Internationales Ophævelse ved Dom. Af den igaar omtalte Dom meddele vi følgende udførligere Referat: Efterat Justitsministeriet i Medfør af Grundloven og under særligt Hensyn til den Pio, Geleff og Brix overgaaede Højesteretsdom ved Bekjendtgjørelse af 14de August f. A. foreløbig havde forbudt "den internationale Arbejderforening for Danmark", anlagde det Offentlige ifølge Stævning af 28de næstefter ved den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret Sag mod den herværende Hovedbestyrelse ved dens Formand, Cigarmager Johnsen, til Foreningens Ophævelse. Til Støtte før den fra det Offentliges Side nedlagte Paastand om Foreningens Ophævelse ved Dom blev anført, at Foreningen er stiftet og har virket i ulovligt Øiemed, at den er en Afdeling af Internationale i London, et Samfund, om hvilket det ikke kunde betvivles, at dets Formaal var Omvæltningen af de nu bestaaende Stats- og Samfundsforhold, hvorfor det ogsaa var forbudt i andre Stater, at Foreningens Stiftere og hidtilværende Bestyrere, ovennævnte Pio, Geleff og Brix, under den mod dem anlagte Justitsfag havde tilstaaet, at de havde dannet Foreningen for at indføre den socialdemokratiske Samfundsbygning i Danmark og ved Arbeiderbefolkningens Optagelse i samme havde søgt at organisere en Styrke, der kunde anvendes til en voldelig Kuldkastelse af den bestaaende Statsforfatning, naar det dertil beleilige Øieblik kom, samt at Foreningens Organ, Bladet "Socialisten", ligesom Foreningen selv ved sin Virksomhed i del Hele indtil det Sidste havde vedkjendt sig de forannævnte Stifteres og Føreres Ord og Handlinger, saa at Foreningens ulovlige Formaal aldrig var blevet forandret. Indstævnte benægtede saavel, at der enten i Foreningens Love og Statuter eller i Beslutningerne paa dens Generalforsamlinger fandtes nogen Bestemmelse, der tydede paa, at man ved ulovlige Midler vilde søge at opnaae sin Hensigt, som at Selskabet i sin Heelhed eller Bestyrelsen i sin Heelhed eller Centralcomiteen nogensinde havde havt et ulovligt Øiemed med Tilstadet eller tænkt paa at omstyrte de bestaaende Samfundsforhold med Magt. Idet han vel indrømmede Selskabets Forbindelse med den store internationale Arbeiderforening for alle Stater, paaberaabte han sig, at det fremgik af § 1 i denne Forenings Generalstatuter, at Øiemedet - Arbeidernes Beskyttelse, Fremgang og fuldstændige Frigjørelse - var lovligt, samt af § 6, at de enkelte Afdelingers Organisation og Sammenslutning afhang af hvert Lands særegne Love. Hvad Pio's, Geleff's og Brix's Tilstaaelser i i den mod dem anlagte Justitssag angik, da formente Indstævnte, foruden at de ikke kunde have en for Foreningen bindende Kraft, og at de derhos vare i Modsigelse med Udtalelser af disse Mænd, der viste, at de ved lovlige Midler vilde gjennemføre deres Ideer, - at disse Mænds Hensigter i Grunden vare Foreningen uvedkommende, idet de i Centralcomiteen kun havde dannet en lille Minoritet, for hvis Hensigter Foreningen ikke kunde være ansvarlig, samt at det overhovedet var irrelevant i nærværende Sag, hvilke Hensigter enkelte af Internationales Bestyrelse eller Medlemmer havde havt. Med Hensyn til Artiklerne i Bladet "Socialisten" bemærkede Indstævnte, at Foreningen ingensinde havde eiet enten hele Bladet eller nogen Deel deraf, og at Bladet, der havde en ansvarlig Redaction, kun var Selskabets Organ i den Betydning, at det indeholdt Foreningens Bekjendtgjørelser, hvorfor intet Beviis imod Foreningen kunde findes i dets Udtalelser, om hvilke Indstævnte tillige bemærkede, at kun naar Modpartiets Organer paa en haanende og æggende Maade havde angrebet lnternationale, havde enkelte af Medlemmerne ladet sig henrive til i Hidsighed at bruge Udtryk og Trusler, hvormed de aldrig havde forbundet nogen Tanke, og som det ikke havde været deres Hensigt at iværksætte. For at afgjøre Spørgsmaalet om det indstævnte Selskabs Lovlighed blev der efter Rettens Mening ikke alene at see hen til Ordlyden i dets Love og Statuter, hvilken iøvrigt, hvad de Bestemmelser angik, der vedkom Foreningens Øiemed og politiske Optræden, vare saa svævende, at en imod Statens Love stridende Handlemaade saa langt fra kunde siges at være udelukket, at Muligheden af en voldsom Optræden fra Foreningens Side endog var antydet; men nærværende Sags Udfald maatte væsentlig beroe paa den Forstaaelse af Foreningens Love og Opfattelse af dens Øiemed, som havde gjort sig gjældende ved den Virksomhed, der var udfoldet fra Foreningens Side. Efter Art. 2 i Lovene styres Foreningen, som alt anført, af en Centralcomitee, som har den uindskrænkede Ledelse af Foreningens ydre og indre Anliggender, og efter Art. 13 skal den ved alle Midler stræbe at ordne Arbejdernes Optræden saavel i politisk Retning som imod Capitalisterne. Det var nu ved den ovennævnte Høiesteretsdom constaterer, at Pio, Geleff og Brix, der vare valgte til Medlemmer af Centralcomiteen, henholdsviis som Stormester, Secretair og Kasserer, og af hvilke den Førstnævnte, efter hvad heri Sagen uimodsagt var anført, havde forfattet Foreningens Love, havde ved den af dem drevne Agitation ikke blot tilsigtet at udbrede visse politiske Anskuelser, men ogsaa ved Arbejderbefolkningens Optagelse i den af dem bestyrede Forening søgt at organisere en Styrke, der kunde anvendes til en voldelig Kuldkastelse af den bestaaende Statsforfatning, naar det dertil beleilige Øieblik kom. Naar Indstævnte vilde have dem betragtet kun som en lille Minoritet af Centralcomiteen, for hvis Hensigter og Handlinger Foreningen intet Ansvar skulde have i nærværende Sag, saa var dette ubeføiet, navnlig naar hensaaes til, at efter Lovenes Art. 3 og 4 skulde Comiteens 7 andre Medlemmer - Kredsformændene for Danmarks 7 Stifter - have Bopæl i en af Byerne i vedkommende Stift, men Stormester, Secretair og Kasserer i Kjøbenhavn, der selvfølgelig var Hovedskuepladsen for Foreningens Virksomhed, og hvor Bladet "Socialisten" udkom, hvilket Blad udtrykkelig i Lovenes Art. 17 kaldes Foreningens Organ og ingenlunde hverken efter denne Betegnelse eller den Maade, hvorpaa det stedse havde været redigeret, navnlig ogsaa i sin Tid ved Pio som Redacteur, kunde betragtes blot som en Avertissementstidende for Foreningen. Foreningens Virksomhed kunde under de givne Omstændigheder ikke adskilles fra Bestyrernes, og Indstævnte havde da heller ikke paaviist et eneste Datum, hvoraf skulde kunne sluttes, at denne saakaldte Minoritet af Centralcomiteen ikke havde fundet Tilslutning af Comiteens og Selskabets øvrige Medlemmer; tvertimod vare de ommeldte 3 Mænd - endog efter deres Fængsling, og senere efterat de for deres Virksomhed som Bestyrere af den indstævnte Forening ved Høiesteretsdommen vare blevne ansete som skyldige i Forberedelse til Oprør i den Hensigt at kuldkaste den bestaaende Statsforfatning - saavel i Bladet "Socialisten" som paa Foreningens Generalforsamling erkjendte for endnu at være Foreningens Bestyrere og Førere, idet den nyvalgte Bestyrelse betegnedes som midlertidig valgt under Førernes Forfald. Sluttelig bemærkede Retten, at Mødet den 5te Mai 1872 paa Stadens Nørrefælled, der blev afholdt, trods det af Kjøbenhavns Politidirecteur udstedte Forbud, blev forberedt ved en Forsamling i Foreningen den foregaaende Dag, idet Pio, Geleff og Brix opfordrede Foreningens Medlemmer og enhver anden Arbeider, uanseet Forbudet, at indfinde sig paa Fælleden, og tillige paa en tilstrækkelig tydelig Maade gav Forsamlingen tilkjende, at Mødet i fornødent Fald skulde gjennemføres med Magt. Ligesom det nedlagte foreløbige Forbud ifølge Foranstaaende fandtes tilstrækkelig beføiet, saaledes tog Retten Paastanden om Foreningens Ophævelse ved Dom tilfølge.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. februar 1874).
Ophævelsen ved Dom af den internationale Arbejderforening for Danmark.
I.
Ser man hen til den lange Række af Domme, lydende paa Forbedringshus i Maaneder og Aaringer, der i det sidste Aars Tid er afsagte her i København over Mænd, der har været tiltalte for "politiske Forbrydelser", maa man komme til med Forbavselse at spørge: Hvad er det Forfærdelige, der er passeret her i Byen? Har vi havt Gadekampe og Menneskeblod i Rendestenene, i Stedet for Vand? Har vi havt provisoriske Regeringer, som har jaget Kongen i Landflygtighed, tømt Bankerne, Finanshovedkassen og private Kasser; eller har der maaske kun været gjort Forsøg paa den Slags Ting? Man maa til Forbavselse for Alle, som anstiller en rolig Betragtning over hvad der er foregaaet, svare: Nej! Intet af alt dette. Det Hele, der er foregaaet her paa de "politiske Forbrydelsers" Omraade, bestaar i, at den socialistiske Lære, som i Skrift og Tale uhindret udbredes over hele den civiliserede Verden, ogsaa her i Byen og her i Landet har fundet sine Talsmand, Forsvarere og Udbredere i Mand, der med den for Sagens Fremgang fornødne Djærhed og Frimodighed har forsvaret den. Den socialistiske Lære, som sætter Mennesker højere end Penge, som fordrer, at Samfundet skal være Kapitalens Herre, og ikke vil taale den nuværende Ordning, hver Kapitalen paa en saa ulykkebringende Maade er Samfundets Herre, finder naturligvis overalt en fjendtlig Modstand hos det nuværende Samsunds Magthavere, som sætter Pengene højere end Mennesket, og som ikke vil taale godvillig nogen anden Magt paa Herskersædet i Samsundet end Pengene. Overalt møder vi Socialister en fjendtlig Modstand, men intetsteds har den været mere forhaanende, irriterende og hensynsløs uforskammet end her i Landet. Vi fremstilledes som Vagabonder, der Ingenting vilde bestille, Intet vidste og Intet forstod, som Folk, der ikke selv vilde og kunde arbejde, men som derimod vilde leve flot paa Andres Bekostning. Trods vore soleklart fremsatte Beviser for at vi - netop vi - paa det Bestemteste fordrer, at intet arbejdsdygtigt Medlem af Samfundet maa kunne forbruge Mere end han fortjener, og at Adgangen til Fortjeneste skal være fuldkommen lige for Alle, saa lod Pressens Repræsentanter og mange Andre, som - skønt de kan være uvidende nok _ ubetinget maatte kunne forstaa vort Program, alligevel som de troede at vi vilde noget helt Andet end det, som vi tydeligt og klart paastod at ville. Igennem Pressen udslyngedes da nogle løgnagtige Beskyldninger imod os, og Avtoriteterne gjorde deres Bedste til, at det stakkels godtroende Publikum, - som jo for en stor Del er ligesaa ukendt med Politik som med Astronomi - kunde komme til i os at se et Parti, som vilde fremme og frede alle slette Lidenskaber, medens baade Pressens Repræsentanter og Avtoriteter idetmindste burde vide og burde kunne forstaa, at vi vilde det stik Modsatte, nemlig arbejde for en Samsundstilstand, som holder de slette Lidenskaber i Tømme. Da Avtoriteterne begyndte at blive bange for, at den konsekvent gennemførte Udskælden og Latterliggøren, som var sat i System imod os, dog ikke skulde være tilstrækkelig til at standse vor Fremgang, benyttede Avtoriteterne de til deres Raadighed staaende Midler til at forhindre os i vor Virksomhed. Et enkeltstaaende Eksempel i denne Retning, som igennem "Dags-Telegrafen" er kommet offenlig for Dagen som en Kendsgerning, vil vi anføre, nemlig at Politiet har sagt til Bogtrykker Oettinger, at dersom han tillod sig at trykke "Socialisten", vilde han ikke kunne beholde Arbejdet for Politiet. Dermed begyndte Forsøgene paa ad Forhindringernes Vej at tilintetgøre os.
Beskaffenheden i det Hele taget af den Modstand, vi mødte og endnu møder, idet vi f. Eks. med Hensyn til Udøvelsen af vor Forsamlingsfrihed, faktisk lever under lige saa ugunstigt Forhold, som om vi levede i en By, der var erklæret i Belejringstilstand, kunde umulig undgaa at fremkalde hos os, som en naturlig Selvfølge, en bitter og irriteret Stemning over for Storborgerpressen og Avtoriteterne. En saadan maatte være og maa være tilstede, og denne Stemning kom til Udbrud i et Møde i den internationale Arbejderforening for Danmark Aftenen den 4de Maj 1872, idet Pio, Brix og Geleff ved dette Møde protesterede mod Lovligheden af den ..... kroneske Politiplakat, hvorved et af disse Mænd, i Henhold til Grundlovens Bestemmelser om Forsamlingsfrihed sammenkaldt Arbejdermøde paa Nørrefælled, blev forbudt. Kun tre Mand paastod nævnte Politiplakat at være ulovlig og dens Indhold i Modstrid med Grundloven, og betvivlede, i Henhold dertil, at de i denne Plakat indeholdte Truster mod Mødet, saavel hvad Indbyderne som Deltagerne angik, vilde, naar det kom til Stykket, virkelig blive bragt i Udførelse. Dermed begyndtes "Forbrydelserne" og dermed - endtes de, naar maaske dog en lille Undtagelse maa gøres, idet en Artikel i "Socialisten" af 2. Maj samme Aar, med Overskrift "Maalet er fuldt", ligeledes af vore Avtoriteter henregnedes til "Forbrydelsernes" Familie. Indholdet af denne Artikel ansaaes for at være af en ganske forfærdelig Beskaffenhed, medens den i Virkeligheden ikke var anderledes end at den vistnok - og temmelig sikkert - vilde være gaaet upaatalt hen, dersom den var fremkommet i et Blad i et eller andet Land, hvor man langtfra kan "glæde sig" ved en saa "fri Forfatning" som den, vi er i Besiddelse af. Hvorledes Dommerne har opfattet Artiklen og Udtalelserne paa Mødet, er os Alle sørgelig bekendt. Disse "politiske Forbrydelser" gav vore Avtoriteter Anledning til talrige Arrestationer, Domfældelser og en Virksomhed for den "offenlige Anklagemagt" med et saadant Bulder og af et saadant Omsang, at man fik hele det ærværdige danske Samfund til at tro, at der enten var sket - eller i det Mindste havde været nær ved at ske - noget meget Grueligt, og det lykkedes endog at henlede hele Evropas Opmærksomhed paa vort skikkelige København som en By, hvor der var Revolutionsstof nok til at sætte hele Verden i lys Lue, og hvor Petroleumsleverandørerne i Fremtiden kunde vente at finde den bedste Kunde! Det nyeste Resultat af hele denne kæmpemæssige Sag, som stilledes paa Benene, er Overretsdommen, hvorved den internationale Arbejderforening for Danmarks forbødes, og vi skal i vort næste Nummer omtale denne Sags Motiver.
(Socialisten 6. februar 1874).
Ophævelsen ved Dom af den internationale Arbejderforening for Danmark.
II
Højesteretsdommen i den mod Pio, Brix og Geleff anlagte Sag faldt den 6te Avgust f. A. og den 14de f. M. blev den intertionale Arbejderforening for Danmark foreløbigt forbudt af Justitsministeriet. Derefter anlagdes Sag mod Foreningen til dens Ophævelse og den stævnedes igennem sin daværende Formand for den københavnske Afdeling, Cigarmager Johnsen. Indstævnte nedlagde Paastand mod, retlig at kunne stævnes i denne Sag og paastod derfor Foreningen frifunden for ved Dom at blive ophævet ved det anlagte Søgsmaal. Maatte der imidlertid i denne hans Paastand ikke blive givet ham Medhold, men Sagen derimod fremmes, forlangte han ved Dom i denne Sag at erholde Forbudet mod Foreningen kendt uberettiget.
Sagen blev, som bekendt, fremmet, og til Støtte for den af det Offenlige forlangte Ophævelse af Foreningen, anførtes, at den var stiftet og havde virket i ulovligt Øjemed, hvilken Paastand søgtes bevist ved, at den var en Afdeling af "Internationale" i London, om hvilken Forening den kloge offenlige Anklager mente det ikke kunde betvivles, at den vilde omvæte (Uh!) de bestaaende Stats- og Samfundsforhold, hvorfor den ogsaa var forbudt i andre Stater. Endvidere støttedes Forlangendet om den danske Forenings Ophævelse naturligvis paa "Tilstaaelserne" af Pio, Brix og Gelefs, samt paa, at Foreningen, efter at Dommen over disse tre Mand var faldet, alligevel vedblev at vedkende sig dem som deres Førere, ligesom der ogsaa ankedes over, at Bladet "Socialisten", "Foreningens Organ", havde gjort det Samme.
Johnsen benægtede, at der enten i Foreningens Love og Statuter, eller i dens Generalforsamlingers Beslutninger, fandtes nogensomhelst Bestemmelse, der hentydede til, at man vilde gaa frem paa ulovlig Maade, og benægtede, at det nogensinde havde varet enten Foreningens eller dens samlede Bestyrelses Hensigt at bruge Magt eller ulovlige Midler til Fremme af dens Formaal. Han erkendte, at Foreningen havde Forbindelse med "Internationale" i London, men paastod, at det fremgik af denne Forenings Generalstatuter, at ogsaa dens Hensigter var lovlige, og at Afdelingerne for hvert Land kun havde at rette sig efter sit eget Lands Love. "Tilstaaelserne" af Pio, Brix og Geleff, paastod han, kunde ingen Indflydelse have paa Foreningen, ligesom han paastod, at de ved lovlige Midler vilde gennemføre deres Ideer.
Med Hensyn til Bladet "Socialisten" bemærkede Johnsen, at Foreningen ingensinde havde ejet enten hele Bladet eller nogen Del deraf. At Foreningens Bekendtgørelser optoges i Bladet, kunde ikke betinge nogen nærmere Forbindelse, og han forlangte derfor, at Artikler i Bladet "Socialisten" ikke blev tagne i Betragtning i Sagen mod Foreningen.
"Retten" kunde ikke anerkende Johnsens Paastande. Den fandt, at der ikke kunde tages Hensyn til Foreningens Love og Statuters Ordlyd alene (!). Desuden fandt den, at Bestemmelserne i samme var saa vidt svævende, hvad Foreningens Øjemed og politiske Virksomhed angaar, at Muligheden af en "voldsom Optræden" fra Foreningens Side, ikke kunde siges at være udelukket, men tvertimod at være antydet (!). Saaledes er Foreningens Loves Artikel 13 forekommet "Retten" mistænkelig, idet der i samme siges, at Foreningen ved alle Midler skal stræbe at ordne Arbejdernes Optræden, saavel i politisk Retning, som mod Kapitalisterne. "Retten" formente endvidere, at Foreningen og Centralkomiteen var enige om Foreningens Øjemed og Fremgangsmaade, og at der med Hensyn til Centralkomiteen ikke kunde skelnes mellem en større og en mindre Del af samme. Heller ikke vilde den anerkende det af Johnsen paastaaede Forhold mellem Foreningen og Bladet "Socialisten". Ligeledes gjordes gældende, at Mødet paa Nørrefælled den 5te Maj 1872 var blevet forberedt i Foreningen, og var blevet afholdt trods Politidirektørens udstedte Forbud.
Ifølge de saaledes af det Offenlige fremsatte Paastande, maatte "Retten" anse Ministeriets Forbud mod Foreningen for "tilstrækkelig" begrundet, og Paastanden om Foreningens Ophævelse ved Dom blev saaledes tagen til Følge, ligesom Johnsen, i sin Egenskab af Formand for Foreningens Bestyrelse, blev dømt til at udrede 15 Rd. i Salær til den af det Offenlige beskikkede Sagfører, Prokurator Rode.
*
En Del af de mærkelige Pointer i denne Sag trænger haardt til en nærmere Belysning, og vi skal i vort næste Numer fremkomme med Bidrag dertil.
(Socialisten 7. februar 1874).
Ophævelsen ved Dom af den internationale Arbejderforening for Danmark.
III.
(Sidste Artikel).
Totalindtrykket, som man modtager af Begrundelserne for den Dom, hvor ved Foreningen forbydes, forekommer os at være, at det er umuligt for almindelig sund Menneskeforstand at begribe, hvorledes det har været Dommerne muligt, i de mod Foreningen opstillede Anklagepunkter at finde tilstrækkelige Beviser for, at Foreningens Bestaaen er stridende mod den danske Lovgivning, og at dens Ophævelse ved Dom er overensstemmende med samme. Anklagepunkterne mod Foreningen er af den Beskaffenhed, at vi ikke kan se rettere, end at, naar de kan tjene som fyldestgørende Beviser for dens Ulovlighed kan der igennem den fornødne juridiske Behandling og tilsvarende Fortolkning af Omstændigheder, findes noget - og meget - Ulovligt ved enhver Institution i Danmark.
Dommerne har med stor Forkærlighed bidt sig fast i det lille, uskyldige Ord: "internationale", og ved deres, for vort hjemlige "Ordensparti" i det Hele ejendommelige. Opfattelse af dette Ords Betydning, naar det staar i Forbindelse med Arbejderspørgsmaalet, er de kommen til de mest besynderlige Resultater. De mener saaledes, at det ikke kan betvivles, at "Internationale" i London vil omvælte de bestaaende Stats- og Samfundsforhold. Dermed skal dens ulovlige Tendents være lovlig bevist. Dette Bevis er dog bevislig intet Bevis, idet det er en uomstødelig Kendsgerning, at vi, og mange Tusinde danske Borgere med os, betvivler det. og endog er overbeviste om det Modsatte. Endvidere vil vore skarpsindige Dommere vel nok være af den Godhed at indrømme, at Regeringerne i alle de store og smaa Stater, hvor Foreningen eksisterer og virker uhindret, saasom England, Tyskland, Amerika, Belgien, Svejts osv. ikke er af den Mening, at den vil gaa frem paa ulovlig og voldelig Maade, og at alle disse Regeringer altsaa betvivler det, som vore Dommere siger ikke kan betvivles. I modsat Fald vilde Foreningen selvfølgelig i disse Stater være bleven forbudt.
Som Følge af dette: Kan ikke betvivles, slutter Tommerne, at selvfølgelig. var den danske Forening, som erklærede sig at staa i Forbindelse med den Londonske, ulovlig. For at faa denne Ulovlighedserklæring frem var der dog en - som man skuæde synes - aldeles uoverstigelig Hindring i Vejen, nemlig Foreningens Love. Hverken den londonske Forenings Generalstatuter eller den danske Forenings Love indeholder et eneste Ord om, eller en eneste Antydning af, at man muligvis vilde gaa frem paa ulovlig Maade. Generalstatuterne angiver tydelig, klart og uforblommet i alle deres Paragrafer, at Hovedforeningens eneste Formaal er, at virke for en lovlig Gensidighed millem de forskellige Landes Arbejdere, i Lighed med hvad der finder Sted mellem næsten alle andre Klasser i Samsundet. Generalstatuterne siger paa en Maade, som man skulde tro det var umuligt at misforstaa, at Sandhed, Retfærdighed og Moral skal være Foreningens ledende Tanke. Endvidere siger de, at Underafdelingerne for hvert enkelt Land skal, med Hensyn til deres Virksomhed, være aldeles uafhængig af Hovedbestyrelsen, og at de skal indrette sig, hver især, efter vedkomkommende Lands Statsforfatning, og at enhver Arbejderforening kan træde i Forbindelse med Generalraadet. I Henhold til disse Generalstatuter dannedes den internationale Arbejderforening for Danmark, og heller ikke dens Love indeholder et eneste Ord om at dens Stiftere havde endog tænkt sig Muligheden af, at den nogensinde kunde komme til at agitere imod Loven.
Hvad gør nu "Retten" overfor alle disse Kendsgerninger? Den siger, at der ikke kan tages Hensyn til Foreningens Love og Statuternes Ordlyd alene! - Saavidt er vi kommen i juridisk Lovfortolkning, at naar man ikke kan finde det, man absolut maa, vil og skal finde i Linjerne, saa finder man det paa den blanke Plads imellem Linjerne! Som et, forøvrigt aldeles unødvendigt Bevis for, med hvilken fortvivlet Opmærksomhed, Lovene er læste igennem for at finde noget Ulovligt i "deres Ordlyd", vil vi anføre, at et Udtryk, som findes i den danske Forenings Loves § 13, nemlig: "Den (Foreningen) skal ved alle Midler stræbe at ordne Arbejdernes Optræden, saavel i politisk Henseende, som mod Kapitalisterne, og den skal efterhaanden som Forholdene tillader det, virke hen til Oprettelsen af Produktionsforeninger, hvor alle Deltagere kan faa det fulde Udbytte af deres Arbejde." Disse to Ord heri, alle Midler, er den eneste Antydning af muligvis tilsigtet Ulovlighed, som man har kunnet finde i Lovene! Mon det ikke tilstrækkelig tydelig karakteriserer den Maade, man er gaaet frem paa, for at skaffe Beviser til Veje for Lovligheden af Foreningens Ophævelse ved Dom.
Endvidere autorer man som et Bevis for Foreningens ulovlige Hensigter, at dens Medlemmer har udbragt Leveraab for Pio, Brix og Geleff efter deres Domfældelse. I hvilken Lovparagraf mon der staar Noget om, at det er ulovligt at udbringe Leveraab for Venner og Bekendte, selv om disse maatte være dømte for "politiske Forbrydelser". Dommen lyder jo dog ikke paa Dødsstraf, og saa har man vel Lov til at tolke sine Ønsker om, at de Domfældte maa "leve" Straffetiden over.
Fremdeles har man givet Artikler i Bladet "Socialisten" Indflydelse paa Foreningens Domfældelse. Det er en mærkværdig Opfattelse af det Forhold, som faktisk har eksisteret mellem Foreningen og Bladet, men ikke mere mærkeligt, end alt det Andet. Enhver, som kender nogenlunde grundigt hvilken Forbindelse der har været mellem Foreningen og Bladet maa vide, at Foreningen aldrig har kunnet fremtvinge eller forhindre en eneste Artikels Optagelse i Bladet, idet dette aldrig har staaet i nogensomhelst Afhængighedsforhold til hin Bladet har altid staaet fuldkomment selvstændig og uafhængig overfor Foreningen, baade hvad Indtægter og Udgifter, samt Redaktionen i det Hele angaar, og dog stiller man Bladets Indhold og Udtalelser op som Noget, der har Indflydelse paa Foreningens Lovlighed eller Ikkelovlighed. At Bladet har været Foreningens Hovedorgan med Hensyn til Bekendtgørelser, kan ikke have nogen retslig Betydning.
Endelig gøres gældende, at Mødet paa Fælleden den 5te Maj 1872 var forberedt i Foreningen og blev afholdt, trods Politidirektørens Forbud. Det er en ganske ny og overraskende Meddelelse, at Mødet blev afholdt! Hele den "offenlige Magt" var jo opbudt og tilstede paa og ved Fælleden for at forhindre Mødet. Blev da mon den offenlige Magt knust af fremstormende Arbejdere og Adgangen til Fælleden erobret med Magt? Hvordan skulde ellers Mødet kunne holdes? Mødet blev vel holdt paa en Maade, dog ikke af Foreningen, men af Politiet og Militæret, og at Dommerne nu vil gøre Foreningen ansvarlig for, hvad disse Korporationer har foretaget sig, overgaar dog virkelig al Forstand.
Dommen er falden og vil vel sagtens nok blive stadfæstet af Højesteret. Dens Motiver er uforstaaelige for os, og at de er det for de Allerfleste - kan vist ikke betvivles!
(Socialisten 8. februar 1874).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar