Preussisk Note. (Efterskrift til Politivennen)

Preussisk Note om det nordslesvigske Spørgsmaal. Efter "Nordd. Allg. Ztg." meddele vi den Note, som den preussiske Gesandt i Kjøbenhavn, Hr. v Heydebrand und der Lasa, har tilstilet Hs. Exc. Udenrigsminister Grev Friis. Den lyder i Oversættelse saaledes.

"Kjøbenhavn, den 18de Juni 1867. Undertegnede har gjentagne Gange havt den Ære i fortrolig Samtale at henlede den kgl. danske Hr. Conseilspræsidents Opmærksomhed paa de Spørgsmaal, som knytte sig til Udførelsen af Art. 5 i den mellem Preussen og Østerrig den 30te August f. A. i Prag afsluttede Fred. Han har derved kunnet udtale sin Regjerings Ønske om paa venskabelig Maade at komme overeens med den kgl. danske Regjering om visse foreløbige Spørgsmaal, der dannede den nødvendige Forudsætning for Afstaaelsen af en Deel af Hertugdømmet Slesvig, og han har som disse foreløbige Spørgsmaal betegnet de fornødne Garantier for de i dette District boende Tydskeres Sikkerhed og Overtagelsen af en forholdsmæssig Deel af Hertugdømmernes Gjældsbyrde. Hr. Conseilspræsidenten har ogsaa udtalt sin Beredvillighed til at træde i Forhandling om disse Punkter, og Hs. Maj. Kongen, min allernaadigste Herres, Regjering turde hengive sig til den Forventning, at den kgl. danske Gesandt i Berlin vilde blive sat istand til at tilkjendegive sin Regjerings Hensigter i begge Henseender.

Til sin mest levende Beklagelse har den i den seneste Meddelelse fra Sidstnævnte, i en fortrolig meddeelt Depeche fra Hr. Minister Friis til Hr. Quaade af 1ste d. M., istedetfor de forventede bestemtere Erklæringer, kun fundet en Henviisning til de bestaaende Love og Tractater, hvilke Hr. Ministeren anseer for saa fuldkommen tilstrækkelige, at enhver yderligere Garanti vilde være overflødig og endog betænkelig.

Undertegnedes Regjering troer ikke i denne foreløbige Yttring at skulle see den kongl. danske Regjerings definitive Opfattelse. Den vil ved nærmere Overveielse ikke kunne skjule den eiendommelige Natur ved disse Forhold, som gjør det umuligt for den preussiske Regjering under de særegne Omstændigheder i disse Landsdele at lade sig nøie med Henviisning til Lovene og almindelige Forsikkringer om en ikke betvivlet Velvillie fra den danske Regjerings Side imod alle dens eventuelle Undersaatter. Den vil finde det naturligt, at hvis Hs. Majestæt, Kongen erklærede sig beredt til at lade mulige paa en Gjenforening med Danmark rettede Ønsker fra nordslesvigske Undersaatters Side gaae i Opfyldelse, have hans tydske Undersaatters Ønsker og Trang i disse Territorier ikke mindre Betydning for ham. Fredstractaten i Prag har ikke forpligtet Preussen til at afstaae tydske kommuner imod deres Villie og med Tab af enhver Ret til deres nationale Ejendommeligheder til et fremmed Land og at give dem til Priis for Farer, hvorfor Frygten ved Tanken om Fortiden træder tydelig nok frem hos dem selv. Den kongelige Regjering har netop ved hiin Artikel i Fredstractaten viist, at den saavidt muligt vil tage Hensyn til Befolkningens Ønsker og Rationalitet; men den er derhos forpligtet til fremfor Alt ikke at lade dette Hensyn af Øie ligeoverfor dens egne Landsmænd, og den tør ikke glemme, at Aarsagerne til Forstyrrelsen af det gode Forhold, der bestod i tidligere Tider, væsentligst laa i den Omstændighed, at Hs. Majestæt Kongen af Danmarks Regjering efter Forandringen af Monarchiets ældre Forfatning ikke mere var i Stand til at yde den danske Krones tydske Undersaatter den samme Beskyttelse for deres Nationalitet og Sprog, som de tidligere have glædet sig ved. Hs. Majestæt Kongen, min allernaadigste Herres, Regjering maatte under Eftervirkning af de sidste Aars Begivenheder og Kamp mere end tidligere frygte for, at Klagerne fra de tydske Indbyggere i Slesvig, som fandt deres naturlige Gjenklang i Tydskland, vilde finde berettiget Anledning til en Gjentagelse deraf, naar tydske kommuner i det nordlige Slesvig uden forfatningsmæssige Garantier bleve underkastede en Regjerings Myndighed, som, med den bedste Villie til at ville være retfærdig mod sine tydske Undersaatter, dog fremfor Alt maa rette sig efter det forfatningsmæssige Udtryk for Stemningen hos en national dansk Folkerepræsentation. Hs. Majestæt Kongen af Danmarks Regiering vil uden Tvivl dele Undertegnedes Overbeviisning om, at det til Sikring af det fra begge Sider attraaede venskabelige Forhold mellem Tydskland og Danmark er raadeligst ikke paany at lægge Spiren til lignende Stridigheder som dem, der tidligere udsatte begge disse Landes og derigjennem Europas Fred for Fare. 

Undertegnede har derfor af sin Regjering faaet det Hverv paa Embedsvegne at rette den Forespørgsel til Hr. Conseilspræsidenten, om den kongl. danske Regjering troer sig istand til at træffe indretninger og at stille Forholdsregler i Udsigt, som give bestemte Garantier for Beskyttelsen og Sikringen af den nationale Eiendommelighed hos de Tydskere, der enkeltviis eller communeviis boe i de Distrikter, som eventuelt maatte blive afstaaede, og af hvilken Art i individuel, local og communal Henseende disse Garantier ville blive? - eller om den volder en saadan Hensyntagen til og Opretholdelse af fremtidige tydske Undersaatters nationale Eiendommelighed for umulig, eller i al Fald definitivt afslaaer forud at erklære sig bestemtere derom.

Det behøver ikke at bemærkes, at af Besvarelsen af disse Spørgsmaal er Omfanget af den paatænkte Afstemning, resp. Afstaaelse, afhængig, og jo mere den kongelige Regjering ønsker ved Afslutningen af dette Anliggende saavel at tage Hensyn til Befolkningens Stemning, som ogsaa at give den kongl. danske Regjering et Beviis paa sine venstabelige Følelser, desto mere maa den ogsaa vente, at den Sidste ved en tilsvarende Imødekommen vil giøre den en hurtig Afgjørelse mulig.

I Forbindelse med denne Gienstand tillader Undertegnede sig ogsaa at udbede sig en bestemt Yttring over det andet, allerede i de fortrolige Underhandlinger af ham berørte Punkt, nemlig Beredvilligheden til Overtagelse af en forholdsmæssig Deel af Hertugdømmernes Gjæld.

Jeg benytter tillige denne Leilighed etc."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. juni 1867)

Weser Zeitung rapporterer om status for forhandlingerne vedrørende Nordslesvig. Den skrev følgende: "Den preussiske regering er fast besluttet på at anvende den eneste hidtil ikke-udførte artikel i Pragfreden med hensyn til Nordslesvig. Den kategoriske anmodning rettet til Danmark bekræftes. I de fortrolige indledende forhandlinger ser Danmark ikke ud til at have afvist den ønskede garanti direkte, men kun afgivet undvigende erklæringer om at det ikke var nødvendigt da statslovene var tilstrækkelige osv. "Dagbladet" udtalte åbent at regeringen anså det for mere fordelagtigt at lade spørgsmålet stå åbent frem for at acceptere det preussiske tilbud. I København tog man tilsyneladende fejl med hensyn til betydningen af ​​regeringens beslutninger. Preussen ser dog ikke ud til at bruge den danske regerings undvigende svar som undskyldning for at bevare status quo. Der står intet i Pragfreden om en forudgående aftale med Danmark; heller ikke afstemningslinjen er engang tilnærmelsesvis markeret. Det siger sig selv at Preussen ikke vil lade Dybbølskanserne overgå på danske hænder igen. Preussen trækker stemmegrænsen afhængigt af den sikkerhed som den danske regering er i stand til at give de tyske indbyggere i de afstemningspligtige områder. Hvis Danmark nægter enhver garanti, vil Preussen naturligvis være i stand til kun at afstå de rent danske distrikter. Det forekommer ikke umuligt at en anden opfattelse af landets love i betragtning af denne situation blev anset for passende i København (ideen om enklaven ser ud til at være fuldstændig elimineret). Når den preussiske regering har besluttet sig for denne procedure, kan det også antages at implementeringen af ​​den relevante artikel i Pragfreden vil blive gennemført inden den 1. oktober, dvs. før den preussiske grundlovs indførelse i de indlemmet landsdele, for at sætte en stopper for en situation som ingen er glade for. Muligheden for at Danmark ikke skulle acceptere overtagelsen af ​​området efter befolkningsafstemning, skal formentlig ikke tages i betragtning.

Ueber den Stand der Verhandlungen hinsichtlich Nordschleswigs wird der Wes. Ztg. von hier geschrieben: "Die preussische Regierung ist entschlossen den einzigen bisher nicht ausgeführten Artikel des Prager Friedens in Bezug auf Nordschleswig zur Anwendung zu bringen. Die an Dänemark gerichtete kategorische Anfrage bestätigt sich. In den vertraulich geführten Vorverhandlungen scheint Dänemark die verlangte Garantie nicht direct abgelehnt, sondern nur ausweichende Erklärungen abgegeben zu haben. Besondere Garantien seyen nicht nöthig, da die Landesgesetze genügten u. s. w. "Dagbladet" sprach unverhohlen aus die Regierung erachte es für vortheilshafter die Frage offen zu lassen, anstatt das preussische Angebot anzunehmen. In Kopenhagen hat man sich offenbar über die Bedeutung der Entschlüsse der Regierung getäuscht. Preussen scheint aber nicht gewillt die ausweichende Antwort der dänischen Regierung zum Vorwand zu nehmen um den status quo aufrecht zu halten. Im Prager Frieden steht nichts von einer vorherigen Verständigung mit Dänemark; ebensowenig ist die Abstimmungslinie auch nur annähernd bezeichnet. Dass Preussen die Düppeler Schanzen nicht noch einmal in dänische Hände übergehen lässt, versteht sich von selbst. Preussen wird die Abstimmungslinie ziehen je nach der Sicherheit welche die dänische Regierung für die deutschen Einwohner der der Abstimmung unterworfenen Territorien zu machen um Stande ist. Verweigert Dänemark jede Garantie, so wird Preussen dadurch natürlich in die Lage versetzt nur die reindänischen Districte abzutreten. Es scheint nicht unmöglich dass man in Kopenhagen bei dieser Lage der Dinge eine andere Ansicht über die Landesgesetze für angemessen erachtete (die Idee der Enclave scheint dabei ganz beseitigt). Wenn einmal die preussische Regierung zu diesem Verfahren entschlossen ist, so darf man auch annehmen dass die Ausführung des betreffenden Artikels des Prager Friedens vor dem 1 October, d. h. vor der Einfåuhrung der preussischen Verfassung in den einverleibten Landestheilen, erfolge, um einem Zustand ein Ende zu machen der niemanden zur Freude gereicht. Die Eventualität dass Dänemark nach der Befragung der Bevölkerung die Uebernahme des Gebietes nicht annehmen sollte, braucht man wohl nicht in Erwägung zu ziehen.

(Allgemeine Zeitung 25. juni 1867)

Fra Nordslesvig, 4. juli. Nogle har sikkert allerede stillet sig selv spørgsmålet: hvorfor skal Danmark i tilfælde af en overladelse af "blandede" distrikter som tyskere eller dansktalende tysksindede bor i, stille detaljerede garantier? Forslaget er ikke kun politisk forståeligt, det er også absolut rimeligt at gå frem på denne måde hvis man kender de omstændigheder som kravet opstår på baggrund af. På afstand er den gode tysker tilbøjelig til at række danskerne en hånd i forsoning, for at se det som urimeligt, hvorfor vi faktisk ikke samles i pan-germanismen, man vil helst forbrødre sig med det samme, og en hemmelig idé man med glæde har fastholdt, er at få Danmark til at slutte sig til det nordtyske forbund. Tingene ser anderledes ud tæt på. Den menneskelige lunkenhed på tysk eller dansk side er irrelevante, de bliver simpelthen trukket med af den der styrer feltet, men ingen forsoning er mulig med de egentlige danskere eller dansksindede foreløbig fordi de betragter os med et voldsomt, uforsonligt had. De førende politiske kræfter i Danmark er passioneret patriotiske. Besunget i minderne om en glorværdig historie, da Danmark endnu var stærkt og magtfuldt, så de det tyske folk rykke frem, lede, civilisere og dominere, dets fibre kunne ikke udryddes med magt, og da det genopstod aktivt, blev tyskerne samlet i en magtfuld statsdannelse der bringer dødens time stadig tættere på. Derfor hader den ægte dansker tyskeren med al sin sjæls ildhu, og endnu mere indædt siden hans korthus blev blæst omkuld af preusserne. Fortvivlelsen over at se det gamle Danmark bryde sammen over for germanismen, måske over at blive fordrevet af dem, griber alle patrioterne med den bitreste smerte. Og nu overvejer man at der skal tages et afgørende skridt fremad i det såkaldte Nordslesvig-spørgsmål. Det "forbandede tyske røverbande" har fravristet det gamle "rigtigt danske" kronland Slesvig fra Danmark. Måske brød de overlegne tyskere terræn med sværdet og civilisationen, Slesvig blev germaniseret for fire femtedeles vedkommende, tyskernes overvægt blev tilvejebragt i de nordligste byer, de blev skubbet til den nordlige grænse, også i såkaldte danske distrikter er blevet uorganiserede overalt, danskeren anser denne ustoppelige fremadrettede bevægelse for at være den mest bitre uretfærdighed. Tabet af Slesvig forekommer ham at være begyndelsen på enden som er tydelig for enhver. Der er en stråle af håb! Art. 5 nationalitetsprincippet, dvs. den franske intervention! De gamle remser trækkes igen. "Det gamle danske kronland", "Dannevirke-linjen", "sløjfning af Dybbøl og Als", endnu en gang har galskaben grebet om sig. Sådan er stemningen i det danske folk; Hvor man er mere forsigtig og nogle gange også mere godmodig, som i Jylland, tænker man på Vogel v. Falkenstein. Men burde de strengeste garantier ikke kræves over for en sådan sindssyg bitterhed? Tro os, vi kender danskerne: ingen lov, ingen autoritet ville forhindre dem i at træde de genvundne tyskeres fødder under fødderne. Hvert ord, hver vores handling er noteret i København, og det er ingenlunde blot en ondsindet hævn over den enkelte som vi vil blive konfronteret med, nej, vi skal betale for at den danske stat langsomt, men sikkert synker på grund af de forhadte tyske røvere. Derfor garantier på den mest konkrete måde - danskerne vil ikke give nogen, og hvis den danske regering ville det, vil de ikke kunne give dem, Preussens stærke hånd er dem for ubehagelig; Men vi der står over for denne vanvittige fanatisme, skulle foragtes hvis vi ikke følte os dobbelt tyske. Hammer eller ambolt! Lad os være hammer!

Aus Nordschleswig, 4. Juli. Mancher hat sich wohl schon die Frage vorgelegt: warum denn eigenlich im Fall einer Retrocession "gemischter" Districte, in welchen Deutsche oder dänisch-sprechende Deutschgesinnte wohnen, von Dänemark detaillirte Garantien verlangt werden? Der Vorschlag ist nicht nur vom Standpunkt der Politik aus begreiflich, es ist auch, wenn man die Verhältnisse kennt auf deren Grundlage sich jene Forderung erhebt, absolut gerecht in dieser Weise vorzugehen. Von der Ferne aus ist der gute Deutsche geneigt die Hand den Dänen zur Versöhnung zu bieten, es als unvernünftig anzusehen warum wir uns eigenlich nicht im Pangermanismus zusammenfinden, er würde lieber sofort sich verbrüdern, und ein mit Vorliebe gepflegter geheimer Gedanke ist Dänemark dem Norddeutschen Bund angereiht zu wissen. In der Nähe nehmen sich die Dinge anders aus. Die Lauen auf deutscher oder dänischer Seite fallen nicht ins Gewicht, sie werden von dem der das Feld behauptet einfach mitgezogen, mit dem eigentlichen Dänen oder Dänischgesinnten ist aber keine Versöhnung vorerst möglich, weil sie uns mit grimmigem, unversöhnlichen Hass gegenüberstehen. Die leitdenden politischen Kräfte in Dänemark sin von einem leidenschaftlichen Patriotismus befeelt. Besangen in den Erinnerungen einer glorreichen Geschichte, als Dänemark noch stark und mächtig war, sahen sie das Deutschthum leitend, civilisirend, herrshend vordringen, zurückgeworfen waren seine Fasern auch mit Gewalt nicht auszurotten, und als es thatkräftig wieder auftrat haben die Deutschen zu einem mächtigen staatlichen Gebilde sich zusammengeballt, das die Todesstunde immer näher herbeiführt. Darum hasst der echte Däne den Deutschen mit all der Gluth seiner Seele, und noch wilder seitdem sein Kartenhaus vom Preussen weggeblasen ist. Die Verzqeiflung das alte Dänemark dem Deutschthum gegenüber untergehen zu sehen, vielleicht von ihnen verschlugen zu werden, ergreift alle Patrioten dort mit bitterstem Schmerz. Und nun fassen Sie ins Auge dass ein entscheidender Schritt vorwärts in der sogenannten nordschleswigschen Frage geschehen soll. Das "verfluchte deutsche Räuberpack" hat Dänemark das alte "echt dänische" Kronland Schleswig entrissen. Mag das überlegene Deutschthum mit Schwert und Civilisation sich Bahn gebrochen, Schleswig zu vier Fünfteln germanisirt, in den nördlichsten Städten das Uebergewicht der Deutschen herbeigeführt, sie bis zur Nordgrenze verschoben, auch in sogen. dänischen Districten sich überall verstruet haben, der Däne hält diese unaufhaltsame Vorwärtsbewegung für das bitterste Unrecht. Der Verlust von Schleswig erscheint ihm als der jedem kenntliche Anfang des Endes. Da ein Hoffnungsstrahl! Der Art. 5 das Nationalitätsprincip, d. h. die französische Intervention! Wieder werden die alten Register gezogen. "Das alte dänische Kronland," die "Danewerklinie", "Schleifung von Düppel und Alsen," wieder hat der Wahnsinn alles gegriffen. So ist die Stimmung des dänischen Volks; wo die vorsichtiger, theilweise auch guthmüthiger ist, wie in Jütland, da denkt sie an Vogel v. Falckenstein. Solch wahnsinniger Erbitterung gegenüber aber sollten nicht die strengsten Garantien gefordert werden? Glauben Sie uns, wir kenned die Dänen: kein Gesetz, keine Obrigkeit würde sie aufhalten den wiedererlangten Deutschen "unter die Füsse zu treten; jedes Wort, jede Handlung von uns ist notirt in Kopenhagen, und es ist durchaus nicht sowohl hämische Rachsucht gegen den Einzelnen die uns gegenübertreten würde, nein wir sollten es büssen dass durch die verhassten deutschen Räuber der dänische Staat langsam, aber sicher untergeht. Desshalb Garantien bis ins speciellste - die Dänen werden keine geben, und wenn die dänische Regierung wollte, sie wird nicht geben können, Preussens starke Hand ist ihnen zu unangenehm; uns aber, denen dieser wahnsinnige Fanatismus entgegentritt, müsste man verachten wenn wir uns nicht doppelt als Deutsche fühlten. Hammer oder Ambolz! Lasst uns Hammer seyn!

(Allgemeine Zeitung 8. juli 1867)

Thassilo Heydebrand und der Lasa (1818-1899) var i januar 1865 tiltrådt som kongen af Preussens overordentlige gesandt og befuldmægtigede minister ved det danske hof. Han var velvilligt stemt mod Danmark, og talte næsten flydende dansk. Han var bl. a. tildelt Dannebrogsordenens storkors. Han stoppede som diplomat i Danmark i slutningen af november 1878. Afløsningen trak imidlertid ud og Heydebrand fortsatte indtil februar 1879 som kejserlig tysk gesandt ved det danske hof.  Fædrelandet omtalte ham ved den lejlighed at han havde vist land og folk al den velvilje og interessse der kunne ventes af hans stilling og sat sig ind ikke blot i danske forhold, men også sprog og litteratur.

De mundtlige og skriftlige diplomatiske forhandlinger fra juni 1867 mellem Preussen og Danmark om artikel 5 i Pragfreden fortsatte i over et års tid. Den preussiske Regering var i i princippet villig til at afstå en del af Slesvig på grundlag af en folkeafstemning. Det blev dog ikke til noget. En af grundene var Danmarks krav om at få rent tyske områder, en anden at man fra dansk side ikke ville garantere de tyske mindretal i de områder der eventuelt skulle afstås. Dette sidste havde de franske og engelske regeringer allerede på London-Konferencen i 1864 støttet den preussiske gesandt Bernstorffs subsidiære forslag af 2. Juni 1864 om en Linie "nord for Tønder, nord for Flensborg“ over for de danske befuldmægtigede, og det fortsatte de med i 1867. 

Den danske regering afviste at give andre garantier end hvad der allerede stod i den danske grundlov og frygtede at Preussen ville tvinge Danmark til at indføre tysk som kirkesprog i Nordslesvig.

En tysk udgave af noten findes i Aschaffenburger Zeitung: amtliches Organ der NSDAP und der Staats- und Gemeindebehörden 2. juli 1867

Efter den fransk-tyske krig 1870 fortsatte dødvandet hvor Preussen fastholdt en garantiordning, eventuelt modificeret, og i oktober 1872 antydede man at hvis ikke dette skete, gav man afkald på Pragfredens § 5.