Korrespondance fra Hovedstaden
+ Kjøbenhavn, den 19de August.
I Theaterverdenen forefaldt igaar en Begivenhed, som man desværre allerede i nogen Tid havde været forberedt paa. For det Publikum, der sidste Efteraar hyldede fru Holst ved hendes Jubilæumsforestilling paa det Theater, til hvilket hun da havde været knyttet uafbrudt i 25 Aar - beundrende den Ungdom og Ynde, Kunstnerinden trods den lange Virksomhed endnu havde bevaret, er fru Louise Holsts Død en beklagelig Overraskelse. Det store Publikum kjendte kun lidet til Kunstnerindens Helbredstilstand, og fra Venner og Bekjendte som ogsaa fra Pressens Side blev der af Hensyn til Skuespillerinden selv og hendes Nærmeste lagt megen Skjul paa den Sygdom, hvis Resultat i Løbet af nogle faa Maaneder blev hendes Død; først i den seneste Tid, da Sygdommen havde taget saa stærk en Overhaand, at Lægerne bleve meget betænkelige, rygtedes Fru Holsts virkelige Befindende blandt Publikum; men at Døden saa brat skulde gjøre Ende paa hendes Dage, havde man neppe anet. - Fru Holsts Død er et stort Tab for Folketheatret, og Mindet om den Virksomhed, hun har udfoldet paa dettes Scene, vil bevares i lange Tider. Den, der i de sidste 25 Aar har fulgt Folketheatrets Virksomhed, paa hvilken Fru Holst har havt en saa væsentlig Indflydelse, vil ved at kaste Blikket tilbage paa de 300 Roller, Fru Holst i den Tid har udført, bedst kunne bedømme, hvor uvurdeerlig en Støtte, Theatret har havt i hendes Evner og Flid.
Louise Holst, f. Carpentier, er født den 10de Oktober 1840. Neppe 15 Aar gammel debuterede hun allerede i Aarhuus som Margrethe i "Abekatten". Her opdagede Kammerraad Lange, der senere blev Folketheatrets Direktør, den unge Dame, hvis sjældent smukke Theaterydre og ualmindelig fremskredne dramatiske Begreber forekom ham at afgive gode Løvter for Fremtiden. Lange interesserede sig for den unge Begynderinde og da Folketheatret den 18de September 1857 aabnede sine Porte, betraadte Louise Carpentier for første Gang Brædderne i København. Det var under temmelig vanskelige Forhold, at Fru Holst begyndte sin Virksomhed. Publikum blev optaget af Begejstring over den unge Agnes Lange (nuværende Fru Nyrup), der netop den Aften, da Fru Holst viste sig i en mindre Rolle i "En lille Hex", tog Publikum med Storm ved sin fortrinlige Udførelse af Stykkets Hovedrolle. Under disse Forhold tydede det altsaa paa, at Fru Holst var i Besiddelse af et ikke ringe Talent, naar hun allerede i den første Sæson kom til at optræde i ikke mindre end 16 forskellige Roller, og at Talentet yderligere er blevet udviklet, skyldes vist ikke mindst Professor Holsts omhyggelige Instruktion. Denne har aabenbart havt en overordentlig heldig Indflydelse paa Fru Holsts senere Udvikling som ægte Kunstnerinde. Tid efter anden blev der tildeelt hende flere og flere Roller, og efterhaanden, da Theatrets Repertoire skiftede Karakteer, blev disses Forskellighed mere og mere iøinefaldende. Snart saae man hende fremstille den naive Ungdom, snart den erfarne Alderdom, en Aften den sværmende Syjomfru, en anden den intrigante Verdensdame, en Gang den livsglade Borgerkone, en anden den af Sorg og Ulykke forpiinte Hustru. Og trods disse vidt forskjellige Figurer, som Fru Holst navnlig i den sidste Deel af sin Virketid maatte fremstille, var Forskjellen mellem de enkelte Typer lige saa slaaende, som de ved hendes Spil bleve sande og naturtro. Hvor vidt forskjellige vare ikke hendes Roller som Sypigen i "Tre for En". Baronesse d'Ange i "Plet', Henriette i "Adolf og Henriette", Lady Clarens i "Et Vaisenhuusbarn", Vlara Vignot i "Un fils naturel", Majorfruen i "Paa Pension" og Marco i "Marmorkvinderne". Den sidste Præstation var lige til de mindste Enkeltheder saa mesterlig, at den med Rette vakte stor Opsigt baade i Theaterverdenen og blandt Publikum. Som Leonarda i Bjørnsons Stykke af samme Navn fejrede Fru Holst ogsaa en stor Triumf: vore Kritikere maatte tilstaae, at ingen Kunstnerinde ved Nationaltheatret kunde have givet Rollen en bedre Udførelse. Hvad der gjorde Fru Holst til en Kunstnerinde i Ordets strængeste Betydning, var den Alvor, hvormed hun altid tog fat paa sine Roller, og den aldrig svigtende Sikkerhed, hvoraf hun mere end nogen anden Skuespillerinde var i Besiddelse. Det var ofte vanskelige Opgaver, der blev stillet hende, og formaaede hun end ikke fuldt ud at løse dem, saa manglede det hende aldrig paa Villie og Flid. Som Verdensdamen har Fru Holst seiret mange Triumfer. Hun medbragte den Duft fra Verdensstaden, fra Livet, som skal karakterisere Figuren; hendes overlegne Spil som Verdensdame, hendes bidende Ironi og hendes varme, lidenskabelige Udtryk dannede den skjærende Modsætning til Omgivelserne, som er en Nødvendighed, for at Typen ikke bag Lamperækken skal falde til Jorden. I lang Tid spillede Fru Holst mest franske Dramaer; men ikke sjældent viste hun sig paa samme Tid i Soubrettefaget, som ogsaa i hende havde en dygtig Fremstillerinde.
Kunstnerinden ægtede i 1881 Forfatteren, Kaptain Frits Holst. I sit Hjem, hvor hun efterlader sig to Børn, var hun en sjælden nidkjær og pligtopfyldende Huusmoder, der i de mange Kredse, hvortil hendes kunstneriske Virksomhed gav hende Adgang, overalt vandt Alles Agtelse og Hengivenhed. Vel gik hun næsten fuldstændig op i sin Kunst, men sin Fritid offrede hun paa alsidige Interesser. Varmtfølende og ædelttænkende som hun var, har hun i mange Tilfælde været en trofast og virksom Ven af den, der virkelig trængte til Hjælp. Blandt sine Kolleger ved Theatret vil hun blive lige saa haardt savnet som af Publikum, og mange yngre sceniske Kræfter ville være hende taknemmelige for den aldrig svigtende Elskværdighed, hvormed hun støttede de Uerfarne, der hengav deres Kræfter i Thalias byrdefulde Tjeneste.
(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 21. august 1883).
Fotograf, maler, billedskærer Carl Peter Herman Most (1826-1900): Juliane Sophie Louise Holst f. Carpentier (10.10.1840-18.8.1883) skuespillerinde. Det kongelige Bibliotek.
Jordefærd. Igaar Middags Kl. l foregik Fru Louise Holsts Bisættelse fra Garnisons Kirke under en Ordets egenligste Forstand ganske overordenlig Deltagelse fra Publikums Side. For ikke at tale om, at enhver Plads i selve Kirken saavel paa Gulvet som paa Pulpiturere var optaget, havde der paa Sct. Annæ Plads og i Bredgade efterhaanden samlet sig et Par Tusinde Mennesker, af hvilke en stor Mængde forgjæves ønskede at faa Adgang til Kirken.
Inde i denne var Kisten hensat foran Koret og var i den Grad dækket med Blomster i Form af Krandse, Guirlander og Kors, at den fuldstændig forsvandt under disse. Blandt de Mange, som ved at sende Blomster havde lagt deres Deltagelse og Sympathi for Dagen fremhæve vi først Hds. Maj. Dronningen, som efterat hun allerede afvigte Søndag havde ladet den Afdødes Familie tilstille nogle Blomster, som hun selv havde plukket paa Bernstorff, til at nedlægges i Kisten, nu havde sendt et meget smukt Palmekors; endvidere Personalerne fra det kgl. Theater, Folketheatret, Kasino, Dagmartheatret og Odense Theater samt Vilh. Petersens Theaterpersonale, ligeeledes havde Skuespillerforeningen, Journalistforeningen og Officersforeningen sendt Krandse og endelig havde ogsaa Underofficererne af 17de Bataillon, Undercorporalerne ved samme Bataillon samt de Menige af Bataillonens 1ste Kompagni paa denne Maade lagt deres Sympathi og Deltagelse for Dagen.
Efterat Følget - i hvilket bemærkedes Generalerne Stricker og Holten, Obersterne Beissenherz og Blom samt Oberstlieutenanterne Haxthausen, Colding og Dalberg m. fl. og i hvilket selvfølgelig den kjøbenhavnske Theaterverden, den militaire Verden samt de kunstneriske, literaire og journalistiske Kredse vare talrigt repræsenterede - havde samlet sig, fremhævede Pastor Schousboe i hjertelige Ord den Afdødes Betydning, ikke blot for Kunsten, men ogsaa for den talrige Kreds af Slægt og Venner, som havde staaet hende nær og lært at skjønne paa hendes rige Hjerte. Efter Talen afsang Koret Psalmen: "Tænk, naar engang den Taage er forsvunden", hvorpaa Kammersanger Simonsen fra Orgelet afsang et Par Vers af en Psalme af Ingemann, under hvilken Kisten blev udbaaren af Medlemmer af Folketheatrets Personale samt Officerer af 17de Bataillon.
Udenfor Kirken var imidlertid Menneskemængden voxet saa betydeligt, at der udkrævedes store Anstrængelser fra Politiets Side for at skaffe Plads for det lange Tog, i hvilket 4de Regiments Officerer og Underofficerer samt Underkorporalerne og de Menige af 17de Bataillons 1ste Kompagni tilfods fulgte efter Kisten, som blev kjørt ud paa Garnisons Kirkegaard. Saavel paa denne som i Østre Allee havde der ligeledes samlet sig Tusinder af Mennesker. Efter Ankomsten til Kirkegaarden blev Kisten af 17de Bataillons Underofficerer baaret hen til Graven, medens et militairt Musikkorps gik i Spidsen og blæste forskjellige Psalmer. Efter Jordpaakastelsen, der foretoges af Pastor Schousboe, sluttede Sørgehøitiden, hvis hele Karakter - selv bortseet fra den Rolle, som Nysgjerrigheden spillede ved denne Leilighed - var et ubedrageligt Vidnesbyrd om, hvor almindelig afholdt den Afdøde var og hvor oprigtig den Deltagelse var der vistes hendes Familie.
(Dagens Nyheder 25. august 1883).
Juliane Sophie Louise Holst (1840-1883) var gift med premierløjtnant Frits Holst. Han deltog i slaget ved Dybbøl i 1864, og gjorde tjeneste i Algeriet. I 1870’erne skrev han succesfulde lystspil med gode roller til hustruen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar