Nekrolog. I Orlogscapitain Sigvard Lund har Marinen mistet en af sine dygtigste og djerveste Officerer, og Staten en af sine braveste Sønner. Han er født i Kjøbenhavn den 3die Novbr. 1813, blev Officeer 1835, Premierlieutenaut 1842, Capitainlieutenant 1853 og endelig Orlogscapitain i 1866.
Faa af Marinens Officerer have været mere i Activitet end han, idet han næsten hvert Aar stadig var beskjæftiget i Marinens Tjeneste paa det Element, hvor han ret var hjemme og følte sig saa vel. Naar Marinen ikke havde Brug for ham, søgte han i sine yngre Aar Uddannelse i sit Fag deels til Coffardies og deels ved en Reise paa egen Bekostning til Holland og England for at gjøre sig bekjendt med de derværende Orlogsværfter. I de Aar han førte Bugseerdampbaaden "Uffo", bidrog han til at redde tvende russiske Fregatter, der i Efteaars-Storme vare komne paa Grund i vore Farvande, ved ufortøvet, saasnart han fik Underretning derom, paa egen Risiko at begive sig derhen og yde de vedkommende Skide en kraftig og dristig Assistance, saa at det lykkedes at faae dem uskadte af grunden. Herfor blev der, efterat han havde reddet den første Fregat, fra Hans Majestæt Kejseren af Rusland tilstillet ham en Diamants-Ring, og efterat han havde ved det den anden, hædredes han med Commandeurkorset af den russiske Stanislaus-Orden. Med "Uffo'" assisterede han ogsaa ved Nedlægningen af den telegraphiske Traad i Sundet over til Sverig og blev derfor hædret med Ridderkorset af den svenske Sværd-Orden.
Under Danmarks første Kamp for dets Selvstændighed var han stadig udcommanderet paa forskiellige Stationer og var saaledes i 1850 Chef for Dampskibet "Vildanden", der var underlagt Chefen for den Ro-Kanonbaads-Division, som blev commanderet til Vestkysten; han assisterede der troligen ved Tilbageerobringen af vore Vesterhavsøer, Føhr og Amrum, der fra Begyndelsen af Krigen i 1848, og indtil de da i September 1850) bleve tilbageerobrede og voldte indtil Krigens onde, havde været i Fjendens Magt, og hvor en fjendtlig Dampkanonbaads Division indtil da havde havt Station i Føhrs Havn og derfra havde foraarsaget vort venstre Flankecorps i Slesvig og langs Eideren stadige Allarmeringer, saavel Dag som Nat. Efter Tilbageerobringen af Føhr og Amrum havde han med "Vildanden", tilligemed den Kanonbaads- Division, han var underlagt, Station paa Eideren, indtil Iisgang tvang saavel Kanonbaads-Divisionen som "Vildanden" til at søge Vinterhavn ved Føhr, hvor de forbleve indtil den endelige Fredsslutning i Begyndelsen af Aaret 1851.
I 1848, kort for Oprørets Udbrud, ægtede han Frøken Deichmann, Datter af dalevende Oberstlieutn. Deichmann i det kongelige Artilleri. Han havde den store Sorg at miste denne sin kiærlige Hustru i November 1863 kort for Danmarks anden Kamp begyndte, Efter i et Aar at have pleiet hende og efterat have seet sig hende derovet. blev han kort efter udnævnt til Chef for Dampcorvetten "Heimdal" og var med den udcommanderet hele Vinteren, samt deeltog med der, paa en saa djærv og værdig Maade, som man kunde vente af ham, i Helgolands-Affairen, der skaffede Danmark et Lyspunkt efter alle dets Trængsler mod en saa langt overlegen Fjende. Under dette Vintertogt med "Heimdal" havde han paadraget sig Spiren til den Sygdom, der senere blev hans Død. Hans fordum saa stærke Bryst blev angrebet; og han led oftere ombord af en voldsom Blodspytning. Han blev flere Gange raadet til at søge en bedre Pleie iland, men han vilde ikke høre Tale om at forlade sit Skib, saalænge hans Konge og Landet havde Brug for ham. Først efter Helgolands-Affairen, og ved "Heimdals" Hjemkomst her til Kjøbenhavns Rhed, var det muligt at faae ham til at forlade sit Skib; han blev bragt syg iland og er nu, efter 3 Aars haarde Lidelser, afgaaet ved Døden den 9de November. Han blev hædret med Dannebrogsordenens Ridderkors og Dannebrogsmændenes Sølvkors.
Hans Forhold til de Mange der hade været i Tjenesteberøring med ham, vil vistnok blive i varigt Minde, og ikke mindst hos Alle, til hvem de saae op med Høiagtelse, og hvem de betragtede som en Ven, der trolig deelte Skjæbne med dem.
Under sin smertefulde Sygdom vedligeholdt han den Varme og Interesse for sin Stand, hvoraf han stedse har været besjælet, og hvis Vel han saa kraftig og frimodig har forsvaret, saavel i Tale som i Skrift.
Ligesom han var en djærv og modig Officeer, var han en trofast Ven og Kammerat, en kjærlig Ægtefælle og en altopofrende Fader for sine 4 efterladte, nu forældreløse og uforsørgede Børn, hvis fremtidige Skjæbne laa ham saameget paa Hjerte og gjorde ham Tanken om Skilsmissen fra dem saa tung.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. november 1867)
Søofficeren Sigvard Lund (1813-1867) var ved udbruddet af Krigen 1848-1851 premierløjtnant i marinen (1842) og blev efter krigen kaptajnløjtnant (1853) og orlogskaptajn (1866). Han var siden 30. marts 1848 gift med Emma Angelique Constance Deichmann (1828-1863). Ved krigsudbruddet 1848 var han næstkommanderende i korvetten Flora. Under krigen var han under daværende kaptajn (senere admiral) Carl van Dockum som i sine erindringer skrev:
... endelig Sigvard Lund og B. Rothe, hvem jeg begge anseer for at være blevne formede af min Haand, og paa hvis Udvikling jeg i væsentlig Grad antager at have havt Indflydelse.
Sigvard Lund nød som ung Officeer ikke nogen særlig Anseelse i Marinen. I 1848 blev jeg, som tidligere nævnet, Chef for Corvetten "Flora", bestemt til Cadetskib, og S. Lund blev beordret derombord som Næstcommanderende. Oprøret udbrød imidlertid; det blev bestemt, at "Flora" skulde udrustes til Krigsbrug, og da Zahrtmann, den daværende Marineminister, meddeelte mig denne Forandring, tilføiede han, at det var hans Hensigt at beordre en anden Næstcommanderende ombord i Skibet, da jeg under de forhaandenværende Omstændigheder ikke vilde kunne være tjent med, at Lund vedblev at fungere i denne Post. Jeg forestillede Ministeren, hvor krænkende en saadan Forandring, helst under de stedfindende Forhold, maatte være for en ærekjær Officeer; jeg erklærede, at jeg, om jeg end ikke kjendte Lieutenant Lund, vilde være tilfreds med at have ham som enhver anden af Ministeriet dertil udseet Officeer til Næstcommanderende, og Følgen blev, at Lund beholdt sin Commando. Dette glemte Lund mig aldrig. I to Aar, Krigsaarene 1848-49, vedblev han at være min Næstcommanderende ombord i "Flora", og den Dygtighed, der viste sig hos ham, i Forbindelse med hans naturlige Godmodighed, knyttede mig efterhaanden nøie til ham. Han udviklede Egenskaber, som man ikke troede, at der fandtes hos ham; han blev en anseet Officeer i Marinen, og hans Deeltagelse i Træfningen ved Helgoland som Chef for Corvetten "Heimdal" vil til alle Tider sikre hans Navn mod Forglemmelse. Han besad en aaben, kraftig og ridderlig Charakteer, var trofast under alle Livets Forhold og vedblev lige til sin Død at nære for mig en Hengivenhed, som endnu den Dag idag bringer mig til at føle levende og inderlig Sorg over hans altfor tidlige Bortgang.
(Admiral C. van Dockums livserindringer, 1893).
Efter krigen førte han et privat dampskib og 1851-54 Marinens bugserdamper Uffo. Han var 1856-61 adjudant hos marineministeren, 1861 chef for orlogsdamperen Holger Danske og i krigsåret 1864 for korvetten Heimdal som den 9. maj 1864 deltog i affæren ved Helgoland. Tidligere havde han deltaget i affæren ved Rügen 17. marts. Brystsygen søgte han at kurere ved en rejse til Madeira, som han vendte tilbage fra 1865. Han er begravet på Holmens Kirkegård, hvor besætningen fra Heimdal i 1864 havde rejst en mindesten for ham.
Se også indslaget "Træfningen ved Helgoland" her på bloggen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar