Den fri kvindelige Forening. (Efterskrift til Politivennen)

Den fri kvindelige Forening afholdt Møde i Torsdags Aftes i Adelgade 27. Det var ret livligt besøgt og lededes med megen Dygtighed af Borgerinde Hansen, der tillige aabnede Mødet. Hun begyndte med at oplæse Regnskabet, der blev godkendt, og man gik derefter over til at drøfte Lovene der blev vedtagne efter nogen Diskussion. - Borgerinde C. Hansen indprentede de tilstedeværende Kvinder, at de fremfor Alt maatte udtale sig hvis der var Noget ved Lovene, som ikke tiltalte dem, for at der ikke bagefter skulde være Tale om Forandringer, naar Lovene forelaa trykte. Foreningens Formaal var jo kun at danne et Fond for Arbejdernes Taknemlighed, men ved Siden deraf vilde man ogsaa stræbe hen til at hjælpe hinanden gensidig i Sygdomstilfælde eller Lignende senere hen, naar Midlerne tillod det. Kvinderne behøvede ikke at staa tilbage for Mandene, de burde ogsaa bidrage en Del til deres eget Vel, naar de kun vilde slutte sig sammen - Dirigentinden ytrede, at Kvinderne ogsaa havde Fjender i deres egen Lejr, idet der var dem, der tidligere havde skumlet over, at Regnskabet ikke var saa ganske korrekt, og for at forebygge dette, vilde man fremlægge Regnskabet hver Mødeaften. Foreningens Hovedtanke vilde dreje sig om de tre Mand, og hun kunde ikte undlade at bringe dem en Tanke her i Aften. Det var hendes faste Overbevisning, at det ikke vilde vare længe, før vi atter havde dem i vor Midte, og hun knyttede i saa Henseende sit Haab til Rigedagen. Vi, som her er til Stede, har næsten Alle hørt hver Tale fra Pio's Mund, og om saa Hele Verden sagde, at Dommen var retfærdig, saa vilde hun og vistnok Enhver med hende sige, at Dommen var uretfærdig. Man gjorde Stads og Fjas af en Fyrste, der havde været med til at røve flere Stykker Land fra Danmark, medens man behandlede dem, der vilde Arbeidernes, d. e. Landets Vel, som de gemeneste Forbrydere. Borgerinde Clausen  talte for Regnskabets Rigtighed, og ytrede, at det vilde være en gemen Forbrydelse, at tilvende sig den mindste Hvid af Foreningens Formue, særlig med Hensyn til dens Formaal. - Dirigentinden mente, at Benævnelsen "Borgerinde" var den mest passende for Medlemmerne, idet man da slap for Ulejligheden med at skaffe sig at vide, om den man tiltalte, var "Jomfru" eller "Madam , og hun saa ikke i Benævnelsen Noget, der havde med "Internationale" at bestille, ti naar Medlemmernes Mænd, Forlovede, Brødre osv. var "Borgere i Staten", saa maatte disse jo være "Borgerinder". Da Ingen havde begæret Ordet, fortsatte hun med nogle Bemærkninger "om Kvinden", og fortalte meget træffende, at det ærgrede hende, at man kaldte Kvinden "den Svage" til enhver Tid. Det var uberettiget, ti man havde Tusinde Eksempler paa, at Kvinden var den Stærke, naar Manden lod Modet synke. Hvem havde f. Eks. det meste Arbejde, naar Børnene var syge? Saa var Manden i Tilgift ofte knarvurren og gnaven, medens Kvinden opbød hele sin Sjæls styrke og ofrede sin Ro tidligt og silde; og naar saa Manden svigtede sine Pligter og gik paa Værtshus og ødelagde de knappe Indtægler, ja saa var det atter Kvinden, der maatte holde ud, arbejde til det Yderste, for at holde sammen paa Stumperne og bevare det ydre Skin. Naar Mandens Mod svigtede og han f Eks. tog sig af Dage, da var det atter Kvinden, der maatte tage dobbelt Mod til sig for ikke at lade de stakkels uskyldige Børn i Stikken. Og hvor udholdende sidder ikke Kvinden ved Mandens Syge eller Dødsleje? Kort sagt, der var utallige Beviser paa, at Kvinden var den Stærke, og hun ønskede af Hjertet, at man vilde befri hende fra dette Tilnavn. - Sluttelig talte Borgerinde E. Hansen for Benævnelsen "Borgerinde", idet hun dog fremhævede, at man ikke vilde befatte sig med Politik, det overlod man til Mændene. Vi virker stille og beskedent for os selv og for vort Formaal. - Mødet hævedes med Afsyngelsen af flere socialistiske Sange, og den fortrinligste Stemning havde hersket hele Aftenen, tilligemed en Ro eg parlamentarisk Orden, der endogsaa vilde have gjort en Forsamling af Mand til Skamme. 

(Socialisten 13. september 1873).

I Adelgade 27 lå ifølge Hans Scherfig i "Land og Folk" (1974) i sin tid Tømrerkroen som var mødested for deltagerne i "Tømrerskruen" i 1794.