Det socialistiske Fællesmøde, hvor til den internationale Arbejderforenings Medlemmer og "Socialistens" Abonnenter i Løverdags Aftes vare indbudne", aabnedes af Hr. Brix, der, da han med M. Sommer traadte frem paa Tribunen, modtoges med Haandklap og Bifaldsraab af den omtrent 500 Mennesker stærke Forsamling. "Der har i disse Dage", saaledes begyndte han, "været Glæde i Pressen og mellem Storborgerne, fordi de troede, at nu var det ude med "Socialisten"; men de toge storligen feil!" (Hurra! Bravo!) Et enkelt Numers Udgivelse var det vel lykkedes Politiets Bestræbelser at forsinke. (Ned med Crone! hør! hør!) men for at forebygge Sligt for Fremtiden, for om muligt at skaffe Bladet sit eget Trykkeri, (Ja! Ja!), for om muligt at lade det udgaae som Dagblad, hvorom der næredes et almindeligt Ønske havde "Internationales" Bestyrelse fundet det tilladeligt og passende at tage Entree for Adgangen til dette Møde for af det indvundne Overskud at grundlægge et "Pressefond" til Iværksættelse af de nævnte Øiemed, der nok skulle naaes trods Etatsraadens og Consorters Spot og Bagvaskelser!" (Det er rigtigt! Brix leve! ned med Crone! ned med Rimestad!) - Han gik derefter over til at oplæse det Rumer af "Socialisten", som skulde være udgaaet i Løverdags. I dets første Artikel, der var overskrevet "Politidirecteur Crone og Friheden i Danmark" fortaltes der, hvorledes Politidirecteurcn, der altid havde seet skjævt til "Internationale" og dens Organ "Socialisten", den 18de Rovembcr havde ladet Bladets Bogtrykker Hr Olsen kalde til sig "paa Kammeret" og forlangt af ham, at han skulde ophøre med at arbeide for "Socialisten", da han i modsat Fald paa enhver mulig Maade fremtidig vilde blive forulejliget og forulempet i sin Virksomhed, og ved al vise ham, hvormange Veie og Midler Politiet havde til sin Raadighed i denne Retning, var det virkelig lykkedes ham at foranledige Hr. Olsen til at frasige sig Trykningen af "Socialisten". Redactionen havde da dertil antaget Hr. Oettinger, men efter Trykningen af eet Nummer var ogsaa han bleven kaldet til Politidireeteuren, der, ved at true ham med at fratage ham Politiets Arbeide, der naturligviis maae være af stor Værdi, havde intimideret ogsaa ham til at nægte at trykke "Socialisten". Denne Politi directeurens Fremfærd havde foranlediget Redactionen til at indgaae til Justitsministeriet med en Klage, hvori Ministeriet ansøges om at lade Etatsr. Crones Forhold i denne Sag, som formeentlig faldende ind under Straffelovens § 124, undersøge og paatale. (Stærk og vedholdende Larm - Ned med Crone! Brix og "Socialisten" leve! Væk med Politiet! osv.) Saa tog Sommer Ordet for - efter som Overgang fra den oplæste Artikel at have paaviist ved Exempler fra Christus, Luther og Dr. Dampe, at alt Nyt, hvor godt og gavnligt det end er og ogsaa senere viser sig at være, stedse møder Modstand og skaffer sine første Udbredere og Tilhængere Lidelser og Forfølgelser, atter at tale om, hvad "Internationale" virker og vil udvirke for Arbejdernes Vel; han fremkom imidlertid ikke med noget Nyt med Undtagelse af, at han nu udtrykkelig erklærede sig som Candidal til de næste Folketingsvalg. Da han nemlig ved atter at berøre Nødvendigheden af, at Arbejderne fik deres Repræsentant i den lovgivende Forsamling, yttrede, at han meget godt kunde udtale dette Krav uden derfor, som "Berlingske Tidende" havde sigtet ham for, at ansee sig selv som skikket og værdig til at indtage en saadan Plads, afbrødes han af saa almindelige og gjentagne Tilraab: "Jo, De er værdig dertil! De skal være Rigsdagsmand! Rimestad stal ud af Rigsdagen!" at det varede længe, for han kunde komme til Orde for at takke for den udtaltes tillid til hans Villie og Evner, som gjennem disse Bifaldsraab. To Gange tidligere havde han troet at burde stille sig til Valg, men første Gang faldt han for en Provst, der dog kun seirede ved begaaede Misligheder ved Valghandlingen; anden Gang traadte han frivillig tilbage for ikke at splitte stemmerne. Men skulde nu Arbejderne ansee netop ham for egnet og værdig til at være deres Repræsentant, saa skulde han tilvisse ikke undslaae sig for dette Hverv, og "med den Almægtiges Haand skal jeg med samme Fynd og Klem tale Arbeidernes Sag paa Christiansborg Slot, som jeg taler den her i Kjæden og paa Tømrerkroen!" -Dette Løfte modtoges med længe vedvarende Jubel.
Derefter oplæste Brix Bladets anden Artikel "Situationen", i hvilken det blandt Andet omtaltes, at Rossel, Ferré og Bourgeois vare blevne skudte, hvad der fremkaldte stærke Mishagsraad som: "Ned med dem, der have ladet Rossel skyde! Ad Helvede til med dem!" Saa fulgte en temmelig triviel Artikel: "Hvem er Folket?" og et ikke synderlig mere interessant Stykket "Religionen", hvorefter Sommer atter tog Ordet for at rette et meget bittert Angreb mod Præstestanden i Almindelighed og mod Danmarks Præster i Særdeleshed, som blandt Andet giøre sig skyldige i den store Brøde at koste Staten 3 Millioner aarlig og at besidde 1000 af Landets bedste Gaarde. Der raabtes bestandig paa, at "Internationale" vilde kuldkaste og afskaffe al Religion: men det skal siges og atter siges, at dét ikke er Religionen, men Præsterne, disse Religionens vanartede og falske Tjenere og Forkyndere, den vil have afskaffet. I Religionen har "Internationale" netop sin Rod, i Religionens og dens Læresætningers rette Anvendelse og conseqvente Gjennemførelse, søger den netop sin Styrke. Den lader ikke en Dreng, naar han er 15 Aar, aflægge Ed paa, at han vil forsage Djævelen og al hans Gjerning, for, naar han bliver 22 Aar gammel og faaer Soldalertrøien paa at lade ham aflægge en ny Ed paa, at ville offre Liv og Blod paa at udføre Djævclens Gjerning. Thi er der nogen værre Djævelens Gjerning end Krig og Krigsberedskab, der alene koster vort lille Land 8 Millioner aarlig! Chriftus sagde selv: Elsker Eders Fjender! men at slaae dem ihjel, det er dog en underlig Maade at vise sin Kjærlighed paa. (Umaadelig Jubel). Nei, "Internationale" vil Freden; Fred med sig selv, Fred med sin Broder! (Gjentagne Bravoraab). Brix oplæste endnu af "Socialisten": "Et Par Breve", hvorpaa han - efterat Sommer atter havde havt Ordet, navnlig forat udtale den Fortrøstning og det Haab, at Ingen i Forsamlingen, hvad saa end Rimestad og Erik Bøgh i deres smaalige Had sagde og skrev derom, vilde finde at have spildt de otte Skilling, han havde maattet betale iaften for at være sammen med ligesindede Brødre og blive styrket og oplyst ved lærerig Underholdning !) (Nei! Nei! Red med Smudsbladene! Ned med Rimestad!) - sluttede Mødet med den Bemærkning, at Politidirecteurcn naturligviis vilde vedblive med at forfølge og fortrædige "Internationale" og "Socialisten", hvor han blot fandt en Hage, "hvorpaa han kunde hænge sin trekantede Hat; men "Socialisten" vilde alligevel udkomme paa tirsdag c: imorgen. (Frygtelig Støi. "Leve Brix! Ned med Crone! Leve Sommer! "Internationale", "Socialisten"! osv. osv.)
Som et Curiosum kan det sluttelig noteres, at dette Møde kunne opvise i det mindste een kvindelig Deeltager, - en velklædt, men tilsløret midaldrende Dame.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1871).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar