Negeropstanden paa Croix
Vore tidligere Meddelelser fra St. Croix suppleres ved tvende efterfølgende Breve, som vel ikke indeholde factiske Nyheder af Betydning, men dog ville læses med Interesse, da de deels give en anskuelig Skildring af Rædselsdagene i Frederiksted, deels gjøre Rede for den Stemning, som nu - efter Oprørets Undertrykkelse - hersker paa Øen og de Forhaabninger, der næres med Hensyn til virksom Hjælp fra Moderlandet.
Uddrag af et Brev fra grederiksted paa St. Croix, d. 11te Octbr.
- - -Kl. 3 Eftm. den 1ste Octb. brød Oprøret løs ved Toldboden. Omtrent Kl 6½ gik en Skare forbi mit Huus, som ligger i en fjernere Deel af Byen, og kastede 5 store Stene op i Galleriet. En huusvild Embedsmand og et Par andre Venner havde samlet sig hos mig. Døre og Skodder bleve lukkede, og vi toge Ophold i det tildeels lukkede Galleri ud imod Gaarden, hvor vi afventede de kommende Begivenheder. I vort Qvarteer blev det foreløbig stille; men rundt omkring hørte man den uhyggelige Tuden i Conchylier, som er Negernes Allarm- og Oprørssignal. Kl 7½ saae vi Flammer nede i Byen, og det hørtes, at Banditerne ikke vilde tillade Nogen at slukke. Begyndelsen skal være skeet med at aabne Boutiker og tage Varerne ud paa Gaden for at brænde dem ved Hjælp af Petroleum, men det varede ikke længe, inden Husene ogsaa bleve antændte, og nu gik det Slag i Slag fra Huus til Huus under Commando af de selvlavede Capitainer. Det lader til, at denne ikke har været slet; det siges, at Førerne havde udstedt Forbud imod at drikke Spiritus. Ogsaa Fruentimmer sluttede sig til dem, og disse vare som sædvanlig blandt de Værste.
Det vor en høist uhyggelig Tilstand at sidde og afvente det Øieblik, da man selv skulde holde for, vidende at al Modstand var unyttig. Den anglicanske Præst du Bois og Flere havde forgjæves søgt at indvirke paa Oprørerne. Omtrent Kl. 9 blæstes Signal ved mit Hjørne, og man begyndte at hamre løs paa en Boutik ligeoverfor. Efter forud skeet Aftale forlod jeg og de Tilstedeværende mit Huus og gik ind i et roligere Qvarteer, thi vel lod det til, al Folk ikke blevne angrebne; men vi vare dog af Flere blevne advarede om ikke at stole derpaa, og det var mig sagt, at Oprørerne ventede at finde Contanter hos mig. Snart efter erfarede jeg, at mit Huus endnu stod, og at Sværmen var forsvunden. Jeg gik hjem og fandt da adskillige flinke Negere oppe paa Taget, beskjæftigede med at væde dette saavel som hele Huset, for at forhindre Antændelse fra de brændende Huse ligeoverfor. Jeg hørte derhos, at disse brave Folk med meget Besvær ved Forestillinger havde afholdt Banditerne fra at afbrænde mit Huus, skjøndt der allerede var hugget endeel af Galleriets Gelænder løs og sat et brændende Bræt op imod Huset.
Efterat have opmuntret de trofaste Negre og gjort dem tilgode med Øl, Mad og Cigarer, gik vi atter hen i et uberørt Qvarteer, hvor vi besøgte en ældre, anseet Mand. fra hvis Huus man havde et godt Overblik over den brændrende By, der efterhaanden blev som et Ildhav. Vi havde kun været der faa Øieblikke, inden Oprørerne meldte deres Ankomst ved at hamre paa Gadedøren, hvorefter vi saavelsom Eieren forlode Huset gjennem Haven og i Hastigheden bleve skilte fra hverandre. Ogsaa dette Huus er dog blevet skaanet. Det var en skrækkelig Nat, som paafulgte, langt værre end den i 1848.
Kl. 6 næste Morgen hørtes Bøsseskud; det erfaredes, at Lieutenant Ostermann var ankommen med 20 Soldater og allerede jog Negrene ud uf Byen. Derved bleve de bl. A. forhindrede fra at afbrænde Controlleur Birchs store Huus, hvilket nu benyttes som Toldbod. Jeg gjorde en Runde gjennem Byen; det var en varm Tour og et bedrøveligt Skue, der viste sig. Paa sine Steder kunde man ikke passere Brandtomterne for Hede, særlig paa Steder, hvor der havde været Tømmeroplag, og endnu de paafølgende 2 Nætter vedblev det at brænde livligt i Ruinerne. Efter at have forladt Byen huserede Oprørerne paa Landet, fra den ene Plantage til den anden, og tvang den rolige Deel af Plantagebesætningen til at gaae med, eller forhindrede den fra at redde; paa een Plantage indebrændte de Flere af deres egen Farve.
Selve Oprøret kan vel nu betragtes som endt, men hvilken Fremtid staaer ikke for Døren, og hvad skal Enden blive? Her slaaer den saa skrækkelig mishandlede og forarmede By. Paa Landet staae de fleste Plantager med nedbrændte Værker og Hovedbygninger, Eiernes og Forvalternes Boliger ere ødelagte. Dertil kommer den Mistro og den Bitterhed, som Begivenhederne have bragt ind i Sindene. Det er at haabe, at denne efterhaanden vil blive forjaget af blidere Følelser, og at man vil stræbe efter igjen at faae Ledet i Lave, hvilket dog ikke vil kunne skee ved egen Hjælp alene. Det er nærmest fra Moderlandet, at Hjælpen maa ventes, og det er med en vis Ængstelse, at vi spørge, hvorledes man nu der vil stille sig. Vi vide jo, at man ofte har været kjed af os, men paa den anden Side kan man jo ikke lade os i Stilken uden Videre. Der kan dog neppe tænkes nogen Mellemvej; man maa enten tage alvorlig fat hjemme og ved kraftige Midier bringe Øen paafode igjen, eller ogsaa uden det anden Gang forsøges at sælge den. Det Sidste vilde dog neppe see godt ud. For et alvorligt og sundt Blik vil det vistnok vise sig, at der er al Grund til at vente, at St. Croix meget godt kan komme over denne sidste Hjemsøgelse. Det er endog muligt, at denne kan blive til Øens Held, naar man tager Lære af Erfaring; men der skal Pengehjælp til, og kraftig Indgriben fra de Styrendes Side. Nu, da de fleste Værker ere stærkt beskadigede, er det vistnok den rette Tid at oprette endnu et Sukkerfactori. Til stor Gavn vilde det sikkere ogsaa være, om Statskassen og private Pengemænd hjemme nu vilde kjøbe endeel af de Eiendomme, som sandsynlig maae komme til Salg og ville blive solgte billigt. At saamange Eiendomme ere i Fremmedes Hænder har utvivlsomt været til stor Skade.
Hvad der har været de væsentligste Aarsager til Oprøret staaer endnu ikke ganske klart; men jeg anseer det for en Selvfølge, at Love, som tildeels ere forældet, og som derfor blive omgaaede eller ikke overholdte, nu maae blive undergivne en grundig Revision.
Vi have ikke opgivet Haabet om bedre Tider. Sukkermarkerne love et rigt Udbytte ved næste Høst, og vi vente med Tillid paa den Bistand, som Moderlandet vil yde os. Vi haabe, at Uenighed i Rigsdagen ikke vil forhindre de nødvendige Foranstaltninger og Bevillinger, men at Partierne nu, som det tidligere er skeet, ville virke sammen t Enighed, naar del gjælder St. Croix. Det er en Perle, som ikke maa opgives; den er jo ikke uægte."
Uddrag af et Brev fra Christiansted, den 10de October.
- - - Det var vistnok Negernes Hensigt at bemægtige sig Øen, nedbrænde Plantagerne og dræbe de blanke Mænd. De vilde forvandle Sukkerplantagerne til Stockplantager d. e. Kvægplantager, da deres "Capitainer" gav Ordre til, at Creaturerne maatte skaanes, da de vilde have Brug for dem. Det er en almindelig Mening her paa Øen, at hvis Militairet ei var blevet borttaget fra Frederiksted, vilde Ulykken ikke være skeet; men Forterne ere desværre blevne forvandlede til Politicaserner og Kingshill-Stationen nedlagt. Det eneste Sted, hvor der findes Militair, er i Casernen i Christiansted. Westend-Byen er næsten totalt nedbrændt, og paa de fleste Plantager ere Vaaningshusene nedbrændte og mange Steder Værkerne Plantagerne nærmest Bassinet (Christiansted) og Bassin-Byen slap, da Oprørerne mod Forventning mødte Militair og Frivillige. Saasnart Capitainen for en Bande kom til en Plantage, sagde han: "I deciare war" og endvidere "This Estate is very dark", og saa begyndte de at sætte Ild paa. De stakkels Plantere! De havde det knapt nok før, efter 7 slette Aar, men nu er det blevet værre, det Eneste, der kan hjælpe paa Øen, er Regn, virksom Hjælp med Penge og Militair som i gamle Dage. Af de mange Familier, som flygtede til St. Thomas, begynde nu nogle at vende tilbage.
Da den første Usikkerhed og Tvivl angaaende Beskaffenheden og Omfanget af den Ulykke, som har hjemsøgt det tidligere saa frugtbare St. Croix, nu er hævet ned de officielle Indberetninger og de mange private Meddelelser fra Øen, tvivle vi ikke om, at det danske Folk vil vise sig rede til at række en hjælpsom Haand til de Nødlidende. Af de ovenfor meddelte Breve fremgaaer, at den haardt prøvede hvide Befolkning nu med spændt Forventning retter sine Blikke paa Danmarks Folk og Regjering. Vi behøve neppe at minde om, at de dansk vestindiske Øer ved enhver Leilighed have lagt varm og virksom Interesse for Moderlandet for Dagen; vi ville her kun tilbagekalde i Erindringen deres betydelige Bidrag til de Saarede i Krigen, ved Indsamlingerne til de Nødlidende efter Stormfloden den 13de Novbr. 1872 samt til H. C. Andersens og Niels Juels Mindestøtter.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. november 1878).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar