Offervæsenet. (Efterskrift til Politivennen)

 (Indsendt.)

Det har meget ofte forundret "Indsenderen af dette Stykke, at alle Vedkommende ikke for længe siden ere blevne enige om at afskaffe Offerskikken i Kirken. Utvivlsomt er det en ukristelig Skik; thi Jesus sagde dog med rene og letforstaaelige Ord til dem, der holdt Pengeklang og Pengehandel i Jødernes Tempel: "mit Hus skal være et Bedehus; men I have gjort det til en Røverkule". Og vist er det da, at det ikke sømmer sig for Kristne at sætte deres Tempel og Templer under Jødetemplet; saa de i disse tillade, hvad der var Uskik i dette. Der er heller ikke en eneste holdbar Grund, der taler for Bibeholdelse af det, at offre i Kirken. Desuden er det en - vi ville sige - styg Maade at lønne Kirkens Embedsmænd paa. Skulde man ikke netop unddrage dem for alle de for Ærefrygten for Kirken skadelige og fra en hjertelig Forstaaelse med Menighedernes Medlemmer forende Stridigheder eller dog Ubehageligheder, som Offervæsenet fører med sig. Mangen en Offerberettiget, f. Ex. mangen en fattig og sletlønnet Lærer, trænger meget haardt til Offeret, fordi det er muligt over Halvdelen af hans Løn, i hvert Fald er det en saa stor Del deraf, at han paa ingen Maade kan taale at lide noget Afsavn deri. Enkelte ofre ham maaske et saa ringe Beløb, saa det er uanstændigt, eller de maaske rent lade være. Han søger ad den foreskrevne Vei at faa sin Ret. Men hvad er Følgen deraf? Ofte, at han bliver udskregen som et pengebegjærligt Menneske eller dog som et Menneske, der bliver stemplet som en saare jammerlig Person, der ikke kan faa sit Offer ad Frivillighedens Vei! Medens det ellers findes at være i sin Orden, at den Tjener, der ei erholder sin Løn i rette Tid og med et passende Beløb, tiltvinger sig sin Ret ved Øvrighedens Foranstaltning, saa bliver det ubetinget dadlet, om en Præst eller Degn ad den Vei vil søge at faa det manglende Offer. Medens paa Landet de Allerfleste med god Villie, til rette Tid og med et tilstrækkeligt og passende Beløb ofre til Præst og Degn, hvad ogsaa er Tilfældet med en ikke ringe Del af Kjøbstadbefolkningen, saa er del dog ligesaavist, at der er nogle Enkelte paa Landet og alt for Mange i Kjøbstæderne, som enten ikke ofre eller ofre et saa usselt Beløb, at det er formelig uanstændigt. Medens neppe Nogen vil finde paa at byde en Karl, der holder ved et Par Heste, 2 sk, 4 eller 6 sk, men oftest 8 sk eller 1 Mk., maaske 2 Mk., saa vil det ikke findes sjeldent, at der er Nogle paa Landet og Mange i Kjøbstæderne, der byde deres Kirkebetjente 2, 3, 4 og 5 sk til hver Høitid, ja ved Barnedaab og Brylluper en 4 sk pro persona, om det ikke en enkelt Gang kan endes med en Knap eller en Penge, der Intet gjælder. Sligt er dog lige uanstændigt for begge Parter. Blev en Gaardskarl budt ret tit en 2 sk eller en 4 sk i Drikkepenge, han vilde snart finde paa Udvei til at kurere saadan en lurvet Giver, og de Fleste ville holde med ham; men vilde en Præst eller Degn forsøge Noget i slig Retning, da vilde han sikkert blive udskjældt for Gjerrighed og Slethed. Hertil kommer saa, at selv de Smuler, der tilkastes den Offerberettigede, ikke saa sjeldent ydes under Haan og onde Ord. Man skjælder stundom Præst og Degn ud, saa en Hund maatte skamme sig derover, naar man rækker sig saa vidt, at man byder ham 8 sk for 3 Høitider, altsaa det vældige Beløb af 2 2/3 sk pr. Høitid, et Beløb, som man ikke turde byde den Sjouer, der lukkede en Vogndør op for En, uden at risikere, at man blev spyttet i Ansigtet eller udskjældt. Men det skal Præst og Kirkebetjent tage imod, af ikke saa Faa endda, og saa dertil skjældes ud. Flere end En, der uden at blinke med et Øie, øder i Værtshus Dalere, bandlyser Præst og Degn til Helvede, naar han i den Grad rækker sig, at han til hver Høitid ofrer dem 2 2/3 sk. Indsenderen vil gjentage, at han meget godt veed, at de Fleste paa Landet og en ikke saa ringe Del i Kjøbstæderne ofre med god Villie, til rette Tid og med et anstændigt og rigeligt Beløb; men ikke destomindre gaaer det for ofte til, som her sandfærdigt er berettet.

Naar nu dette er saa, hvor kan det da være, at saa mange Offerberettigede endnu holde paa denne hæslige Lønningsmaade ved Offer? Navnlig maa man forbauses over, at Præsterne fortrinsvis gjøre det, uagtet de fast utallige Historier, man har om hvorlunde Offerets Størrelse, især ved Konfirmation, Bryllupper og Ligbegængelser have en paafaldende Indflydelse paa Kvaliteten og Kvantiteten af de Ord, der blive talte, og uagtet den Forstyrrelse i Høitideligheden og Andagten i Kirkerne, Offergangen ofte forvolder. Da de Offerberettigede ikke synes at ville gjøre Alvor af at foranledige Offervæsenet i Kirken afskaffet, saa opfordrer Forfatteren af disse Linier de Offerberettigede til at gjøre det, og navnlig gjælder Opfordringen vore folkelige Rigsdagsmænd, som sikkert have den bedste Villie til at saa dette Uvæsen afskaffet.     5.

(Aarhus Amtstidende 4. januar 1873).