Lærerinder. (Efterskrift til Politivennen)

Lærerinderne i Kjøbenhavns Almueskoler. Det har sikkert forundret ikke saa faa Sagkyndige, naar en Forfatter - Nemo - som i "Dags Telegrafen" for den 25de og 26de November undersøger Hovedmanglerne ved kjøbenhavns Almueskoler - Undersøgelser, som i det Hele forekomme os temmelig overfladiske - , iblandt disse Mangler opfører "en overdreven Ansættelse af Lærerinder"; men Forundringen maa stige, naar man erfarer, at det Væsentligste, som man har at iboende mod Lærerindernes Virksomhed, er, at nogle af dem mangle den fornødne Færdighed til at undervise i Skrivning, en Paastand, som begrundes ved at Sammenligning af sideordnede Klasser skulde for det Meste udvise et bedre Resultat for de Klassers Vedkommende, som undervises af Lærere. Dette maa vi bestemt benegte; vi paastaa og vi tro, at enhver i Sandhed Sagkyndig vil give os Ret deri, at Lærerindernes Resultater i det Hele fuldkommen kunne maale sig med Lærernes ikke blot i Skrivning, men ogsaa i alle andre Retninger, hvilket ikke udelukker, at de paa et enkelt Sted kunne staa under, et andet Sted endog over. Erfaringen har desuden her, ligesom t Sverige, Norge og Finland, tilstrækkelig godtgjort, til hvor stor Velsignelse den dannede Kvindes Gjerning er i Folkeskolen, og vi kunne dristig indbyde til en Sammenligning imellem de Klasser, hvor Pigebørnene ere betroede til Lærerinders Vejledning, og dem, der undervises af Lærere, og skjøndt der naturligvis kan gives Undtagelser, vil man dog let opdage, hvor der i Reglen hersker den største Disciplin, Orden, Renlighed og i det Hele taget den bedste Tone. Det er derfor saa langt fra, at vore Pigeklasser i det Hele taget have tabt ved Lærerinders Indførelse, at de tværtimod væsentlig have vundet; thi vi maa vel erindre, at Almueskolen ikke blot skal være undervisende, men i Sandhed ogsaa virke forædlende og opdragende; vi Lærere kunne undervise ligesaa godt, for ikke et sige bedre end mangen Lærerinde, men vi kunne dog umulig tro om os selv, at vi skulde være de Bedste til at opdrage den vordende Kvinde; i den Henseende maa vi absolut give tabt. Vi skulle vel vogte os for alle Overdrivelser og derfor villig indrømme, at Lærerinder skulle vælges med Skjønsomhed, og at der bør gjøres Forskjel paa Lærerinder som paa Lærere; Alle have ikke lige store Evner, Alle tilveiebringe ikke lige store Resultater, det vilde jo være umuligt, men de allerfleste af vore Lærerinder skulle have det velfortjente Vidnesbyrd, at de arbeide med en Iver, en Udholdenhed, en Punktlighed og Utrættelighed, som gjør dem selv Ære, er Skolen til stor Gavn og i flere Henseender kunne være os Lærere til gavnlig Paamindelse. Er der derfor med Hensyn til Lærerinders Ansættelse ved vore Folkeskoler en Mangel tilstede, da ligger denne ikke i, at der er ansat for mange, men snarere deri, at man ikke endnu har været istand til at føre Principet fuldt ud: Ansættelse af Lærerinder i alle Pigeklasser - dog naturligvis ikke med Udelukkelse af Faglærere, hvor dette gjøres nødvendigt, og det ikke blot i de Høiere, men først og fremmest i Elementarklasserne. Ogsaa i denne Henseende er vi nemlig fuldstændig uenige med Hr. Nemo; ogsaa i denne Henseende ere vi saa heldige at kunne henvise til Erfaringens sikre Vidnesbyrd; vi have nemlig Lærerinder i enkelte Pigeforberedelsesklasser, og vi have god Grund til at mene, at man maa være særdeles tilfreds med deres hele Virksomhed, saa tilfreds, at Overstyrelsen derved nu sikkert har vundet den Overbevisning om Lærerinders Anvendelighed paa dette Punkt, som den savnede for 8 Aar siden. Og det ligger i sagens Natur, at det lille Barn, som med Ængstelse og Bedrøvelse forlader sin Moders Omsorg, langt lettere slutter sig til, langt lettere kan veiledes af en Kvinde, som i Reglen er taalmodigere, kjærligere, mildere og venligere end nogen Mand, der ofte mod sin Villie foretrækker Barnet ved sit barskere Væsen og sin Haardere Tiltale. Vi ville derfor aldeles ikke have Noget imod at se Lærerinder i vore Drengeforderedelsesklasser og kunne ingenlunde med Hr. Nemo finde dette absolut forkasteligt, dog vel at mærke, naar disse Klasser samtidig blive gjort, meget mindre. Deri maa nemlig Alle være enige, at de nuværende Elementarklasser med et Antal af stundom indtil 100 Børn ere aldeles forkastelige, og at de tilføie baade Skolen og Individerne, navnlig de svagere begavede, den ubodeligste Skade, selv der, hvor man har de dygtigste Lærere eller Lærerinder; vi ere ogsaa overbeviste om, at de kun opretholdes af rent økonomiske Grunde, idet man hidtil er vegen tilbage for de ikke ubetydelige Udgifter, som forøget Lærerkraft og Ombygning af Lokaler vilde medføre. Sagen lod sig dog sikkert ordre uden altfor store Udgifter, naar man lod Lærerinder, der jo nu engang haves billigere, undervise overalt i Elemertærklasserne, hver et Antal af indtil 30 a 40 Børn , og for disse Klassers Vedkommende kunde der ikke være noget Væsentligt at indvende imod, at to Klasser samtidig undervistes i et Rum, da de til disse Klasser bestemte Værelser ere meget store, hvorved altsaa alle Ombygninger kunde undgaaes. Som et Forsøg paa at komme ud over den nuværende uheldige Tilstand have vi ikke taget i Betænkning at fremsætte dette Forslag, som naturligvis vil møde megen Modstand, til nærmere Overveielse; vi tro, at det uden store Vanskeligheder lader sig gjennemføre. Endnu maa det være os tilladt at bemærke, at disse Linier, hvad der vel kan sees paa flere Steder, ikke have til Hensigt at fremhæve Lærerinderne paa vor egen Bekostning; vi have kun gjort et Forsøg paa at hævde vore Lærerinders Stilling som et vigtigt Led i Almueskolens nuværende Ordning overfor Udtalelser, som vi fandt uretfærdige mod dem og skadelige for den Sag, for hvilken vi alle kæmpe, hvor uenige vi end i det Enkelte kunne være: vor Almueskoles Vel og Fremgang. A-n.

(Dags-Telegraphen (København) 29. november 1869)-