En af de "loyale" Præster i Sydslesvig, der i sin Tid som Officer havde deltaget i den treaarige slesvig holstenske Krig, begyndte sin Tiltrædelsesprædiken i den tysksindede Uenighed med følgende Ord: "Sidste Gang jeg var her, kom jeg som Fjende med Sværdet i Haanden, idag kommer jeg som Ellers Sjælesorger."
Det maa ganske vist have været en meget "blandet" Følelse, hvormed Menigheden hørte "Fredens Evangelium" forkynde af en Mand, hvem enkelte af dens Medlemmer maaske kunde betragte som deres Nærmestes Morder; men den Taktløshed, som den vedkommende Gejstlige udviste, er desværre intet enestaaende Eksempel paa hvad man i hin Nationalfanatismens Blomstringskperiode ansaa det for klogt at byde de Overvundne. Fordrukne, uvidende Præster, uredelige og tølperagtige Herredsfogeder var endnu almindeligere end i Danmark, og omend dette Fænomen tildels kan forklares ved den ringe Tiltrækning som en hadet og afskyet Stilling stedse maa have for enhver hæderlig Mand, saa vilde det paa den anden Side dog være umuligt at nægte, at der fra Regeringens Side i denne Retning blev udvist en overordenlig Pligtforsømmelse, idet der ganske i Almindelig hed kun toges Hensyn til saadanne Personer, der syntes at være mere stilkede til at ophidse Befolkningen ved Uvidenhed og Uforskammethed, end til at berolige den ved samvittighedsfuld Opfyldelse af deres Kaldspligter.
Paastanden om at den slesvigske Embedsstand led af store Mangler under den national-liberale Æra her i Landet, er som bekendt fremsat allerede fra anden Side, men har naturligvis mødt en forbitret Modsigelse fra det Parti, som nu i over to Aarhundreder har kvalt Folkets naturlige sunde Forstand med dumme Formaliteter, nemlig Bureaukratiet, eller som de med et mere betegnende kinesisk Ord burde hedde, Mandarinerne. Denne bornerede og herskesyge Bande var det, der i Virkeligheden skilte os af med Norge i 1814. Folket havde i en lang Aarrække været forbitret paa Embedsstanden, men deres Klager blev behandlede paa den sædvanlige imiterende Maade. Da saaledes den norske Bonde, Kristian Jensen Lofthus fra Nedenæs, i Slutningen af forrige Aarhundrede vovede at overrække Kronprinsen en Klage fra Almuen over de danske Embedsmands Undertrykkelser, blev han af en Specialkommission dømt til Fæstningsarbejde paa Livstid og døde i Agerhus Fæstning Aar 1797. I 1814, da Norge med Magt blev løsrevet fra Danmark, erindrede Folket den infame Behandling, de havde lidt i Aarhundreder, og dette var Grunden til det hastige Ophør af "Frihedskrigen" mod Sverrig, saavel som til det derpaa følgende, i lang Tid stærkt fremtrædende "Danskerhad" i Norge.
Nu er det en ny og ligesaa betydelig Del af Landet, som Bureaukratiet har skilt os af med, men hvis Nogen tror, at vi i vor nuværende reducerede Tilstand skulde være i Sikkerhed for yderligere Lemlæstelse, da turde dette være usikker saalænge ikke Folket er kommet saa vidt, at det foretrækker selv at tage Tøjlerne fremfor at lade sig forlede til politiske Dumheder af Mandarinerne. Det er derfor nødvendigt skaanselløst at blotte deres Opførsel i Slesvig for om mulig at aabne Øjnene paa dem, der endnu anser disse Folk for "Visdommens og Retfærdighedens" ægte Repræsentanter.
Det vilde imidlertid være for trættende at fremkomme med Eksempler paa det smaalige Forfølgelsessystem, der anvendtes mod de tysksindede Slesvigere i Aarene fra 1851-64. Vore Læsere vil faa det bedste Begreb derom, naar de tænker paa den Behandling, der fra det samme Partis Side er blevet os Socialister tildel her i Danmark i de sidste Aar. Iøvrigt skal vi altid være villige til at fremkomme med bestemte Eksempler, hvis vore her fremsatte Paastande skulde blive dragne i Tvivl, men at Ingen for Alvor kan tænke herpaa, det vil en lille Historie maaske kunne bidrage til at vise. Da vi sad fængslede traf det sig, at en Herredsfoged af reaktionær Tjenestiver begik en temmelig betydelig Fadaise. I en Samtale med Politiinspektør H. kom vi til at berøre denne Sag, hvortil Hr. H. svarede med en haanlig Skuldertrækken: "Hvor kan De forlange Andet af det Menneske? Det er jo en forhenværende slesvigsk Embedsmand."
Skal vi saaledes, idetmindste foreløbig, ikke gaa ind paa Personalia i denne Sag, saa er der dog nogle andre herhenhørende Forhold, som vi kunde have Lyst til at omtale, da de tillige paa en Maade forklarer den Dom, der faldt i Sagen om Mødet den 5te Maj 1872.
Som bekendt beredte det slesvig-holstensk sindede Professorparti i Hertugdømmerne deres elskværdige Kolleger her i Landet en hel Del Fortrædeligheder. Ved lang Øvelse havde de faaet en saadan Færdighed i at sno sig mellem de gældende Lovbestemmelser, at det blev dem mulig at drive en temmelig kraftig Agitation for deres separatistiske Tendenser mellem den tyske Befolkning i Hertugdømmerne, uden at det var muligt for de danske Mandariner at straffe dem, medmindre de bestaaende Love aabenlyst skulde krænkes. Samtidig var den nye Straffelov under Behandling i Lovkommissionen her i Byen, og det blev derfor besluttet af Bureaukraterne at benytte denne gunstige Lejlighed til at tilintetgøre de Rester af Forsamlings- og Foreningsfrihed, som hidtil var blevet levnet Slesvigerne. Udkastet til Straffeloven indeholdt derfor en Række Bestemmelser om Lands- og Højforræderi, saa jesuitisk uklare i deres Affattelse, saa barbarisk vilkaarlige i deres Straffebestemmelser, at Ruslands og Prøissens Knutlovbøger blev til Evangelier ved Siden af dette Produkt af en "Frihedsstat". Det vilde efter dette Udkast ikke alene have været muligt at straffe selve Lands- og Højforræderne med Tugthuset eller paa Livet, men endog den, der f. Eks. blot overværede en mod Danmark fjendtlig stemt Forsamling i Udlandet, vilde have været hjemfalden til Straf. Imidlertid, mens Kommissionen tillavede denne "varme Mad" til deres "kære slesvigske Brødre", tog disse som bekendt "Udgangsbillet", og da saaledes den umiddelbare Anledning var bortfaldet, blev den allerværste af Paragraferne strøget, og de andre, endelig vedtagne Bestemmelser i Straffeloven, saaledes som de nu foreligger, giver derfor kun et ufuldstændigt Begreb om den "humane" Behandling, som Regeringen havde tiltænkt sine tysktalende Undersaatter. Dog var disse Forholdsregler ikke aldeles uden "Nytte" for de stakkels svedende Jurister, ti de Slesvigerne tiltænkte Paragrafer er jo nu med meget Held blevet anvendt paa os "statsfarlige" eller rettere "byreaukrati-farlige" Socialister.
Skulde Nogen tvivle om denne Fremstillings Rigtighed, tillader vi os at henvise ham til Straffelovens Behandling i Folketinget. Her havde nemlig Hr. Klein, der var Medlem af Kommissionen, den Aabenhjertighed selv at tilstaa, at de paagældende Straffe sigtede specielt til Slesvigerne.
* * *
Hvis man vil spørge om Grunden til, at vi er fremkomne med disse Oplysninger, da ligger den ikke fjern. Det bureaukratiske Parti, der er ved at gaa i Knæ her i Landet, tæller endnu en stor Del Tilhængere mellem Nordslesvigerne. Vi anser denne Omstændighed for at være i højeste Grad uheldig. Skal Nordslesvigerne for Fremtiden ligesom for glæde sig ved deres danske Brødres Sympati og Deltagelse, skal de stole paa, at det danske Folk under eventuelle Forandringer i Europa vil være beredt til tunge Ofre for at fri dem ud af det Slaveri, som de nu holdes i, da maa vi være forvissede om, at det ikke er en Flok blinde Tilhængere af Reaktionen, som vi skaffer os paa Halsen, men derimod en Flok prøvede, trofaste og frisindede Medborgere. For at bidrage vort til, at Slesvigerne kan faa Øjnene op for den nationalliberale Kirkes Dumhed og Ondstab er det, at vi har skrevet disse Linier, og skulde dette virkelig være lykkedes, da er det vor fulde og faste Overbevisning, at da er det første og nødvendigste Skridt gjort til vore Brødres Forløsning fra tysk Jern- og Blodregimente.
(Social-Demokraten 5. august 1875).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar