Tilbageblik ved Aarsskiftet. (Efterskrift til Politivennen)

VIII

Vi ville sluttelig betragte vore Presseforholde. Det sidste Aar har yderligere stadfæstet, hvor slet det staaer til i denne Retning hos os. I sin store Almindelighed gjøre vore Blade og Aviser et stærkt Indtryk af, at det væsentlig er Pengespekulationer, der styre deres Virksomhed. Istedetfor at en fri og uafhængig Presse skulde frit og hastigt lede den offentlige Mening, kaste sig i Kampen for det Fornuftige, Sande og Rette, saa speider vore Blade i Regelen kun efter, hvad der kan behage Folkestemningen i dens forskjellige Svingninger, og der tales saa efter, hvad der bedst kan holde paa de Abonnenter, man har, og som kan fiske flere. Der er i denne Henseende et formeligt Væddemaal, især i Hovedstadspressen. Der slaa endog Meningsfæller med den største Lyst hinanden, ingenlunde fordi der er en virkelig Meningsforskjellighed imellem dem, men, som det synes, alene for at den ene kan fiske den andens Abonnenter. Dette Forhold giver det hele Pressevæsen noget Høkeragtigt, noget Bissekræmmeragtigt, i hvis Følge Pressen bliver i høi Grad afhængig af Døgnstemningernes Svingninger. Men den værste Afhængighed, vort Pressevæsen lider af, er den Slaviskhed, hvormed den retter sig efter et Par Anførere i Hovedstaden. Naar "Dagbladet" og "Fædrelandet", der selv kun styres af Partihensyn, have udstedt Parolen, saa kvækker hele Skaren af Eftersnakkere, ligefra "Folkets Avis" og "Dagstelegrafen" ned til Viborg og Hjørring Aviser, dem efter uden Spor af Selvstændighed eller Uafhængighed. Der er ikke et eneste Blad i hele den lange Række af Doktrinærpressen, der vover at kny med endog den beskedneste Indvending eller Modbemærkning mod de despotiske Anføreres Resolutioner. Vare nu disse Anførere Organer med alsidig Dygtighed, moden Erfaring, praklisk Indsigt, saa kunde det endda være taaleligt. Men det er saa langt fra, at de ere det. Dere? bele Dygtighed bestaaer væsentlig i en vis Færdighed i stilistiske Taskenspillerkunster, erasmusmontanisk Sofisteri og en uovertræffelig gammelstrandsk Gave til at skjælde Modstandere ud. Disse Færdigheder ere saa parrede med et Hovmod og en gjennemgaaende, raa Parti-Herskesyge, som kun ere istand til at umuliggjøre enhver anstændig Forhandling med den fra den folkelige eller fra den konservative Presses Side. Den doktrinære Presse stiller sig i det Hele saaledes overfor alle andre Partier, at den stempler enhver Person og ethvert Blad son, ikke i Tykt og Tyndt følger det, eller som er dets Modstander, med Ondakabens, Lavhedens, Skurkens og Fædrelandsforræderens Mærke. Det er umuligt for denne Presse at udlede nogen Meningsforskjellighed hos Modstandere fra ædle og gode Motiver (Bevæggrunde). Er man af en anden Mening end disse Despoter i Pressen, saa er Grunden efter deres Mening kun enten den laveste Pengebegjærlighed, den lumpneste Mangel paa Fædrelandskjærlighed eller endog Landsforræderi. De erkjendc intet Godt hos deres Modstandere. Naar saa dertil kommer, at denne Presse, trods sit væmmelige Hovmod, sin uhyre Indbildskhed af egen Dygtighed og Snildhed, ikke har formaaet at vise Veien til Andet end Fædrelandets Ødelæggelse, Frihedens og Lighedens Indskrænkning; saa er det ikke sært, at den i en ikke ringe Grad er Gjenstand for Uvillie, Had og Ringeagt, især fra folkelig Side. At det Had, at den Foragt Doktrinærpressen udsaaer, vil den, saa haabe vi, høste med rigelige Renter. Den kan ikke undgaa den almindelige Lov: "at hvad man saaer, det skal man høste". - Vi, som see, hvilken Ulykke, denne Presse er for vort Land: dels derved, at den opammer den hele Hær af vordende Embedsmænd i Foragt for Folket, det Folk, der skal føde og klæde dem, saa det gode Forhold mellem Embedsmænd og Folket maa forstyrres; dels ved, at den ophidser til Had indadtil og udadtil og ved det Sidste fører vort Fædrelands Undergang imøde - : vi ville, indtil Forholdet forandres og forbedres, ansee det som en af vore Hovedopgaver at bekæmpe denne Presse, som vi af ganske Hjerte ansee for en Ulykke for vort Land. Vi ansee hverken Fædrelandet betrygget mod fremmed Vold, eller Friheden, Ligheden og Borgervellet for den store Befolkning sikkret, før denne Presses nuværende Magt er brudt, eller før den har aldeles forandret Karakteer. Vi haabe, Folket vil, lidt efter lidt, faa Øinene op, og at der vil komme en Tid, da en folkelig Presse med den Kraft og Indflydelse, som Landets og Folkets Vel fordrer, vil kunne værdigen varetage det Heles Tarv.

(Aarhus Amtstidende 20. januar 1871).