hun lige til sin Død var dens Støtte og Protektrice.
(Olga Eggers: Kendte danske Kvinder, 1934.)
Foreningen havde hovedkontor i Skindergade 21, 2. sal.
Efter dronning Louises død i 1898 var der en otteårig periode, hvor der ikke var nogen dronning af Danmark. Dronning Lovisa måtte i 1906 tage stilling til, hvordan hun ville forholde sig til filantropien såvel som til andre forhold ved dronningegerningen. Hendes filantropiske engagement kom i første omgang til udtryk ved, at dronning Lovisa engagerede sig i Louiseforeningen, stiftet i 1906 med hende som foreningens æresformand og navngiver (Louiseforeningen 1906: 4). Formålet var ifølge foreningens love:
“… at støtte navnlig enligt stillede Kvinder, der har kendt bedre Dage, uden Hensyn til Alder,
ligegyldigt om de er gifte, ugifte eller Enker.” [Louiseforeningen 1906: 4]
Altså støttede Louiseforeningen udelukkende kvinder fra de bedre stillede sociale lag. At det var den målgruppe, som Louiseforeningen med dronning Lovisa som æresformand valgte at støtte, står i modsætning til det billede af gemalindedronningers filantropiske engagement, som var blevet tegnet af dronning Louise. De filantropiske foreninger, som dronning Louise havde været engageret i, skelnede ikke mellem værdigt og uværdigt trængende – alle, som ikke kunne få eller ikke ville modtage hjælp fra den offentlige forsorg, kunne få hjælp på Dronning Louises Børnehospital eller på Diakonissestiftelsen. Dronning Lovisa havde dermed valgt en anden strategi for sit filantropiske engagement, og man kan argumentere for, at dronning Lovisa ikke havde fulgt den samfundsmæssige udvikling på samme måde som dronning Louise havde gjort det i sin tid. I Politiken kommenterede man på dronning Lovisas ændrede fokus ved Louiseforeningens oprettelse i 1906 på en måde, der giver indtryk af, at man ikke var tilfreds med foreningens formål:
”Det kan være, at Dronningen kommer kørende med rød Kusk og Tjener til den fattige Konferensraadinde og Arbejderske; det kan ogsaa være, at de bliver kaldte op for en højtidelig Forsamling, hvor Dronningen sidder omgiven af pyntede Damer…”[Politiken 28/9 1906: 3. ”Louiseforeningen”]
For Politiken virkede Louiseforeningen altså gammeldags, unødvendigt højtidelig og distanceret, hvilket ses i den måde, som forestillingen om, hvordan præmieuddelingen ville forløbe, blev beskrevet på. Denne opfattelse smittede uvægerligt af på synet på dronning Lovisa, idet hun var foreningens æresformand. Dronning Lovisa kom igennem sit engagement i foreningen også til at virke gammeldags, unødvendigt højtidelig og distanceret, fordi det var det indtryk, man havde fået af Louiseforeningen i Politiken. Dronning Lovisa formåede ikke at udnytte sine roller og plads som gemalindedronning til at påvirke synet på hende som en filantropisk dronning i en positiv retning, fordi hun ikke havde øje for, hvordan engagement et skulle formes i henhold til offentlighedens forventninger til hende. Derfor blev hun kendt som dronning Louises lidt uheldige efterfølger – i hvert fald i filantropisk henseende.
(Michelle Jørsing Kristensen: De filantropiske dronninger)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar