Grundlovsrevisionen 1866 sikrede de rigeste godsejere en overrepræsentation i Landstinget. Landstinget bestod nu af 66 medlemmer, 12 valgt af den stokkonservative Christian 9. Den skabte en stadig større modsætning mellem Folketinget der var valgt ved almindelig valgret, og Landstinget, hvilket især skærpedes efter at Venstre fik flertallet i Folketinget, mens Højre havde flertal i Landstinget. Det udløste en forfatningskamp som J. B. S. Estrup i første omgang tog overhånden i og som varede indtil Systemskiftet i 1901. I 1867 holdtes de første grundlovsmøder efter revisionen:
Grundlovsfesten. Grundlovens 18de Aarsdag mindedes igaar ved Flagning fra et stort Antal offentlige og private Bygninger og ved den sædvanlige af dHrr. A. Flinck og Claurins Rosenhoff foranstaltede Musik udenfor Kirkerne og gjennem Gaderne. Om Eftermiddagen musiceredes der fra Kl. 6 til 10 i Frederiksberg Have, hvor der fra Slottet Kl. 10 afbrændtes et ligeledes af dHrr. Flinck og Rosenhoff foranstaltet Fyrværkeri af Gaetano Amici. Trods Regnveiret havde der dog samlet sig en temmelig betydelig Tilskuermængde i Haven.
- Den egentlige Grundlovsfest afholdtes imidlertid paa Øster Fælled, paa hvis østlige Side der paa en lille Høi var opreist en med Flag og Grønt smykket Talerstol. Efterat de forskjellige Deeltagere, Festtoget havde samlet sig paa Gothersgadens Exerceerplads, satte Toget sig Kl. 6 i Bevægelse med Musik og Faner gjennem Gothersgaden, Kronprindsessegade, Sølvgaden og Rigensgaden samt over Østerbro ud til Fælleden, hvor man ankom omtrent Kl. 7. I Spidsen for Toget gik efter Communens Fane Indbyderne til Festen samt endeel af Rigsdagens og Communalbestyrelsens Medlemmer, derefter fulgte Arbeiderforeningen af 1860, Studenterforeningen, Vaabenbrødrene, de forskiellige Haandværkerforeninger, den norske Forening, de Studerende ved Landbohøiskolen, Sømandsforeningen med dens nye Faner, m. Fl. - Efterat Fanetoget havde ordnet sig omkring Talerstolen, hvad der medtog en ikke ringe Tid, opfordrede paa Indbydernes Vegne Borgerrepræsentationens Formand, Tømmermester Kayser Forsamlingen til at synge den første af de omdeelte tre Sange, en Sang af Mads Hansen for Kongen.
Efterat denne Sang var afsungen, gaves Ordet til Folkethingsmand, Gaardeier P. Hansen af Øverød, der mindede om, at her i Landet altid alle Festligheder havde gienlydt af og været giennemtrængte af de bedste Ønsker for Landets Konge. Men der var en væsentlig Forskel imellem den Hyldest, der var bleven bragt de absolute Konger, og den, som man senere bragte de konstitutionelle. Hilsenen fra et frit Folk, kan nu ei misforstaaes. Kun 2 Konger, nemlig han der nu bærer Guldkronen og han, der nu hviler under Guldkrandsen histude i Roeskilde, havde kunnet glæde sig over at høre et frit Folks Jubelkvad. Vi vilde aldrig glemme, at det var Frederik den 7de, der gav os Frihedsgaven: men heller ikke vilde vi glemme, at det var Christian den 9de, der af Folket blev kronet til Vogter for dets Frihed. Det var en tung Byrde, som han herved overtog navnlig under de ulykkelige Tidsforhold og Landets Nød. Men nu var Tvivlens og Mistillidens Tid forbi. Konge og Folk havde gjensidigt læst i hinandens Hjerte. Vi støttede os nu til den faste Forvisning, at, naar Kongen og Folkets Attraa gik i samme Retning, vilde det bære sin gode Frugt for Landet. Med disse Ord vilde Taleren udbringe et længe leve Kong Christian den 9de! Et rungende, ni Gange gjentaget Hurra besvarede dette Leve, hvorpaa man afsang en Sang af Carl Ploug for Danmark.
- Derefter talte Prof. J. L. Ussing: Danmarks store Magt i Europa ligger langt tilbage i Tiden. Det var i Kong Volmers Dage, at Danmark strakte sig vidt omkring langs Østersøens Kyster. Men da var Danmark altfor stort og havde altfor mange fremmede tydske Grene. Fra den Tid af, at den sorte Greve overfaldt og fangede Danmarks Konge, gik Landets Magt stadig tilbage. Vel hævede det sig af og til, men Uvejrsskyerne kom atter frem. Vi selv have seet Laurbærkrandsen fra forrige Krig blegne. Løgnen fra Syd har røvet os den dyrebareste Deel af vort Land og vore trofaste Brødre. Landet er blevet lemlæstet, og smertelig er Tanken om de sørgelige Tilstande hos vore fraskilte Brødre. Sandelig! Det er en alvorlig Tid, og ikke en Tid, der synes egnet til festlig Glæde. Men dog ville vi holde Fest idag og vise, at vi endnu have Haab. Vi støtte ikke dette paa de Løfter til os, hvorom man læser i Bladene. Nei! Vi støtte det først og fremmest til Gud, idet vi stole paa, at der endnu er en Gnist af hans Aand hvilende over det danske Folk. Vi støtte desuden Haabet paa den Varme, der endnu gjennemtrænger det danske Folk, og som endnu i de sidste Dage har reist sig i Kappelysten for at hjælpe vore ulykkelige fordrevne slesvigske Brødre. Vi støtte det endvidere paa den Følelse af Selvstændighed, som viser sig hos os, senest i den frivillige Skarpskyttebevægelse, og som er uadskillelig fra Frihedsfølelsen. Vi støtte endelig vort Haab paa den Omstændighed, at Folkets Mænd paa Thinge i rette Øieblik have lyttet til Hjertets Stemme og ei fulgt en kneben Sparsommelighedsaand, idet de have ordnet Landets Forsvarsvæsen. Forhaabenllig vil der nu ei længere være nogen Vaklen om, hvor vi skulle søge vore Venner; men ialtfald kan nu Ingen her i Lantet længere tvivle om, hvor vi maae søge vore Fjender. Lad os med Blod og Haab hilse vort gamle Fædreland idag; lad os hjælpe vor gamle Moder til at samle sine Børn. Lad os love, at intet Offer vil være os for stort, og at vi ville kæmpe for, at vor gamle Moder igjen maa staae frisk og sund og ung som i gamle Dage. Leve Danmark! - Kraftige Hurraraab besvarede dette Leve.
- Efterat man derpaa havde afsunget en Sang af P. Hansen, talte Etatsr., Borgermester L. C. Larsen for Grundloven. Han mindede om, at vi idag første Gang holdt Grundlovsfest efterat Kong Christian den 9de havde sat sit Navn under Frederik den 7de's gjennemsete Grundlov. Var det da rigtigt nu at vedblive at holde Grundlovsfest d. 5te Juni, eller skulde man maaskee ikke hellere holde den d. 28de Juli? Hertil maatte man imidlertid svare et bestemt Nei. Vi havde nemlig endnu Frederik den 7des Grundlov som et Arvegods. Det gik ikke med hans Grundlov, som med hans Rige, at det efter hans Død blev sønderlemmet. Taleren vilde her forbigaae Grundene til de i den oprindelige Junigrundlov foretagne Forandringer, men han vilde minde om, at vi endnu i alt Væsentlig havde Frederik den 7des Grundlov og nu gjældende for alle vore Anliggender. Den gjennemsete Grundlov gav os ligesaa fuldt som den oprindelige alle de os af Frederik den 7de tiltænkte Goder og Friheder, lad os derfor vedblive med som i Frederik den 7des Tid at holde Grundlovsfest den 5te Juni og lad os udbringe et kraftigt Grundloven leve - Ni Gange gientagne Hurraraab besvarede dette Leve, hvorpaa Tømmermester Kayser erklærede den alvorlige Deel af Festen for sluttet.
- Den største Deel af den tilstedeværende Menneskemængde, der til Trods for det ugunstige Veir beløb sig til mindst en halv Snees Tusinde, forlod nu Fælleden, efterat Redacteur Rimestad havde udbragt et Leve for Folkethinget med Tak for dets Holdning i Hærsagen, og efterat der ligeledes var udbragt et Leve for Festcomiteen. En Deel af Publicum forblev imidlertid i Mangel af Bedre endnu nogen Tid paa Fælleden, hvor der musiceredes paa forskjellige Steder, og hvor der var opreist henimod 200 med Flag og Grønt smykkede Telte og Beværtningsborde. Festlighederne her afsluttedes Kl. 10 med et Fyrværkeri af G. Amici. - Ogsaa i Tivoli og Alhambra var der i Anledning af Grundlovsdagen arrangeret Fester, ligesom der ogsaa paa Klampenborg blev afholdt en livlig, mindre Fest.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juni 1867. Afsnit er indsat for læsbarhedens skyld).
Harald Hartvig Kayiser (1817-1895) var formand for Københavns Borgerrepræsentation 1863-1873, medlem af Folketinget 1854-1864 og af Landstinget 1871-1895. Han var nærmest nationalliberal.
P. Hansen er muligvis skolelærer, gårdejer og politiker Peder Hansen (1800-1873)
Johan Louis Ussing (1820-1905) var filolog og arkæolog. 1864 blev han valgt til Folketinget
Lars Christian Larsen (1813-1873) var borgmester og politiker, medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Han var nationalliberal
Silkeborg, den 6te Juni.
- Grundlovsfesten paa Himmelbjerget igaar var ikke nær saa godt besøgt, som den pleier at være, hvilket vel nærmest havde sin Grund i, at Himmelen fra Morgenstunden af var overtrukket af tunge Regnskyer, som hvert Øieblik truede med at udgyde deres vande Indhold over alle dem, som vare dristige nok tik at begive sig paa den lange Vei til Festpladsen. Men var Festen saaledes ikke saa talrig besøgt som tidligere, saa var den til Gjengjæld saameget desto livligere, og navnlig i Henseende til Talerne mindes vi ikke i mange Aar at have oplevet en mere vellykket Folkefest end denne. Vel gik den ikke af uden en lille politisk Brydning, men da denne fandt Sted i al Gemytlighed og uden al opirrende Fanatisme, bidrog den kun til yderligere at klare Anskuelserne om den Sag, hvorom der taledes.
Talernes Række aabnedes af Skolebestyrer Viborg, idet han paa Indbydernes Vegne bød Forsamlingen Velkommen og foreslog Pastor Madsen fra Gjødvad til "Ordstyrer" (et godt dansk Ord istedetfor det fremmede "Dirigent"). Efterat Hr. M. havde takket for Valget og en Sang var bleven afsungen, udbragte Gaardeier R. Mathiassen af Emborg efter gammel Skik og Brug et Leve for Kongen og den kongelige Familie, idet han mindede om, at Hs. Majestæt under Forfatningsforhandlingerne bestandig havde staaet paa Lovlighedens Standpunkt, Noget man ikke kunde sige at enhver Konge havde gjort, under lignende Omstændigheder.
Efter Afsyngelsen af Grundlovssangen fra ifjor talede Pastor Madsen og Skolelærer Bjørnbak fra Viby for Grundloven. Begge Talerne vare enige om, at ønske Grundloven af 5te Juni tilbage igjen sin oprindelige Skikkelse; men medens den Første betragtede 5te Junidagen som en Glædesdag, en Haabets Dag, og Festen som en Mindefest for den Konge, som gav os Friheden, betragtede den Sidste ikke 5te Junidagen som en Glædesdag, paa Grund af den Forandring, Grundloven var undergaaet; af samme Grund betragtede han ogsaa kun Festen som en Gravølfest, men dog en saadan, hvor man, som i gamle Dage gav hinanden Løfter og Raad for Fremtiden; han vilde intet Ulovligt tilraade, men han vilde, at vi skulde love hinanden ved alle de lovlige Midler, der staae til vor Raadighed, at virke for at faae 5te Juni Grundloven tilbage i sin uforandrede Skikkelse; men idet vi virkede herfor, skulde vi søge at arbeide saaledes, at Folket kan blive besjælet af den rette nationale Følelse, og udbrede Lærdom paa en saadan Maade, at man kan see, at Folket tilfulde er modent til 5te Junigaven. Han haabede, at der nu som før var et kjærligt Kongehjerte som vilde give os den tilbage, og med Ønske om, at dette Haab maa gaae i Opfyldelse udbragte han et Leve for Grundloven.
Efter Afsyngelsen af en tredie Sang talede Pastor Teilman fra Ormsløv for Danmark, som han paa en smuk Maade sammenlignede med en Moder, som havde mistet det Bedste hun eiede, c: endeel af sine Sønner.
Derefter mindede Fabrikeier M. Drewsen i et varmt og smukt Foredrag om, hvad Frederik den Syvende var for det danske Folk, og idet han paaviste, hvad Folket skyldte ham, foreslog han under levende Bifaldsraab at sætte den afdøde elskede Konge et storartet Mindesmærke paa Himmelbjerget. Denne smukke Tanke tiltraadtes strax paa Indbydernes Vegne af Redakteur Sørensen, som foreslog, strax at tage fat paa Værket og nedsætte en Komitee, som kunde tage Sagen i sin Haand og organisere en almindelig Indsamling i dette Øiemed. Efterat Forsamlingen havde billiget dette, foreslog han følgende Mænd til Medlemmer af Komiteen: Fabrikeier M. Drewsen, Kammerherre Jessen, Grosserer Broge samt Folkethingsmændene J. Jørgensen og Termansen, hvilket Valg Forsamlingen ligeledes billigede. Fabrikeier Drewsen takkede for Valget og lovede at gjøre for Sagen, hvad der stod i hans Magt, hvilket besvaredes af Forsamlingen med et rungende Hurra for Drewsen.
Efterat en Sang for Slesvig var bleven afsungen, mindede Pastor Madsen paa en smuk Maade om de danske Slesvigeres Lidelser og Nød, deres og alle Danske Haab, Nordslesvigs Gjenforening med Danmark, og sluttede med et Leve for den danske Sags troeste Forkjæmpere i Slesvig, Ahlmann og Kryger. Derefter holdt Landinspekteur Bojsen fra Gjedved et humoristisk Foredrag om en god Konstitution, som han meente var en ligefrem Nodvendighed for ethvert Folk og især for det danske *).
Efterat endnu en Sang var bleven afsungen, talede Høiskoleforstander, Kand. Nørgaard fra Thestrup ved Aarhuus i et smukt og beaandet Foredrag for et stærkt, treenigt Norden, hvilket gav Anledning til en Ordvexling mellem dHr. Bjørnbak, Fabrikeier Drewsen og Nørgaard. Den Første vilde nemlig ikke noget Skandinavien, han vilde, at vi kun skulde være Danske og meente, at der var Fare for Landet, naar vi vilde gjøre os større, end vi virkelig vare. Dhrr. Drewsen og Nørgaard imødegik ham under Forsamlingens stadige Bifald, og Hr. Bjørnbak, der stadig replicerede, sluttede med den Formening, at "Enhver blev salig ved sin Troe". Efterat Hr. Bjørnbak endnu engang havde havt Ordet, talede Kandidat Baagøe fra Thestrup Høiskole for Steen Blichers og de andre danske Digteres Minde, og under Henviisning til en af Steen Blichers bekjendte Sange opmuntrede han det danske Folk til at feie alt det Fremmede, navnlig det Tydske, ud. Festen sluttede som sædvanlig med et af N. Hansen fra Christianshøi udbragt Leve for Festkomiteen, hvorefter man spredte sig til forskjellige Sider, Nogle for at hengive sig til Dandsens Glæder, Andre for at tilfredsstille "Livets første Fornødenheder" og atter Andre for at samtale om, hvad de havde hørt paa denne Dag og - "lægge Planer for Danmarks Fremtid".
*) Denne Tale, der ikke godt lader sig gjengive i en sammentrængt Form, ville vi forhaabentlig være istand ni at give nogenlunde fuldstændig i et senere Nr. Det Samme giælder for flere af de andre Talers Vedkommende. Red.
(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 6. juni 1867. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).
Lars Bjørnbak (1824-1878) var i 1857 med til at oprette en højskole som modsat Grundtvig og Kold lagde vægt på oplysning og opdragelse. Han var modstander af krigen 1864. I 1866 var han medstifter af Aarhus Amtstidende og eneredaktør indtil sin død. Hans politiske anskuelser prægede Østjylland hvor der indtil århundredskiftet taltes om "bjørnbakkerne" og grundtvigianerne.
Michael Drewsen (1804-1874) var papirfabrikant og således med til (1844) at grundlægge Silkeborg som industriby. Fra 1865 var han eneejer. Han var medlem af den grundlovgivende forsamling i 1848 og sad i flere omgange i Folketinget og Landstinget. Han var i 1854 med til at afholde den første grundlovsfest på Himmelbjerget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar