Efter Indbydelse i Extranummeret Nr. 12 af "Socialisten", samledes i Onsdags Aftes Kl. 8½ i Salonen "Phønix" saa mange Arbeidere, som Salen kunde rumme. I over 1½ Time forud for Mødet var Helliggeiststræde saa overfuldt med Mennesker, at det var en Umulighed at trænge sig igjennem. Dette beroede paa, at Phønixværten Hr. Rasmussen havde sendt Bud til Politiet om Tilladelse til at afholde dette Møde, men Svaret udeblev, og derfor blev Dørene først aabnede, da Hr. Brix kom og garanterede for Følgerne. I faa Øieblikke vare alle Pladser besatte, og naar der har været omtalt, at der mulig var 1000 tilstede, saa maae vi tilføie, at 17 a 1800 bedre vilde passe. Der var solgt omtrent 1400 Billetter, hvoraf henved 1200 vare afleverede, og der maae saaledes have været c. 200, som ikke kom ind itide, men der var ogsaa en Mængde Ikkearbeidere tilstede, som trængte sig ind uden Billet.
Udgiveren af "Socialisten", Hr. Boghandler Brix, aabnede Mødet, Poul Geleff valgtes til Dirigent, og Hr. Brix fik først Ordet, og skildrede tydelig og klar i et kort Foredrag, hvorledes Arbeidsstandsningen var foregaaet paa Dhrr. Burmeister & Wains Fabrik, hvorpaa han oplæste de Fordringer, som Arbejderne stillede:
1) De 3 af de omhandlede 4 Kvartermænd afskedigedes;
2) Der skeer en Forhøielse i Lønnen af 1 sk pr. Time;
3) Alle de afskedigede Arbeidere, uden Undtagelse, antages til Tjeneste.
Foredraget fulgtes helt igjennem med levende Interesse og hyppige Bifaldsraab. En af Tilhørerne spurgte om, hvorvidt Firmaet havde vist sig villig tit at træffe en Overeenskomst, - dette besvaredes benægtende.
Mekanikus Rasmussen (tidligere bosat i Horsens) gjennemgik i et klart Foredrag hele Fabrikens Historie. Han havde kjendt det siden det blev anlagt og indtil Dato. Tidligere var der aldrig Klage over Behandlingen eller Lønnen, men siden Hr. Wain, der i daglig Tale kaldtes: "den Graa" - (Stemmer: Engelskmanden), - havde begyndt at nedsætte Arbeidslønnen, var der stadig Klage (Bifald). Man paastaaer, at en Tredjedel af Fabrikens Arbeidere nyde Fattigunderstøttelse og det er høist nedværdigende og et Bevis paa en alt for ringe Løn. Desuden tog Firmaet for sine Skibe indtil 10,000 Rd. mere end i England, hvor Arbeidslønnen var mindst 5 sh. eller over 2 Rd. om Dagen for 10 Timer, der fik kun Arbejderne 7 sk indtil højst 11 sk i Timen, Hvilket for den almindelige Arbejder kun udgjorde 4 Mk. 11 sk, hvoraf han umulig kunne leve med Familie. Taleren var ikke Kommunist, og han ansaa det for farligt, naar Alle skulle dele, thi saa vilde det føre til, at Ingen fik Noget, men der maatte kjæmpes for, at Arbejderens Stilling blev målelig og at han kunde føle sig selvstændig og ikke skulde nyde Fattigunderstøttelse, og at hans børn maatte nyde en bedre Undervisning i Skolerne; han havde selv kun lært i en Landsbyskole, men dog meget bedre end børnene nu fortiden lærte i Skolerne her i byen. (Levende bifaldsraab).
Maskinarbeider Lundbek fremhævede, at det det nu kom an paa, var, at Arbejderen tog Sagen med Ro og besindighed. Det var et vigtigt Anliggende de vare samlede i, og derfor burde der særlig lægges Bind paa Orden, at Selskabet nu kunde organiseres og sluttes tæt sammen, og staae hinanden bi efter Evne. Ved Ro og Orden afvæbne vi vore Overherrer, at de ikke skulde faae Anledning til at kalde os Urostiftere. Der var ikte Tale om, at kapitalisterne skulde afstaa deres Kapitaler til Arbejderne, men de burde lønne dem saaledes, at de kunde leve selvstændige uden at være nødte til at søge Fattighjælp, thi det voldte Sløvhed og Død, men Arbejderne ville leve uden at tigge. De Store kunde sagtens give 1000 Rd. i Fattigskat, hellere end at give høiere Løn. Det var en fin Politik, thi derved vandt de, at Arbejderne, som kom under Fattigforsørgelse, mistede deres Stemme og politiske Retligheder og bleve stavnsbundne af Nød.
Civilingeniør Rasmussen gjorde Forsøg paa at klare Spørgsmaalet om Kapital og Arbeide, men blev saa ofte afbrudt, at han kun med Nød fik sagt, at Kapitalen sad i Arbejderens to Hænder og i hans hjernekiste. (Stemmer: Det gjælder om at faae Arbeiderne anerkjendte som Medlemmer af Samfundet), hvis Arbejderne ikke havde disse to Kapitaler, - han slog Hænderne sammen - , og forstod at lægge sin hjernekiste iblød (med et Slag for Panden) saa vilde Pengeposemanden ikke kunne kjøbe Landsteder og hest og Vogn, men det var Arbejderne, der var i besiddelse af den sande Kapital. (Uro og Forstyrrelse). Lundbeck opmuntrede til Ro, der vilde vare den halve Stier. Dirigenten bad om Orden, thi ellers maatte Mødet haves.
Missionær M. A. Sommer holdt et længere Foredrag, som vi efter forskjellige velvillige Meddelelser se os istand til at gjengive omtrent ordret: Det er ofte bleven sagt - saaledes begyndte Taleren - at Enighed giver Styrke, men nu er det jo det belejlige Øieblik til at gjøre brug af denne Enighed, thi det er Nøden, der nu drager Arbejderne sammen, hvad ere vi samlede her for iaften. Er det for at gjøre Oprør og Spektakel, Nei. - Det er for at overveje et Livsspørgsmaal, om Arbejderne skulle have brød eller Død. Vi maa erindre det er ikke Arbeiderne, som have nedlagt Arbeidet af Trods eller af Driverlyst. Det er Arbejdsgiverne, som have kastet 300 fattige Arbejdere paa Døren, for at overlade dem til Nød og Sult. Det ligger ikke i den danske Nation at ville gjøre Oprør, hertil er den for besindig. Det er de Fremmede, som ere komne her ind i Landet og ere blevne rige ved Arbejdernes Slid og Sved, der nu ville bøie Arbejdernes Nakke haardere under Aaget, og prisgive dem til Fattigforsørgelsen. Men vi kan trøstig sige: at Arbejdernes Raab er kommen ind for den Herre Zebaoths Øren, og han vil ogsaa i Nødens Stund aabne Udvei for dem, og opvække brødrenes Hjerter til at skjænke dem Understøttelse, at deres Familier ikke skulde henfalde til Fortvivlelse. Vi maa betænke, at disse brødløse ikke ere Folk, som ønske at henslæntre Tiden, uden Arbeide. De søge kun at faa Arbeidet saaledes betalt, at de kunne ernære dem selv og Familie i al Tarvelighed. Deres Fordringer ere tilvisse ikke ubillige og kunde meget godt efterkommes af Arbejdsgiveren. Men nu gjælder det om, at deres brødre ikke svigter dem. Ja selv om det skulde ske med Indskrænkninger, ville dog vistnok mange række en hjælpsom haand for at afværge Nøden. Det er ingen Spøg, naar 300 Arbeidere med Familie, som ikke har mere end af haanden og i Munden, nu ere brødløse. I Nøden skal man kjende Vennerne, og i Nøden vil maaske Mange nu lære af hjertet, at bede om det daglige brød, og den Fader, som opholder alle Ting og ikke lader en Spurv falde til Jorden uden hans Villie vil ogsaa velsigne bønnen. Men skal Arbejdernes Kaar forbedres, saa gjælder det om, at faa Repræsentanter i Folketinget, som kan tale deres Sag, at det ad Lovlighedens Vei kan blive ordnet, og særlig maa man se at faa den Paragraf i Valgloven forandret, der fratager Arbeideren sin Stemme, hvis han har nydt Fattigunderstøttelse. Det maa ikke være en Skam for en flittig Arbejder, med en stor Familie, at han har været nødt til at nyde offentlig Understøttelse, thi som Arbejdslønnen nu et i Forhold til Livets første Fornødenheder, har man jo tvungen mangen ærlig Mand til at søge en Understøttelse, som han ellers vilde afskye. Derfor maatte Enighed nu gjøre dem stærke, at dette kunde sættes igjennem. Taleren var vistnok ikke ukjendt for Forsamlingen (Nei, Nei vi kjende Dem!) han havde arbeidet i mange Aar for at oplyse Arbejderne om deres undertrykte Tilstand, og ofte sagt de Store Sandheden, hvorfor han ogsaa havde siddet et Aar i Fængsel, men han var altid villig efter Evne, at arbeide for at Arbejdernes Stilling kunde forbedres. (Stærkt Bifald.) (Sluttes.)
(Aarhus Amtstidende 11. oktober 1871).
Arbeider-Mødet i Kjøbenhavn.
(Sluttet.)
Snedker Greis opfordrede til Indsamling til de Arbeidsløse og spurgte, hvor man kunde henvende sig?
Pensionist Bottrup havde siden 1858 talt Arbeidernes Sag og mente, at de burde slutte sig sammen. Det var Arbejderne, der tjente de uhyre Indtægter, som B. & W. have. Man burde ikke rette sig efter C. V. Rimestad, som i sin Tid var saa godt som smidt ud af Arbejderforeningen. (Stemmer, hvor er han, han skal smides ud!). Dirigenten anmodede Taleren om at holde sig til Sagen.
Lundbeck berettede, at det vel var fandt, at et Antal af 25-30 havde svigtet Dagen og i Forbindelse med "Bødlerne" atter optaget Arbeidet, men man maatte dog glædes over, at det var en saa lille Del, der havde vist sig vakkelvoren.
Snedker I. C. Berg holdt et vel ordnet Foredrag, der desværre ofte afbrødes paa Grund af, at han ikke kunde tale høit nok. Han vilde opfordre Enhver for sig til at handle i Overensstemmelse med Fornuft og Sandhed, og hverken se til Høire eller Venstre, eller lade sig raade af denne eller hin, da det gjælder om at benytte det belejlige Øieblik til at fremme og udbrede de socialistiske Begreber. Men vi maa slutte os sammen, som Arbejdere og Brødre, og staae hinanden bi. Danmark er kun et lille, men det kunde være et rigt Land, hvis ikke dets Rigdom opslugtes af den altfor store og vellønnede Embedsstand. Alt hvad Arbejderne kunde bringe tilveie ved deres Slid og Møie, fortæredes ved Geistlighedens og Embedsstandens Overdaadighed. Folketinget arbeider Aar efter Aar paa at forbedre og forhøie Embedsstandens Lønninger, men det gav aldrig Agt paa Arbejdsklassen, der alt for tidlig sled sig op i Nød og Kummer og ofte maatte efterlade Enke og Børn i en kummerlig Tilstand, og kun prisgivne til Fattigvæsenets Omsorg. Vi ere Alle Interessentere i Staten, og mindst af Alle kan den undvare Arbeiderne, derfor maa de være Ligeberettigede med Landets øvrige Borgere. Der findes ofte i Arbeidsstanden Folk, som ikke staa tilbage i Forstand og Dannelse for de Rige og Store, men formedelst Undertrykkelse og Fattigdom ere de tilsidesatte, baade i social og politisk Retning. Det er vel muligt, at vort Arbeide ikke vil bære megen Frugt for os selv, men vi ville haabe, at vore Efterkommere ville hædre vort Minde og nyde Frugterne. Den nu bestaaende Tingenes Orden og de nu bestaaende Love er snarere Uorden, naar vi skulle nævne Sagen med dens rette Navn. Men lad os opfylde den Pligt, der nu paahviler os og holde sammen og støtte hverandre. Der blev derpaa foretaget Afstemning og de tre ovenstaaende Punkter bleve enstemmigen vedtagne med stort Bifald.
Paa Snedker gjentagne Forespørgsel, hvor Bidragene skulde modtages, svarede Hr. Brix, Sekretæren for den danske Afdeling af "Internationale", at Bidragene modtoges paa "Socialistens" Kontor, Integade Nr. 1, da han i forening med Komiteen for de Arbeidsløse var villig til at fordele dem til de Trængende; og senere skulde der blive aflagt Regnskab derfor. Desuden opfordrede han de endnu paa Burmeister & Wains Fabrik Arbeidende at nedlægge Arbeidet, da Striken derved hurtigst og billigst vilde kunne gjennemføres.
Endnu talte Missionær Sommer et Slutningsord, hvori han fremhævede, at dette Møde var et staaende Vidnesbyrd for Modstanderne af Socialismen, da der havde vist sig en saadan Enighed og Beredvillighed til at komme de Nødlidende tilhjælp. Men fremfor Alt, lad ikke Modstanderne faa Noget at bebreide os iaften, at de skulle sige, som de gjerne ønsker at sige om Arbejderne, at det var Pøblen, der havde givet Møde, Nei, gaae Enhver rolig til sit Hjem, og vis, at dette Livsspørgsmaal, som iaften har været drøftet, har været en Alvorssag, og Gud vil da eiheller lade det savne paa Held og Lykke til dette Foretagende.
Hr. Andersen, et Medlem af Komiteen for de ledige Arbejdere, takkede derpaa for den lovede Hjælp, hvorpaa han udbragte et Leve for den danske Arbeider og for Hr. Brix. Kl. 10 hævedes Mødet og Enhver begav sig i Stilhed og Orden bort. Bruttoindtægten var 55 Rd. 5 Mk. og 12 sk.
(Aarhus Amtstidende 12. oktober 1871).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar