Ved Siden af den almindelige Interesse, der knytter sig til de tydske Rigsdagsvalg, have vi Danske vor særegne lille Valgsag i Sønderjylland - lille i Sammenligning med de store kræfter, der drages om Indflydelsen i det tyske Rige, men stor i Forhold til det Omraade, hvor der endnu er sparet dansk Nationalitet Leve- og Virkerum. Det er fra denne sidste Side, forekommer det os, at vi her hjemme have en Ret til at føle os delagtige i Sønderjydernes Valgkampe, som ingen kan fornægte os. Man kan nære saa stort eller saa lidet haab, man vil, om Gjenforening med vore Landsmænd; selv for den der har opgivet ethvert politisk Haab, bliver der dog en national Interesse tilbage af den største Betydning og den mest levende Aktualitet. Hver Gang Sønderjyderne gaa til Valg, er deres Afstemning som en Malestok for vor Nationalitets Bærekraft; vi kunne tælle os til, hvad dansk Aand og Sindelag kan taale under de ublideste Vilkaar, hvad dansk Trofasthed formaar midt imellem en overvældende Nationalitets uhyre Tryk og uhyre Tiltrækning. Vi ville dele deres Mismod over enhver Skygge af Tilbagegang, og vi ville dele deres Glæde over enhver Prøve, hvor de have holdt sig bravt, saaledes som ved det nu overstaaede Valg. Men hertil synes det ogsaa, at i kongeriget have at begrænse vor Deltagelse, hertil og ikke videre. Hvor dansk staar mod tysk ere vi med; men i Sønderjydernes indre personlige og stedlige Politik er det ikke vor Sag hverken at raade eller lede; det forstaa de sikkert bedst selv.
Vi beklage, at denne Erkjendelse i saa ringe Grad har vundet Indgang i kongeriget. Det nationalliberale Parti, for hvem Sønderjylland burde være som en ond Samvittigheds Uro, et uudsletteligt Ansvar, har saa lidet kunnet glemme sine gamle Herskevaner paa dette Omraade, at Partiets Presse har været ude i Valgkampen med Raad, der lød som Befalinger, og med Bebrejdelser og Tilrettevisninger, der ikke knude være mere uforbeholdne, hvis det drejede sig om Sager, der vedkom dem, og hvori de havde Myndighed. Medens det danske Parti i 2den kreds har vundet en foreløbig Sejr, der er lige saa uventet som glædelig, idet Hr. Johannsen er kommet ind som Numer 1 af de 4 Kandidater og følgelig vil naa at komme med paa Omvalg sammen med en af de tyske, har i 1ste kreds sejrrigt bevaret et absolut Flertal for det danske Parti, saa at Omvalget alene vil komme til at staa mellem de to danske kandidater. Dette Udfald er et saadant, at enhver dansk kun kan føle ublandet Glæde og Paaskjønnelse derover; det frejdige Mod og den utrættede Iver, hvor med de danske Sønderjyder møde og vidne for deres Nationalitet har kun krav paa vor største Beundring og Taknemlighed. Om det i lste kreds tilsidst bliver Hr. Junggreen eller, som det nu vel maa anses for utvivlsomt, Hr. Lassen er et ganske underordnet Spørgsmaal. De ere begge gode danske Mænd, hæderlige og ansete, vel befarne i sønderjydsk Politik, og om dem begge maa det siges, at de værdigt kunne møde i Berlin paa deres Landsmænds Vegne. Naar der alligevel mellem de to Herrer og deres Venner er ført en Valgkamp, som i Hidsighed overgaar, hvad vi her hjemme ere vante til og som det fra det Junggreenske Partis Side i de sidste Dage naaede op til Udtryk som "falske Profeter" og "Landsforrædere", saa kan man ganske vist finde denne Nidkjærhed noget overdreven, men at det skulde være en Ulykke eller noget at sørge over, se vi ikke.
Saa længe Krygers sympathetiske Skikkelse og brede Indflydelse dæklede over hele Sønderjylland, var der kun et Parti mellem alle danske. Men at Krygers Død har givet Plads for en kappestrid mellem flere af de Næstkommanderende, som under hans Ledelse have øvet Indflydelse og virket i Partiet, synes at være den naturligste Ting af Verden, og at Valget mellem Kandidaterne til den ledige Førerplads tilsidst er foregaaet ad Afstemningens uomtvistelige Vej forekommer os at være det eneste rigtige. Enhver anden Afgjørelse paa Grundlag af tilfældige Flertal i Vælgermødes eller paa Grundlag af personlig Resignation og Opofrelse vilde have efterladt m Tvivl og en Braad hos det Parti, der trak det korteste Straa, som vedvarende vilde have holdt Striden aaben, medens det nu synes at maatte falde enhver let at slutte sig til Strømmen der, hvor Flertallet har angivet Vejen og truffet Valget.
Det er ikke let her ovre fra at vurdere alle de Momenter, der have spillet en Rolle i Valgkampen og vejet med i Afgjørelsen. Personlige og, som det synes, stedlige Grunde have haft deres Andel. Men et Hensyn af mere almindelig og de andre overvejende Rækkevidde har ligget i Sønderjydernes Beslutning om at frigjøre sig for den nationalliberale Indflydelse fra Kjøbenhavn. Man har med Rette eller Urette anset Hr. Junggreen for mere afhængig af den national liberale Klikke, end man i Slesvig mente at kunne være tjent med, og Valget er saaledes tillige et Udtryk for Sønderjydernes Tilbøjelighed til selv at styre deres egne Sager. Dersom man nærede nogen Tvivl i denne Retning, har man blot behøvet at følge de kjøbenhavnske Højreblade, som med den afgaaede Redaktør af "Dannevirke" Hr. Hjort-Lorenzen i Spidsen, have tilladt sig en Agitation mod Flertallets Kandidat, der overskrider ethvert Hensyn og fortjener den alvorligste Misbilligelse. Sønderjyderne have ved at give den saaledes angrebne kandidat et Flertal af nærved 1500 Stemmer tildelt denne Presse en Tugtelse og beredt den et Nederlag, som i eftertrykkelig Grundighed svarer til det Overmod og den ukaldede Anmasselse, hvormed den har søgt at bringe sin paa dette som paa andre Omraader forlængst brudte Indflydelse til at bære i en Sag, hvor vor Stilling i kongeriget bør være en støttende og følgende, men hvor Sønderjyderne selv og alene bør være de førende, ligesom de selv og alene ere de kjæmpende, arbejdende og lidende. Nu, da Befolkningen har talt og Sønderjyderne kaaret deres Mand, tør man dog sagtens haabe, at den nationalliberale Agitation vil anse sin Rolle for udspillet, saa at vi alle i kongeriget kunne følge Sønderjydernes valgte Mænd med den Agtelse og Sympathi, som er det eneste Bidrag, vi ere i Stand til at yde deres beundringsværdige Vedhængen ved Modersmaal og Nationalitet. At Sønderjyderne selv ville slaa kreds øm deres Repræsentant og erklære den indre Strid for endt, derom behøver ingen at tvivle, som ved den fjerneste Berøring med Befolkningen har faaet et Indtryk af i hvilken Grad karakteren "god, dansk Mand" overvejer alle andre Hensyn.
(Morgenbladet (København) 2. november 1881).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar