Fra Bjerre Herred. (Efterskrift til Politivennen)

I Vrigsted Sogn i Bjerre Herred findes der flere Husmænd og Gaardmænd, som har deltaget i Krigen og som saadanne har de Ret til en Krigsmedaille, men de har afslaaet at modtage den, og Grunden - : ja, gode Ven, sagde en Mand forleden Dag, vi lever jo i det nittende Aarhundrede, hvor vel synes mig, at man burde forkaste saadant Stads. Jeg og flere Arbejdere, sagde han, har er andet Syn paa Sagen; vi mener, at det er for at opvække "Krigsbegejstring", at vi skal have Medailler, men det ærede Folketing havde gjort bedre i at nægte Penge til Medailler og faa bevilget noget Mere til Invaliderne, for at de, som har sat Liv og Lemmer til i Krigen, ikke skulde belønnes med at faa Lov til at gaa omkring og tigge. Og dernæst synes jeg, det er mærkeligt, at det forenede Venstre vil afskaffe Titel og Orden ogsaa alligevel bevilger Midler til Ordener. Det ser næsten ud til, at Ordenens Tid først begynder nu, da næsten hver anden Mand kommer til at bære Orden. Det er vor Mening, at nu vil vi begynde med at afskaffe Titler og Ordener. Vi vil ingen Ordener bære. Vor Titel er for gammel og Ordenen for ny. Titlen stammer fra uoplyste Tider, da vi blev betitlet: Pøbel og Fattigrak, og Ordenen er for ny. Det er noget Nyt, at Arbejderen skal til at bære Orden, og det skal dog ikke alle Tider siges, at vi Smaa vil efterabe de Store. Men ligesom det sker, naar Folk bliver bidt af en gal Hund, - for jeg skal nemlig bemærke: herovre i Jylland er Hundegalskab, Ordensgalskab og Krigsgalskab paa en og samme Tid - at de faar Vandskræk, saaledes vil de, der faar Erindringsmedaille, ganske sikkert faa Krigsskræk, for det erindrer dem bestandig om, hvad de har begaaet, at de har været med til at myrde Folk, og det endda Mænd, som de aldrig har set før, og Brødre har staaet overfor hinanden og myrdet hverandre. Ja, det er skrækkeligt, at kristne og civiliserede Folk kan være saa raa og barbariske. Slaar en Mand en Anden ihjel, kommer han til at dingle paa Skafottet, men kommer han i Krig og slaar ihjel - jo flere jo bedre - saa bliver han belønnet, og der falder da noget andet Dingleri af.

Og I, gode Arbejdere! hvem betaler alt dette Krigsvæsen? Ja det gør vi. Vor Arbejdskraft bliver saa slet betalt, at Storborgerne putter de to Trediedele i Lommen for siden at smide det ud til Forsvarsvæsenet. Men der Største, vi ofrer, det er vort Liv. Vi gaar i Krig for at forsvare de Andres Ejendom og de Andres Rettigheder; for Arbejderens Rettigheder er der ikke Tale om. Men Embedsmændene kan staa i Ly bag Armeens og Politiets Ryg og trodse og haane Folkets og særlig Arbejdernes Fordring om lige Ret og lige Pligt. Men vaagn op og kast Slavelænken væk og opsig Overformynderiet, som de Store har haft over os. Og I skal se, gode Arbejdere, at den Tid skal komme, hvor vi ogsaa kan komme til at tale et Ord med. Men se hverken til Højre eller Venstre, men ligeud. Den lige Vej fører til Maalet. Jeg har tidligere gaaet i Venstres Ledebaand og troet, at det var der, at Hjælpen skulde komme fra til os Arbejdere. Men nej, de vil ikke længer end som til sig selv.

Ø. G.

(Social-Demokraten 24. marts 1876).