Hr. P. F. Lundes Plan til en Omordning af Arbeiderforholdene i Danmark var tagen til Drøftelse i Dansk Arbeidersamfunds 1ste Kreds igaar Aftes. Forslagsstilleren gjorde kortelig Rede for Grundtrækkene i Planen - der som bekjendt gaaer ud paa ved Lov at sikkre enhver Arbeider fra det 30te Aar en Livrente, der skal stige med Aarene, og hvortil Midlerne skulle skaffes tilveie ved, at det paalægges Arbejdsgiverne at udrede 12½ pCt. af al den Arbeidsløn, de udbetale - og fremhævede, at han nu ikke længere stod ene med sin Paastand om, at Staten burde gribe ordnende ind i Arbejderforholdene, hvilken Anskuelse var tiltraadt bl. A. af Høiesteretsadvocat Halkjær og i den seneste Tid af Doctor Krebs m. fl. Statsøkonomer, der samstemmede med Taleren deri, at den nuværende Ordning vilde vise sig at være aldeles uholdbar i Længden. Kredsens Formand, Folkethingsmand Lucianus Kofod, fremsatte endeel forskjellige Indvendinger imod Forslaget; han troede ikke, at de 12½ pCt. vilde forslaae til at dække de paaregnede Livrentebeløb, ligesom han antog det for givet, at en saadan Beskatning af Productionen vilde trykke denne og derigjennem Arbejderne, ja maaskee foranledige, at DrifsScapitalcrne vilde udvandre. I Modsætning til Forslagsstilleren var han silker paa, at Fattigvæsenet ved hans Plans Indførelse ikke vilde kunne afskaffes, hvorimod han indrømmede, at dets Byrder vel derved kunde blive noget lettede. Planens Giennemførelse ansaae han for overordentlig vanskelig, hvad der jo vistnok ikke var af størst Vigtighed ved Sagens Drøftelse, men som dog havde sin store Betydning. Taleren kunde vel ansee det for tænkeligt, at Planen kunde medføre et og andet Gode, naar den først var sat igang; men hvorledes dette kunde naaes under de nuværende Forhold, det kunde han ikke øine. Imod Planen og dens Gjennemførlighed optraadte fremdeles: Maskinarbeider Laurids Pedersen, der ikke kunde indsee, hvorledes man ved dens Hjælp skulde kunne skabe Menneskene bedre, end de ere, og paapegede, at Arbejderen nuomstunder i Reglen er utilbøielig til at offre Noget for at sikkre sin Alderdom; fremdeles Snedker Bruun, der holdt paa, at man ikke kunde afskaffe Fattigvæsenet, der maatte til, fordi der gaves mange dovne, dumme og slette Arbeidere; Maler Schiønning samt Landstingsmændene S. Pedersen, der udtalte, at Planen var bygget paa en Miskjendelse af den menneskelige Natur, og Sonne, der troede, at Planens Gjennemførelse vilde svække Arbeidernes Villie til at hjælpe sig selv, hvorimod han anbefalede Arbeiderne Nøisomhed, Sparsomhed og Arbejdsomhed som de bedste Midler til at forbedre deres Kaar; han vilde langt foretrække den af Hr. Christoffersen foreslaaede Ordning, ifølge hvilken man kun kom de Gamle til Hjælp, ligesom han ogsaa anbefalede Benyttelse af Arbeiderbanken, som han dog kunde ønske sat under Statens Tilsyn. De forskjellige Indvendinger bleve imødegaaede af Bogtrykker Lazarus, der fremhævede, at det især var igjennem Opdragelsen i det forbedrede Familiehjem, at Planens heldige Virkninger skulde vise sig, og at det for Samfundet gjaldt om at hidføre ønskelige Reformer ved Lov, naar det viste sig, at de ikke kunde naaes ad Frivillighedens Vei; Maskinarbejder Hansen, der under Henviisning til Professor Scharlings Artikler i "Dagbladet", udtalte, at vore Sparekasser ikke ydede fornøden Garanti for en Alderdomsforsørgelse, og af Forslagsstilleren, der sluttede med den Erklæring, at hans Plan ganske om vilde være overstadig, naar man uden den kunde stille Arbejderne saaledes, at de kunde sikkre deres Alderdom og bevæge dem til at gjøre dette frivilligt; kunde man ikke det, burde man dog indrømme, at Grundlaget for hans Plan var sundt, om end selve Planen ved Iværksættelsen maatte undergaae nogle Lempelser. Kl. 12 hævedes Mødet, der blev ledet af Maler P. Nielsen, med et Leve for den besindige Arbeider.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. marts 1874).
Dansk arbejdersamfund var stiftet i oktober 1871 bl.a. af Lucianus Kofod. Mens Rimestad havde erklæret at arbejderne var bedre stillet og der ikke trængtes til flere store forandringer i samfundsordenen, mente Lucianus Kofod at det ikke var tilfældet. Han skal have forsøgt at blive redaktør ved Socialisten, men Pio ville ikke afgive hvervet. Han stiftede så i stedet den antisocialistiske reformbevægelse Dansk Arbejdersamfund med det formål at sammenslutte alle ikke-socialistiske arbejderforeninger. Foreningen havde ved starten 1.700 medlemmer, væsentligt fra den broderlige Arbejderklasses Hjælpeforening. Disse medlemmer var imidlertid ikke aktive og mødte ikke op til samfundets møder m.m. De udgav bladet "Arbeideren". Samfundet eksisterede indtil omkring slutningen af marts, begyndelsen af april 1874.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar