Justitssag. Sagen mod Snedkersvend Sophus Thedor Pihl er i Løverdags bleven paakjendt af kriminalretten. Dommen, hvorvd han ikjendtes Straf at Forbedringshusarbejde i 8 Maaneder, giver først en Fremstilling af de faktiske Omstændigheder, der, som bekjendt, i det Væsenlige bestaa deri, at Pihl, efter at det ved et den 26de August f. A. paa Nørrefælled afholdt Arbejdermøde var vedtaget at indgaa med en Adresse til Hs. M. Kongen om Benaadning for de 3 saakaldte socialistførere, fik det Hverv, at iværksætte denne Foranstaltning. Pihl anholdt om Audiens hos Hs. Majestæt for at overrække ham Adressen, men blev henvist til at aflevere samme til Justitsministeren. Dette vilde hen ikke, men lod derimod indrykke i Nr. 244 af Bladet "Socialisten", der udkom den 21de Oktober f. A., en med hans Underskrift forsynet Meddelelse om det Passerede, hvori det bl. A. hedder: "Hans Majestæt kunde naturligvis ikke nedlade sig til at modtage en Arbejder ved Audiens, men lod gjennem sin Adjudant vide, at Adressen maatte indgives til Justitsministeren", og fremdeles: "Da det imidlertid ikke kan falde mig ind at indgive en Adresse til Justitsminister Klein, vil jeg i Henhold til, hvad der udtaltes i Fællesmødet, sammenkalde et stort Møde af Arbejdere, for at alle de Arbejdere, der have vedtaget Adressen, selv kan Overlevere den til Kongen. Dette Inserat foranledigede, at det Dagen efter, nemlig den 22de Oktober, af Politiet blev Pihl betydet, at det bebudede Møde ikke vilde blive tilstedet, og at han, hvis han desuagtet skulde sammenkalde et saadant Møde, maatte vente at blive dragen til Ansvar efter Straffelovens 11te Kapitel. Ikke desmindre lod Pihl i Nr. 255 af "Socialisten" for den 2den November indrykke en af ham forfattet og underskreven Opfordring til Arbejderne i Kjøbenhavn og Omegn om at give talrigt Møde paa Kristiansborg Slotsplads den paafølgende Dag Kl. 12, paa hvilken Tid Hans Majestæt gav offenlig Audiens, for at den omhandlede Adresse, "støttet ved Nærværelsen af en talrig Arbejderkreds", kunde blive overgivet til Kongen. Tillige indeholdt Artiklen bl. A. en Bemærkning om, at, Mødet ikke maatte betragtes som en tom Demonstration, men som en Arbejderne paalagt Pligt, og at det nu vilde vise sig, om Hs. Maj. fortjente Arbejdernes Tillid. Dette Skridt fra Pihls Side bevirkede, at han allerede den 2den November blev anholdt. Som Følge deraf blev den tilsigtede Indgivelse af Adressen samtidig med en Samling af Arbejdere paa Slotspladsen hverken gjennemført eller forsøgt; dog bevirkede Opfordringen i "Socialisten", at der paa den omtalte Plads den 3die Novbr. om Middagen samlede sig en Menneskemasse, som Politiet maatte fjerne, tildels ved Anvendelse af Magt. Under den derefter med Pibl indledede Undersøgelse blev det oplyst og erkjendt for rigtigt af ham, at han bl. A. paa et i "Internationale" den 9de Juli afholdt Møde havde udtalt, at han vilde have set, om Førerne vare blevne dømte, hvis Arbejderne itide havde samlet sig paa Gl. Torv og Amalienborg og sendt en Deputation af 2-3 Arbejdere op til Kongen og sagt ham, at det var "det forsamlede Folks Begjæring", at Førerne skulde løslades. Endvidere oplystes og erkjendtes det af Pihl, at han paa et den 20de September afholdt offenligt Møde i "den demokratiske Arbejderforening" bl. A. yttrede, at det ikke kunde være Andet, end at man maatte tage Notits af en saa stor Forsamling som paa Nørrefælled, og skulde man virkelig ikke tage Notits deraf, saa kunde Arbejderne møde paa Slotspladsen og sige: "Her ere vi Allesammen". Efter Undersøgelsens Tilendebringelse sattes Pihl under Tiltale for Overtrædelse af Straffelovens § 90. Med Hensyn til Begrundelsen af den Arrestanten ikjendte Straf hedder det i Motiverne til Dommen, at Arrestanten maa anse at have overtraadt den anførte Paragraf i straffeloven ved sin Meddelelse i Nr. 244 af Bladet "Socialisten" at have brugt den Yttring, at Hs. Majestæt naturligvis ikke kunde nedlade sig til at modtage en Arbejder ved Audiens, idet denne Udtalelse efter Ordenes naturlige Betydning indeholder den fornærmelige Sigtelse, at Hs. Maj. Kongen ikke skulde ville tilstaa en Arbejder som saadan den Adgang til sin Persen, som ved offenlige Audienser staar aaben for Alle. Han ansses derhos at have overtraadt samme Lovbud ved den omhandlede Opfordring i Bladet Nr. 255 af "Socialisten", hvilken Opfordring ikke kunde betragtes anderledes end som en Trusel mod Hs. Majestæt, tilmed de Pihl selv havde erkjendt, at Opfordringen var sket i det Øjemed at paavirke Hs. Majestæts Beslutning i Henseende til Modtagelsen af Adressen ved at vise ham den Styrke, Arbejderne besad, og som de kunde benytte til dermed at sætte igjennem, hvad de vilde.
Pihl er født i Marts 1840 og ikke funden tidligere straffet.
(Fædrelandet 26. januar 1874).
Justitsminister Christian Sophus Klein (1824-1900) blev valgt til Folketinget i 1858, for det nationalliberale parti. Han var på artiklens tilblivelsestidspunkt valgt (1870) i Aalborg. Han var lunken over for provisorietiden i Højre, og gled i baggrunden da han søgte overenskomstens og forligets politik. Den trængte først igennem i april 1894.
Dommen over Snedker Pihl kan for Arbejderne indeholde en Advarsel om, hvor forsigtige vi bør være, naar vi foretage os noget, der, selv om det forekommer os nok saa uskyldigt og lovligt, indeholder en Side, hvorfra det kan vire ubehageligt for det nærværende Regimente. De Herrer Nationalliberale eller Reaktionære skulle ikke forsømme, hvor de kunne, at ramme den, som taler de ringere stilledes Sag, og som forsvarer Frihedens Grundsætninger. Begivenhederne i de sidste Par Aar vise nok som dette. Man vil dog ikke naa at kvæle den Aand, som er vakt hos Arbejderne, selv om man bruger Politistave og Forbedringshuset. Snarere vil Arbejderen end mere faa Øjnene op for Nødvendigheden af Sammenhold om saadanne Mænd, som virke for en friere Ordning af vore Samfundstilstande. Det nationalliberale Aag, der hviler som en trykkende Mare paa Folket, særlig paa Arbejderne maa kastes af. Partiets Presse har haanet og spottet os i en Grad, saa man næsten maa undres over vor Taalmodighed til at finde os deri. Og mon ikke mange ville kalde den Dom, der nu er faldet over Snedker Pihl, haard, naar man tænker paa det nu herskende Parties Optræden i 1848, da dets bedste Mænd i Spidsen for en Folkemasse gik til Kong Frederik den syvende for at bede om en fri Forfatning, og bleve naadigt modtagne af Kongen. Hvorfor maatte saa Arbejderne i 1873 ikke gaa til den nuværende Konge for at bede om Naade for de Mand, hvilke et stort Flertal iblandt os agte og elske, fordi de have vækket os til Bevidsthed om vore Borger-Rettigheder og lært os, at vi ikke blot havde Pligter, men tillige, at vi ikke burde henleve som en villieløs Hob. Man vil ikke let glemme Politiets Optræden mod de Folkeskarer, som samledes paa Slotspladsen. Skulde det være strafværdigt at henvende sig til Kongen i det nævnte Øjemed, naar man ser, at en Mand, der har talt om, at folkekaarne Mand af Landets Repræsentation burde hænges paa en Lygtepæl, bliver hædret med Udmærkelsestegn! Er det Lighed? Arbejdere! lad os opfostre vore Børn til Frihedsmænd og minde dem om, hvad de maa lide, der tale den ringeres Sag, ikke blot de Mænd, der kastes i Fængsel, men ogsaa de gamle prøvede Frihedens Forkæmpere, som paa Tinge tale Folkets Sag. Ti ogsaa de maa taale Haan og Foragt fra det Partis Side, der har bragt Ulykke over vort Fædreland og indskrænket dets Frihed. Vi ville ikke være Revolutionsmand, som man beskylder os for; men for Frihed maa og ville vi kæmpe til det yderste. Vi have begyndt Kampen og maa fortsætte den med Udholdenhed. Dette er en stor Dyd og vil føre til Sejer med Tiden.
C. K.
Sluttelig vil jeg opfordre alle Arbejdere til at støtte Snedker Pihls Kone og Børn, at de ikke skulle lide Nød, medens vor Kammerat og Talsmand afsoner den ham idømte Straf.
C. K.
(Aarhus Amtstidende 27. januar 1874).
Rene Ord for Pengene. "Morgenbl." indeholder Følgende: Vi have i sin Tid meddelt vore Læsere Udfaldet af den ved Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret anlagte Justitssag mod Formanden for den demokratiske Arbejderforening, Snedkersvend Pihl, som, ifølge Justitsministeriets Befaling, var tiltalt for at have overtraadt Straffelovens 90, der omhandler Fornærmelser mod Kongen; Dommen lød, som det vil erindres, paa 8 Maaneders Forbedringshusarbejde. Da Dommen faldt paa en Tid, hvor Offentliggjørelsen af den kongelige Haandskrivelse og de i Forbindelse med den staaende politiske Begivenheder næsten udelukkende havde taget den almene Opmærksomhed i Beslag, var det naturligt, at den gik temmelig upaaagtet hen. Nu da Sindene synes at være komne noget mere i Ligevægt, turde der imidlertid være Opfordring til at skjænke hin Sag lidt større Opmærksomhed; vel vedkommer den nærmest en enkelt, men da den tillige frembyder adskilligt af offentlig Interesse, tro vi ikke at burde lade den passere uden Omtale.
Vi udtalte for nogen Tid siden, at den personlige Frihed for at være tilbørlig sikret krævede Nævningers Indførelse; vi kunde have tilføjet, at for at Retfærdigheden overhovedet skal kunne ske Fyldest, navnlig i Sager, der rejse sig af politiske Lovovertrædelser, er det en nødvendig Betingelse, at Grundlovens Tilsagn om Nævninger opfyldes. Den nævnte Dom er et nyt Vidnesbyrd herom. At den er urimelig stræng, er der næppe hos mange nogen Tvivl om. Vi for vort Vedkommende ville i det mindste tilstaa, at det ikke har været os muligt at opdage noget rimeligt Forhold mellem den begaaede Brøde og den idømte Straf. Vi tage ikke i Betænkning at udtale dette, skjøndt vi vel vide, hvad man, naar man tillader sig at drage en Doms Retfærdighed i Tvivl, udsætter sig for fra deres Side, som for Tiden finde deres Regning ved at proklamere Dogmet om Domstolenes Ufejlbarlighed. Det generer ikke de Herrer, som nu ere saa ivrige for dette Dogmes Anerkjendelse, at de selv aldrig have respekteret det uden med visse meget betænkelige eller - for at sige det rent ud - for dem selv meget fordelagtige Begrændsninger; det forhindrer dem ikke i, at de nu fare i Harnisk overfor og stemple som "skammelig", "samvittighedsløs" osv. enhver, selv den beskedneste Tvivl om, at det hænger rigtig sammen med vore Domstoles saakaldte "ophøjede Upartiskhed" i politiske Sager. Vi behøve i denne Henseende blot at minde om alt det Væsen, man har gjort af Bjørnbaks Ytring om, at det ikke var let at vinde en Sag, naar man førte den med politiske Modstandere, og man dertil havde politiske Modstandere til Dommere. Men trods alle ihærdige Bestræbelser af Ufejlbarlighedsdogmets Tilhængere vil det falde vanskeligt at faa fornuftige Folk til tro, at Domstolene beklædes af lidenskabsløse Væsner, der ere saa uskyldige, at de - som Skriften siger - ikke kjende Forskjel paa Højre og Venstre. Man behøver ikke at kjende meget til Historien for at vide, at Domstolene allevegne og til alle Tider faa godt som nogen have forstaaet at tage politiske Hensyn, og man behøver ingen Erfaring for at komme til den Erkjendelse, at vi ligesaa lidt her til Lands som noget andet Steds have naaet en Fuldkommenhedens Tilstand, hvad Retsplejen angaaer. Selvfølgelig maa Domstolenes Afgørelser respekteres som saadanne, hvor uretfærdige de end ere, - det kræver Samfundsordenen; men at forlange mere end den ydre Lydighed, at kræve, at man tillige skal tage sin Fornuft fangen overfor dem, saa at Kritikken suspenderes, det er mere end taabeligt.
Da vi tidligere have meddelt vore Læsere de nærmere Omstændigheder ved Pihls Sag, anse vi det ikke for nødvendigt at gjentage dem her; det maa være nok at erindre om, at Domfældelsen er begrundet paa, at Pihl i en Meddelelse, han i "Socialisten" gav om sit forgjæves Forsøg paa at faa Audiens hos Kongen for at overrække ham en Adresse om de 3 Socialistføreres Benaadning, havde brugt den Yttring, at "Hs. Majestæt naturligvis ikke kunde nedlade sig til at modtage en Arbejder ved Audiens", og at han dernæst trods Politiets Forbud havde udstedt Opfordring til et offentligt Arbejdermøde paa Kristiansborg Slotsplads i det Øjemed - som det hedder i Dommen - at paavirke Hs. Maj.'s Beslutning i Henseende til Modtageren af Adressen. - Det lader sig naturligvis ikke benægte, at det af Pihl udviste Forhold er strafbar efter Ordene i Straffelovens § 90; men paa den anden Side maa det ikke overses, at den Lovovertrædelse, hvori han har gjort sig skyldig, hører til det Slags, som gaar under Navnet "politiske Forbrydelser", og som altid, men navnlig i politiske Gjæringstider, bør bedømmes skaansomt, naar man ikke vil udsætte sig for at træde den absolute Retfærdighed for nær. Vi ville ikke undskylde nogen Art Lovbrud, men det forekommer os dog, at en Regering, hvis Medlemmer middelbart eller umiddelbart ere blevne til hvad de ere i Kraft af "Fortvivlelsens Selvhjælp", og som efter eget Sigende ikke frygter for at optage et Grundlovsbrud som en Del af sit Program, havde saare megen Grund til at være skaansom overfor de lavere stillede Medborgere, som ere blevne smittede af det fra oven givne slette Exempel paa Mangel af tilbørlig Respekt for Lovene. Da Ministeriet har saa travlt med at "redde Samfundet", kan det jo ikke være blindt for, at vi leve i en social Gjæringstid, og at det i en saadan, hvor Retsbegreberne let blive noget løse, er meget forklarligt, om en fattig Arbejder lader sig henrive til Ytringer eller Handlinger, som gaa ud over det tilladeliges Grændse, naar han ser, at de, der staa i Spidsen for Landets Styrelse, intet som helst ville gjøre for at komme den fattige og forurettede Del af Befolkningen i Møde, men endog arbejde i modsat Retning. Loven er som sagt ganske vist overtraadt, men da "det offentlige" ellers saa fortræffeligt forstaar at gjøre Undtagelser fra Reglen til Fordel for dem, som "nyde" - en Artikkel i 1ste Hefte af "Nyt dansk Maanedsskrift" for 1873 er særdeles oplysende i denne Henseende - vilde det ikke være saa ubilligt, om der ogsaa en Gang blev gjort Undtagelse til Fordel for dem, som "arbejde".
Justitsministeren fandt det imidlertid stemmende med sin Pligt at beordre Pihl tiltalt, og Sagen blev saaledes overladt til Domstolenes endelige Afgjørelse. Den nugjældende Straffelov giver som bekjendt Dommerne et overordentlig vidt Spillerum i Henseende til Fastsættelsen af Straffens Art og Grad, og det var saaledes Kjøbenhavns Kriminalret muligt at give Sagen et Udfald, som nogenlunde kunde tilfredsstille den almindelige Retsfølelse. Men Retten, som ellers nok forstaar at tage Hensyn til "formildende Omstændigheder", gik denne Gang en anden Vej; den paagjældende Paragraf i Straffeloven lader Straffen variere imellem simpelt Fængsel og Forbedringshusarbejde, og Retten valgte den sidste Strafart.
Forbedringshusstraffen burde altid trykke Vanærens Stempel paa den, hvem den idømmes; men i nærværende Tilfælde kan man sige sig selv i Forvejen, at den i mange Medborgeres Øjne vil skaffe den domfældte Martyriets Glorie. Derfor er det ikke alene uretfærdigt, men ogsaa uklogt i et Tilfælde som dette, hvor Loven ikke ubetinget kræver det, at idømme vanærende Straf for en politisk Overtrædelse. Er der noget, som er skikket til at svække Samfundsmyndigheden, er det en letsindig Brug af Samfundets skarpeste Tugtelsesmidler. Hvad der er sket i denne Sag, kan ganske vist ikke forundre saa meget, da det desværre staar i al for god Samklang med Regeringens hele Adfærd over for Arbejderbevægelsen; men derfor bør vi, som ønske en fredelig og rolig Samfundsudvikling, ikke tie til det. Det er en Ulykke for vort Land, at dets Styrelse er i Hænderne paa Mænd, som tro at kunne kue en omfattende og, som vel de allerfleste indrømme, i mange Henseender berettiget social Bevægelse ved Hjælp af Politistave og Straffedomme; men for os, som ikke kunne erkjende, at det kan kaldes at redde Samfundet, at gjøre en hel og stor Samfundsklasse til Samfundets svorne Fjende i Stedet for at komme den velvilligt i Møde og gjøre alt, hvad man kan, for at forsone den med den bestaaende Tilstand, - for os er det en Pligt ved enhver Lejlighed at advare mod en "Samfundsredning", hvis højeste Visdom kan udtrykkes i det gamle Ord: Efter os kommer Syndfloden!
(Aarhus Amtstidende 17. februar 1874).
Om Pihls Sag kan vi, efter indhentet Oplysning, meddele følgende pikante Data: Efter Opfordring af en vis Mand, der nok er godt kendt i Retfærdighedens Tempel, forsøgte Mad. Pihl at faa Underretning om, hvorvidt Pihl kunde komme paa fri Fod mod Kavtion. Efter at være afvist den første Dag, kom hun igen den anden Dag og efter at have passeret Revu for 1ste og 2den Politiinspektør, stededes hun for Hr. Crone selv. Denne ønskede gerne at vide, hvem der vel vilde kavtionere for Pihl og underrettede endvidere Mad. Pihl om, at den fornødne Sum maatte blive 1000 Rd., men selv om denne Sum præsteredes, saa kom Pihl ikke paa fri Fod, ti han vilde sagtens atter begynde sin afbrudte Virksomhed som Agitator for Socialismen og det var dog allerbedst, at han blev hvor han var, indtil Højesteret havde dømt i Sagen. Mad. Pihl indvendte, at en Kvinde, der var beskyldt for Barnemord, var bleven frigiven mod en ubetydelig Kavtion, hvorpaa Hr. Crone gav et meget afvisende Svar og hermed endte Avdiensen med at Mad. Pihl maatte gaa med uforrettet Sag -
- Red. kan ikke optage denne Meddelelse uden at udtale sin alvorlige Beklagelse over den hensynsløse Maade, hvorpaa Politiets Embedsmænd er optraadt imod en enestaaende Kvinde, hvis Mand hensidder i Varetægtsarrest, uden at hans endelige Dom er falden. Lige overfor en Arbejder eller en Arbejders Familie tror disse Herrer at kunne tillade sig enhver Uartighed, idet de gør Regning paa, at deres Foresatte billiger enhver Handling, den være nok saa utilbørlig, naar den kun gaar udover Arbejderne. Havde det været en Etatsraads Kone, der havde henvendt sig til Etatsraaden og hans Hjælpere om at faa sin Mand frigiven mod Kavtion, saa vilde man have set disse Politimennesker krumme deres Rygge, men nu havde de kun haanlig Afvisning til Svar. - Vi skal ved denne Lejlighed oplyse Hr. Crone om, hvad han burde vide, at han ikke siger noget Nedsættende om Pihl ved at kalde ham Agitator. Hr. Crone burde vide, at i enhver stor Sag er en Agitators Virksomhed ikke blot nødvendig, men fortjenstlig , og de Evner, der hører til at udøve denne Virksomhed, er saa sjeldne, a! de Mænd, som viser sig i Besiddelse af disse Evner, med Rette hædres af deres Meningsfæller. Da det nationalliberale Parti i sin Tid agiterede for Udbredelsen af sine Anskuelser, blev dets Agitatorer stillede frem som nogle af Landets bedste Mænd, og Hr. Crone har vistnok mange Gange været med til at raabe Hurra for Orla Lehmann, hvis egenlige Kald det var at være Agitator.
(Socialisten 20. februar 1874).
Dommen blev stadfæstet i Højesteret den 17. marts 1874.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar