Magdalene Feldthausen. (Efterskrift til Politivennen)

Magdalene Feldthausen blev født 28. november 1847 i Skælskør, og var datter af politibetjent Hans Adler F. og Martha Sophie Hansen. 

Mord. Den 9de Mai d. A. (Christi Himmelfartsdag) om Aftenen imellem Kl. 10 og 11 bemærkede en Mand, der passerede Kjærlighedsstien, udfor Communehospitalet, et Fruentimmer, der gik frem og tilbage med et lille Barn paa Armen. Hendes Adfærd forekom ham noget besynderlig, og han gik derfor hen til hende og spurgte hende, om hun havde noget Ondt isinde. Hun svarede nei og tilføiede, at hun gik og ventede paa sin Mand. De fulgtes derpaa sammen til Nørrebro og samtalede underveis paa en saadan Maade, at Mandens Mistanke forsvandt, og da hun skulde til Nørrebro, han til Byen, skiltes de ad. Fruentimmeret gik imidlertid ikke til Nørrebro, men vendte tilbage til det omtalte Sted paa Kjærlighedsstien, gik nogle Gange frem og tilbage, tog derefter sit Barn, som havde sovet hele Tiden, medens hun bar det paa Armen, lagde det paa Ryggen i Vandet tæt ved Land, og gik derpaa strax bort uden at see efter, om det sank tilbunds eller ei. Barnet sov endnu i det Øieblik, hun lagde det ned i Vandet, og der hørtes intet Skrig fra det, efterat Moderen havde ladet det falde i Vandet. Der var Ingen, der iagttog Gjerningen, og først den følgende Morgen Kl. 4½ fik en Arbejdsmand, der passerede Kjærlighedsstien paa Veien fra sin Bolig, Øie paa Barnets Lig, som laae c. 2½ Alen ude i Sortedamesøen. Han tog det op og bragte det til Politistationen, hvor alle anvendte Oplivelsesmidler viste sig frugtesløse, hvorfor Liget, der viste sig at være Liget af et Drengebarn paa lidt over eet Aar, bragtes til Almindelig Hospital. Nogle Dage efter lykkedes det Politiet efter gjentagne Opfordringer i Adresseavisen, ved en Kones Hjælp at indhente saadanne Oplysninger, at Mistanken for den begaaede Forbrydelse bestemt rettedes imod et Fruentimmer, der blev anholdt, og som ogsaa strax tilstod, at det fundne Barnelig var Liget af hendes Barn, og at hun var den, der efter foregaaende Overlæg og i den Hensigt at stille det ved Livet havde lagt det i Vandet i Sortedamssøen, omtrent paa det Sted, hvor barnet var fundet. Hendes nærmere Forklaringer under forhørerne gik ud paa, at det ommeldte Barn var avlet, medens Arrestantinden i Aaret 1870 tjente i Korsør. Faderen var en Matros, hvem det af Øvrigheden blev paalagt at betale Underholdningsbidrag, men han reiste bort uden at betale Noget. Arretantinden, der havde født Barnet den 2den April f. A. paa Fødselsstiftelsen, fik herfra 4 Mk. ugentlig i Barnets tørste Aar, men andet Bidrag til Barnets Underhold fik hun ikke, og hun havde selv ikke andet, end hvad hun kunde erhverve som almindeligt Tjenestetyende. Det lykkedes hende dog, ved at pantsætte saagodtsom Alt, hvad hun eiede, at skaffe de fornødne Penge tilveie, navnlig til Betalingen af de Personer hos hvem hun anbragte Barnet i Pleie, indtil Midten af April Maaned d. A., men da vare alle hendes Hjælpekilder ophørte. Efterat den Kone, der havde Barnet i Pleie, ikke havde faaet Betaling i 14 Dage. afleverede hun Barnet, formeentlig den 4de Mai, til Arrestantinden. Denne anmodede derpaa 4 forskjellige Personer om at tage sig af Barnet, indtil hun kunde faae en fast Tjeneste, hvad hun dengang ikke havde, men ingen af disse vilde indlade sig herpaa uden Betaling. Hun vidste vel, at han kunde henvende sig til Fattigvæsenet, men hun kunde ikke bekvemme sig til at gjøre dette, fordi hun ikke vilde udsætte sig for den Skam at blive sendt til sit Hjemsted, hvilket, efter hvad man havde sagt hende, vilde blive Tilfældet, og under disse fortvivlede Omstændigheder var det, at Tanken om at dræbe Barnet opstod hos hende. Hun omgikkes med denne Tanke i nogle Dage, indtil hun den 9de Mai tog den endelige Bestemmelse, som hun derpaa ogsaa udførte. Efter de Oplysninger, der ere fremkomne, maa det antages, at Arrestantinden har næret stor Kjærlighed til sit Barn, at hun af yderste Evne har bestræbt sig for at skaffe det god Pleie, og at hun kun i Fortvivlelse over den aldeles hjælpeløse Forfatning, hvori hun befandt sig, efterat endog de, som stode hende nærmest, havde nægtet at modtage Barnet, er bleven bragt til at fatte Forsættet om at tage det af Dage, og efter hendes egen Forklaring, som Retten ikke fandt nogen Grund til at forkaste, var det først efter en haard Kamp med sig selv at hun iværksatte sit Forsæt. Arrestantinden er født i Aaret 1847 og ikke forhen straffet. Hendes Charakteer skildres som en Blanding af Letsindighed og let Sind; i sine Tjenester viste hun sig til sine Tider ligegyldig for Alt, til andre Tider sang hun fra Morgen til Aften, og kunde hun end en enkelt Gang vise sig studs, saa var hun dog som oftest godhjertet, flink og villig. Det var ikke vanskeligt at faae hende bevæget, men ligesaa hurtigt var hun den Muntre og Letsindige igjen. Trods de til Gunst for hende talende Omstændigheder hjemfaldt hendes Gjerning under Straffelovens § 190, og Criminalrettens Dom lød derfor paa, at Arrestantinden bør straffes paa Livet."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. juli 1872)

Senere oplyste aviserne at kvinden var Magdalene Feldthausen. Højesteret stadfæstede dødsdommen den 28. august 1872.

Nr. 208.

Onsdagen den 28de August.

Advocat Nellemann

contra

Magdalene Feldthausen (Defensor Bunzen), der tiltales for Mord.

Criminal og Politirettens Dom af 27de Juli 1872: "Arrestantinden Magdalene Feldthausen bør straffes paa Livet samt udrede denne Actions Omkostninger og derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Berggreen og Kaas med 6 Rd. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde fjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Advocat Nellemann og Etatsraad Bunten for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rd. til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Arrestantinden Magdalene Feldthausen, der under nærværende Sag tiltales for Mord, er ved egen af det iøvrigt Oplyste bestyrkede Tilstaaelse overbeviist at have gjort sig skyldig i den hende paasigtede Forbrydelse ved den 9de Mai d. A. efter foregaaende Overlæg at have i den Hensigt at skille sit den 2den April f. A. fødte Barn Georg Julius Johansen ved Livet lagt det om Aftenen Kl. mellem 11 og 12 i Vandet i Sortedamssø, hvor det den paafølgende Morgen af en Forbigaaende fandtes dødt, efter de obducerende Lægers Slutning omkommet ved Drukning.

Det ommeldte Barn havde Arrestantinden avlet, medens hun i Aaret 1870 tjente i Korsør, efter hendes Opgivende med en Matros Julius Johanssen, kaldet Stjerne, hvem det ogsaa af Øvrigheden blev paalagt at betale Underholdningsbidrag til Barnet, men uden at hun erholdt noget saadant af ham. Da hun, naar undtages det sædvanlige Bidrag fra den kongelige Fødselsstiftelse af 4 Mk. ugentlig i Barnets første Aar, ei heller faa anden Maade fik nogen Bistand til dets Underhold, maatte hun alene sørge for det, og dertil havde hun kun, hvad hun kunde erhverve som almindeligt Tjenestetyende. Imidlertid lykkedes det hende dog kun ved efterhaanden at pantsætte saagodt som Alt, hvad hun eiede, at skaffe de fornødne Penge tilveie, navnlig til Betalingen af de Personer, hos hvem hun anbragte Barnet i Pleie, lige indtil Midten af April Maaned d. A., da alle hendes Hjælpekilder vare opslupne. En Følge af den sidstommeldte Omstændighed blev, at Barnets daværende Pleiemoder, som ingen Betaling havde erholdt i 14 Dage, afleverede Barnet, formentlig den 4de Mai næstefter til Arrestantinden. Denne anmodede derpaa 4 forskjellige Personer om at tage sig af Barnet, indtil hun kunde faae en fast Tjeneste, hvad hun dengang ikke havde, men da ingen af disse vilde indlade sig derpaa uden Betaling, og hun ikke kunde beqvemme sig til at henvende sig til Fattigvæsenet, fordi hun ikke vilde udsætte sig for den Skam at blive sendt til fit Hjemsted, som det var hende sagt vilde blive Tilfældet, naar bun søgte Hjælp hos Fattigvæsenet, var det, at den Tanke opstod hos hende at dræbe sit Barn.

Med denne Tanke omgikkes hun i nogle Dage, indtil hun den 9de sidstnævnte Maaned tog den endelige Bestemmelse at drukne Barnet i fornævnte Sø, hvilket Forsæt hun derpaa, som ovenommeldt, udførte.

Efter de for saavidt fremkomne Oplysninger maa det antages, at Arrestantinden har næret stor Kjærlighed til sit Barn, at hun af yderste Evne har bestræbt sig for at skaffe det god Pleie og kun i Fortvivlelse over den aldeles hjælpeløse Forfatning, hvori hun befandt sig, er bleven bragt til at fatte Forsættet om at tage det af Dage, og efter hendes egen Forklaring, som der ingen Grund er til at forkaste, var det først efter en haard Kamp med sig selv, at hun udførte sit Forsæt. Arrestantinden, der er født den 28de November 1847 og ikke funden forhen straffet, vil imidlertid ikke kunne undgaae at dømmes til at straffes paa Livet i Medfør af Straffelovens § 190."

(Højesteretstidende nr. 18, 13. september 1872).

I oktober 1872 blev hun benådet af kongen og livsstraffen forvandlet til forbedringshusarbejde.

Hun blev den 13. maj 1877 gift i Frelsers Kirke, Christianshavn med skibstømrer Herman Peter Hermansen. I Folketællingen for 1890 boede de stadig på Christianshavn med 3-4 børn i Amagergade 33 som andetsteds på denne blog er temmelig indgående beskrevet i 1893. Artiklen kaldte ejendommen for "de fattiges boliger" og forholdene var ganske forfærdelige. I 1890 boede der 255 personer i ejendommen. Manden var indlagt på Kommunehospitalet. I Folketællingen 1921 var de flyttet til Almindeligt Hospital i Ryesgade. De må da have været omkring de 75 år gamle. Forholdene her er beskrevet i en artikel fra 1924 på denne blog.