Litteratur.
Nordisk Tidsskrift for Fængselsvæsen og praktisk strafferet. Redigeret og udgivet af Politiinspektør Aug. Goll og Fængselsinspektør S. Grundtvig. Aargang XXIX. Nr. 2. (G. E. C. Gads Universitetsboghandel).
Omtrent Halvdelen af dette ret omfangsrige Hætte optages af "En Forbryders Selvbiografi", udgivet af Dr. med K. K. K. Lundsgaard. Noget egentlig nyt fortæller denne Selvbiografi os ikke. Emnet er væsentlig det samme, som Overpolitibetjent Carl Hansen behandlede i sin meget omtalte Bog "Spild" - den Skæbne, der kun altfor ofte rammer Gadens Drenge her i Byen, naar de af slette Tilbøjeligheder og daarligt Selskab ledes bort fra Hjemmet og vænnes til det vagabonderende Liv, og den Vanskelighed, der er for dem ved at komme af Sumpen igen, naar de først en Gang kommen ned i den. Ja, der er Partier i denne "Selvbiografi", der har en saa slaaende Lighed med Partier af Carl Hansens Fortælling, at man uvilkaarlig gribes af den Tanke, at det maa være en af denne Forfatters Modeller, som her selv har grebet Pennen for at skildre sit Liv. Men der er vist desværre saa stor en Bunke at gribe ned i, og den ene af Bunken ligner saa meget den anden, at hvad der her i Selvbiografien fremtræder som særlige Træk hos denne ene, i Virkeligheden er Fællestræk hos saa mange.
Selvbiografien er nedskreven i Sommeren 1905 paa Ladegaardens Sygestue efter Opfordring af Dr. Lundsgaard, der fungerede som Læge der, og er oprindelig kun bestemt til at skulle læses af og Sygeplejersken - "den Herre og Dame", som de stadig benævnes i Biografien - men er nu udgivet med "Forfatteren"s Tilladelse. Det er øjensynlig af det Forord, hvormed Dr. L. ledsager Levnedsbeskrivelsen at han har omfattet sin Patient med megen Sympathi; men Hovedaarsagen, hvorfor han har ment at burde forelægge Biografien for Offentligheden - og tilmed i et Fagskrift - er uden Tvivl den, at han har ment, at den trods sin Ubehjælpsomhed i Formen giver et godt Indblik i de Vilkaar, hvorunder Forbrydernaturen udvikler sig, og derfor ogsaa yder Bidrag til Forstaaelsen af, hvorledes Naturer af denne Art retest bør behandles. Navnlig bør Offentliggørelsen vistnok betragtes som et Indlæg i Spørgsmaalet om Oprettelsen af Kriminalasyler; thi det er vistnok Dr. L's Mening - som det ogsaa ses at have været Overlægens Mening paa Kommunehospitalet, at et Individ som Carl C. N. er ganske upaavirkelig af Straf og snarere hører hjemme paa en Anstalt, der er beregnet paa abnorme Forbrydere. Det fremgaar nemlig, af en af nævnte Overlæge ved Lejlighed afgiven embedsmæssig Erklæring, der meddeles i Forordet, at Carl C. N. fra Fødselen af er et degenereret individ, der tilmed fra sin tidligste Barndom af har lidt af epileptiske Anfald. Fra Barndommen af har han ogsaa - som han selv udtrykker det - havt "kløe i Fingrene", som han tilfredsstillede ved om Natten at stjæle fra Moderens Portemonnæ, og Uro i Kroppen, der bragte ham til al skulke fra Skolen og i Stedet for søge hen til "Jødens Bule" paa Christianshavn, hvor han traf daarligt Selskab og lærte at drikke - Alkoholen har sikkert været hans Livs største Ulykke - og at stjæle. I Jødens Bule, syntes han, der var Sjov, og der lærte han og hans Kammerater at drikke - "og vi syntes, det var Sjov at drikke med voxne Folk! baade Mænd og Kvinder, og vi lærte ogsaa, naar der ikke var Mad eller Drikke (Brændevin) i Huset, at tigge og mange Gange at snatte, som de kalder det at stjæle, den Profession var vi Drenge snart øvede i". Der er i Skildringen her og andet Steds adskilligt, som uvilkaarlig leder Tanken hen paa Dickens' Oliver Twist. Han skildrer bl. a., hvorledes han i de to Aar, der gik hen, efter at han var kommen fra Kommunens Internat - hvis Forstander var "en streng Mand, men en retfærdig Mand", og hvor "en Ting er vist, Drengene lærte godt", saa godt endog, at han strax efter at være kommen ud derfra blev Dux i den Klasse i Friskolen, hvor han blev sat - og til sin Konfirmation var blevet Medlem af et vel organiseret Drengekomplot i "det ædle Haandværk" (Tyveri), hvis Samlingssted var Bulen, enten det var Dag eller Nat, medens de Operationer, de gjorde, var "det ædle Lommeoperation, som mest foregik paa befærdede Steder". "Jødens Bule", siger han, var Samlingsstedets rigtige Navn, men Rønnen er senere revet ned og der er opført en stor og stadselig Bygning paa dens Plads.
Carl C. N. har aldrig hørt til de farlige Forbrydere. Naar han blev fuld, kunde han ganske vist slaa om sig, saa det sikkert ikke har været godt at komme ham nær; men i denne Tilstand har han aldrig selv villet vide af, hvad han gjorde. Sin største Forbrydelse - en Ildspaasættelse - skildrer han ligeledes at have begaaet uden at have vidst af det. Han var løbet fra sin Plads og havde flakket om flere Dage og Nætter uden at nyde synderlig andet end Brændevin - "om Aftenen vandrede jeg videre og videre uden Maal bare fremad. Hvor langt jeg var gaaet, og hvor jeg var, ved jeg ikke. Et Stykke henne paa en Mark laa der en Gaard, der gik jeg hen for at hvile mig og sove lidt, krøb op paa Stænget, og hvordan det gik og ikke gik, staar endnu for mig, naar jeg tænker derpaa, jeg var ikke kendt der og havde heller ikke været der før eller senere, men et er vist, i et Nu stod Gaarden i Brand, og at det var mig, er sikkert, jeg ved blot ikke, hvordan jeg bar mig ad dermed eller jeg kunde gøre det."
Selv opsummerer han i Slutningen af sin Selvbiografi - han var, da han skrev den, 32 Aar gammel - sine Forbrydelser og de ham overgaaede Straffedomme saaledes: Den ærede Læser og Læserinde kunde maaske spørge, hvor mange Gange jeg har været straffet i mit Liv af Politiet, men saa vit de da rigtig foragte mig. Nu vel, da jeg har skrevet det andet, kan jeg vel og maa taale deres Afsky og Foragt, men ret længe gaar det ikke. Den første Gang jeg blev straffet, fik jeg, som Læsere ved, 10 Slag Ris, anden 12, tredie 15, fjerde 20, femte 25, sjette 2 Gange 20, syvende, da var jeg 15 Aar, 10 Slag Rotting, ottende 15, niende 25 Slag Rotting, alt for Tyveri, dels Indbrud og Lomme- og Lejlighedstyveri, saa det var en smuk Barndom, og som Voxen 18 Maaneder for Ildløs, anden Gang 8 Maaneder for Indbrud, tredie 18 Maaneder for Indbrud, fjerde 18 Maaneder for Indbrud og femte 2 Aar for Ran. Det bliver - tilføjer han - ikke saa lidt. Men dersom jeg har skaffet den ærede Læser og Læserinde et Par fornøjelige Timer med mit Krimskrams, beder jeg dem ikke dømme mig for haardt, da jeg har været dømt rigeligt i mit Liv". Den Galgenhumor, der ligger i denne sidste Bemærkning, skimter forøvrigt igennem paa flere Steder, medens ved Siden heraf ogsaa, og da navnlig naar han taler om sit Hjem og sine Forældre, virkelig Alvor og Kærlighed træder frem. "Læseren vil maaske spørge, hvordan jeg kan huske det altsammen. Kære Læser, dersom Deres Moder en Gang fortalte Dem, hvordan Deres Barndom har været, saa kan De tro. De vilde huske det, og det har min Moder ogsaa saa tit gjort."
Endelig skal vi citere en Karakteristik, han giver af sig selv, og som vist ikke er helt forkert: "Læseren vil maaske ogsaa vide, hvordan Forfatteren er af disse faa Ark af sit Liv. Naar jeg selv skal sige det, er jeg en meget hidsig Karl, der skal ikke meget til at faa mig gal, og saa er jeg maaske heller ikke saa god, som jeg burde være. Det har mange Gange sket i straffeanstalten, at naar Galden ikke har kunnet eller maattet faa Luft, er jeg bleven daarlig, men det har ogsaa sket, og det sker i Reglen paa saadanne Steder, de vil tvinge en ved jernhaard Tvang. Saa bliver jeg rasende og saa ved jeg ikke, hvad jeg gør. Men derimod, har jeg det godt (der kan være Grænser for alt) saa tror jeg ikke, jeg kommer nogen for nær, naar de vil lade mig være det Skidt, jeg er".
Selvbiografien, der i Tidsskriftet er meddelt med Forfatterens egen, højst mangelfulde Retskrivning, indeholder utvivlsomt et i mange Henseender interessant Stykke Forbryderpsykologi, hvad der ogsaa rummes i en Bemærkning af dens Forfatter til Dr. Lundsgaard. Under et Besøg hos ham, efter at han var kommen ud fra Ladegaarden, klagede han over, at han vel sagtens blev nødt til at stjæle igen, og Dr. L. bad ham da om hvis det blev Indbrud ikke at lade det ske hos ham (Doktoren). Han svarede naa denne Anmodning ved at strække sin Haand ud imod Doktoren og sige: "Hr. Doktor, hvis jeg ikke faar noget at drikke, giver jeg Dem mit Ord paa, at det ikke skal blive hos Dem. men faar jeg Brændevin, ved jeg ikke, hvad jeg gør, og saa maa De have mig undskyldt, om det skulde blive her".
Af Heftets øvrige Indhold skal vi fremhæve nogle Bemærkninger af Aug. Goll i Anledning af det i forrige Hefte indeholdte "Tilbageblik" af Fængselsinspektør Ammitzbøll. I dette Tilbageblik hævdede A., at deri siden August 1902 begyndte Benaadningspraxis og Fængselshjælpens i Forbindelse hermed staaende Virksomhed havde bevirket, at Lovens Straffetrusel og Straffebehandlingen i Straffeanstalterne havde tabt en stor Del af sin Virkning. Paa Grundlag af statistiske Undersøgelser hævder G., herimod, at Straffangernes stærke Tiltagen i Perioden 1901-04 er en naturlig Følge af Domstolenes Tendens til at foretrække Forbedringshusstraffen fremfor andre Strafarter og af Tyvsrecidivets Tiltagen - Faktorer, der har taget deres Begyndelse i 1899 og derefter stadig er fortsat, medens de i 1902 paabegyndte Benaadninger i saa Henseende hverken har gjort fra eller til. Og ligeledes hævder G., at A. ikke har Ret i, at Fængselshjælpens Virksomhed skulde have gjort adskillige Fanger ligegyldige for Straf, fordi de venter at blive tagne under Armene af Fængselshjælpen; Fanger, der er "ganske ligegyldige for Dom og Straf", har existeret til alle Tider og vil sandsynligvis vedblive at existere, saa længe Samfundet bestaar, hvor stor Virksomhed for at komme dem til Hjælp bag efter, der saa end udfoldes.
---
(Nationaltidende 14. november 1906. Tillæg: Juridisk Tidende. Uddrag).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar