Paa den, som daglig færdes i de Kvarterer af København, der hovedsagelig beboes af Arbejderne, maa det absolut gøre et sørgeligt og uhyggeligt Indtryk, at se hvilken Fattigdom den nuværende Samfundsorden afføder, og hvorledes denne, uden at man behøver at komme ind i selve de fattige Arbejderes Boliger, træder En imøde ved ethvert Skridt. Hver Dag, paa de Tider, da de Arbejdere, der har kunnet finde Beskæftigelse, maa være i Arbejde, vil man paa Gaden kunne træffe en Mængde Mennesker, hvis Klædedragt og Færden i det Hele taget gør det klart, at de er Arbejdere, der i denne Tid, som skulde være den bedste af hele Aaret, ikke har kunnet finde Anvendelse for deres Arbejdskraft, og alene dette skulde man synes maatte være tilstrækkeligt, til at give et Bevis for, hvilke Konsekvenser den kapitalistiske Produktionsmaade fører med sig.
Kapitalisterne og deres Organer lader naturligvis som om de er fuldstændig ubekendt med den nuværende fortvivlede Stilling. Det vilde sandsynligvis saare de Førstes fine Følelse, hvis de med egne Øjne skulde overbevise dem om de Ulykker, som deres Hensynslyse Spekulations- og Udsugelsessystem har bragt over de Arbejdere, der har til Vejebragt de Kapitaler, for hvilke Kapitalisterne lever flot paa deres Villaer og Landsteder, og "Organerne" véd man jo er bedst øvede i at fremstille Alt, hvad der vedrører Arbejderne, paa en for "Herrerne" behageligste Maade, det vil sige, i den mest forvanskede skikkelse.
At give en fuldstændig udtømmende Fremstilling af alle de forskellige Former, hvor under den nuværende sociale Elendighed fremtræder, vilde være et overordenlig vidtløftigt Stykke Arbejde, da Eksemplerne er saa mangfoldige, og Tilstanden saa almindelig slet, at den aller største Del af Befolkningen mere eller mindre berøres deraf, og der kan altsaa kun være Tale om at fremdrage enkelte Ting, af hvilke man kan danne sig et Begreb om Tilstanden i det Hele.
Vi omtalte for kort Tid siden her i Bladet, hvorledes Beboelsesforholdene paa Kristjanshavn er for Øjeblikket, og viste, at de er af den Natur, at man skulde tro Sligt var umuligt i en By, der for ikke ret længe siden blev rost paa den saakaldte hygiejniske Kongres i Bryssel for sine mange skønne Indretninger til Arbejdernes Bedste. Det er imidlertid ikke alene med Hensyn til Beboelsesforholdene, at Arbejderne er i saa høj Grad til Side sat, nej, her til kommer de økonomiske og alle andre Vanskeligheder, hvor under Arbejderne lever, saa at disses hele sociale Stilling Aar for Aar bliver mere og mere utaalelig.
En Mængde Arbejdsfolk, af dem, der har været saa heldige at saa, hvad man kalder "stadigt" Arbejde, hvorved dog kun maa forstaas, at de maa være belavet paa, at Arbejdet stanser hvilken Dag som helst - til Efteraaret vil i ethvert Tilfælde en stor Del af dem blive ledige - maa sælge deres Arbejdskraft for 16 a 18 Øre i Timen. Om det skal være et Udtryk af Menneskekærlighed, naar et Firma som Burmeister & Wain fastsætter i Reglementet, at Minimumsbetalingen for Arbejdsmændene er 16 Øre i Timen, véd vi ikke, men der skal i al Fald en god Portion Storborgerfrækhed til at forudsætte Muligheden af, at finde Arbejdere, der vilde arbejde for en ringere Betaling.
Enhver, som har Evne til at tænke, og som har en Smule Idé om, hvad de nødvendigste Livsfornødenheder koster, vil let kunne danne sig en Forestilling om, hvorledes en Familje kan "leve" af en saadan Løn. En Arbejdsmand, der foruden sig selv har Hustru og fire Børn at forsørge, og som har været uden Arbejde fra Begyndelsen af December og indtil Slutningen af Marts, er f. Eks. endelig saa "heldig" at faa Arbejde. Han faar en Betaling af 18 Øre i Timen. Arbejdsdagen er 10½ Time og giver altsaa en Dagløn af 1 Krone 89 Øre eller en Ugeløn af 11 Kroner 34 Øre, og af denne Sum skal han nu afbetale paa, hvad han fra om Vinteren er skyldig til Værten, samt 8 Kr. om Maaneden for den "Lejlighed" han bebor; han skal løse de Ting hjem, som han i Vinterens Tid har maattet sætte paa Laanekontoret, og desuden hver Dag mætte sin Familje og sig selv, hvilket for Resten ikke lader sig gøre til Hverdagsbrug; hvad Klæderne angaar, da "maa man tage det som man kan", hvilket egenlig vil sige, at der ikke er Noget tilovers til at skaffe Klæder for. For Haandværkerne stiller Sagen sig just ikke stort bedre. En Del har vel en Betaling af 3 Kr. a 3 Kr. 40 Øre daglig, men for en meget stor Del gaar Betalingen ned til 20 a 25 Øre i Timen, altsaa en Dagløn fra 2 Kr. 10 Øre til 2 Kr. 63 Øre.
Det er dog kun de heldigere Stillede, paa hvem disse Forhold passer. En stor Del Arbejdere kan maaske have Arbejde i nogle Uger, men maa saa atter gaa ledige i flere Uger derester, medens atter Andre udelukkende er henviste til en eller anden tilfældig Bestilling, hvorved de kan fortjene en Ubetydelighed, der næppe sikrer dem det Nødvendigste. Det er derfor ikke saa underligt, at der er stærk Tilstrømning til de Steder, hvor en "gæstfri" Vært laaner dem Tag over Hovedet og lidt Halm at ligge paa, for en Betaling af 25 Øre pr. Nat. Har nogen af disse Samfundets Stedbørn en Dag ikke kunnet skaffe den 25-Øre til Veje, der giver Adgang til "Hotellet", da véd Værten, hvad han har at gøre, og Vedkommende maa da afmarschere igen, og søge sig Logis under aaben Himmel eller hvor det kan lykkes ham at snige sig ind.
I Frelserens Arbejdshus paa Kristjanshavn findes der en Straffeafdeling for Drengebørn, som har gjort sig skyldig i Skoleforsømmelser, Omflakken o. L. Kosten her bestaar af tørt Brød og et Maaltid "varm Mad" om Dagen, men den anses dog for at være en betydelig bedre Forplejning, end den der nogensinde er blevet disse Børn til Del i "Hjemmet". Mon disse Børn saa tidlig havde faaet Fangedragten paa, og var blevet mærkede som "straffede Personer", dersom Forældrene havde været i Stand til at forskaffe de Smaa en ordenlig Forplejning og Opdragelse. Vi tror det ikke, men Samfundet har nu en Gang adopteret den Skik, først at kaste Brønden til, naar Barnet er druknet.
Den Omstændighed, at en Familje med flere Børn vanskelig kan saa en Lejlighed, er ogsaa en væsenlig Grund til, at Mange maa bebo gamle, faldefærdige Rønner, og disse finde sig i den Behandlingsmaade, som Værterne har i Sinde at byde dem. Er Lejligheden end af den Beskaffenhed, at den frembyder alle mulige Betingelser for at fremkalde Brystsyge, Gigt og alle andre Sygdomme, saa falder det ham ikke ind at lade Reparationer foretage, nej, alene det, at han lader Familien blive boende for Betaling, er efter hans Mening at indtage et humant Standpunkt. Ofte er han endogsaa saa "human", at han tillader, at der gaar nogle Dage over Betalingsterminen, ti saa har han Familien i sin Magt, og kan hvilken Dag som helst kaste den paa Gaden, hvis Familjen skulde være dristig nok til at synes, at Lejligheden ikke er "god nok" til en Arbejder, som det hedder. Han véd, at Sundhedskommissionen sjælden kommer as sig selv, og at en Familje med flere Børn hellere tier til det yderste, end den lader sig kaste paa Gaden.
Ogsaa en Illustration til de nuværende Samfundsforhold afgiver den Overfyldning af Folk og den Sammenblanding af Personer af begge Køn, der finder Sted paa mange Steder. Man kan saaledes finde Eksempler paa, at 4 a 5 voksne Personer af begge Køn, og uden at staa i nærmere Forbindelse med hinanden, er indlogerede i det samme Værelse.
Med saadanne Forhold for Øje, kan man ikke undgaa at forbavses over, at der gives Individer, som igennem de "Organer", der udi egen Indbildning repræsenterer den offenlige Mening, endnu kan være frække nok til at fremstille den nuværende "Samfundsorden" som fortræffelig.
(Social-Demokraten 7. august 1877).
"Fattiginspektør" Henriques, den Mand, der for faa Maaneder siden dristede sig til at afgive den Erklæring i "Frederiksberg Kommunalbestyrelse", at der dengang "ikke gik en eneste Arbeider ledig paa Frederiksberg", og som vovede at paastaa, at Trangen kun fandtes hos Folk, der "ikke havde sat Tæring efter Næring", har i den nævnte Kommunalbestyrelses sidste Møde oplyst, at Tilgangen til Fattigvæsnet i det sidst forløbne Fjerdingaar er stegen i en foruroligende Grad. Understøttelsen til Personer er saaledes for Øieblikket stegen med 50 pCt., næmlig fra 637 til 968, medens Brødhjælpen er stegen ned 33 pCt. , næmlig fra 261 til 343. For Fattighuset, Sygehuset og Fattigvæsenets øvrige Afdelinger stille Forholdene sig i Sammenligning med foregaaende Aar paa en ligesaa ugunstig Maade. Hvis der ikke i Henseende til Arbejdsløsheden indtræder en Bedring i den tilbagestaaende Del af Sommeren, vil Tilstanden blive betænkelig og i alt Fald ugunstigere end noget foregaaende Aar. - Disse Oplysninger er saa talende, at enhver Kommentar er overstadig. Hr. Henriques maa rigtignok sande, at "det er ond Kost at æde sine egne Ord!"
(Social-Demokraten 7. august 1877).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar