Blandt de mange andre store Formaal, Socialisterne har stillet sig, er ogsaa Kvindens Frigørelse, d. v. s. Ligestillelse med Manden. Denne Ligestillelse bestaar selvfølgelig ikke i - som daarlige Witzmachere har ment det - at Kvinden faar Ret til at bære Mandfolkebukser eller uden Sky kan gaa ned ad Østergade med en stor Havaneser i Munden, nej, Kvinden skal vedblive at være Kvinde, men ved Siden heraf skal hun gives sociale og politiske Rettigheder, som stiller hende paa et lige Trin med Manden.
Der er noget ganske Ejendommeligt i at se det samme Samfund, der stedse i Tale og Skrift sætter "Kvinden" saa Højt og erkender den umaadelige Indflydelse og Betydning, hun har, baade for den værende og den vordende Slægt - at se dette Samfund saa lidet erkende, at Kvinden har sociale og politiske Rettigheder ligesaa godt som Manden. Spørg de Digtere, som i høje Toner har "sagt det saa tidt", at Kvinden er mægtig i Nord, om de da vil tillade hende at tage Sæde i Magthavernes Raad, og Du skal straks høre dem raabe: "Nej, aldrig i Evighed!" Spørg de søde Præster, som ved Vielsen paalægger Kvinden at dele Livets Sorger med Manden, om det ogsaa er deres Mening, at Kvinden skal have de samme Rettigheder som Manden ligeoverfor deres Ejendom, deres Børn, deres Familje, kort sagt ligeoverfor Alt - og Du vil se dem slaa foragtelige Krøller paa Næsen, og spørg saa de Festtalere, som ved alle mulige og umulige Lejligheder udtaler som deres Overbevisning, at Manden aldrig vilde vinde Ære, Magt og Anseelse, dersom Kvinden ikke var, om de da vilde tillade Kvinden at dele denne Ære, Magt og Anseelse, og Du skal se, hvilke Grimacer, de sætter op ved dette Spørgsmaal. Nej, al denne Talen om Kvindens Magt og store Fortjeneste er Nonsens, saalænge man kun lader det blive ved Talen. Vis af Eders Gerninger, i frie Digtere, I ædle Prædikanter, I varme Talere, at I anser Kvinden for ligestillet med Eder i alle Maader - da først kan I tale om hendes Magt og hendes anerkendte Betydning i Samfundet.
Det er Socialismens Opgave at frigøre Kvinden. Ved vise Love vil man betrygge hendes Stilling, saaledes at hun gives Lejlighed til at anvende sine Evner og Kundskaber ligesaa frit som Manden. Kvinden er et Menneske, ligesaavel som Manden, og derfor bør hun have de samme politiske Rettigheder og Pligter som han. Naar Samfundet forlanger, at Kvinden skal arbejde for sin Eksistens - ja, ofte endog arbejde for de Børn, Manden sætter i Verden - da bør det være i sin Orden, at Samfundet erkender hendes Ligestillelse med Manden, ti det gælder her, som overalt, at der ingen Rettigheder bør findes uden Pligter, og at der ingen Pligter gives uden tilsvarende Rettigheder! Nu har man i Aartusinder kun forlangt Pligter af Kvinden, nu er det bleven Kvindens Tur at forlange Rettighederne.
Vi betonede ovenfor, at Kvinden burde indrømmes politiske Rettigheder i samme Omfang som Manden, d. v. s. vi forlanger, at Kvinden skal stilles lige med Manden, hvor Talen drejer sig om Styrelsen af Landets Anliggender. Denne Fordring vil ved første Øjekast synes Flertallet af "Mændene" for ublu - naturligvis - og udenfor al sund Fornuft. Ved nærmere Overvejelse vil man dog maaske komme til et andet Resultat og indse, at Fordringen er fuldstændig berettiget. Vi skal til den Ende opstille et Par Eksempler. Den første politiske Pligt, Enhver har, er at svare de til Statens Styrelse nødvendige Skatter, og hans første politiske Rettighed er, at han selv deltager i denne Styrelse, altsaa i Anvendelsen og Anbringelsen af sin egen ydede Skat. Deri bestaar egenlig den hele konstitutionelle Frihed! Men naar dette er saa, hvorledes kan Staten da tage Skat af Kvinden, altsaa paalægge hende en politisk Pligt, og dog nægte hende Deltagelse i Anvendelsen af denne Skat, hvorved man altsaa nægter hende en velerhvervet politisk Ret? Enhver Kvinde, der her tillands har en Rente- eller Forretnings-Indtægt af mindst 400 Rd., maa svare Skat til Staten og ikke en Skilling mindre end Manden, og dog har hun ikke Spor af politisk Ret! Er der nogen Mening deri? Vi tror det ikke! Enten skal man sige: Kvinden har ingen politiske Rettigheder, og følgelig har hun heller ingen politiske Forpligtelser, eller ogsaa skal man respektere hendes statsborgerlige Ret, naar man forlanger, at hun skal opfylde en statsborgerlig Pligt! Dette synes ikke let at kunne afdisputeres !
Heller ikke forstaar vi, hvorledes man med nogen skellig Grund eller Ret kan nægte Kvinden sociale Rettigheder! I et saakaldet frit Land, hvor alle Hindringer og Skranker for Friheden tilintetgøres, er det noget Ejendommeligt at se Kvinden være Slavinde, og Andet kan man virkelig ikke kalde den danske Kvinde. Hendes Bryllup er ikke Andet end som en simpel Kontrakt, der oprettes imellem en Plantageejer og hans Slavinde. Med Undtagelse af Retten til at slaa hende ihjel, kan Manden behandle Konen nok saa despotisk som en Plantageejer behandler sin Trællekvinde. Vil Manden ikke arbejde for Børnene, kan Konen ikke tvinge ham dertil, og hun maa da ernære baade ham, dem og sig selv. Hun har ikke juridisk Ret til at raade over en halv Skilling, ja selv om hun var rig ved Bryllupet og han en fattig Stodder, er Pengene hans, og han kan efter Forgodtbefindende ødelægge dem eller spare dem, Alt som han selv vil. Det morsomste Bevis paa Kvindens Afhængighed, har man dog i Enkens Stilling hertillands. Naar en Kone har mistet sin Mand, bliver hun nemlig straks sat under en Lavværge d. v. s. en Formynder, og han raader og regerer da over hendes Ejendom, hun selv er ikke myndig nok dertil, selv om hun er 50 Aar gammel. Ogsaa i Familielivet er Kvinden mere Slave end Fri. Det er i Reglen Manden, som tilraner sig Børnenes Opdragelse, Uddannelse og endelige Anbringelse i Verden. Kvinden har ikke "Meget at skulle have sagt" i den Anledning. Det er ikke let at indse, hvor Nogen kan tale om Frihed i Danmark, saalænge Kvinden er under Aaget, som hun virkelig er det. Men se blot hen til Næringsloven. I den forbydes det Kvinderne at søge Borgerret indenfor Professionerne, hvilket ikke er Tilfældet i Sverrig, hvor en Dame meget godt kan vinde Borgerskab f. Eks. som Dameskomager og Lign. Man forbyder ligefrem Kvinden at skabe sig en selvstændig Eksistens. I Udlandet ser vi Universiteterne blive aabnet paa vid Gab for Kvinden; men herhjemme kan en Kvinde ikke vinde akademisk Borgerret, selv om hun maatte være nok saa rigt begavet og nok saa talentfuld. I nogle ganske faa Erhvervsgrene har Mændene været nødsagede til at lukke Døren for Kvinden, men man kan da være vis paa, at det er sket med det største Forbehold og de størst mulige Indskrænkninger. Skolelærerindeeksamen er saaledes - fraregnet det overflødige Latin og Græsk - langt strengere end teologisk Embedsexamen, og naar man ved, hvilke Fordringer der stilles til de kvindelige Fødselshjælpere, og ved, hvorledes de er "under Pisken", maa man forbavses over, at Nogen virkelig vil efterstræbe en saa byrdefuld Stilling.
I Udlandet besættes en Mængde Embedsposter med Kvinder, bl. A. Postembeder, Fattigkommissærembeder - men herhjemme er Døren overalt stænget for Kvinden. Følgen deraf bliver naturligvis, at de faa, specielt kvindelige Erhvervsgrene overfyldes, hvorved Kvinden maa begaa Forbrydelser eller forfalde til Løsagtighed, blot for at friste Livet, at Samfundet maa forsørge en Mængde Kvinder, som ellers kunde være det nyttige, men som nu Intet har kunnet komme til at lære og derfor heller Intet har kunnet komme til at erhverve sig, og at Familjelivet, at hele Samfundet, sluttelig gaar tilgrunde. Er kvinden fri og lykkelig, først da er Samfundet frit og lykkeligt !
Det er Socialismens Maal at bringe Kvinden den Frihed og Lykke. Derfor bør ogsaa enhver Kvinde støtte Socialismen af al sin Evne, og ikke alene støtte den for sin egen Skyld, men for sine Børns Skyld, for sine ufødte Slægters Skyld - for det hele Samfundets Skyld!
(Socialisten 11. september 1872).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar