Den vestindiske Kommission har forladt Danmark snart for 14 Dage siden, og dog har endnu intet af Dagbladene beæret den eller dens Kommissorium med videre Omtale. Om Grunden dertil har været den, at man har ment, at der intet var at tale om, eller man helst vilde afholde sig fra at omtale noget, der stod i Forbindelse med Rigsdagens Opløsning, kunne vi naturligvis ikke vide, men endskjønt vi helde til den første Anskuelse, skulle vi dog med et Par Ord omtale Kommissoriet, og hvad man kan vente sig af det:
Kommissionen skal undersøge Aarsagerne til Oprørets Udbrud. Der er vist ingen, der har læst de mange i Bladene fremkomne Beretninger, det være sig af officiel eller privat Kilde, der ikke er kommen til fuldstændig Klarhed om Aarsagerne til Oprøret. Guvernøren har forklaret det, om end kun antydningsvis. Politimester Petersen i Frederikssted har nøje beskrevet dets Oprindelse og Udvikling, og i en Mængde Privatmeddelelser har man fundet de officielle Rapporter bestyrkede. Hvad vil man da vide mere? passende for en Arbejder, som lige var befriet for Slavelænken, endnu fastholdtes ved Lov i 1878, derfra, at en stor Mængde Arbejdere, der vare fritagne for Arbejderregulativerne og tjente som Daglejere ved Centralkogerierne og paa Plantagerne, tjente det dobbelte af den Løn, som den tvungne Plantagearbejder, der udrettede samme Arbejde, fik, derfra, at Arbejderne om ikke korporligt saa dog ved Skjældsord mishandledes af Planterne, - behøver man virkelig flere Oplysninger for at forstaa, at der paa den almindelige Skiftedag, den 1ste Oktober, let kunde ske Optøjer, der, naar de ikke beherskedes af Militæret, men støttedes af tilbørlige Kvantiteter Rom, kunde udarte til et Oprør som det foreliggende? Der var paa den ministerielle Side stor Forbitrelse, da der i Folketingssalen fra Venstre fremkom Udfald mod Embedsmændene paa St. Croix, Ministeren forsvarede dem endog, og nu viser han dem selv den største Mistillid ved at udsende en Kommission til at undersøge en Sag, hvorom alle ere overbeviste, at de til Dels fra Embedsmænd hidrørende Beretninger ere sandfærdige.
Saa skal Kommissionen undersøge "den foraarsagede Skade". Tror Finansministeren da heller ikke her paa sin Guvernørs Fremstilling? Og er der nogen, som er saa naiv at tro, at den Kommission, der nu kommer ud et Trediedel Aar efter Ulykken, kan bedømme, hvilken Skade der er sket paa Sukkerværker, Varer, Huse, Marker osv, ad anden Vej, end den, Guvernøren har benyttet i sine Indstillinger, nemlig de anstillede officielle Taxationer?
Saa kommer endelig det tredie Punkt: Kommissionen skal gjøre Forslag til, paa hvilken Maade der hensigtsmæssigst kan ydes Hjælp til at bøde paa Skaden. Hvis man ikke vidste, at Finansministeren udtrykkelig i Tinget har sagt, at Hjælpen skulde ydes hurtigt hvis den skulde nytte, og hvis man ikke vidste, at 500,000 Kr. ere stillede til Guvernørens Raadighed og af denne ere fordelte, saa kunde man tro, at her var der endelig en faktisk Opgave for Kommissionen, men Hjælpen - de Summer, der vare bestemte til Planterne for at opretholde Sukkerdyrkningen - er jo fordelt, og Meningen med denne store og fine Kommission kan da vel ikke være at dele Penge ud til de Stakler, der ved Branden i Frederikssted ere blevne husvilde. Har man overladt Guvernøren Fordelingen af den store Hjælp, kunde man saamænd gjerne have givet ham den lille med.
Vilde man, saa kunde man bestemt af det foreliggende Materiale sammenskrive den Beretning, som Kommissionen en Gang maa indlevere, og det synes da næsten overflødigt at vente endnu 4 Maaneder paa den. Men vi ville være taalmodige; finder Kommissionen, efter at have gjennemarbejdet alt, hvad der er fremkommet om Opstanden, at den har en for sine Evner værdig Opgave for sig, saa ønskes den en lykkelig Rejse og skulle i sin Tid hilse dens Beretning som en kjær gammel Ven, der atter gjæster os. Men meget undrer det os, at Finansministeren efter at Hr. Berg ved en faggrundet Fremstilling har paavist den økonomiske Tilbagegang paa St. Croix, ikke har kunnet finde en værdigere Opgave for sin Kommission. Det vilde utvivlsom have haft en langt større Interesse at faa oplyst, om Øen bærer en frugtbar økonomisk Spire i sig, saaledes at man kunde have dannet sig et fuldstændigt og klart Billede af Øens Fremtid. om det er til nogen Nytte, at der aarlig gives Penge til Opretholdelsen af Sukkerdyrkningen, eller om man ikke hellere burde lade den gaa sin Opløsning i Møde, fordi en lønnende Dyrkning dog ikke kan opretholdes. Fik man et ordenligt Svar til Belysning af disse tvende Alternativer, da vilde Kommissionen have løst en forstandig Opgave, nu ønske vi den Lykke paa Rejsen paa dens Rekreationstur.
Kommissionen er som sagt rejst og Kommissoriet er givet, men der synes, om man da tør tro Rygtet, at ville komme et "Nachspiel", som tegner til at blive det "artigste" ved den hele Sag. Finansministeren forelægger en Lov, hvorved han forlanger Bevilling til at udlaane 1,200,000 Kr. til Planterne; Loven negtes og Rigsdagen opløses, hvorefter Ministeren stiller 500,000 Kr. til Guvernørens Raadighed. Samtidig med dette sætter engelsk Konsul Stevens paa St. Thomas og v. Konsul Armstrong paa St. Croix en Adresse til - Dronning Victoria - i Gang paa St. Croix og faar en Del, hvor mange vide vi ikke, Underskrifter af engelske, skotske og irske Plantere. Adressens Indhold kjende vi ikke nøje, men den er i Hovedsagen en Klage fra danske Borgere til den engelske Dronning over dansk Lovgivning og dansk Administration tilligemed en Paakaldelse af Dronningens Indflydelse for at skaffe de arme Plantere Erstatning for den lidte Skade. Af Underskriverne have to Sæde i Kolonialraadet, og man ser da ogsaa i et Kolonialraadsmøde Guvernøren sige til disse to, at han jo kunde anklage dem for Højforræderi; men det gjør han ikke, nej, han gaar hen og laaner dem Penge til at sætte deres Værker i Stand for.
- Forholder Sagen sig saaledes, hvad vi have god Grund til at tro, da kunde det nok være at Sporgsmaalet om Danmarks Ære endnu en Gang blev inddraget i den vestindiske Sag. Naar Rigsdagen træder sammen, tvivle vi ikke paa, at de, der ansaa denne Sag for at være Æressag for Danmark, ikke ville holde sig tilbage fra at forlange fuld Oplysning om dette mærkelige Efterspil, der saa sporløst er gaaet forbi Offenligheden herhjemme. Hvor mildt man end vil dømme om Planterne, og hvor meget man end vil skrive paa deres Uvidenheds Regning, et kan man da se, og det er, at saadanne Folk ikke kunne være Medlemmer af et dansk Kolonialraad, og de to Konsulers Forbliven paa deres Poster kan sikkert ikke forenes med den danske Ære. R.
(Morgenbladet (København) 23. januar 1879).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar