Dette er den første artikel i en serie om en rekrut fra Jægersborg Kaserne. Følg begivenhedernes gang via link i indslagene.
Vanvittig Opsætsighed. Vi meddelte i Gaarsnumeret, at der ved Krigsretsdom var idømt en Husar fra Jægersborg en meget streng Straf for Opsætsighed og andre grove Brud paa Diciplinen. Han er derefter bleven ført her til Byen, og den Del af Straffen, som lød paa Rottingslag, skulde exekveres her, men under Straffens Exekvering har han overfaldet den tilstedeværende Ritmester samt gjort sig skyldig i anden voldsom Adfærd mod flere Overordnede. Da han havde faaet nogle Rottingslag, sprang han, der ikke var bunden, løs paa Ritmesteren og tilføiede denne et voldsomt Slag, og under Brydningen med de tililende Underofficerer, som søgte at overmande ham, bed han to af dem meget stærkt. Han var, før han indtraadte i Militærtjenesten, et roligt og stille Menneske, hvis største Lyst var at sidde hjemme og spille paa Harmonika; han var stillig, sparsommelig og ædruelig. Samtidig var han imidlertid en ivrig Tilhænger af Socialisternes Lære og betragtede Krigstjenesten som et for en fri Mand uværdigt Haandværk, og han synes lige fra Begyndelsen af sin Tjenestetid at have sat sig for paa alle mulige Maader at vise sin Afsky for Militærtjenesten. Endnu medens han sad og ventede paa sin Dom, var han, da han en Dag blev ført op hos Obersten, i den Grad grov mod denne, at det ikke lader sig gjengive paa Tryk, og medens han laa paa Jægersborg, søgte han paa alle mulige Maader at fortrædige sine Overordnede.
(Dags-Telegraphen (København) 10. februar 1876).
Inden for militæret bestod straffen i slag med et en meter langt og fire centimeter bredt spanskrør.
Socialismen praktisk. En Smedesvend, der staaer som Rekrut ved de paa Jægersborg i Garnison liggende Husarer, pralede ved sin Tiltrædelse i Tjenesten af at være en "ægte Social-Demokrat", en af "de Røde", sang Socialistmarschen ved enhver tænkelig Leilighed, omdelte gratis Numere af "Social Demokraten" mellem sine Kammerater paa Sovesalen og søgte, kort sagt, paa enhver Maade at gjøre Propaganda for sine samfundsopløsende Ideer, blandt Andet ved at docere, at den almindelige Værnepligt var Vanvid, og at Ingen kunde tvinges til at være Soldat mod sin Villie. Da hans Foresatte kom under Veir med dette Uvæsen og søgte at sætte en Pind derfor, blev han fuldstændig umedgjørlig og balstyrig, ja overfaldt og pryglede tilsidst en Underofficer. Ved den i den Anledning nedsatte Krigsret blev han i Mandags idømt 150 Slag Rotting, fordelte paa 2 Dage, 5 Gange 8 Tages strængt Fængsel paa Vand og Brød samt Nedsættelse i de Meniges anden Klasse. Det var imidlertid saa langt fra, at denne Dom havde bøiet hans ubændige Sind, at han tvertimod, da en Ritmester for Fronten af Geleddet læste Dommen op, sprang løs paa Ritmesteren, greb ham med den ene Haand i Halsen og slog ham med knyttet Næve i Ansigtet. Da nogle Underofficerer ilede deres Chef til Hjælp, overfaldt han ogsaa disse og teede sig i det Hele som en Rasende, indtil han blev overmandet og lagt i Lænker. Medens den oprørske Socialist udstaaer den ham først idømte Straf, hvoraf han nu formodenlig har modtaget Rottingslagene, bliver der naturligvis anlagt en ny Krigsretssag imod ham, og hvad dens Udfald bliver, kan næppe være tvivlsomt, saafremt der fremtidig skal være Tale om at holde Mandstugt i Armeen. Men nu faaer jo Socialisterne en ny Martyr at prale af ved Siden af Kløverbladet Pio-Brix-Geleff!
(Dagens Nyheder 10. februar 1876).
150 Rottingslag.
- - -
Naar man læser om, hvorledes vore Forfædre pinte og martrede dem, der var mistænkte for at have begaaet en eller anden Lovovertrædelse, for at faa dem til at bekende, og hvorledes de, naar dette var lykkedes, med den mest udsagte Grusomhed og Livet af dem, saa vender man sig bort med Afsky og siger til sig selv: Hvor vore Forfædre dog var barbariske.
Det er i nærværende Blad adskillige Gange blevet oplyst, at der endnu her i Landet anvendes en pinlig Forhørsmetode. Rigtignok er Stigen, Tommeskruerne og de spanske Støvler blevne afskaffede, men i deres Sted har man indført langvarig Indesparring i halvmørke Huller, Sult og hundsk Behandling osv. Og i disse Dage er der over en Husar paa Jægersborg bleven afsagt og allerede nu bleven eksekveret en Dom, der tilstrækkelig tydelig udviser, at i alt Fald vor militære Straffe lovgivning i Grusomhed ikke staar saa overordenlig langt tilbage for vore Forfædres Straffelove. Med vor pinlige Forhørsmetode og vor militare Straffelov for Øje fristes man næsten til at spørge sig selv: Sidder vi Danske ikke endnu midt i Barbariet? Hører vi virkelig til de civiliserede Folkeslag?
Husaren paa Jægersborg er bleven idømt 150 Slag Rotting, 6 Gange 5 Dages Vand og Brød i mørk Kachot og Nedsættelse i de Meniges 2den Klasse. Spørger man nu, hvad han har gjort for at fortjene en saa forfærdelig Straf, saa svares der: Han er Socialist og han har vist sig opsætsig, og "Dags-Telegrafen", der staar i et Slags Kammertjenerforhold til alle mulige Myndigheder, oplyser, at han, da han en Dag, medens han sad og ventede paa sin Dom, blev ført op til Obersten, var i den Grad grov imod denne, at det nævnte snerpede Blad ikke tør gengive Grovhederne. Det samme Blad ved at fortælle, at Straffen skulde eksekveres her i Byen forleden Dag, og at Husaren, da han havde faaet nogle Rottingslag, sprang hen imod Ritmesteren og tilføjede ham et voldsomt Slag samt at han bed de Underofficer, der vilde overmande ham.
Husaren er altsaa Socialist. Det at være Socialist er, saa vidt vi ved, ikke strafbart efter den milttære Straffelov, skønt der vel sagtens ikke er saa faa Befalingsmænd, som ønsker, at det burde være det, og det er vel heller ikke umuligt, at Husarens Socialisme er bleven betragtet som en skærpende Omstændighed.
Husaren har vist Opsætsighed. Hvori hans Opsætsighed har bestaaet, er ikke bleven oplyst. "Dags-Telegrafen" meddeler, at han, førend han blev Soldat, var et roligt, stille, flittigt, sparsommeligt og ædrueligt Menneske, men at han som Socialist ansaa Krigstjenesten som et for en fri Mand uværdigt Haandværk, og at han lige fra Begyndelsen af sin Tjenestetid synes at have sat sig for paa alle mulige Maader at vise sin Afsky for Militærtjenesten.
Hvis "Dags-Telegrafen" har Ret heri, ligger det nær at antage, at Husaren ikke er i Besiddelse af sund Fornuft. Han maatte ellers have vidst, at det aldeles ingen Betydning havde, at han som Soldat viste sin Afsky for Militærtjenesten, og at han kun derved vilde udsætte sig selv for alvorlige Ubehageligheder. Men er han sindssvag, hvorledes kan man da idømme ham en Straf, der enten vil have hans Død til Følge eller fuldstændig ødelægge hans Helbred.
Er han ikke sindssvag, saa maa hans Opsætsighed, da han for sin Soldaterliv var et stille og roligt Menneske, skyldes slet og uretfærdig Behandling. Der gaar uhyggelige Rygter om den Behandling, Husarerne er Genstand for paa Jægersborg af fordrukne Underofficerer og af Løjtnanter og andre højere Befalingsmænd, hvis væsenligste Uddannelse er foregaaet paa Københavns Sangerindeknejper og i Københavns Bordeller, og et Blad oplyste for et Par Dage siden, at en Ritmester dersteds var bleven overfalden af en Soldat, som var bleven haardt straffet for en ringe Forseelse.
Der fortælles, at da en Inspektør for en Straffeanstalt en Dag var stedet til Avdiens hos en højtstaaende Person, og denne spurgte Inspektøren, hvoraf det kom, at Fangetallet var taget saa stærkt af i de sidste Aar, saa svarede han: Det kommer af, at Arbejderne er blevne Socialister De har som Følge deraf faaet større Selvagtelse og de skammer sig ved at stjæle.
Husaren er Socialist og er altsaa i Besiddelse af Selvagtelse. Men naar et Menneske med Selvagtelse bliver straffet haardt for en ringe Forseelse, naar han bliver tirret, haanet. hundset af Folk, som han ikke kan andet end nære Foragt og Modbydelighed for, saa bliver han trodsig og tilbøjelig til at sætte sig til Modværge, uden at bekymre sig om, hvad følgerne vil blive.
Vi gentager det: Husarens Opsætsighed maa enten have sin Grund i Sindssvaghed, eller det skyldes uretfærdig Behandling. I første Tilfælde er han utilregnelig, i sidste Tilfælde burde de uretfærdige Befalingsmænd og ikke han have været straffede.
Men selv naar man gaar ud fra, at Soldaten virkelig har gjort sig skyldig i en stor Forbrydelse, saa tror vi dog at have største Parten af det danske Folk med os, naar vi paastaar, at den Straf, der er bleven idømt ham, er i den Grad grusom, at et civiliseret Samfund ikke kan være bekendt at anvende den selv lige over for den allerværste Forbryder.
(Social-Demokraten 11. februar 1876).
Sagen gav ophav til mange rygter, især da der fra de officielle myndigheder ikke fremkom nogen mere detaljerede oplysninger om hvorfor. Et par uger efter begyndte aviserne derfor at kræve mere offentlighed om straffen. Se herom i indslaget xxxx.
Se endvidere Louis Pios artikel i Social-Demokraten den 27. februar 1876.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar