- Aalborg d. 5te Octbr. Grev Schimmelmann viser i disse Dage den Haan mod Nationen at have til Gjæst hos sig paa Lindenborg her i Nærheden Landsforræderen, den preussiske Regerings præsident i Hertugdømmerne, Baron Carl Scheel-Plessen, som Greven har bragt med herop til sine Jagtglæder. Det er ikke godt at sige, hvem af de to Herrer der vise det største moralske Mod, enten Grev Schimmelmann, der medbringer en saadan Gjæst, eller Baronen, som, efter at have gjort Danmark al den Ulykke og Skade, han har formaaet, ikke undseer sig ved at komme hertil Landet og aflægge Besøg, selv om det saa kun er hos en holstensk Greve. Forøvrigt meldes det til os, at Baronen skal reise igjen saa hurtig som mulig, for at hans Nærværelse her ikke skal komme til almindelig Kundskab. Det var imidlertid en Skam, om det høie Besøg skulde gaae upaatalt hen, og vi have derfor ikke villet forholde Almenheden Underretningen herom. (Aalborgp )
(Fædrelandet 7. oktober 1867).
Købmand Herman Carl Schimmelmann havde overtaget Lindeborg i 1762. Det var ham som lånte regeringen store beløb og blev optaget som medlem af overskattedirektionen, senere titel af skatmester og bestyrede statens finanser indtil sin død i 1782. Hans søn, Ernst Heinrich Schimmelmann (1747-1831) overtog Lindenborg. Han var finansminister, bl.a. under statsbankerotten i 1813. Lindborg blev herefter overtaget af brorsønnen Carl Gustav Ernst (1848-1922) der også overtog godset Ahrensburg i Nordtyskland som havde været i slægtens eje siden 1759. Han var søn af Ernst Conrad Ditlev Carl Joseph Schimmelmann (1820-1885). Brorsønnen besøgte kun Lindenborg i forbindelse med jagt. Carl Schimmelmann døde i 1922 og godset overtaget af Heinrich Carl Schimmelmann som var den sidste i den slægt som ejede godset. En senere slægtning, Heinrich Carl Schimmelmann (1890-1971) blev nazist i 1934 og formand for det nazistiske dagblad Fædrelandets bestyrelse. Han fik frataget ejendommen Hellebækgård m.m., men ikke Lindenborg Gods.
Baron C. Scheel-Plessen, den af den preussiske Regjering ansatte Overpræsident i Hertugdømmerne Slesvig og Holsten, har i "Berl. Tid." indrykket følgende Erklæring, dateret Lindholm, den 20de Oktober :
"Under mit korte Ophold i Danmark i denne Tid have flere danske Blade fundet det passende at modtage mig med Beskyldningen for Landsforræderi og Titlen Landsforræder; ja, man er end ikke langtfra at udtale, at den saaledes over mig fældede Dom i Grunden burde exekveres af Befolkningen, medens jeg er i dens Magt.
Jeg har den Tillid til de danske Domstole, at de ikke vilde negte mig den Opreisning for en saa grundløs og krænkende Beskyldning, som de kunne yde, og det var min Tanke, for at Beskyldningen ikke skulde gaa over til at blive en Troesartikel, at reise Indsigelse gjennem Domstolene. Men da Domfældelsen af en Redaktør, maaske efter flere Aars Procedure, kun vil være en ringe Tilfredsstillelse og navnlig kun lidet vilde indvirke paa Stemningen, forsaavidt det er lykkedes at ophidse den imod mig, har jeg efter Sagkyndiges Raad opgivet denne Tanke og skal indskrænke mig til at erklære Beskyldningen ugrundet og falsk. Denne Benegtelse bør vistnok have ligesaa stor Betydning som den uden Bevis eller nogensomhelst Begrundelse henkastede Beskyldning, der er udsprungen fra et Parti, hvis ved flere Leiligheder mig tilkjendegivne Had finder sin Forklaring i, at det ikke har glemt, hvorledes jeg i sin Tid har holdt paa Statens Helhed og har stemt for de Midler, jeg efter min bedste Overbevisning ansaa bedst skikkede til at bevare denne. Tør jeg end for Øieblikket kun gjøre mig lidet Haab om en upartisk Dom i en Del af Publikum, saa trøster jeg mig til roligen at afvente Fremtidens Dom i denne Sag. At maatte vente, indtil denne Dom kan fældes, er en Skæbne, jeg deler med Enhver, hvem det under bevægede Forhold ikke blev givet at kunne bevare sin Neutralitet eller at virke ubemærket."
Denne Erklæring er af vor Kollega ledsaget med en Udtalelse, som vi i Et og Alt billige, om det end synes os, at retfærdig Harme over, at den Person er fræk nok til at komme med saadan Tale i et dansk Blad, kunde have gjort den noget skarpere. Man vil erindre, at denne Mand, der har vist Danmark et meget fjendtligt Sind og efter Evne gjort det al Skade, har uden den ringeste Molest - selv ikke i Miner - kunnet reise Landet igjennem. Dette have nogle Blade anført som et Bevis paa, hvor løgnagtige de preussiske Opdigtelser have været om den Behandling, Tydske ere udsatte for her i Landet. Heraf har Personen igjen efter Evne søgt at hente Argumenter for Nødvendigheden af Garantier i det Tilfælde, at Preussen skulde blive nødt til at opfylde den i Prag indgaaede Forpligtelse. Han klager derfor først over at være bleven beskyldt for Landsforræderi - den uskyldige Sjæl - han, der tværtimod har arbeidet paa "Statens Helhed" ja vist, som en Stat "Schleswig-Holstein" eller som en preussisk Vasalstat. Dernæst har han den Frækhed at paastaa i et dansk Blad, at "flere danske Blade ikke ere langt fra at udtale, at den saaledes over ham fældede Dom i Grunden burde exekveres af Befolkningen, medens han var i dens Magt". Enhver veed, at det er en ligefrem Løgn, idet Bladene udtrykkelig have mindet Befolkningen om, at det var dens Pligt at forholde sig aldeles rolig ligeoverfor den Fjende, som saa frækt satte dens Taalmodighed paa Prøve havde han handlet mod Preussen, som han har handlet mod Danmark, vilde et Ophold der neppe have bekommet ham godt - men denne Løgn passer jo i Preussens Kram og derfor, frem med den. Han har tænkt paa at søge Hjælp hos de danske Domstole, men har opgivet det "efter Sagkyndiges" Raad. Hvori have disse "Sagkyndige" været sagkyndige? Ganske vist i Et: de have kjendt Manden og hans Færd og vidst, hvad hans oplyste og retfærdige Dommere ville betegne ham med.
(Dags-Telegraphen (København) 24. oktober 1867)
Scheel-Plessen. "Köln. Ztg." omtaler Scheel Plessens Erklæring i "Berl. Td." og knytter hertil følgende Bemærkninger: "Scheel-Plessen har rigtignok virket for Samstaten og aldrig troet paa en augustenborgsk Arveret til Schleswig-Holstein. Ogsaa nu vilde han rimeligvis foretrække en dansk Samstat, Schleswig-Holstein i Personalunion med Danmark, for enhver anden Kombination, saa at det er ikke meget bevendt med hans preussiske Sindelag. Men i Hertugdømmerne hører han til det mest fanatiske Parti, der ikke vil afstaa nogen Fodsbred af Nordslesvig, og det er en ejendommelig Fremtoning, at der efter Pragfreden i Spidsen for Schleswig-Holstein staaer en Mand, hvis egentlige Program - som man i Almindelighed og ikke ganske med Uret antager - bestaaer i, at Pragfreden ikke maa udføres. At de Danske, naar de tænke paa, hvorledes han har behandlet deres Landsmænd i Nordslesvig, koge af Raseri, kan ikke overraste. Men de gaa vistnok for vidt i deres Mistanke, naar de mene, at Scheel-Plessen er kommen til Danmark blot for at fremkalde Demonstrationer imod sig og derpaa at exploitere dem for sin antidanske Politik. Man kan ikke frakjende Scheel-Pleseen Evner og Fortjenester; men naar Alt kommer til Alt, er han et uhyggeligt Menneske, der synes bestemt til at øve en sørgelig Indflydelse paa Preussens nordiske Politik."
(Dags-Telegraphen (København) 30. oktober 1867).
I "Aalborg StiftSt." for i Onsdags læses følgende Artikel fra Grev Schimmelmann paa Lindenborg: "I Nr. 230 af "Aalborgposten" findes mit venskabelige Forhold til Hr. Baron Scheel-Plessen underkastet en Critik, hvis Autor skjuler sig under Redactionens Vinger. Det er ikke min krænkede Ære, som kræver et Svar af mig, og i lignende Tilfælde, i Særdeleshed naar Modstanderen fremkommer med en saadan Garibaldi-Stiil, kunde man bevare Taushed og lade Sagen tale for sig selv. Jeg tvivler om, at Forfatteren af den omtalte Artikel i ethvert Tilfælde vilde kunne forsvare sine Udtalelser, og kan ikke see Andet i samme end en privat Mening, udtalt paa en uforskammet Maade. Det er uforskammet, naar han vil forbyde mig at modtage Baron Scheel-Plessen hos mig, fordi han eller et politisk Parti, han mulig repræsenterer, har en ugunstig Mening om Baronens politiske Virksomhed, ligesom det vilde være uforskammet, naar jeg under samme Form vilde forbyde Forfatteren at modtage hos sig f. Ex. dHrr., der bære Ansvaret for Londoner Conferencens uheldige Udfald i Aaret 1864. Det er saavel i Forfatterens som i det Almindeliges Interesse, at jeg svarer ham her og advarer ham imod at fremføre for Offentligheden Exempler paa en Aand, der har viist sig som Danmarks værste Fjende og netop i delte Øieblik mindst er skikket til at fremme de danske Interesser." - "Aalborgposten" knytter hertil et udførligt Svar, hvori det hedder: "Man var saa godmodig derude (paa Grevens Gods), at man formeente, at det var umuligt, at Greven kunde have indbudt Baronen, men at Denne havde paatvungen sig ham til de gode Jagter paa Lindenborg; efter Grevens Erklæring om det "venskabelige Forhold", hvori han staaer til Baronen, synes imidlertid denne godmodige danske Undskyldning at maatte falde bort." - Efter en Henviisning til, at selv Reaktionens Organ "Flyveposten" har fordømt Scheel-Plessen som En af Danmarks bittreste Fjender, skrives endvidere: "Hvem er den Mand, om hvem Bismarck har udtalt, at han var den første Slesvigholstener, som allerede i Aaret 1864 havde erklæret, at det var hans faste Beslutning ikke at virke for Andet end for Hertugdømmernes Annexion til Preussen, og at han ikke fortjente Mistanken om, at han tjente danske Interesser? Hvem er det, som i Gjerningen har beviist dette og har været den preussiske Regjerings Redskab til at pine og plage vore danske Brødre i Nordslesvig? Hvem er det, som har laant sin Haand til at jage Tusinder af Mænd, Qvinder og Børn fra Arne og Hjem? Det er den preussiske Regjeringspræsident, Baron Carl Scheel-Plessen. Og denne sidste Bøddelgjerning maa han antages at have gjort med en vis Glæde; han er nemlig en i enhver Henseende saa uafhængig Mand, at han, naar han ikke sympathiserede med den tyranniske Fremgangsmaade, som er fulgt i Nordslesvig, aldrig vilde have modtoget en saadan Post eller i ethvert Fald for længe siden vilde have opgivet den, naar det ikke havde været ham en Glæde at bidrage sil til at kue alle dem, der ikke som han have glemt, at Danmark er deres gamle Fædreland, og at Danmarks Konge vilde have været deres retmæssige Monark, dersom Vold og Magt ikke havde fraranet ham Hertugdømmerne. Det kan være, at den tydske Grev Schimmelmann ikke forstaaer delte; men det er Noget, som enhver Dansk forstaaer, og derfor er det en "Uforskammethed" i Øieblikket at medbringe Baron Carl Scheel-Plessen hertil Landet, og ikke nogen "Uforskammethed" at paatale, at Greven har gjort sig skyldig deri."
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 2. november 1867)
Hr. Generalmajor v. Harbou har anmodet os om at optage nedenstaaende Stykke af et Foredrag, som han, i sin Egenskab af Formand for "Augustforeningen", holdt i denne Forening den 25de f. M. Til Oplysning om det paagjældende, paa forskjellig Maade omtalte Factum, have vi troet ar burde efterkomme denne Anmodning, idet vi dog fremhæve, at der ikke ben maa søges nogen Undtagelse fra den Regel, at vi ikke gjøre os til Organ for nogen politisk Forening. Foredraget er refereret i indirecte Form, og det vedkommende Stykke lyder saaledes:
"Endelig meente Formanden ikke at turde forbigaae et nyere Factum, men at maatte yde det en kort Omtale. Hr. Baron Carl Scheel-Plessen havde nemlig to Dage iforveien i "Berlingske Tidende" paakaldt en upartisk Nutids saavelsom Fremtidens Dom i Anledning af sin politiske Færd. Naar Hr. Baronen meente, at den mod ham her i Landet udtalte ugunstige Stemning kun herskede hos eller idetmindste kun havde sin Oprindelse fra et vist Parti, der ikke kunde glemme, hvorledes han i sin Tid havde holdt paa Statens Heelhed, da feilede han vistnok. Formanden vilde ikke blande sig i Baronens Stridigheder med nysmeldte Parti, men det maatte ikke indirecte kunne fremsættes, at der gaves noget Parti her i Landet, hos hvem Hr. Baronens Færd ikke havde vakt Beklagelse og Uvillie. Han sagde, at han ikke havde kunnet bevare sin Neutralitet: men saadant havde idetmindste været hans Pligt og Skyldighed, om han ogaaa havde Liebhaberier og Forventninger i Holsten. Her i Landet havde han allerede sine bestemte Forpligtelser, thi han var dansk Stamhuus- og Fideicommisgodsbesidder, der ikke turde stræbe, ved Holsteen at bringe den danske Heelstat i Afhængighedsforhold til det tydske Forbund; men herpaa vare hans Heelstatsbestræbelser i den senere Tid gaaede ud. Desuden havde han, Kongen af Danmarks Kammerherre og Commandeur af Allerhøistsammes Dannebrogsorden, været for meget som opæggende Person i den fjendtlige Stemnings og det fjendtlige Diplomaties Leir til, at han endnu kunde kaldes en loyal Mand, saaledes som han tidligere og navnlig i Aarene 1848-50 var det. Han kunde maaskee nok paastaae, at han ikke havde været nogen demokratisk Omvæltningsmand, men hvor en Saadan traadte op i slesvig-holsteensk Retning, fandt han ikke fast Modstand af Baron Carl Scheel-Plessen, der ved sine Bestræbelser i ridderskabelige Standsøiemed tilsidesatte sine Pligter mod Monarkiet og mod den Monarch, der havde hans Troskabsed og hans personlige Hylding. Tidligere Regjeringer havde vistnok begaaet store og paaviselige Feil, men de berettigede ikke Hr. Baronen til enhversomhelst Fremgangsmaade, og han er tilvisse Medskyldig i Monarchiets Sønderlemmelse. Ved sine frivillige Handlinger er man i forstærket Grad, og end ydermere naar man griber temeraire Initiativer, ansvarlig for Følgerne, og det et ikke nok, at man handler efter sin Overbeviisning, men denne Overbeviisning skal være den rette. Enhver kan have sine politiske Anskuelser, men i sine Bestræbelser cg sine Handlinger skal man holde sig indenfor Ret og Pligt. Den, der søger at skille sit Land ved dets Selvstændighed og at bringe det ind under en fremmed Stats eller en fremmed Monarchs uberettigede Indflydelse, forbryder sig mod sit Land og mod sin Landsherre."
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. november 1867).
Aristokraten og helstatsmanden Scheel-Plessen arbejdede før krigen 1864 for et Slesvig-Holsten ligestillet med kongeriget Danmark. Han troede ikke på at Slesvig-Holsten kunne eksistere som selvstændig stat (modsat augustenborgerne) og var modstander af den demokratiske bevægelse i Slesvig-Holsten. Efter krigen 1864 skiftede han holdning om at det større land skulle være Danmark, men Preussen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar