I Svendborg Avis. Sydfyns Tidende fremkom i første halvdel af 1870'erne en række artikler underskrevet "C" som rettede en kritik af fattiggården i Svendborg og af dennes inspektør Hallas. Fx affødte et indlæg den 5. marts 1875 nedenstående debat. Læserbrevets indhold fremgår af såvel svar som gensvar.
Hr. Redaktør!
Da en Indsender, Hr. C., i "Sydfyenske Tidende" af 5te ds. har gjort mine til Byraadet indsendte Beretninger for 1874 om Byens Fattigvæsen, til Gjenstand for nogle Betragtninger, der indeholde endeel faktiske Urigtigheder, haaber jeg, at De ikke vil nægte mig Optagelsen af nedenstaaende Berigtigelse.
I min Beretning har jeg anført, at Administrationen har kostet 767 Rd. 64 sk, at Bekostningen for hvert Lem paa Fattiggaarden gjennemsnitlig har været 69 Rd. 58 sk, og at der til "andre Fattige" er udgivet til Beklædning 40 Rd. 86 sk til 13 Personer.
Heraf udleder Hr. C., 1) at Administrationen har kostet 776 Rd. 93 sk, 3) at Føden for hvert Lem paa Anstalten koster 18½ sk pr. Dag og 3) at 12 Lemmers Beklædning har kostet 46 Rd. 80 sk, medens de andre 10 Lemmer have maattet gaae med "Figenblade".
Alle tre Slutninger ere imidlertid fejlagtige. Den første Fejltagelse grunder sig øiensynlig paa en Fejllæsning og er uden Betydning, medens de to andre derimod ere af større Vigtighed.
Naar jeg nemlig har anført, at hvert Individ paa Fattiggaarden gjennemsnitlig har kostet Byen 69 Rd. 58 sk, saa kan man ikke af dette Tal udregne, hvad Føden har kostet, thi det maa vel erindres, at Lemmerne arbeide og fortjene noget, og Beretningen siger jo tydelig nok, at dette Arbeide har indbragt 989 Rd. 56 sk, og ligeledes maa det erindres, at Kæmnerkassen har havt en Indtægt af ca. 200 Rd. af Fattiggaardslemmer, for hvilke der er bleven betalt af Private eller fremmede Kommuner. De 69 Rd. 58 sk ere altsaa den Underbalance, som Byen har paa hvert Fattiggaardslem; men vil Hr. C. vide hvad den koster hver Dag, da kan det ogsaa let udregnes af hvad der staaer i Beretningen. Der staaer nemlig, at Forpleiningen har kostet 2110 Rd. 80 sk og Eftermiddagskaffen 168 Rd. 18 sk. tilsammen 2279 Rd. 2 sk, hvilket er 21½ sk om Dagen pr. Individ.
Hvad endelig det tredie Punkt angaaer, da staaer der i Beretningen efter Udgifterne til Fattiggaarden, at der til andre Fattige er givet 46 Rd. 80 sk til Beklædning.
Disse Penge ere altsaa slet ikke givne til Lemmerne, men ere anvendte til Konfirmationsklæder og desl. Hvad der udgives til Klæder for Lemmerne retter sig efter, hvad der haves i Behold, og selv om der et enkelt Aar slet intet udgaves, kan man ikke slutte deraf, at Lemmerne gaae nøgne, men kun at man ikke har kjøbt nye Klæder, fordi man var tilstrækkelig forsynet.
Om Fattigvæsenet ledes humant eller ikke, er det ikke min Sag at dømme, men hvis Hr. C. virkelig interesserer sig for de Fattige, saa indbyder jeg ham og enhver anden Lysthavende til, at besøge Fattiggaarden, smage paa Maden, undersøge Klæderne og Sengene osv., han vil da selv kunne see, at Lemmerne have det en heel Deel bedre, end de havde det, før de kom derind, og at der ikke paa Forsørgelsesanstalten findes Nogen indlagt, som er der imod sin Villie.
Naar Hr. C. mener, at det sidste Aars Besparelse af ca. 846 Rd. er opnaaet paa de Fattiges Bekostning, saa viser dog Beretningen, at den forbedrede Status især hidrører derfra, at Arbejdsanstalten sidste Aar har indbragt 562 Rd, mere end i 1873, og at Refusionerne i 1874 have udgjort 212 Rd. mere end i 1873.
Hvis Hr. C. skulde mene, at et Menneske (og gamle Folk spise forresten mindre end unge) ikke kan bespises forsvarligt for 81 Rd. om Aaret, hvormeget mener Hr. C. da, at en almindelig Arbejderfamilie med 5-6 Børn vilde behøve aarligt alene til Føden. Et lille Regnestykke vil let overbevise Hr. C. om, at ikke blot en Arbeiderfamilie, men selv mangen en jevn Borgerfamilie ikke har Raad til at anvende mere paa Føden, og Hr. C. vil formentlig ogsaa indrømme, at hvor der koges for 28 paa een Gang, har man Maden billigere, end hvor der koges for nogle faa.
(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 9. marts 1875).
Indsendt
Naar der skal være en fornuftig Mening i, at der aarlig af Administrationen offentliggjøres en Beretning om Fattigvæsenets Status, saa maa denne affattes saa tydeligt og klart, at den tjener til at veilede og ikke til at vildlede Skatteyderne og dette sidste mene vi, at den at Hr. Hallas i "Svendb. Amtst." af 2den Marts d. A. indrykkede Beretning har gjort, dels ved at postere de forskjellige Udgifter paa en Maade, som er tvetydig og dels ved ligefrem at undlade at optoge Udgiftsposter, som ere af en væsentlig Betydning for Sagens rette Bedømmelse.
Saaledes staar der med rene Ord, at Kosten pr. Person har kostet gjennemsnitlig 69 Rd. 58 sk, hvilket udgjør 18 1/3 sk daglig, og enhver, som læser Beretningen, maa absolut faae det Indtryk, at Kosten ikke har kostet mere end det anførte Beløb. Da der saa udtales en beskeden Tvivl om, at ordentlig Kost kan skaffes tilveie for denne Pris, saa stiger Beløbet pludselig til 21 ½ sk daglig pr. Person, men det skal udregnes først og dette beviser formentlig tilstrækkelig, hvor utydeligt Beretningen er affattet. Refusionerne (Tilbagebetalingerne) spille ogsaa en Rolle uden at det af Beretningen kan sees, hvorfra disse komme. I Hr. Hallas's Inserat af 8de ds. sees det imidlertid, at ca. 200 Rd. af disse er indkommet fra fremmede Kommuner og Private, saa at dette Beløb kun uegentlig har med Regnskabet at gjøre. Om Gjennemsnitstallet af Lemmerne 28 er udkommet ved Kommunens egne Lemmer, eller om de Fremmede ere medregnede, kan heller ikke sees af Beretningen. Til Beklædning af samtlige 28 Lemmer, er der ikke opført en eneste Skilling *), og skjøndt Hr. Hallas i sit Tilsvar af 8de ds. i dette Blad oplyser os om, at hvad der udgives til Klæder for Lemmerne, retter sig efter hvad der haves i Behold og selv om der et enkelt Aar slet intet udgives hertil, maa man ikke heraf slutte, at Lemmerne gaae nøgne eller klædes i Figenblade, men kun at man ikke har kjøbt nye Klæder, fordi man var tilstrækkelig forsynet. Heraf fremgaaer altsaa, at Beholdningen af Klæder til Lemmerne i det forløbne Aar har været saa stor, at man ikke har havt nødig at anvende en eneste Skilling til dette Brug.
Vi have desværre ikke Hr. Hallas's Beretning for Aaret 1873 ved Haanden og kunne derfor ikke oplyse, hvor stor Udgiften til Klæder har været i bemeldte Aar, men Hr. Hallas er maaske saa god at oplyse os herom. Vi kunne imidlertid ikke tilbageholde vor Forundring over, at 28 Fattiglemmer kunne hjælpe dem igjennem et helt Aar med Beklædning, uden mindste Bekostning, ja vi maa endogsaa tilføie, at en saadan større Ophobning af Beklædningsgjenstande er en egen og paafaldende Oekonomi, som maaske kan være meget besparende, men vi forstaae den kun ikke. Har der nu i Beretningen fra 1873 eller maaske endogsaa fra tidligere Aar været gjort store Anskaffelser af Klæder og det hertil medgaaede Beløb er opført i det Aars Regnskab, i hvilket Anskaffelsen er skeet, saa er dette jo ligesaa urigtigt, som at undlade at føre en eneste Skilling til Udgift i et Aar. hvor Beklædningen er taget af Beholdningen fra tidligere Aar. - Gaaes der frem efter det samme Princip ved Fattiggaardens øvrige Administration, saa vil vist selv Hr. Hallas indrømme, at hans aarlige Beretninger ikke have den allermindste Værd, da Skatteyderne deraf ikke kunne faae noget Indblik i, hvorledes Fattigkassens Status er for det Aar Beretningen gjælder. Endvidere savne vi i Beretningen, som tidligere omtalt, en Meddelelse om, hvor stort et Beløb der medgaaer aarlig til Giældens Forrentning og Amortisation, som er stiftet til Fattiggaardens Opførelse og Montering. Denne Udgift er en af de største, der hviler paa Fattigkassen, og saalænge der ikke vides Besked herom, kan man hellerikke danne sig nogen bestemt Mening om og i hvilket Omfang der er gjort Besparelser.
I Foranstaaende have vi formentlig paaviist, at Beretningen er alt andet end veiledende, men at den endogsaa ved sine indviklede Poleringer og væsentlige Udeladelser er ligefrem vildledende; derimod kan man ikke væege sig for det Indtryk, at Hensigten med Beretningen idetmindste for en stor Del ogsaa er den, at fremstille den nye Inspektør-Institution i det meest rosenrøde Skjær, til egen og øvrige agerende Herrers Forherligelse.
I dette Blads Nr. 51 ere DHrr. Fattigforstandere optraadt med en knusende Protest og med en hel Del veritable Uartigheder imod den stakkels undertegnede, hvori de søge at godtgjøre, at Besparelserne ved Fattigvæsenet ikke ere fremkomne paa Humanitetens Bekostning og at Hr. Hallas's fortrinlige Administration har bragt Lykke og Velsignelse over Kommunen. At denne Virak vistnok smager ret delicat, kan gjerne være, men vi maa dog gjøre DHrr. opmærksom paa, at de herved paa en indirekte Maade give vor dygtige og nidkiære Borgmester en alvorlig Hib. Vi bede dem at fastholde i deres behagelige Erindring, at de Forretninger, som udføres af Hr. Hallas, paahvile i Embeds medfør Borgmesteren og naar de nu optræde saa rosende for Hr. Hallas, saa maa der nødvendigvis underforstaaes, at Borgmesteren ikke er istand til at udføre disse (sine) Forretninger lige saa godt som de nu udføres at Hr. Hallas. Vi finde os foranledigede til at nedlægge den bestemteste Protest imod en Insinuation som denne, idet vi ere fuldt og fast overbeviste om, at Borgmesteren vilde være istand til at frembringe de samme gode Resultater paa dette Omraade, som Hr. Hallas har frembragt, til Lykke og Velsignelse for Byen, og Bykassen vilde i saa Tilfælde ovenikjøbet, som en behagelig Tilgift, kunne stryge Lønnen m. m. til Fattiginspektøren ind.
Det synes forøvrigt, efter den Maade, paa hvilken DHrr. ere optraadte, at vore tidligere Bemærkninger have berørt dem paa et temmelig ømt Punkt, dog skulle vi gierne troe DHrr. paa deres Ord, at Besparelserne ikke ere fremkomne paa Humanitetens Bekostning, men ved denne Leilighed dog tillade os at bese DHrr. om godhedsfuldt at meddele os, hvormeget de i deres Humanitet have tilstaaet Skipper Rasmus Hansens Enke, ogsaa kaldet "Vintapperenken", i vel sidste ½ eller 1/4 Aar af hendes Liv og hvormeget der da atter blev afkortet hende, da hendes forfaldne Søn flyttede ind i hendes Lejlighed for at pleie hende i hendes sidste Levedage. Naar vi have modtaget denne Oplysning, kan det være muligt, at vi finde Anledning til at anstille nogle yderligere Betragtninger over Sagen. Naar DHr. endvidere opgiøre et Regnestykke, hvorefter en Arbeiderfamilie med Kone og 4 Børn skal fortjene 10 Mk. daglig eller 521 Rd. aarlig, for at berede sig og sine et ligesaa behageligt Liv, som der beredes Fattiglemmerne paa Fattighuset, saa er denne Beregning af en temmelig luftig Beskaffenhed. Vi maa giøre DHr. bekjendt med, hvis de ikke veed det iforveien, at de allerfleste Arbeiderfamiliers Børn bespises og beklædes ved velgjørende, bedre stillede Medborgeres Godgjørenhed og at de kun fordi de have deres Frihed, ere istand til at skaffe dem den væsentligste Del af deres Underhold paa denne Maade.
Dersom Arbejderfamilierne udenfor Fattiggaarden bleve desciplinerede paa samme Maade som Lemmerne paa Fattiggaarden og de udelukkende skulde leve af Mandens Dagløn, saa vilde den største Del, navnligen af Børnene for længe siden være sultede ihjel. Saaledes som dHr. have opgiort deres Regnestykke passer det ikke til de stedlige Forhold. Naar d.Hr. endvidere rette det Spørgsmaal til os, om vi have giort os det klart, hvor skadeligt det er at "udgyde" **) urigtige Fremstillinger om de Fattiges Behandling o. s. v.. saa skulle vi svare, at, saafremt der i det af os Fremsatte maatte findes Urigtigheder, saa ligger Skylden ikke hos os, men i Fattiginspektørens mangelfulde og vildledende Beretning, saa at deres Bebrejdelser i denne Retning ere feilagtig adresserede; iøvrigt skulle vi tilføie, at vi ere af den Mening, at det formilder den Fattiges Sind, naar han seer, at der er Nogen der taler hans Sag, naar man er af den Formening, at Alt ikke er som det burde være og dette troe vi, gavner langt mere end det skader. At vor Mening om Sagen, er dHr. Fattigforstandere ligegyldig, finde vi os i med christelig Taalmodighed. Naar vore øvrige Medborgeres Opmærksomhed er henledet paa den omhandlede Sag, er Hensigten med vore Artikler fuldstændig opnaaet. C
*) De 46 Ab. 80 sk ere jo anvendte til Konfirmationsklæder o. deSl.
**) For dHrs. egen og for de Fattiges Skyld, haabe vi, at deres Humanitet ikke staar ganske paa samme Standpunkt som deres Høflighed.
(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 16. marts 1875).
Læserbrevene affødte et sagsanlæg. Retten fandt i 1877 frem til nedenstående afgørelse:
I Svendborg Bythingsret den 19de f. M. afsagde Sættedommer, By- og Herredsfoged Aagaard af Faaborg Dom i Svendborg Byraads Sag imod Redaktør G. Petersen i Svendborg angaaende Ærefornærmelser, hvorved er kjendt for Ret:
"De ovenfor fremhævede i Tillæg til Bladet Svendborg Avis. Sydfyns Tidende for 2den November 1875, samt i Bladets Nr. 22, 30, 41 og 50, daterede henholdsvis 1ste, 12te og 28de Februar og 11te Marts 1876 indeholdte for Citantskabet Svendborg Byraad fornærmelige Ytringer bør døde og magtesløse at være, og bør Indstævnte, Redaktør G. Petersen af Svendborg, for sit i saa Henseende udviste Forhold til Statskassen bøde 100 eller, saafremt Bøden ikke fuldt betales, straffes med simpelt Fængsel i 15 Dage.
Saa bør Indstævnte ogsaa at betale til Citantskabet Sagens Omkostninger med ialt 60 Kr.
At efterkommes inden 13 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
De i Dommen fremhævede Ytringer. som kjendes døde og magtesløse, ere følgende:
A. I Artiklen i Bladet af 2den November 1875:
1) "Del ses endvidere, at Byen har været saa venlig at befrie Hr. J. P. Baagøe for Udgifterne ved et Kloakanlæg over hans Plads" ....
3) "Hr. Jernstøber Lauge er da heller ikke gaaet tomhændet ud af Raadets Forhandlinger, det ærede Raad har efter Formandens og Hr. Baagøee Anbefaling foræret ham 400 i Mulct, som skulde have været erlagte i Mulkt for Misligholdelse af en indgaaet Akkord" ....
B. I Artiklen af Bladet for 1ste Febr. 1876 skrives om Sygehuset:
1) "En Handlemaade, som vistnok maa betegnes som rask, men som ikke desto mindre lider af den Svaghed, at den er ligefrem ulovlig, og for hvilken der derfor maa kunne gjøres Ansvar gjældende mod rette Vedkommende ad Lovens Vej."
C. I Artiklen af Bladet for 12te Febr. f. A. skrives om Fattiginspektørens Beretning om Svendborg Fattigvæsen:
2) "Denne Beretning er udebleven iaar, og denne Udeblivelse har igjen forskaanet os for al denne Humbug, som var en nødvendig Følge, naar Beretningen skulde gjøre den tilsigtede Virkning" ....
3) For nu at holde Tingene gaaende ude paa Fattighuset, holder Kommunen en Økonom, som tillige er Værkmester, og en Inspektør, som varelager Borgmesterens Forretninger, og herfor bøder Kommunen aarlig mindst 1800 Kr. At en saadan Administration grænser nær op til Vanvidet, er noget, som ethvert fornuftigt Menneske kan sige sig selv, og at den er uforsvarlig lige over for Skatteyderne, derom ere de allerfleste ogsaa enige".
4) "I vor sidste Artikel have vi gjort Læserne bekjendt med, at Sygehusets Flytning ud til Fattiggaarden er ulovlig . . . .
7) "Tro vore regerende Aander virkelig, at den nuværende Tilstand kan opretholdes til evig Tid, og at man uden videre kan sætte Folk i Skat til Formaal. som ligge ganske udenfor Kommunens Interesse, f. Ex. betaler Hr. Assam 300 pCt. mere, end der betales andet Steds for det samme Arbejde, udgive 1800 Kr for at pleje Borgmesterens Magelighed, eftergive en Stormand 400 Kr, overtage ubestridte reale Byrder paa en privat Mands Ejendom osv., da formene vi, at deres Tro vil blive gjort til Skamme, thi hvad vilde man sige, naar Skatteyderne en skjøn Dag ligefrem negtede at udrede deres Andel hertil? Kan og vil man da inddrive Penge ved Exekution?"
D). I Artiklen af Bladet for 28. Febr. f. A.:
1) "Det første, der skete i Sygehussagen, var, at det gamle Sygehus blev nedrevet, og at et nyt blev etableret paa fuldkommen ulovIig Vis ude paa Fattiggaarden. Det næste Skridt var, at Hr. David kom ind og Doktor Møller ud som Læge ved Sygehuset, et Skridt, som, for at bruge et meget mildt Udtryk, saarede hele Byens BillighedsføIelse".
E. I Artiklen i Bladet for 11te Marts f.A. skrives om Ordningen af Fattigvæsenets Administration:
1) "Et bedre Bevis for dette Forholds vanvittige Ordning tro vi ikke lettelig vil kunne præsteres, og dersom vort ærede Byraad ikke vil gjøre sig komplet latterligt for det hele Land, er det virkelig paa høje Tid, at denne Branche af Administrationen undergaar en grundig Reform. Dette Uvæsen har nu bestaaet i 7 Aar og har altsaa kostet Byen en klækkelig Sum, som omtrent kan betragtes som kastet ud af Vinduet, og det synes os, at det hermed nu kan være nok for denne Gang" . . .
Om Inddragelse af Fattiginspektørposten:
2) . . . "men hidtil har vort ærede Byraad lukket begge Øren for dette rimelige Forlangende, formodentlig i Haab om at kunne tie denne fatale Sag til Døde, men vi kunne forsikre det ærede Raad, at dette ikke skal lykkes det". -
3) "Hvad i al Verden har Skatteyderne, "Smaafolk indbefattede", dog for. at de udrede Omkostningerne ved Forretningens Førelse, som paahviler Borgmesteren, og som Etaten betaler ham for?"
Om Fattiginspektørposten:
4) "Det værste ved denne Sag er nu ikke en Gang de mange Penge, som saaledes kastes ud uden Nytte for Kommunen, men den Iægger en uoverstigelig Hindring i Vejen for en anden Reform, hvis Udsættelse bærer endnu langt sørgeligere Følger i sit Skjød end Bortkastelsen af en Pengesum, den forhindrer nemlig, at vi faae et anstændigt Sygehus, til hvilket Trangen er saa overmaade stor. Beretningen giver os et meget sørgeligt Indblik i denne Sag, langt sørgeligere endnu, end vi havde troet."
(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 4. april 1877).
Selv om Petersen således tabte sagerne, ser det dog ud til at byrådet alligevel lod sig influere af kritikken, idet regnskaberne for fattiggården de følgende år tilsyneladende blev mere gennemskuelige. Se offentliggørelsen af dem i aviserne, som oftest i marts måned.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar