En af Kvindesagens Talsmænd. (Efterskrift til Politivennen)

Ved et Tilfælde kom jeg til at læse Fru W. Zahles Ugeblad "Fredagen". Hensigten med dette Blad skal efter Sigende være, at vække Kvinden til Selvtanke og Selvstændighed.

Jeg ved imidlertid ikke, hvad jeg skal tro, naar jeg læser en Artikel, som under Mærket "Hver sit" var indrykket i "Fredagen" af 28de Juli. Denne Artikel er gennemgaaende saa angribende overfor de fremadskridende Kvinder, saa jeg ikke kan forstaa, at den kunde optages i et Blad, som skal virke for Kvindesagen.

Indsenderen angriber blandt Andet de Damer, som tænker paa at søge deres Selverhværv i Jernbanens Tjeneste og han mener, at hvis vedkommende Dame blev forlovet, saa vilde hun tænke, at nu var hendes Fremtid sikret og blive skødesløs ved sin Bestilling. Han skriver ogsaa, at en Dame sætter mere Pris paa et daarligt Guldur , end et godt Sølvur, og som Følge deraf kunde det hænde, at hun afsendte et Tog for tidlig eller for sent, og derved afstedkom store Ulykker.

Jeg kan forsikre Dem, gode Artikelskriver, om, at naar en Dame har valgt den Vej, saa vil hint, ved at blive forlovet, ikke glemme sin Pligt, ti hun hører til det fremadstræbende Parti, hun har Selvtanke og hun gaar ikke i Andres Ledebaand. Hun vil selvfølgelig lige saa fuldt som Manden vide, at hun ved at afsende et Telegram forkert eller et Tog nogle Minuter for tidlig eller for sent, kan blive Aarsag til mange Ulykker. En saadan selvstændig Kvinde har ogsaa tildels Hævet sig over Modens Fordomme og for hende vil det være langt vigtigere at have et Sølvur, som gaar godt, selv om det er aa stort, som en Æbleskive, end et lille daarligt Guldur. "Hver sit" ytrer blandt Andet, at det er en daarlig Frihed og Lighed, Kvinden søger med Manden, for han var sikker paa, at i et Hjem, hvor Manden gik ud den ene Dag, og Konen blev hjemme ved Maden, og omvendt, Manden blev hjemme den anden Dag og lavede Maden, da vilde Konen naar hun kom hjem, og Maden var sveden, indse, at det var bedre, at hver passede sit.

Her har vi en af de gamle forslidte Floskler om Madlavningen, som Kvindesagens Modstandere altid har paa rede Haand til at slynge Kvinden i Ansigtet, men som i Øvrigt ikke er et Svar værd.

Sluttelig kommer "Hver sit" med en Anekdote, som bringer mig til at tro, at han maa være fra de Vildes Land. Han skriver, som Svar til en Dame. hvori hun har bemærket, at Socialdemokraterne er de eneste, som har skrevet Kvindens Frihed paa deres Fane, at den Frihed, Socialdemokraterne stræber efter, er den frie Kærlighed, det vil sige, en Frihed, "hvor Mand og Kvinde kan leve som Dyr med hinanden".

Stakkels forblindede "Vildmand", har De glemt Deres Eftertanke hos de Vilde, eftersom De ikke endnu har forstaaet, hvad Socialdemokraterne mener med den frie Kærlighed? Men nej! Jeg er sikker paa, at De ved det lige saa godt som jeg, og at De kun har skrevet det for at vildlede "Fredagen"s i Socialismen mindre oplyste Læserinder. Jeg vil derfor nu ikke spilde mere Blæk og Papir paa Dem, men slutte med at bemærke, at jeg ikke kan forstaa, at der i et Blad, som skal virke for Kvinden og vække hende til Eftertanke, kan optages en saa forfjamsket Artikel.

Et Medlem af
"den frie kvndl. Forening".

(Social-Demokraten 12. august 1877).