16 maj 2023

Arkitekt Albert Jensen (1847-1913). (Efterskrift til Politivennen)

Albert Jensen (1847-1913), dansk arkitekt. Hørte sammen med Ferdinand Meldahl og Vilhelm Dahlerup m.fl. til "Europæerne" inden for historicismen i Danmark.  Albert Jensen opførte sammen med Meldahl Marmorkirken (Frederikskirken 1875-1894) og Charlottenborgs Udstillingsbygning (1881-1883). Sammen med Henri Glæsel (1853-1921) Magasin du Nord på Kongens Nytorv (1893). Blandt andre værker kan nævnes DFDS' bygning på Sankt Annæ Plads (1891) og Hagemanns Kollegium (1908), begge ligeledes i København. Albert Jensen var kongelig bygningsinspektør i årene 1902-1912, besad flere faglige tillidsposter og blev titulær professor i 1901. Han var ansvarlig for ombygningen af kælder- og stueetagen i et palæ på Amalienborg til vinterbolig for prins Christian og prinsesse Aleksandrine. Det havde før været anvendt til undenrigsministeriet.

Han opstilede for Borgerlisten til borgerrepræsentationsvalget den 29. marts 1898  under slogan som: "Valget står mellem borgerligt frisind og socialistisk klasseregimente". Ved valget gik  de radikale og socialdemokraterne 4 mandater frem til 20 og fik flertal i det 36 mand store råd. 

Max Peter Johan Kleinsorg (1866-1914): Sankt Petri Kirke. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

St. Petri Kirkeplads.

Udtalelser af Professor Albert Jensen.

Planen til den nye Omordning af St. Petri Kirkeplads, Opførelsen af Petersens Jomfrukloster paa Hjørnet at St. Pederstræde og Larslejstræde, de høje Gadenumres Fjernelse har vakt megen Opmærksomhed og Interesse.

Fra mange Sider har man med Glæde set, at "St. Petris Kirke"s Patron og Kollegium her har taget Initiativet til, med Bibeholdelse af hele det gamle Kvarters Hygge og Originalitet, at fremskaffe et smukt, aabent Anlæg her midt i den indre By.

Fra andre Sider er man rykket frem til Angreb under Feltraabet "Bevarelsen af det gamle Kjøbenhavn" og har hævdet, at ingensomhelst Forandringer maatte ske med Petri Kirkeplads. Bladet "Arkitekten" har bl. a. været meget langt ude. Men dette Fagskrifts Angreb lider iøvrigt af den meget uheldige Fejl, at forudsætninger er ganske unøjagtigt opfattede. Arkitekten synes at gaa ud fra, at Omordningen er baseret paa en ældre Plan, den tidligere har omtalt. I Virkeligheden er det jo en hel ny Plan, der foreligger.

Det er Professor Albert Jensen, der som Kirkekollegiets Arkitekt staar inde for det hele Projekts kunstneriske Forsvarlighed. Af hans nedenstaaende Udtalelser vil man se, at ivrige Bevarere af det gamle Kjøbenhavn ikke behøver at ængstes. Der er mange andre Steder, hvor deres iøvrigt paaskønnelsesværdige Interesse tiltrænges i langt højere Grad.

Vi har haft Lejlighed til at se de ualmindelig smukke Tegninger, som Professor Jensen har udført til Benyttelse ved Pladsens Omordning.

De gamle smukke Kirkebygninger, baade selve Kirken og det endnu ejendommeligere Kapel, fremtræder herefter frit og aabent, medens de nu helt skjules af den høje, nøgne Gademur.

Fra Frue Kirkeplads vil der blive et overordentligt smukt Kig ned til St. Petri Plads med de gamle, røde Kirkemure, halvt skjulte af grønne Træer. Den nye Bygning paa Kirkens Grund, hvortil bl. a. Petersens Jomfrukloster skal flyttes, optager heller ikke mere Plads end den, der nu allerede optages af Pigeskolen og Præsteboligen.

Det er et temmelig lavt Hus tegnet i en Stil, der passer til Kirkens og Kapellets Nærhed. Det vil være en ubestridelig Fordel at faa de nuværende halvgamle, kedelige og stilløse Huse, der ligger ved Hjørnet, ombyttede med denne kønne, rolig holdte Bygning.

Muren mod Larslejstræde bibeholdes. I Virkeligheden den eneste af de 3 Mure, som nu begrænser Kirkepladsen, der har Værdi. Men desuden bevarer Professor Jensen et Stykke af Muren ud mod St. Pederstræde, saaledes at det kommer til at slutte sig til den nye Klosterbygning. Ellers erstattes Muren mod den sidstnævnte Gade og Nørregade af en anden lavere Indhegning, der tillader Udsigt til Kirkebygningerne. Kirkekollegiet har tænkt sig et Gitter. Men Professor Jensen foretrækker selv en lav v Mur, der baade er smukkere og beskytter Pladsen bedre.

Professor Jensen siger om Opførelsen af den nye Bygning, at den i alle Retninger vil være en Vinding, ogsaa med Hensyn til Gadepartiernes Udseende. Den vil ikke komme til at borttage mere Udsigt til Kirken fra Larslej- og St. Pederstræde end de Bygninger, der nu ligger paa Hjørnet, allerede gør det. Den nuværende Pigeskole er iøvrigt yderst forfalden. Den nye Bygning har den Fordel, at den kun bliver benyttet til Menighedens Formaal. Butiker o. I. bliver der ikke i den.

De lange Mure ud til Nørregade og St. Pederstræde udelukker baade Sol og Lys fra Kirkepladsen, som derfor fortiden er ganske uskikket til Nybeplantning. Der maa derfor under alle Omstændigheder foretages en Omordning, og Murene er hverken saa smukke eller blot karakteristiske, at de fortjener større Forsvar. Dr. Mollerups i "Nationaltidende" fremsatte Henvisning til det murindhegnede, "fredfyldte" Rosenborg betyder intet, thi Forholdene ved Rosenborg er ganske forskellige fra dem ved St. Petri. Forøvrigt samstemmer, som ovennævnt, Professor Jensen med Dr. Mollerup i, at en lav Mur er at foretrække for et Gitter.

"Arkitekten"s noget uovervejede Artikel mod de nye Planers Gennemførelse, udtaler Professor Jensen sig temmeligt skarpt om. "Arkitekten"s faglige Redaktion synes hverken at have kendt den nuværende eller ældre Plan ordentlig, skønt den indgaaende kritiserer dem. "Arkitekten" har iøvrigt tidligere ganske i Uoverenstemmelse med sit nuværende principielle Syn set i høj Grad velvillig paa en delvis Bebyggelse af selve Nikolai Plads.

Professor Jensen tror iøvrigt, at Planen til den nuværende Omordning, naar alt kommer til alt, ikke vil støde paa virkelig alvorlig fagmæssig Modstand, thi i alle Retninger er der taget Hensyn til Bevarelsen af Pladsens gamle originale Karakter, og de Fordele, der opnaas ved nu at lukke den op, beplante den og skaffe Lys og Luft her midt i Byen, er saa store, at man ikke kan se bort fra dem. Selv om del særlige Syn her uformodet skulde indtage et afvigende Standpunkt, maa Ministeriet med fuld Føje kunne træffe en Afgørelse, der tillader en Omordning, der netop under de nuværende Forhold - en god økonomisk Basis og stor Interesse hos Kirkekollegiet og Nabogrundejerne - kan gennemføres saaledes, at der virkelig opnaas et for hele Byen smukt og godt Resultat.

Spero.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 8. oktober 1907).

I Albert Jensens forslag indgik bl.a. at pigeskolen og præsteboligen på hjørnet af St. Pedersstræde og Larslejstræde skulle nedrives og erstattes af en treetagers bygning, hvori skolen, præsteboligen og Petersens Jomfrukloster kunne være. Dette mødte ikke bare hos "Arkitekten" stor modstand. Det nævntes ikke i senere omtaler, og bygningerne står endnu.

Også planerne om et gitter vakte modstand - og blev forladt i 1909. Resten af planen var på det tidspunkt ikke færdigbehandlet. I 1910 stod telefonselskabets store bygning færdig på nabogrunden i Nørregade. I 1914 blev det endelig afgjort at restaurere muren ved Nørregade, samt rejse en gitterport ved hjørnet af St. Pederstræde og endnu en tæt ved telefonhuset. Disse var tegnet af slotsarkitekt Thorvald Jørgensen - Albert Jensen var på det tidspunkt død.


Bygningsinspektoratet.

Etatsraad Albert Jensen.

Den bekendte Arkitekt, Professor Albert Jensen har i disse Dage af Helbredshensyn trukket sig tilbage fra sin Stilling som kgl. Bygningsinspektør og er samtidig blevet udnævnt til Etatsraad. Den nye Bygningsinspektør bliver Arkitekt Magdahl-Nielsen.

I Kunstnerkredse vil det vække almindelig Beklagelse, at Etatsraad Albert Jensens Helbred ikke mere tillader ham at beklæde den Tillidspost, han siden 1902 har været Indehaver af. Hans sikre og fine Smag er under hans Embedsperiode kommet Offentligheden overordentlig meget tilgode.

Etatsraad Albert Jensen, der var afdøde Professor J. J. Nebelongs første Elev, er som Arkitekt velkendt. Han har deltaget i Opførelsen af Frederikskirken og den russiske Kirke, har opført Udstillingsbygningen ved Charlottenborg, Det forenede Dampskibsselskabs Bygning, Frilagerbygningen, Hagemanns Kollegium, Herregaardene Trolleholm og Trollenäs og mange Privatbygninger, der alle bærer Præget af høj kunstnerisk Dannelse. Etatsraad Albert Jensen, der nylig er fyldt 65 Aar, har imidlertid ogsaa hørt til de meget stærkt arbejdende Kunstnere, og det er intet Under, at han nu føler sig træt af de mange officielle Tillidshverv, der i Aarenenes Køb har været ham betroede.

Hans høje, smukke, repræsentative Skikkelse, hans elskværdige Personlighed og hans erfarne Raad vil blive savnede indenfor den Stand, til hvis bedste Mænd han hører.

(Riget (København) 1. februar 1910)

Til illustration af denne artikel er brugt et andet foto end det i den originale artikel der var af meget ringe kvalitet. I stedet er brugt et foto af Emil Clausen (1874-1949) fra Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.


Etatsraad, Professor Albert Jensen død.


Etatsraad, Professor, kgl. Bygningsinspektør Alf. Jensen er afgaaet ved Døden i en Alder af fem og tresindstyve Aar. Professor Albert Jensen hørte inden for den danske Arkitektstand til dem. som i høj Grad har sat Præg paa det København, som rejstes i Firserne og Halvfemserne, og ganske særlig er hans Navn knyttet til en Række offentlige Forretningsbygninger.

Som Elev af Nebelong og Meldahl fik han tidligt Lejlighed til at arbejde paa større Opgaver, og det var fra første Færd hans Hovedinteresse at tumle med store Masser. Hans Tegninger var stærkt præget af hans Ophold i europæiske Storstæder. I Modsætning til det Hold af Arkitekter, der følger umiddelbart efter ham, og som overvejende har søgt Fornyelse gennem gammel dansk Kunst, synes hans Bygninger helt internationale.

De Arbejder, han fik overdraget, fristede ogsaa i høj Grad til at søge Forbilleder i Udlandet. Hans Virken falder samtidig med Storindustriens og Handelens Udvikling, og det var i Virkeligheden nødvendigt at gaa andre Steder hen for at finde, hvorledes man der havde løst lignende Opgaver. Han byggede sammen med H. Glæsel det første danske Stormagasin "Magasin du Nord" og alene "Det forenede Dampskibsselskabs Bygninger". Ogsaa de Brock'ske Handelsskoler er opført efter hans Tegninger.

Det var nu imidlertid ikke saaledes, at Professor Jensen direkte overførte sine Indtryk udefra paa hjemlig Grund. Han var som Kunstner selvstændig og ret stejl. Fra Meldahl havde han taget noget af det myndige i Arv, og man vil i hans kosmopolitiste Bygninger finde en betydelig personlig Indsats. Blandt hans Arbejder er der iøvrigt Grund til at nævne den russiske Kirke i Bredgade, delvis Frederikskirken, Hagemanns Kollegium og sammen med Meldahl Herregaardene Trolleholm og Trollenæs i Skaane.

Professor Albert Jensen var Søn af Købmand Søren Jensen i Frederikssund. I 1870 fik han Asgangsbevis fra Kunstakademiet. I 1874 opnaaede han den lille Guldmedaille og i 1876 den store. Han var Ridder af Dannebrog og Medlem af Akademiraadet.

(Nationaltidende 26. juni 1913, 2. udgave)

Til illustration af denne artikel er brugt et andet foto end det i den originale artikel der var af meget ringe kvalitet. I stedet er brugt et foto af Emil Clausen (1874-1949) fra Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.


Kendt Arkitekt død.

En Broder til Konsul Jensen i Horsens, Etatsraad, Professor, kgl. Bygningsinspektor Ald. Jensen er afgaaet ved Døden, 65 Aar gl.

Professor Jensen hørte til de Arkitekter, der i høj Grad har været med til at bygge Firsernes og Halvsemsernes København, og i særlig Grad er Jensens Navn knyttet til et stort Antal Handelehuse, "Det forenede Dampstibeselstab"s Bygninger, de Brochske Handelsskoler og "Magasin du Nord" (som han byggede sammen med H. Glæsel). Endvidere har han blandt andet bygget den russiste Kirke i Bredgade, delvis Hagemanns Kollegium og sammen med Meldahl Herregaardene Trolleholm og Trollenæs i Skaane.

I hans Bygninger, der som oftest har internationalt Snit over sig, vil man finde stor personlig Indsats.

Professor Albert Jensen var Søn af Købmand Søren Jensen i Frederikssund. I 1870 fik han Afgangsbevis fra Kunstakademiet. I 1874 opnaaede han den lille Guldmedaille og i 1876 den store. Han var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand og Medlem af Akademiraadet.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 27. juni 1913).


Albert og Caroline Sofie Jensens gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling K, rk. 5, nr. 1. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar