Da d'Hr. Pio, Brix og Geleff ere anholdte i Løbet af Natten, maa vi bede vore Venner om at holde sig Loven efterrettelig og ikke møde. Aug. Toucher.
Idag Eftermiddag Kl. 4
afholdes et folkemøde paa Nørrefælled for at drøfte Arbejderspørgsmaalet.
Igaar Kl. 12 modtog vi fra Politiet en Erklæring om, at dette Møde ikke kunde finde Sted, begrundet paa
at Internationale og "Socialisten" har stillet en Omstyrtning af det Bestaaende i Udsigt, "som Noget, der ikke kan undgaas"; og
at Bladet i en Artikel betitlet "Maalet er fuldt" har motiveret Sammenkaldelsen af det nævnte Møde paa en for det øvrige Samfund truende Maade.
Vi erklærer herved atter, at vi anser en total Forandring af de bestaaende Samfundsforhold for uundgaaelig, hvis det skal blive muligt for Arbejderen at eksistere, og vi erklærer samtidigt, al vi ikke tager en Tøddel tilbage af hvad vi har skrevet i den nævnte Artikel, eftersom den indeholder vor sande Overbevisning, og eftersom den aldeles intet Truende indeholder mod det bestaaende Samsund.
Vi maa tillige nedlægge den bestemteste Protest mod den Fremgangsmaade, som Politiet har brugt ligeover for os, og som er aldeles uforenelig med Grundlovens Paragrafer. Hr. Crone erklærer, at han forbyder ikke alene dette, men alle fremtidige Møder, som vi agter at afholde, uden at tage Hensyn til, hvad Vi paa dem agter at forhandle.
Vi, og alle Arbejdere med os, stilles altsaa for Fremtiden udenfor Loven!
Medens Tusinder af Arbejdere uhindret kan samle sig i Londons Parker, medens Prøjsens Jernlove tillader Tyskerne det Samme, er vi altsaa her kommet saa vidt, at vi maa tigge Politidirektøren om Lov til i Fred og Ro at diskutere vore Interesser. En saadan Tilstand kan vi ikke finde os i; vi maa betragte den som et utaaleligt Tyranni, som en Genindførelse af Despotismen, som uværdig for det Folk, der i 1848 modtog Friheden af Kong Frederik den Syvende.
Maaske staar det i Politiets og Regeringens Magt at forbyde det; maaske kan de bevæge Danmarks frie Værnepligtige og de af Landets Borgere, som de sulter i Polititjenesten, til at optræde som viljeløse Redskaber i deres Hænder; men en Ting staar klart for os: Saalænge vi staar paa Lovlighedens Grund, saalænge vi benytter de Midler, som vor Grundlov hjemler os, saalænge viger vi ikke et Fodsbred tilbage for Magten! Vi vilde svigte det Hverv, vi har paataget os, vi vilde være uværdige til at staa som Arbejdernes Talsmænd, hvis vi ved Trusler lod os afskrække fra at hævde deres Rettigheder. Lad vore Modstandere handle, som de har Lyst, vi tager ikke vor Bekendtgørelse tilbage.
* * *
De Forslag, der foreligger paa Mødet idag fra den internationale Forenings Bestyrelse, er følgende:
1. Alle Arbejdere erklærer, at den nuværende Murerskrue bør støttes ved Pengebidrag, dels fordi den er fremkaldt ved Mestrenes Nægtelse af billige Fordringer; dels fordi det vilde være ubodelig Skade for alle andre Arbejdere, hvis den skulde mislykkes.
2. Bestyrelsen i Forening med hvem andre, som Arbejderne dertil maatte udvælge, bemyndiges til for den nærmeste Tid at handle i alle Arbejderes Navn, og skal forebringe Hs. kongelige Højhed Kronprinsen følgende Ønsker:
A. Der udnævnes en Arbejdsminister, for at han straks i Forening med den øvrige Regering kan tage under Overvejelse, paa hvilken Maade den Fattige øjeblikkelig kan hjælpes, uden at han kommer ind under Fattigvæsenet i den nuværende Skikkelse, og uden at han mister sine borgerlige Rettigheder.
B. Det tillades Arbejderne i de forskellige Fag at oprette Forligskommissjoner, der kan udjevne Tvistigheden i Arbejdssager mellem Mestre og Svende.
C. Det paalægges alle Avtoriteter ikke at optræde til Fordel for den ene eller anden Part, naar Arbeidet er nedlagt.
* * *
Denne af Arbejderne valgte komite skal da ved de offentlige Møder, som herefter afholdes hver Søndag, aflægge Regnskab for, hvad de har udrettet, ligesom ogsaa nærmere Bestemmelser om den fremtidige Fremgangsmaade skal tages.
Hvis Mødet paa Grund af Avtoriteternes ubeføjede Optræden skulde blive resultatløst, opfordrer vi alle Arbejdere til at underskrive de med Ovenstaaende ligelydende Adresser, som vil være fremlagt paa Kontoret i Gotersgade 55, og paa Foreningens Kontor, lille Kirkestræde 1, 2den Sal, ligesom vi ogsaa forventer, at Arbejderne af al Magt vil støtte deres strikende Kammerater ved Bidrag. Saavel Murerne, som alle andre, der direkte er blevet arbejdsløse ved Skruen, - saaledes Murerarbejdsmændene vil efter Evne blive understøttede.
* * *
Vi haaber, at Mødet vil løbe roligt af, og vi opfordrer alle Deltagere til ikke ved deres Holdning at give vore Modstandere Lejlighed til den væbnede Indskriden, som de synes at puffe. Folkemødet idag er det første, der i Aarhundreder er blevet afholdt i Danmark; lad os give det det Udtryk af Kraft og Maadehold, som stedse har udmærket den danske Arbejder.
(Socialisten 5. maj 1872).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar