Under Politiets Opsigt. (Efterskrift til Politivennen)

Af

En Arbejder.

Hvor Champagnen flyder, hvor hel- og halvfulde Studenter svinger deres Huer og kjoleklædte Herrer i "salig" Stemning salver hverandre om Halsen; hvor man synger Plougske Sange og raaber svenske Hurra'er, naar en Nordmand har holdt Tale, dér kan det godt et Par Timers Tid se ud, som om der hersker et varmt, et inderligt Venskabsforhold mellem de skandinaviske Brødrefolk. Det kan maaske ovenikøbet være, at de Herrer, der paa denne eller lignende Maade plejer den skandinaviske Ide, tror denne vel bevaret og i god Fremvækst længe efter at Rusen har forladt dem og de har glemt baade hvem, der skreg, og hvem, der talte. 

Men det er kun paa Overfladen, at man freder den skandinaviske Ide, og selv overfladisk kan det undertiden være daarligt nok bevendt med Fredningen. Det er jo nemlig Noget Gud og Hvermand ved, at havde Skandinavismen ikke for saa Mange frembudt gunstige Lejligheder til at drikke sig en Perial i pænt Selskab og i al Anstændighed, saa vilde der ikke nær være bleven gjort den tomme Blæst af den, som sket er. Endnu uheldigere stiller Sagen sig, naar det gælder Forholdet mellem Brødrerigernes bredere Folkelag, naar man fra Overfladen trænger ind i Kærnen; dér er Stemningen ikke den bedste, og det er Danmark, som atter her staar med Broderparten af Skylden for Vrøvlet og Tvisten.

Der gør sig temmelig bitre Følelser gældende i Sverig i denne Tid mod "det danske Broderfolk", og da navnlig mod den Del, som boer og bygger ved Kalvebodstrand. Aarsagerne er mange. De kan f. Eks. ikke lide, at naar vi sender vort Smør til England, saa mærker vi Primakvaliteterne med "dansk" og de mindre gode Varer med "svensk"; de synes heller ikke om, at naar Varerne er saa komplet ubrugelige, at de hverken under det ene eller andet Mærke kan sendes til England, saa sender vi det over til Svenskerne selv; ja, for nogle Dage siden mandede de dem endog op til at sende os 15,000 Pund saadant Smør tilbage fra Ystad. De er heller ikke glade ved, at vi lader deres Jernbanestationer og andre offenlige Steder overmale med kæmpemæssige Reklamer om Brama-Livs-Eliksir og københavnske Fabrikata af lignende Surdejg, som den svenske Almue derester tyller i sig. Heller ikke synes de om, at vi oversvømmer Landet med Kolportageliteratur, der udgives og trykkes i København paa Svensk, eller med Lodsedlerne til vore talrige Lotterier, og de gor mod Hensyn til det sidste med Rette gældende, at vi selv skriger op, som havde vi en Kniv i Halsen, hver Gang en tysk Kollekter forsøger at gore Forretninger her paa Pladsen; men vi selv - ja med os selv er det en ganske anden Sag.

Hvad der dog mere end alt andet har sat ondt Blod hos det svenske Folk er den Maade, hvorpaa de danske Autoriteter behandler de svenske Arbejdere af begge Køn, der søger her til Landet. For at gøre sig forholdet klart maa man erindre, dels at danske Arbejdere altid med Velvilje og imødekommen bliver modtagne i Sverig og ikke der er underkastede andre Regler end de Indfødte, dels at man i Danmark betragter det som danske Arbejderes naturlige Ret til at berejse de fremmede Lande, i hvilke de kunde ønske at praktisere deres Fag, uden at de derfor forulempes. Anderledes stiller vor egen Øvrighed sig imidlertid overfor Udlandets Arbejdere, naar de søger hertil. Den svenske Nation, vort højt besungne Broderfolk, maa finde sig i at se sin baade hæderlige og dygtige Arbejderstand sat under særlig Polititilsyn, saa snart den vover sig over Sundet. Naar en svensk Arbejder kommer hertil, skal han under Straf af Mulkt anmelde sin Ankomst til Politiet. Der underkastes han et Slags Krydsforhør, og fremkommer under dette Intet, der taler til hans Skade, og viser det sig, at han er i Besiddelse af mindst 20 Kr., saa tilstaas der ham Tilladelse til foreløbig at blive her i Byen. Han modtager sin saakaldte "Opholdsbog", et Produkt af ægte dansk Humanitet, i hvilken hans Mestre her i Landet skal gøre deres Notitser om Fra- og Tilgang, og forøvrigt paalægges det ham en Gang imellem at gøre Politiet sin Opvartning for at vise det sine Subsistensmidler, fortælle det hvor han bor og hvor han arbejder.

Uviljen i Sverig mod den Maade, hvorpaa man her behandler svenske Arbejdere, er saa stor, at en Mængde Blade, om ikke alle derovre har indeholdt Advarsler mod at rejse til Danmark. En Landshøvding ved Navn Wennersberg har endog gjort Sagen til Genstand for Foredrag paa forskællige Steder i Landet, og han advarer meget indstændigt navnlig Tjenestefolk mod at tage hertil. Samvittighedsløse københavnske Fæstemænd har den Trafik ved Hjælp af glimrende Avertissementer at lokke Tyender herover, hvor der kun i de sjældneste Tilfælde er Brug for dem. Fæstemanden oppebærer Indskrivningspengene og har vel ogsaa paa anden Maade Fordel af sine Ofre, i det Mindste antyder Hr. Wennersberg det, idet han siger, at de svenske Tjenestepiger her i København "sælges til det skammeligste af alle Slaverier", nemlig til Usædeligheden. Hvorledes dette nu end forholder sig, saa er det jo under alle Omstændigheder klart, at Tyendet, som lokkes hertil, og som hensynsløst udsættes for Arbejdsløshed og Hovedstadens Fristelser uden at have Familje eller Venner at støtte sig til, er sit Fald langt nærmere, end hvis hun var blevet hjemme. Dette bekræfter sig bl. A. derved, at af løsagtige Fruentimmer, som var Genstand for Politiets Undersøgelse, i 1878 en Ottedel og i 1879 en Syvendel var hjemmehørende i Sverig. Hvor mange der i mindre Grad er faldne, og hvor mange af de Ulykkelige, som narres herover, der paa anden Maade er blevne ruinerede, er ikke godt at sige; men det bør Alle være enige om, at det er en afskyelig Trafik, der drager saadanne Konsekvenser ester sig.

Medens paa den ene Side svenske Arbejdere, lige fra den intelligenteste og dygtigste og nedefter, maa finde sig i at staa under Politiets Opsigt fra det Øjeblik de kommer og til de rejser igen, saa er Fæstemændene paa den anden Side saaledes stillede, at de næsten kan gøre hvad Pokker de vil uden at frygte Ubehageligheder. Det er nette Retstilstande vi møder frem med - netop akkurat modsat al sund Sands. Der findes jo nok de saakaldte avtoriserede Fæstekontorer, men forøvrigt kan Enhver nedsætte sig som Fæstemand, idet der ingen Straffebestemmelser findes i saa Henseender, og navnlig staar det Enhver frit for at bortfæste Tyender til Provinserne og Tyskland. Over for Misbrug af Fæstemandsvirksomheden staar Politiet fuldstændigt magtesløs, saa længe de ikke strejfer ind under Straffebestemmelser i andre Love. De private Fæstemænd underkastes hverken Kontrol eller Tilsyn, og endnu har aldrig Klager over dem medført Straf for deres Vedkommende.

Det nytter kun lidet, at man drikker svensk Punsch og synger om det enige Norden, der fører til Sejr Folkenes Sag, naar hele Broderskabet for det egenlige Folks Vedkommende indskrænker sig til, at man underkaster det en forsmædelig Politiopsigt, prisgiver det til vilkaarlige Fæstemænd og for øvrigt chikanerer det paa mange Maader. Man er jo ganske vist vant til i visse Kredse at slutte Forbund og bryde dem igen uden nogensomhelst Hensyn til Folket; men det turde være, at den skandinaviske Idé ikke lader sig realisere paa den Maade - det turde være, at de svenske, norske og danske Arbejdere vil forstaa at basere en eventuel Sammenslutning paa et solidere og broderligere Grundlag end de Nationalliberale nogensinde har drømt om.

(Social-Demokraten 11. juli 1880).