Om soldaternes Marscher til Hald skrives i "Veile Amts Av." under 16de ds.: Tolvte Bataillon marscherede imorges Kl. 5 herfra til Brædstrup; imorgen skal den gaa indtil 1 Mil nord for Silkeborg, hvor der holde en Dag Rast. Det er i Grunden umenneskeligt at forlange, at Soldater i disse Dage, hvor vi have en vestindisk Hede, skulle gaa med fuld Oppakning, altsaa med Tornyster, Feltkappe, et ikke ubetydeligt Kvantum Munition, Brød osv. fra Fredericia til Hald ved Viborg. At det er for store Vexler at trække paa et Menneskes Helbred, viste sig alt igaar, idet ikke faa Mand tabtes undervejs, og Nogle maatte allerede "give sig" omtrent halvvejs, ved Hvilested kro. Man har endog forøget deres Byrde, da de - fra Veile have faaet 3 a 4 Pd. Brød mere at slæbe paa. Det var intet Under, at de vare i høi Grad udasede og tildels saa ynkelige ud, da de igaar i Middagsstunden indtraf hertil. Vi saa tilsyneladende haardføre karle, der sank sammen og faldt omkuld, da de naaede Byens Kirketorv, Andre kastede sig ned paa Trapper og hvor de kunde komme til, atter Andre styrtede over Vandpumpen for at slukke deres brændende Tørst paa den under disse Forhold farlige Drik. Batallionen maatte ogsaa efterlade Adskillige her i Byen, der, ødelagte af Marschen igaar, ikke kunne fortsætte idag. Men naar et kun forholdsvis lille Antal er blevet tilbage, ere vi overbeviste om, at der i de bortmarschaede Geledder findes Mange, der kun vanskelig udholde Fortsættelsen, men som ikke ville give sig, thi det var Synd at sige om den danske Soldat, at han er blødagtig, tværtimod, han er af Naturen haardfør og har Æresfølelse; han sætter en Glæde og Ære i at døie Ondt og Godt med Kammeraterne. Krigsbestyrelsens Mening med disse Marscher kan dog heller neppe være den, at Soldaterne, belæssede som Pakæsler - thi saaledes saa igaar mange af de Stakler ud - stønnende og gispende efter Veiret, møisommelig skulle slæbe sig frem gjennem det glohede Sand i 26 Graders Varme og saa tilsidst segne under Byrden. Kan man med stor Bekostning indrette en Leir, maatte man vel ogsaa kunne faa Evne til, under Veirforhold som de nærværende, at befri Soldaten for Oppakningen og læsse denne paa Vogne. Hvad man spare paa denne Maade, taber man igjen ved at fylde Lasaretherne med Marodører. Tydskerne og Franskmændene er altid let paaklædte, hvad enten de marschere eller kæmpe, og det var nok ogsaa en af Hovedfeilene i sidste Krig, at vore Folk ikke altid vare saa hurtige, som ønskeligt var.
Forøvrigt meddeler det nævnte Blad, at ingen Soldat er død af Anstrengelser paa Marschen; den Soldat, der indlagdes paa Sygehuset i Veile, er i Bedring, og den Sygdom, hvorfor han er indlagt, har han lidt af i mange Aar.
(Dags-Telegraphen (København) 19. juni 1868)
Se endvidere artiklen om lejren ved Hald m.m.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar