10 april 2022

Johanne Vilhelmine Lippert. (Efterskrift til Politivennen)

En ung Tvv. En Enke anmeldte den 1ste d. M., at der Dagen iforveien var blevet frastjaalet hende et Par Gedeskinds Stavler og et Par Brunels do. samt flere andre Klædningsstykker, og at hun havde Mistænke til en ung Pige. der i to Dage havde gaaet tilhaande hos hende, men derefter var udebleven. Denne Pige kunde vel være omtrent 17 Aar gammel, havde blondt, kort afklippet Haar og var iført sort og hvidtærnet Nederdel, med en Strimmel forneden, brunt Liv, graat uldent Shavl og en brun Straahat. Ved dette Signalement blev Politiets Opmærksomhed henledet paa et tidligere straffet Fruentimmer ved Navn Johanne Vilhelmine Lippert eller Kern, som Dagen efter blev truffen i Dandsesalonen "Aftenstjernen". Hun havde i nogen Tid været uden Logis og om Natten drevet om paa Gaderne. Fredagen den 30te f. M. søgte hun efter Avisen Tjeneste hos den Bestjaalne og blev fæstet ugevis imod at ligge hjemme om Natten. Allerede da hun søgte Tjenesten, var det hendes Hensigt at begaa Tyveri hos Enken og derefter at udeblive. Om Fredagen fandt hun ingen Leilighed til at stjæle, og hun gik derfor om Aftenen ud paa Amager og tog Natteophold i en Gang i det Sted , hvor hendes Forældre bo. Lørdag Morgen indfandt hun sig atter i sin Kondition, og da hun om Eftermiddagen befandt sig alene i den Bestjaalnes Sovekammer, tilvendte hun sig de to Par Støvler, der stod paa en Hylde, og desuden flere andre Klædningsstykker, der dels hang paa Væggen, dels laa i en Kasse. Det ene Par Støvler trak hun paa, det andet pantsatte hun for 1 Rd., men dette var dog det eneste af de stjaalne Koster, hun gjorde i Penge. Rigsdaleren forbrugte hun til Fornøielser, Spise- og Drikkevarer. Den Tiltalte havde endvidere gjort sig skyldig i Løsgængeri. Hun har tidligere været straffet fem Gange for Tyveri, hvilken Forbrydelse hun flere Gange havde forøvet under saadanne Omstændigheder, at den maatte henføres under det Slags Tyveri, der i Straffeloven betegnes som grovt, og da hun endnu ikke er fyldt sit 18de Aar, er hun herfor bleven straffet med Fængsel paa sædvanlig Fangekost henholdsvis i 40, 60, 60, 30 og 80 Dage. Ved den nu af Kriminalretten afsagte Dom ikjendtes hun Straf af Forbedringshusarbeide i 8 Maaneder.

(Dagens Nyheder 20. september 1872)


“Johanne Vilhelmine Lippert el: Korn; født i Kbh: d: 15/12 54 og indtil sit 18de Aar straffet 6 Gange for Tyveri; Leilighedstyverier. Mist: Prot. H. 211.” [1873]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Dommen blev stadfæstet ved Højesteret 22. oktober 1872. Dansesalonen Aftenstjernen var åbnet omkring 1865. Dansesalonen Stjernen, eller kort: Stjernen. Den lå i Lille Regnegade. Lokalerne var oprindelig blevet benyttet af et dampkøkken for kvarterets fattige. Køkken og spisesale var tegnet af arkitekt J. D. Herholdt. I 1860'erne blev køkkenet omdannet til et danselokale med en stor gasstjerne (deraf navnet). Det var ikke et af byens fornemste etablissementer, og formentlig samlingssted for prostituerede. De dansende kvinder kom fortrinsvis fra Store og Lille Brøndstræde. Den 12. februar 1878 mødtes her en gruppe socialister som oprettede Socialdemokratisk Forbund med bl.a. C. C . Andersen, I. C. Hørdum og E. Wiinblad i bestyrelsen. A. C. Meyer blev senere valgt som forretningsfører. Den ældste af H. C. Lumbyes sønner, Carl Lumbye, dirigerede en overgang  på Aftenstjernen. Huset blev nedrevet omkring 1908 og vægmalerierne eksisterede da stadig. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar