I Gensvar paa det af Arbejderne Christensen, Korfitsen, Würtz, Weiss, Greisen og Jansen under 27de d. M. indgivne Andragende til Københavns Politidirektør om Tilladelse til, at de i Henhold til § 88 i Grundloven indvarslede et offenligt Arbejdermøde paa Nørrefælled førstkommende Mandag, modtog Würtz igaar Eftermiddag følgende Skrivelse fra Hr. Crone:
Københavns Politi.
Politikamret,
d. 31te Oktober 1872.
I Gensvar paa en af Dem og de øvrige Medlemmer af Bestyrelsen for den herværende internationale Arbejderforening undertegnet Skrivelse af 27de dennes, hvori De underretter mig i Egenskab af Københavns Politidirektør om, at De næstkommende Mandag den 4de November agter at sammenkalde Arbejderne til et større Møde, som agtes afholdt paa Nørrefælled, skulde jeg herved tjenstligt meddele, at det saaledes tilsigtede Møde falder ind under den af mig under 4de Maj d. A. udstedte Bekendtgørelse, ved hvilken, ethvert af den nævnte Forenings Bestyrelse eller af Andre paa dens Vegne berammet offenligt Møde under aaben Himmel er forbudt, og at altsaa Enhver, der berammer eller deltager i et saadant Møde, vil blive draget til Ansvar efter Loven, ligesom ogsaa Afholdelsen af et saadant Møde vil blive forhindret, efter Omstændighederne ved Anvendelsen af den offenlige Magt i saadant Omfang, som fornødent maatte gøres.
Et Eksemplar af bemeldte Forbud vedlægges.
Mødet er altsaa forbudt. Borger Würtz, der, som det udtrykkelig var udtalt, ikke havde indgivet Andragendet i Egenskab af Formand for "Internationale", men som Borger i Staten, protesterede straks energisk imod dette Afslag, der efter hans Skøn indeholdt et grovt Brud paa Grundlovens § 88 *). Sagen vil nu blive appelleret for den danske Rigsdag, saasnart denne atter træder sammen, men foreløbig indbydes herved alle Københavns Arbejdere til et offenligt Møde, der vil blive afholdt paa Tirsdag Aften Kl. 9 i Salonen Føniks, hvor den paatænkte Adresse til Rigsdagen vil blive drøftet samt taget under Overvejelse, hvad der videre maatte være at foretage i denne for den danske Folkefrihed saa betydningsfulde Sag.
*) Skønt Hr. Crone udtalte til Würtz, at "Socialisten" ikke turde (!) optrykke Grundtonens § 88, da han forudsatte, at. den danske Arbejder var saa dum, at han ikke havde gjort sig bekendt med den, skal vi dog herved kundgøre for Arbejderne, at bemeldte Paragraf lyder saaledes:
Borgerne har Ret til at samle sig ubevæbnede. Offenlige Forsamlinger har Politiet Ret til at overvære. Forsamlinger under aaben Himmel kan forbydes, naar der af dem kan befrygtes Fare for den offenlige Fred.
(Socialisten 1. november 1872).
Mødet blev i stedet afholdt indendørs i "Føniks" den 5. november 1872:
Arbejdermødet
i Tirsdags Aftes i "Føniks" var besøgt af saamange Arbejdere, som den store Salon kunde rumme, ja endog flere end den kunde rumme, idet selv Porten var opfyldt af Tilhørere. Naar man anslaar det mødte Antal Arbejdere til 2000 træder man neppe Sandheden for nær.
Mødet aabnedes af Borger Würtz , der hilsedes med stærkt Bifald. Han havde set sig nødsaget til at indvarsle dette Møde, da Politidirektør Crone som bekendt havde nægtet Afholdelsen af et Arbejdermøde paa Fælleden, uagtet dette efter Talerens Skøn var i højeste Grad uberettiget og utilbørligt (stormende Bifald). Mødet var sammenkaldt for at man kunde drøfte den tidligere her i Bladet meddelte "Adresse til Rigsdagen", der oplæstes under Forsamlingens stadige og kraftige Bifald. Da Würtz havde tilendebragt Oplæsningen, hilsedes Adressen med et bedøvende Bifald.
Borger Würtz foreslog derefter Forsamlingen at vælge en Dirigent og hertil valgtes da Borger Christensen, der modtoges med en overordenlig Jubel. Han takkede for den Ære, der var bevist ham, og udtalte som sit Haab, at Forsamlingen vilde gøre ham Dirigentvirksomheden let ved at iagttage den størst mulige Ro og Orden, et Haab, der gik saa fuldstændig i Opfyldelse, at mangen Storborgerforsamling kunde have grundet Anledning til Misundelse derover.
Den Første, Ordet blev givet til, var Borger Würtz. Han skildrede den danske Arbejders sørgelige Stilling, idet den knappe Indtægt, der tilstodes ham, ikke var tilstrækkelig til at føre et sorgfrit og ordenligt Liv. Saaledes som Forholdene nu var, gik den ærlige og flittige Arbejder kun en sørgelig Alderdom imøde; den usle Fortjeneste, Arbejderen fik, var neppe nok istand til at sulteføde ham, medens Kapitalisterne svælgede i Ødselhed og Overdaadighed. Storborgerne raabte usandfærdig paa, at Socialisterne vilde ophæve Ægteskabet, men det var Storborgerne selv, som bevirkede, at Arbejderen ikke havde nogen sand Glæde af sit Familjeliv, ti hans usle Løn bevirkede, at hans Hustru maatte arbejde paa Fabrikerne, medens hans ulykkelige Børn drev hjemløse om paa Gaderne. Den flittige, stræbsomme Arbejder, der havde slidt sig op i Samfundets Tjeneste, fik kun en Anvisning paa Fattiggaarden, Ladegaarden eller Tugthuset, naar han blev gammel og svag, medens Embedsmanden underholdtes med Pension paa Statens (c: Arbejderens) Bekostning. Dette var en skrigende Uretfærdighed. Ganske vist blev der gjort en hel Del for Arbejderne, men dette var kun tilsyneladende, ti saa man Tingene efter i Sømmene, viste det sig at være Humbug og Vind tilhobe. Taleren vilde blot henvise til den af de syv Kommuner stiftede Kasse, hvor en Arbejder, efter i 20 Aar at have svaret 7½ Rd. aarlig, oppebærer i Pension ved sit 60de Aar 25 Rd. aarlig, hvilket Taleren tillod sig at kalde Humbug, en Anskuelse Forsamlingen billigede ved en bedøvende Bifaldslarm. Nej, Arbejderen maatte hjælpe sig selv; han skulde fortjene saa Meget, at han kunde ernære sig ærlig og redelig og lægge en Skilling hen til de gamle Dage, saa han ikke, som nu, falder Kommunen eller Staten til Byrde. Det var denne Lære om Arbejderens Berettigelse til at saa saameget for sit Arbejde, som han har fortjent, at Louis Pio for et Aarstid siden begyndte at udbrede herhjemme under stærk Tilslutning fra Arbejdernes Side, men under en ligesaa stærk Modstand af Autoriteterne, der gik i Byen for Pengepugerne og Storborgerne. Det maa nemlig ikke tillades Arbejderne selv at ophjælpe deres usle Kaar. Det herskende nationalliberale Parti, der betragter sig som Indehaver af al Storhed og al Kundskab, vil ikke tillade, at Andre ogsaa har en Mening og ogsaa har en Vilje. Naar Arbejderne skulde hjælpes, skulde Hjælpen rækkes dem af Partiets Haand, som selvfølgelig ærbødigst skulde kysses derfor. Men Pio sagde til Arbejderen, at var han Guds Søn, maatte han hjælpe sig selv, og at det kun var gennem Enighed og ved at Arbejderne sluttede sig sammen, at der med Held kunde udvirkes Noget for dem. Det nationalliberale Parti, med Etatsraad Crone i Spidsen, begyndte nu at blive bange for, at den "fjerde Stand" skulde komme til Magten, hvorved det blev forhindret fra at gøre flere Ulykker, og for enhver Pris maatte det derfor undgaaes, at Arbejdersagen lededes frem af Pio, Geleff og Brix, der kun havde Arbejdernes Vel og ikke Pengepugernes Tarv for Øje. Efter en lang Række Chikaner mod Pio, endte man endelig med den 5te Maj aldeles vilkaarligt og grundlovstridigt at forbyde et offenligt Arbejdermode, som han havde indvarslet, og sluttelig arresterede man baade ham, Geleff og Brix. Det var Talerens Overbevisning, at Mødet den 5te Maj vilde have løbet aldeles fredeligt af, en Overbevisning som havde staaet sin Prøve baade den 5te Juni og 28de Juli, da Arbejderne samledes ved den slesvigske Sten med en Ro og Orden, der endog høstede varme Lovtaler i Udlandets Blade, f. Eks. i "Hamburger Nachrichten." Men det var nu engang bleven Mode at betragte Arbejderne som Oprørere, fordi de selv vilde have Ret til at sætte Pris paa deres Vare (Arbejdskraften) ligesaavel som Købmanden og Fabriksten sætter Pris paa sine Varer. Det var særlig Københavns Politidirektør, der havde Æren af at betragte Arbejderne som Oprørere, og denne Betragtning havde nu for nylig ledet ham til at forbyde et nyt offenligt Arbejdermøde, skøndt han derved krænkede Grundlovens § 88, der tilsiger Borgerne Forsamlingsfriheden. Forat faa det Spørgsmaal klaret, om Avtoriteternes Fremgangsmaade mod "Internationale" og mod Socialisternes arresterede Førere, var stemmende med Begrebet om sand Folkefrihed, agtede man nu at indgive den oplæste Adresse til Folketinget, hvorved man haabede, at der vilde blive foretaget en Undersøgelse i denne uhyggelige Sag. Hvad Politidirektørens nyeste Adfærd med Hensyn til Forbudet af Arbejdermødet paa Nørrefælled den 4de Rovember angik, kunde man gaa to Veje. Den ene var at sagsøge Politidirektøren og den anden var at henvende sig til Landets Konge, for at erfare af hans Mund, om Grundlovens § 88 endnu stod ved Magt og ogsaa galdt Arbejderne. Taleren selv hyldede den sidste Fremgangsmaade, da Arbejderne ikke havde Raad til at føre en vidtløftig Proces mod "Etatsraad" Crone, der selvfølgelig vilde blive indrømmet fri Proces. Taleren ventede sig et stort Udbytte af en Henvendelse til Kongen, da Arbejderne altid havde handlet loyalt mod ham og hans Hus i Modsætning til det nationalliberale Parti, der havde slaaet Ruderne ind til ham og gennem sine Smudsredaktører og Smædedigters havde søgt at nedsætte ham i Folkets Øjne.
Et overordenligt Bifald lønnede denne Tale, som helt igennem var fulgt med levende Interesse og som jevnlig var bleven afbrudt ved samstemmende Bravoraab og begejstrede Hurraer.
Derefter blev Ordet givet frit og ti Talere optraadte nu for alle, under Forsamlingens lydelige Bifald, at opfordre til at underskrive den fremlagte Adresse. Cigarmager Johnsen opfordrede Arbejderne til at støtte Venstrepartiet, da dette vilde fremad og vilde Arbejdernes Vel. Tømrer Prehn udtalte sig imod Politiets Optræden mod Socialisterne, hvilket havde vakt den største Indignation overalt. Taleren havde f. Eks. selv været Ørevidne til de fordømmende Ord, hvormed Skandinaverne i Amerika havde modtaget Budskabet om Skandalen den 5te Maj. Maskinarbejder Weiss, der var en af Medindbyderne til Mødet, bad Forsamlingen om en masse at underskrive Adressen, en Opfordring Smed Christensen støttede ved at minde Arbejderne om, at de var fri Mænd og derfor ikke behøvede at spørge Arbejdspugerne om Ret til at brøste deres egne Anliggender. Snedker Nielsen bragte sin Tak til de Mænd, som ikke havde ladet sig kyse bort af Politiet, men som endnu kæmpede med Djærvhed og Barme for Arbejderens Ret. Cigarmager Korfitsen bad Forsamlingen om at støtte Adressen, da den vilde bevirke, at Venstre følte sig styrket til at begynde paa sin Stordaad: at vippe det nationalliberale Parti med samt "Etatsraad" Crone af Pinden snarest muligt. Snedker Grejsen, Instrumentmager Holst og Skomager Hoffenbøll udtalte deres store Tilfredshed med Adressen og opfordrede til dens Underskrift, da dette vilde vise Verden, at Udfaldet af Valghandlingen i København den 20de September ikke maatte betragtes som et Udtryk for den københavnske Arbejderstands Anskuelser og Ønsker, og sluttelig talte Snedker Winther under Forsamlingens lydelige Bifald om det Uretfærdige i at en Arbejder ofte skal lide den bittreste Nød, medens Arbejdspugerens Søn kan flotte sig paa Østergade med "Allee" i Nakken og drikker Champagne, mens Arbejderen kun faar Vand. Ogsaa han anbefalede varmt en Tilslutning til Adressen.
Da ikke Flere begærede Ordet, satte Dirigenten, Smed Christensen, under Afstemning:
1) om den forelagte Adresse skulde indgives til Folketinget, hvilket vedtoges enstemmigt af hele Forsamlingen, der hilsede dette Resultat med bedøvende Hurraraab.
2) om der skulde sendes en Deputation til Kongen med Klage over Politidirektør Crone, hvilket ligeledes vedtoges enstemmigt og hilsedes med stærkt Bifald.
Smed Christensen takkede nu Forsamlingen for den udviste Ro og Orden, en Tak som Würtz ogsaa frembar med Tilføiende af Ønsket om, at Enhver nu vilde gaa rolig hjem til Sit, for at Politiet ikke skulde saa Lejlighed til at satte et kærkomment "Oprør" i Scene. Efterat der var udbragt forskellige Leveraab, bl. A. for Arbejdersagen (Christensen), det forenede Venstre (Würtz) og de arresterede Førere (Weiss), hævedes dette overordenlig vellykkede Møde, der føjede et nyt Vidnesbyrd til de mange, der allerede haves om, at den københavnske Arbejder ikke er en vild Oprører, men en rolig og besindig Mand, der tænker før han taler og taler før han handler.
- - -
Adressen til Folketinget ligger til Underskrift i Internationales Lokale, St. Helliggejststræde 13, Kælderen, hvor ogsaa Eksemplarer af den kan erholdes af dem , som vil støtte Sagen ved at lade den cirkulere paa Værkstederne. Det bemærkes, at enhver københavnsk Arbejder over 16 Aar er berettiget til at underskrive den, uanset om han er Medlem af Internationale eller ikke.
Da Adressen agtes indgivet saasnart Rigsdagen atter tråder sammen, bedes den hurtigst muligt forsynet med Underskrifter.
Københavnske Arbejdere!
Det gælder Eders og alle danske Kollegers Vel, at denne Adresse forsynes med saa mange Underskrifter som muligt, og derfor bør Ingen undlade at underskrive den, hvad enten dette er behageligt for Arbejdspugerne eller ikke.
(Socialisten 7. november 1872).
Det var ikke første gang Crone spillede en stor rolle i retsforfølgelsen af datidens magthaveres politiske modstandere. Den 3. maj 1872 havde Crone i et brev til justitsminister Krieger anbefalet at anholde lederne af Internationale, samtidig med at han mente at hvis politiet opførte sig passivt, ville den offentlige orden ikke blive forstyrret - det var indtrykket af mødet han var bekymret for ville smitte af på den øvrige befolkning. Ved statsrådsmødet den 4. maj 1872 udtrykte kronprinsen (den senere Frederik 8.) at man burde anholde Pio, Geleff og Brix samt indkalde militære forstærkninger. Crone havde ikke kunnet finde nogen trussel mod den offentlige orden, men begrundede anholdelserne i Arbejderforeningens indflydelse og politiske holdninger - vanskeligt foreneligt med Grundlovens beskyttelse af forsamlingsfriheden. Kritik af Crones fremgangsmåde medførte injuriesager. Problematikken i Crones og statsrådets beslutninger fremgik af en artikel i Socialisten:
Inserat.
(Forsinket af Mangel paa Plads.)
Hr. Redaktør!
Da jeg forleden Dag saa Grundlovens § 88 aftrykt i Deres ærede Blad, bragte dette mig til at studere dens Ordlyd lidt nøjere, det interesserede mig, da jeg ved, at det er i Hævd af denne Paragraf, at Hr. Politidirektør Crone forbyder Arbejderne at afholde Møder. Jeg har nu vendt og drejet den paa alle Ender og Kanter, men jeg maa naturligvis mangle de behørige Fagkundskaber, ti jeg kan ikke begribe, hvorledes Hr. Crone med den i Haanden kan handle som sket er. "Borgerne har Ret til at forsamle sig ubevæbnede", hedder det, jeg var nu straks paa det Rene med, at det ikte var efter denne første Sætning i Paragrafen, at Hr. Crone handlede og altsaa heller ikke efter Grundlovens Aand, ti denne indeholdes jo netop hel og holden, for Forsamlingsfrihedens Vedkommende, i denne Sætning. "Offentlige Forsamlinger har Politiet Ret til at overvære", hedder det videre; heri fandt jeg heller ikke noget, hvorefter et Arbejdermøde kan forbydes, men indsaa snart, at jeg maatte søge Forbudet i den sidste Sætning, hvor det hedder: "Forsamlinger under aaben Himmel kan forbydes, naar deraf kan befrygtes Fare for den offentlige Fred". Men heller ikke heri fandt jeg dog nogen tilfredsstillende Forklaring af Hr. Crones Forbud. Jeg prøvede at gaa i Detail med Bogstaven og nu skal De høre hvorledes. Naar der altsaa staar Forsamlinger (vel at mærke ikke paatænkte Forsamlinger) kan forbydes, da forekommer det mig, at hvor der ingen Forsamlinger er, der kan heller ingen forbydes, og at Hr. Crone efter denne Ordlud er kommen temmelig tidlig med sit Forbud. Hvad skulde der vel være ivejen for at opløse en Forsamling af Ubevæbnede, naar man, som Hr. Crone, kan stille sig i Spidsen for en hel Arme, sammensat af alle Vaabenarter. Det er nu klart, at Hr. Crone kun er fremkommen med sit Forbud, fordi det har behaget ham at frygte, men naar man nu ved, at Arbejderne i Løbet af Sommeren har afholdt forskellige Møder under aaben Himmel og hvor alt er gaael fredeligt og smukt til, saa kommer man uvilkaarlig til at spørge sig selv, hvorfor frygter han. Det er nu rimeligt nok, at Hr. Crone tror at kunne holde sin Ryg fri ved at henvise til en Beslutning, der i sin Tid blev tagen i et Statsraadsmøde, hvor som bekendt Hr. Crone ikke præsiderer; det er maaske noget Tiden vil vise. Jeg skal til Slutning henstille til Hr. Crone, om han ikke finder det passende offentlig at fortolke Grundlovens § 88 for de mange Tusinde Arbejdere, hvem han forbyder at forsamle sig. Jeg er overbevist om, at De, Hr. Redaktør, med Glæde vil aabne Deres Spalter for vor fælles Ven. *)
*) Ja, naturligvis.
Red.
(Socialisten 11. november 1872).
Desuden bragte avisen et uddrag af politidrektørens beretning om spørgsmålet:
"Det røde Spøgelse". I en Aarsberetning fra Politidirektøren til Ministeriet er leveret følgende "grausame Salbe", som vi ikke nænner at forholde vore Lasere :
Medens Aaret 1871 ikke i nogen særdeles Grad har lagt Beslag paa Politiets Kræfter til Beskyttelse af den offenlige Sikkerhed mod den Art af Forbrydelser, der hidtil (!) har været saa godt som alene om at true den, har dette Aar stillet nye Krav til Politiets Virksomhed derved, at Socialismen ganske pludselig er opdukket i vort Samfund (hu, ha!). Personer, der stod aldeles udenfor Arbejderklassen (ligesom Rimestad & Komp.?), og som straks forkyndte, at de ved Gennemførelsen af deres socialistiske Planer vilde gaa frem med Loven eller uden Loven, (hvor staar det skrevet?) har stiftet en saakaldet "international Arbejderforening", der ganske (?) har sluttet sig til "Internationale"s Statuter, og derhos ved Udgivelsen af et Blad "Socialisten", der er Foreningens Organ samt ved offentlige Foredrag i og udenfor Foreningen saavel her i Staden som i Omegnen (hvor nøjagtig!) og i forskellige Provinsbyer gjort bemeldte Samfundsklasse til Genstand for en voldsom Agitation, der gaar ud paa den mest hensynsløse (det er hørt!) Opæggelse af den arbejdende Klasse, "den 4de Stand", som den benævnes, til Had og Forbittrelse imod de heldigere Stillede i Samfundet (!) og paa Udbredelsen af de farlige (!) og vildledende (!) Lærdomme, ved hvilke Internationale i Størstedelen af det øvrige Evropa allerede i længere Tid har arbejdet paa Kuldkastelsen af de nuværende Stats- og Samfundstilstande (??). Skøndt vor Straffelov (!) er ny, synes den dog ikke at have havt Øie for de Farer, der truer den offenlige Fred og Sikkerhed fra denne Side (hvad der er ganske naturligt!) og Politiet kunde de for i det forløbne Aar ikke gøre Andet end holde et vaagent Øje med disse fordærvelige og farlige Bestræbelser, der i indeværendc Aar er gaaede saa vidt, at Anstifterne er blevne fængslede, og Sag imod dem for Statsforbrydelse og Opfordring til Modstand mod den offenlige Myndighed bragt for Domstolene. ("Var Løgn Latin kunde A ogsaa præke", sagde Jyden.)
(Socialisten 10. december 1872).
Retsssagen mod Pio, Geleff og Brix blev behandlet som en tilståelsessag baseret på afhøringsprotokoller udfærdiget af forhørsdommeren Edmund Africanus Knudsen - protokoller hvis indhold Pio protesterede kraftigt imod, men som blev brugt også ved appelsagen i Højesteret. Alt i alt optrådte domstolene som systembevarende i den forstand at tvivlen kom øvrigheden, ikke de tre tiltalte, til gode. Noget som Estrup-regeringen efterfølgende systematisk videreførte for at standse kritik fra politiske modstandere i 1880'erne:
Socialistens redaktør Laurits Vilhelm Hansen blev senere dømt efter samme metode til 8 måneders fængsel for majestætsfornærmelse. Med disse og flere andre domme havde myndighederne statueret at det var strafbart at agitere for fx socialisme samt strafbart at kritisere statsmagtens fremfærd mod dem der ønskede en ny samfundsindretning. Den 2. februar 1874 blev Internationale dømt som ulovlig og til at skulle opløses. Den 10. maj 1874 udkom det første nummer af Socialistens afløser, Social-demokraten, Suhmsgade 2. 1. sal o. g. med Anton Mundberg som redaktør. I juni 1876 blev Socialdemokratiet under stor modstand fra politiets side dannet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar