De dansk vestindiske Øer. I den som Bilag til lovforslaget om Hærstyrken paa de dansk-vestindiske Øer følgende Betænkning af 1ste Mai fra den vestindiske Commission udtaler denne, at den ved Undersøgelserne om Aarsagerne til Oprørets Udbrud er kommen til det Resultat, at selve Udbrudet hidrørte fra en Tilfældighed, og at der ikke kan antages forud at være lagt nogen Planer dertil. Derimod er det utvivlsomt, at Oprøret har været Udtrykket for en hos landarbejderne tilstedeværende og blandt dem almindelig udbredt Misfornøielse. Commissionen dvæler derefter nærmere ved Udviklingen af Forholdene gjennem en længere Periode for at paavise Aarsagerne til Misfornøielsen. Den finder, at der navnlig i den sidste Halvdeel af de forløbne 30 Aar siden Indførelsen i 1849 af de saakaldte Arbeiderregulationer er taget for lidt Hensyn til den Forandring i Eiendoms- og Befolkningsforholdene, navnlig paa St. Croix, som formeentlig allerede i en tidligere Periode burde have fremkaldt Bestræbelser for en yderligere Udvikling af den Frihed i Arbejderforholdene, hvortil Anordningen af 1849 dannede Indledningen. Forholdene ere nu saaledes, at Regulationerne daglig overtrædes i stor Udstrækning og at navnlig den Lighed, der tilstræbtes at indføre i Arbejdernes Stilling, er gaaet over til en Ulighed, der saalænge Regulationerne bestaae, maa skabe Misfornøielse med dem. Samtidig ere de fleste Stendomme gaaede ud af Hænderne paa de gamle Slægter og blevne kjøbte af tidligere Forvaltere, navnlig Irlændere, der efter Forholdene have fundet sig nødsagede til at stræbe efter at bringe saa meget som muligt ud af Ejendommene, altsaa af Negrenes Arbeide, med de mindst mulige Udgifter, og som tillige kun undtagelsesviis have betragtet St. Croix som deres Hjem. Men ved Siden af disse her anførte Omstændigheder, der vel kunne have tjent som Ophidselsesmidler under Oprørsbevægelsen, har der naturligviis været andre Momenter af langt mere gennemgribende Betydning for Vækkelsen af en almindelig Utilfredshed blandt Landarbeiderbefolkningen. Allerede den ved Trangen til Arbejdskraft foranledigede Indvandring af Arbeidere fra de engelske Øer bragte saaledes Elementer ind i Befolkningen, der naturligviis efter de frie Arbejdsforhold, hvorunder de paa de nævnte Øer havde levet, kun modstræbende og uvilligt bøiede sig under Arbeiderregulationernes Bestemmelser. Disse fremmede Elementer, der paa den ene Side vare forholdsviis langt bedre underviste end Landarbejderne paa St Croix, og paa den anden Side vel i Reglen vare kraftige Arbejdere, men ofte slette Subjecter, af hvilke mange skulle have have været straffede paa deres tidligere Opholdssteder, maatte snart kunne aabne hines Øine for det i sig selv urimelige Forhold, som Arbeiderregulationerne havde indført, at den kraftige Arbejders større Arbeide ikke lønnedes bedre end den Svages mindre Arbeide, ligesom overhovedet for det Nedtrykkende og Sløvende i, at Flid og Dygtighed savnede et Vederlag i et større Udbytte end det, der opnaaedes af den Dovne og Udygtige. Der behøvedes efter denne Forberedelse kun Exempler paa, at en haandgribelig Forskjel i saa Henseende virkelig kom tilstede for Nogles Vedkommende, uden at berøre den hele Masse i sin Almindelighed, for at Utilfredsheden kunde faae en i hver Tilfælde tilsyneladende berettiget Næring. Dette fandt navnlig Sted ved det saakaldte Portersystem, hvorved visse Arbeidere (porters) lønnedes dagviis og tjente dobbelt saameget som den i fast Tjeneste staaende Befsætning, i hvilken Henseende Oprettelsen af Fællessukkerkogeriet kom til at spille en betydelig Rolle.
Commissionen gaaer derefter over til at undersøge Spørgsmaalet om Midlerne til at forebygge Gjentagelse af Oprøret. Der fremhæves først Hævdelse af Respecten for Lovens Autoritet som formenes kun at kunne opnaaes gjennem Tilstedeværelsen af en forøget Militairstyrke paa Øen, navnlig under den Overgangstilstand, der vil indtræde i den nærmeste Tid, efterat den nuværende Arbeidsordning er bleven hævet. Endvidere henleder Commissioncn Opmærksomheden paa en stadig Udstationering af et Orlogsskib ved Øerne, ligesom den ogsaa udtaler sig for Ønskeligheden af Oprettelse af en Borgervæbning. For i det Hele at have Arbejderbefolkningen, kræver Commissionen først Arbeiderregulationernes Ophævelse og Indførelse af frit Arbeide, ordnet gjennem en Tyendelov, ved Siden af hvilken der maa stilles en Løsggængerlov, ligesom den ogsaa henpeger paa Ønskeligheden af forandrede Bestemmelser i Henseende til Fattigforsørgelse, Lægetilsyn, Jordemodervæsen m. v. Imidlertid ansees det for meget tvivlsomt, om der under de forandrede Forhold vil blive Arbejdskraft nok paa St. Croix. Selve Oprøret vil efter al Sandsynlighed bidroge til Formindskelse af Landarbejdernes Tal, idet mange af disse søge bort fra Øen af Frygt for, at deres Deelagtighed i dette skal blive opdaget. Som en Modvægt herimod antages det, at en Amnesti vilde virke. Men man bør dog itide gjøre sig klart, gjennem hvilken Art af Immigration andetstedsfra der hensigtsmæssigst og billigst kan bødes paa Mangelen af Arbeidskraft. Er Ordningen af Arbejdsforholdene og hvad dermed staaer i Forbindelse forbunden med Vanskeligheder, saa er dette i endnu langt høiere Grad Tilfældet med Hensyn til Foranstaltninger for at hæve Negerbefolkningen op til et høiere intellektuelt, moralsk og socialt Standpunkt. Det bedste Middel troer Commissionen vil være en virksom Reform i Skolevæsenet, navnlig saaledes at Skoletvangen overholdes strængt og begynder senest med det 6te og varer indtil det 12te Aar, medens den nu ophører med det l0de. For den nuværende Generation af Arbeiderbefolkningen vil der muligt kunne udrettes Noget ved at befordre Udbredelse af Squatters (smaa Eiere eller Leiere). der dog vilde kunne bringe endeel af Arbeiderne til at indtage en bedre økonomisk Stilling. Endelig omtaler Commissionen Fællessukkerkogeriet, hvis fortsatte Existents ansees for et Livsspørgsmaal for St. Croix.
Efter dernæst at have omtalt den ved Oprøret foraarsagede Skade, gaaer Betænkningen over til Spørgsmaalet om, hvilke Forandringer i Ordningen af Moderlandets Forhold til Colonierne der maatte være nødvendige. Commissionen har til den Ende underkastet hele St. Croixs Administration osv. en detailleret Undersøgelse og søgt at begrændse Udgifterne saa meget som muligt, men den kom snart til Erkjendelse af, at det paa mange Punkter ikke vilde kunne undgaaes at forøge Udgifterne i en ikke ringe Grad, naar man vilde opnaae en virkelig Garanti for Bevarelsen af Orden og Ro samt tilvejebringe de fornødne Betingelser for Befolkningens og særlig den arbeidende Klasses Fremgang. Med et tilfredsstillende Udgiftsbudget ville de aarlige Udgifter for St Croix kunne anslaaes til 203.544 vestind. Daler, medens de nuværende Indtægter kun beløbe sig til 151.303 vestind Daler. Det aarlige Underskud er saaledes 52,241 vestind. Daler, hvorhos der endnu kræves et Beløb af 25.110 vestind. Daler til Dækning af Udgifter een Gang for alle. Hvad angaaer Maaden, hvorpaa dette Underskud skal dækkes, har Commissioncn deelt sig et Fleertal (Schlegel og Tvermoes) og et Mindretal (Levy). Den Sidstnævnte anbefaler Paaligningen af en directe personlig Skat og en Romskat af 20 Cts. pr. Gallon, samt tilraader endvidere, at Moderlandet yder St. Croix en temporair Hjælp saaledes, at Statskassen paa Betingelse af, at Øens Repræsentation vedtager de to ovenfor nævnte Skatter, for en Tid af 3 Aar overtager at dække det regnskabsmæssige Deficit imod, at den efter Udløbet af dette Tidsrum erholder de tilskudte Beløb tilbagebetalte ved, at Øen aarlig indbetaler Halvdelen af de eventuelle Overskud i Statskassen. Fleertallet antager ikke, at der vilde vare Noget vundet ved et Løfte om at dække Øens Underbalance i 3 Aar. Fleertallet deler Levys Anskuelse om Nødvendigheden af at skabe nye Indtægtskilder gjennem de foreslaande nye Skattepaalæg, men det anseer det nuværende Tidspunkt for ubetimeligt og mener, at naar Arbeiderregulationerne antages hævede den 1ste October d. A., vil mon neppe kunne have en paalidelig Oversigt over alle herhen hørende Forhold for 1ste April 1881, til hvilket Tidspunkt der derfor først bør kunne blive Tale om at stille yderligere Krav til Skatteyderne. Det er derfor Flertallets Anskuelse, at Colonialloven bør forandres i den Retning, at Moderlandet i en eller anden Form overtager Udredelsen af Øens Underskud, og at man dernæst, naar Overskud maatte fremkomme, deels ved mulig indtrædende gunstigere Conjuncturer, deels ved den eventuelle Etablering af nye Skatter, bør refundere saa stor en Deel af denne Udgift, som man med Øens særlige Forhold for Øie maatte finde rigtigt. Fleertallet slutter sin Betænkning om dette Spørgsmaal med at stille Forslag om, at Statskassen skal overtage Militairudgifterne paa Øerne, og i Overensstemmelse dermed er det Lovforslag udarbejdet, der nu er forelagt Landsthinget af Regjeringen.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1879).
Den vestindiske Kommission.
Den Omhu, hvormed den kongelig vestindiske Kommissions Betænkning Hemmeligholdes, har ikke været tilstrækkelig til at bevare den udelukkende for "de Indviedes" Kreds, og vi ville derfor skjænke den et Par Bemærkninger, saa meget hellere, som Sagen jo ventelig med det første vil komme før Rigsdagen.
Kommissionen begyndte sin Virksomhed med de militære Forhold og foranledigede, at der her hjemme fra udsendtes en Styrke af 65 Mand. Hvor rigtig denne Foranstaltning end kunde være, saa er det dog mærkeligt, at der behøvedes en Kommission til at sætte den i Værk, men endnu mærkeligere er det, at naar Kommissionen nu en Gang havde dette Hværv og traf denne Foranstaltning, at den da ikke sørgede for, at de stakkels Soldater havde faaet en til Klimaet passende Beklædning (som Soldaterne paa de engelske og spanske Øer). Sikkert vilde da, efter stedlige Lægers Erklæring, en af Aarsagerne til Soldaternes Lidelser, og maaske den væsenligste Grund til, at 15 Mand af de 65 i kort Tid døde af Klimatfeber, været fjærnet. Man skulde tro, at Kommissionsmedlemmerne ikke selv havde sørget for passende Klædning til deres Troperejse, siden de ikke tænkte paa Soldaterne - , men det havde de nok dog! Maaske ligger dette ikke indenfor Kommissionens Omraade, saa Ansvaret for den letsindige Omgang med Soldaternes Liv bør adresseres andet Steds hen, men rimeligt havde det da i at Fald været, om Kommissionen havde henledet Vedkommendes Opmærksomhed paa en saa vigtig Sag samtidig med, at den rekvirerede Soldaterne.
Om Aarsagerne til Negeropstanden og om den anrettede Skade meddeler Kommissionen intet nyt, hvad der jo heller ikke kunde ventes. Det er med denne Side af Virksomheden gaaet ganske saaledes, som det blev udtalt i "Morgenbladet" strax ved Kommissionens Afrejse, og følgelig er der ingen som helst Anledning til at opholde sig ved denne Del af Beretningen.
Langt den vigtigste Side af Kommissionsbetænkningen indtager Behandlingen af Øens Budget, der som bekjendt er i en ynkelig Forfatning. Paa den ene Side vil Kommissionen forøge Budgettets Udgiftsside med flere Soldater, ved at forøge Lærernes Antal i Negerskolerne osv. - Foraanstaltninger, der mer eller mindre gaa ud paa at sikre sig Rolighed blandt Negerne - og paa den anden Side vil den forøge Indtægterne, dels ved en Konsumtionsskat paa Rom og dels ved et direkte Statstilskud.
Vi ere lidt i Forlegenhed med at finde et betegnende Ord for disse Forslag. Man vil beskatte, ganske vist indirekte. Negere, hvis Løn ved Lov er fastsat til et Minimum, 37 Øre daglig, og for at de ikke skulle mukke, forøger man Militærholdet!! To af Kommissionsmedlemmerne have da ogsaa været forstandige nok til ikke at gaa ind paa saadanne vilde Ideer! Men hele Kommissionen anbefaler, at vi komme Øens Budget til Hjælp med ca. 200,000 Kr. aarlig, og spørger man, i hvilket Øjemed, da bliver Svaret - for at faa Ballance i Budgettet ! Det er ikke for at sætte Øen i Stand til om kortere eller længere Tid selv at faa Ballance i Budgettet, at man foreslaar at anvende Penge, nej, det er simpelt hen for Ballancens Skyld, at de 200,000 Kr. skulde gives, og naar nu Øen ad Aare fordrer 300,000 Kr. for at faa Ballance, nu vel, saa give vi 300,000 Kr. og saaledes fremdeles, til vi bære alle Udgifterne (ca. 500,000 Kr.) for den totalt ødelagte Ø, medens Kolonialraad og Guvernør selv bestemme, hvorledes de ville anvende vore Penge.
Vi forstaa i Sandhed ikke Kommissionens Indstilling. Er det Meningen, at vi skulle opretholde Øen, da kan dette ikke gjøres ved aarlig at give Øen saa og saa store Beløb enten som Bureaulaan eller Tilskud. I al Fald maa da den, der giver Pengene, ogsaa raade for Pengenes Anvendelse. Den hele nuværende Koloniallov maa dermed falde, og vi maa vende tilbage til den gamle Kronekoloniforvaltning. Vi kunne ikke rolig se paa, at den Befolkning, der - lad det nu være frivillig eller ufrivillig - har afskaffet det for Øens Sikkerhed nødvendige Militær, nu fordrer Skadeserstatning for de lidte Tab - Tab, foranledigede ved, at den danske Overhøjhed lod Magten slippe sig ud af Hænde - ja, saagar henvender sig til fremmede Magter for at saa Støtte for deres Fordring. Magten kan ikke forblive, hvor den nu er, - vi maa selv tage den, og vi maa selv raade over, hvorledes og hvor mange Penge vi ville anvende, i Stedet for at vi nu altid komme til at betale det Gilde, som de derude selv have arrangeret. Er det, som man jo nu synes at være tilbøjelig til at tro, gjennem Centralfabriker, at Øens finansielle Forhold kunne forbedres, saa lad os fortsætte det begyndte Værk og bygge en Fabrik til, i Frederiksted.
Som det er, kan det ikke vedblive! Vi maa beslutte os til at opgive eller redde Øen, og begge Dele ere vel lige dyre; men følge Kommissionen i Forholdsregler uden Formaal blot for Budgettets Ballances Skyld maa vi bestemt fraraade. V.
(Morgenbladet (København) 5. oktober 1879).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar