Siden Hr. Heyman er bleven Bestyrer paa Tuborg Fabriker, er Arbejdsforholdene der blevne forværrede i en væsenlig Grad, navnlig for de kvindelige Arbejdere, der er beskæftigede ved Øllets Afpropning og forskellige andre Aftapningen vedrørende Arbejder. Tidligere var Arbejderskerne i Stand til at fortjene 13 a 14 Kr. ugenlig med en Arbejdstid fra Kl. 5 Morgen til Kl. 6 Aften. Der arbejdedes den Gang jævnligt om Natten, men Natarbejdet blev altid udført af et særligt Hold Arbejdersker, der om Aftenen afløste Dagarbejderskerne, og atter om Morgenen blev afløst af disse.
Ihvorvel disse Arbejdsforhold ikke vare særlig misundelsesværdige, og at navnlig Arbejdstiden, 13 Timer om Dagen og 11 Timer om Natten, var utilbørlig lang, særlig for Kvinder, har Hr. Heyman dog været hensynsløs nok til at forandre Arbejdsforholdene saaledes, at de ved deres nuværende Slaverimæssighed er fuldstændig utaalelige. Den tidligere Maade at udføre Natarbejdet paa, blev afskaffet, og Arbejdet bliver nu udført dels ved Overarbejdstimer og dels ved Natarbejde, der paa Befaling skal udføres af de ved Dagarbejdet beskæftigede Arbejdersker, som da efter en anstrængende Arbejdsdag uafbrudt maa fortsætte Arbejdet om Natten og den paafølgende Dag, altsaa i et Tidsrum af 37 Timer, i hvilke Arbejderskerne ikke maa forlade Fabriken. Dette sundhedsødelæggende Natarbejde finder som oftest Sted to Nætter om Ugen, samtidig med, at der de øvrige Dage fordres Overarbejde indtil Kl. 9 om Aftenen, og desuden Søndagsarbejde, saaledes at den samlede Arbejdstid i Ugen kan gaa op til 112 Timer eller gennemsnitlig 18 3/4 Timer i Døgnet, fordelte paa 6 Døgn.
Disse Forhold ere Arbejderne tvungne til at finde sig i. Ved en Kontrakt, der ved Antagelsen paa Fabriken bliver oplæst for Arbejderne, men som ikke overleveres i deres Varetægt, og som de endelig ere nødt til at underskrive, hvis de vil have Arbejde, forpligtes de til at vise Lydighed mod deres "Foresatte", og da Natarbejdet skal udføres i Følge Befaling, blive de i Henhold til den nævnte Kontrakt øjeblikkeligt afskedigede, saafremt de nægter at "adlyde". I sidstafvigte Juni Maaned vare tre Arbejdersker blevne saa medtagne af det over anstrængende Arbejde, at de ikke kunde udholde Natarbejdet. Følgen deraf var, at de formeligt bleve jagede bort fra Fabriken, under Ledsagelse af Hr. Heymans plumpe Grovheder.
Samtidig med, at Forholdene i Retning af Arbejdstiden ere blevne forværrede i en saadan Grad, at de næppe findes værre i en Straffeanstalt, har Arbejderne nu en betydelig mindre Fortjeneste end forhen. Medens der tidligere ved det omtalte Arbejde kunde fortjenes ca. 13 a 11 Kr ugenlig, kan der nu ikke naas op til mere end ca 9 Kr., selv med Anvendelse af Overarbejdstimer, og kun ved Hjælp af Natarbejde bliver Ugelønnen nogle faa Kroner højere. Dette ligger dog ikke deri, at Arbejdslønnen i og for sig er bleven nedsat, i alt Fald er Arbejderne ikke bekendt dermed, men Forskellen fremkommer dels derved, at Arbejdet paa forskellig Maadc er blevet besværliggjort, dels og hovedsagelig ved Hr. Heymans vilkaarlige Maade at udbetale Arbejdslønnen paa. Arbejdet udføres nemlig i Akkord, men Beregningen foretages udelukkende af Hr. Heyman og en Hr. Klein, der fungerer som Fuldmægtig, saaledes at Arbejderskerne bliver holdt i Uvidenhed om, hvor stor deres Fortjeneste har været, og udenat Hr. Heyman har været at bevæge til at vise dem Arbejdsbøgerne eller paa anden Maade fremlægge noget Regnskab for, hvad Arbejderskerne har fortjent. Da der hver Uge bliver udbetalt mindre end der efter Arbejderskernes Beregning tilkommer dem, anses det almindeligt for givet, at Hr. Heyman jævnligt tilbageholder et ikke ubetydeligt Beløb af Arbejdernes surt erhvervede Fortjeneste.
En saadan Hensynsløshed overfor Arbejderne fører selvfølgelig til en vel begrundet Misfornøjelse hos disse, og bevirker af og til Arbejdsstandsninger. En saadan fandt Sted i afvigte Maj Maaned, idet 21 Arbejdersker nedlagde Arbejdet. I Kraft af sin saakaldte Kontrakt forsøgte Hr. Heyman da at tilbageholde Arbejdernes Tilgodehavende, hvilket imidlertid ikke lykkedes ham, idet de ved Retten tvang ham til at udbetale den Sum, de havde til Gode.
I Søndags fandt der atter en Arbejdsnedlæggelse Sted, foranlediget ved, at Arbejderne, der i den forløbne Uge havde arbejdet i 6 Dage, 2 Nætter og desuden havde haft 3 Overarbejdstimer, ialt 103 Timer, kun fik 10 Kr. 99 Øre udbetalt, medens deres formentlige Fortjeneste var betydeligt højere.
103 Arbejdstimer i 6 Dage giver omtrent 17½ Timer pr Døgn, og for denne Arbejdsydelse af kvindelige Arbejdere betaler Hr. Heyman 10 Kr. 99 Øre eller ca. 10½ Øre pr. Time og det endskønt Arbejderne efter den bestaaende Akkordbetaling tilkommer adskilligt mere.
Arbejdet blev imidlertid genoptaget om Mandagen, idet Hr. Heyman indrømmede at have betalt for lidt, og derfor gav hver af Arbejderskerne 1 Kr. Hvormeget han havde "forregnet sig" fik Arbejderne imidlertid ingen Oplysning om, men efter deres Beregning var Underbalancen ikke saa lidt større. Hermed var Historien imidlertid ikke endt. Hr. Heyman viste sig, efter at Arbejdet atter var paabegyndt, som hørende til de Arbejdskøbere, der vil have "Piger, som han kan have Magt over", idet han udpegede to, som han mente var "Anstiftere" af Arbejdsnedlæggelsen, og disse bleve da straks afskedigede. Hvorvidt Hr. Heyman, efter ved denne Heltegerning at have sat Kronen paa sin Hensynsløshed, nu uforstyrret kan fortsætte sin Udbytning af Arbejderne, vil Tiden vise. Aldeles stille vil det næppe løbe af, dertil er Hr. Heymans Optræden overfor Arbejderne altfor brutal og hensynsløs, og vækker som Følge deraf Uvilje og Modbydelighed i vide Kredse i Omegnen af Fabriken.
(Social-Demokraten 16. august 1883)
Social-Demokraten 19. august 1883 offentliggjorde en erklæring underskrevet af 37 kvindelige arbejdere og en erklæring underskrevet af 71 mandlige arbejdere på Tuborg som udtrykte tilfredshed med Heyman. Erklæringerne var sendt i cirkulation til "frivillig" underskrift. For de kvindelige arbejderes vedkommende stod tilfredsheden i modsætning til at de kort forinden havde lavet en kortvarig arbejdsnedlæggelse pga arbejdsforholdene. De fleste mandlige arbejdere havde ikke underskrevet, og således udsat sig selv for den risiko at blive afskedigede. Muligvis var de kvindelige arbejdere blevet præsenteret for samme valg.
Fra Tuborg Fabriker.
De Meddelelser, som vi her i Bladet har bragt frem om Forholdene paa ovennævnte Fabriker, har selvfølgelig vakt betydelig Opmærksomhed i vide Kredse Alene den Omstændighed, at et stort Antal Arbejdersker om Søndagen nedlægger Arbejdet, fordi det var deres fuldc og faste Overbevisning, at der som Vederlag for deres overanstrængende Arbejde i længere Tid var blevet dem udbetalt betydeligt mindre, end de havde fortjent, og at Hr. Heyman om Mandagen indrømmede at have forregnet sig, og derfor bød de Forurettede et mindre Pengebeløb, som Arbejderskerne modtog i den bestemte Overbevisning, at deres Tilgodehavende beløb sig til adskilligt mere, og at endelig de samme Arbejdersker et Par Dage efter underskriver en Erklæring om, at de i Følge deres Overbevisning altid havde faaet den fulde akkorderede Løn, er tilstrækkeligt til at betegne Forholdene derude som ekstraordinært skandaløse, og til at opvække almindelig Harme mod det Fabrikstyranni, der hersker der. En Mand, der for faa Maaneder siden ved Rettens Hjælp maatte tvinges til at udbetale et større Antal af sine Arbejdere deres surt erhvervede Løn, som han havde nægtet dem, fordi de ikke i den Grad, som han forlangte, vilde ødelægge deres Sundhed i hans Arbejdsanstalt, kan ikke faa en Tilfredshedserklæring fra Arbejderne uden at Enhver kan sige sig selv, at denne er et Vidnesbyrd, ikke om Arbejdernes Tilfredshed, men derimod om det uhyre Nag, der tynger dem, og om Virkningen af den Svøbe, som til enhver Tid hænger over deres Hoveder.
Tillige har Forbitrelsen imod det System, der følges paa Tuborg Fabriker, i lang Tid gennemsyret Folkene. De mangfoldige Arbejdere, der Tid efter anden enten ere blevne afskedigede, eller har forladt Fabrikerne, har næsten alle som en været besjælede af et Nag, som de slaverimæssige Forhold, under hvilke de har arbejdet, har efterladt, og som har forplantet sig baade vidt og bredt, og alle de Arbejdere, der har følt dette Nag og dets Aarsager, hos dem har vore Meddelelser fremkaldt den Følelse af Sympati, som sandheden altid fremkalder, naar den drages frem for Dagens Lys.
Ogsaa paa selve Fabrikerne har Meddelelserne vakt et betydeligt Røre. Adskillige Formænd fik umaadelig travlt med at kommandere Arbejderne til at give den lidt ramponerede "Fabrikantære" en Oppudsning, der slog ud i den Bjørnetjeneste, som Hr. Simonsen og hans Hjælpere gjorde Hr. Heyman, og nu har endelig selve Direktøren for Fabrikerne, Grosserer Philip W. Heyman, taget Ordet, og tilsendt os nedenanførte Skrivelse.
Naar en saa højtstillet Personlighed som Direktøren tager Ordet, er man berettiget til at vente, at der vil fremkomme noget, der, selv om det ikke formaar at kuldkaste de Beskyldninger, der er fremsat, har Betydning for Dagen. I modsat Tilfælde maatte Direktøren hellere tie helt stille.
Den Skrivelse, vi har modtaget fra Hr. Heyman kuldkaster imidlertid ikke noget af hvad vi har fremdraget. Dersom det ikke udtrykkeligt var anført, at den er fremkommet "i Fabrikernes Interesse", kunde man næsten fristes til at tro det Modsatte. Skrivelsen lyder saaledes:
"Til "Social-Demokraten"s Redaktion.
Siden den 10de Februar - som er den Dag fra hvilken Akkordarbejdernes Timeantal hver for sig nøje er specificeret i vore Arbejdsbøger - og indtil i Dag, altsaa i det sidste halve Aar, have vore kvindelige Arbejdere faaet udbetalt en Gennemsnitsløn pr. Dag, beregnet til 11 Arbejdstimer, 1 Kr. 57,02 Øre foruden frit Øl i Arbejdstiden.
Dette finder jeg mig i Fabrikens Interesse opfordret til at meddele gennem Deres Blad, - ligesom at der derude fra kvindelige Arbejderes Side - og da særlig fra deres Side, der tidligere have arbejdet der - stadig er stor Efterspørgsel efter Arbejde, - men at vi desværre ikke ere i Stand til at beskæftige et større Antal end det, vi nu have.
Denne Skrivelse indeholder to Meddelelser, nemlig at Arbejdslønnen har været 1 Kr. 57,02 Øre pr. Dag, og at der er stor Efterspørgsel efter Arbejde paa Fabrikerne. Hvad den første Meddelelse angaar, kommer den, som man vil se, den Sum temmelig nær, som vi har anført. Vi har angivet Arbejdslønnen til 9 Kr. og nogle Øre om Ugen, og efter Hr. Heymans Opgivelse bliver den i 6 Dage 9 Kr. 42,12 Øre. Denne Meddelelse konstaterer altsaa kun, hvad man vidste i Forvejen. Men er det en Betaling at byde voksne Mennesker for 11 Timers anstrængende Arbejde (vi forudsætter foreløbig, at Hr. Heymans Angivelse af Arbejdstiden til 11 Timer er korrekt), og er det "i Fabrikernes Interesse", at vise Offenligheden, at man byder Arbejderne en stig Sulteløn? I ethvert Tilfælde forekommer det os ikke at være Noget at rose sig af.
Egentlig er det ikke saa meget herom, at Spørgsmaalet drejer sig, men derimod i hvilket Forhold disse 9 Kr. og nogle Øre staar til den leverede Arbejdsmængde og den derom akkorderede Løn. Det er derom, at Arbejderskerne forgæves har søgt Oplysning, men endnu har det formodentlig ikke lagt i Fabrikernes Interesse at give den.
Vi vender os nu til de 11 Arbejdstimer. Hermed menes Arbejdstiden fra Kl 5 Morgen til Kl. 6 Aften. Det har her mindre Betydning, hvorvidt Spisetiderne blive nøje overholdte eller ikke, forlængede bliver de aldrig, men nok undertiden lidt forkortede, ligesom Arbejderskerne, der ikke forlade Fabriken i Spisetiderne, vist nærmere kan beregne Tiden til 12 Timer dagligt eller mere. Hvad der derimod er mere væsenligt, er at vide, hvilken Rolle Overarbejdet, Natarbejdet og Søndagsarbejdet spiller. Der arbejdes ofte over Tiden, indtil Kl. 9 om Aftenen, Søndagsarbejdet varer ikke sjældent til Kl. 4 Eftermiddag, og Natarbejde finder ofte Sted 1 a 2 Nætter om Ugen. Da det er de samme Arbejdersker, der er Tale om, maa Fortjenesten vel være indført i de samme Arbejdsbøger. Men hvorfor har Hr. Heyman ikke anført, hvad der i Forbindelse med Nat-, Søndags- og Overarbejdet er fortjent. Det maa aabenbart have kostet ikke saa lidt Besvær at udregne, hvad der specielt er fortjent i de 11 Dagtimer, og Bevæggrunden dertil maa enten være den, at Hr. Heyman ikke kan være bekendt at anføre Lønnen for Overarbejdet, eller muligvis udgør den anførte Sum hele det fortjente Beløb, eller maaske der slet intet Regnskab er ført med Overarbejdet.
Disse Bemærkninger gælder selvfølgelig kun for saa vidt det er muligt at beregne, hvad Akkordarbejderne fortjener i et vist bestemt Timeantal. Naar der arbejdes i Akkord, følger det af sig selv, at der maa betales efter Arbejdsmængden, og naar der t. Eks. i to Døgn er arbejdet i 37 Timer, hvem er da i Stand til at udregne, hvor stor en Arbejdsmængde der er leveret i de 22 Timer, som Dagarbejdet udgør. Vanskeligere endnu er det at sinde ud, hvor meget det har udgjort i en Tid af flere Maaneder. Hvis Hr. Heymans Arbejdsbøger ere førte med en saadan Nøjagtighed, at de angiver Summerne for Dag- og Overarbejde, da er det mere end uforskammet at nægte Arbejderskerne de Oplysninger, de har forlangt.
Der er dog ingen Grund til at tro, at en saadan Nøjagtighed er til Stede, hvis den overhovedet er mulig. Enten betales Arbejdet pr. Dag med et Tillæg for Overarbejde, som Hr. Heyman ikke kan være bekendt at nævne, og da er det Humbug med Akkordsystemet, eller ogsaa er der betalt pr. Arbejdsmængde, og da er det umuligt for Hr. Heyman at vide, hvad der specielt er fortjent i saa og saa mange Timer. Det mest sandsynlige er, at den anførte Sum er hele det Beløb, der gennemsnitlig er fortjent for alt Arbejde, og det forekommer os at være en altfor lumpen Sum, til at det kan være "i Fabrikernes Interesse" at omtale dem.
Det andet Punkt, som omhandler Efterspørgsel efter Arbejde, er vel sagtens anført for at vist, at en saa og saa stor Mængde Mennesker betragter det som en Lykke, at faa Foden indenfor Tuborg Fabrikers Porte. Dette Middel til at vise, hvor herlig Tilstanden maa være paa en Arbejdsplads, er imidlertid i den Grad forslidt, at det undrer os, at Hr. Heyman har villet benytte det. Ved Hr. Heyman ikke, at der her i Samfundet er et saa uhyre Tilbud af Arbejdskraft, og at Arbejdsløsheden er en saa skrækkelig Gæst, at selv den mest slyngelagtige Arbejdskøber ikke liden i Strejketilfælde: mangler den fornødne Arbejdskraft? Ved Hr. Heyman ikke, at Nøden driver Arbejderne til at udføre de mest livsfarlige Hverv, i hvilke de frygtløst der den næsten visse Død i Øjnene? Eller at der gives Folk, der stjæler og begaar andre Forbrydelser ene og alene for at komme i Tugthuset?
Det er derfor ikke saa mærkeligt, at der melder sig Arbejdere til Tuborg. Det er Nøden, der driver dem dertil. Forøvrigt er vi i Stand til at anføre mange Eksempler paa. at de Arbejdere, der en Gang har arbejdet paa Tuborg, i Reglen modsætter stg at tage Arbejde der igen, selv efter at der fra Fabrikernes Side er sket Henvendelse til dem. Det Tilbud af Arbejdskraft, der finder Sted til Tuborg Fabriker, og som Hr. Heyman i en Skrivelse har overdrevet ikke saa lidt, er altsaa kun et Bevis paa den Nød, der er mellem Arbejderne, og ikke paa, at Tilstanden der er saa og saa god.
* * *
For yderligere at betegne Forholdene paa Fabrikerne, anfører vi følgende Skrivelse, som ligeledes er blevet os tilkendt:
"Om Forholdene paa Tuborg Fabriker, navnlig om Hr. Grosserer Ph. W. Heymans Optræden mod Funktionærer og Arbejdere, tillader jeg mig herved at meddele følgende Episode som nu har fundet sin Afgørelse ved Domstolene.
Undertegnede var engageret som Formand for Bødkerne paa Tuborg Fabriker, og satte som saadan naturligvis Bødkerne i Arbejde.
Den 31te Decbr. f. A. om Aftenen spurgte Bødkerne mig, om de skulde arbejde Nytaarsdag, og endskønt jeg ikke havde modtaget nogen direkte Ordre dertil, besvarede jeg dog deres Forespørgsel med ja, men da Folkene opponerede her imod, erklærede jeg. at de kunde komme om de vilde, og blive borte om de vilde. Folkene mødte ikke, og derover blev Hr. Heyman saa vred, at han øjeblikkelig afskedigede mig, idet han erklærede, at jeg havde givet Folkene fri. Jeg anlagde som Følge deraf Sag mød H., for ulovlig Bortvisning og vandt ogsaa min Sag, saaledes at H. maatte betale mig en Maaneds Løn, som udgjorde 100 Kr. og Sagsomkostningerne. Ihvorvel min Afskedigelse ikke var nogen smuk Handling af Hr. H., satte han dog først Kronen paa Værket ved følgende Efterspil.
Jeg beboede paa den Tid en Villa paa Strandvejen, og havde med stor Bekostning og en betydelig Gæld sat min Lejlighed i Stand til at kunne modtage en Del af de paa Tuborg Fabriker arbejdende Folk i Logi. Flere af disse boede allerede hos mig, hvilket Hr. H. var bekendt med, ligesom han ogsaa kendte de Udgifter jeg havde sat mig i, for at etablere Huset. Han fattede imidlertid det smukke Forsæt at ruinere mig totalt. Han nøjedes ikke med at afskedige mig fra en Post som jeg havde beklædt i 8 Aar, men overfor de Arbejdere, som logerede hos mig, erklærede han tillige, at saafremt de ikke straks flyttede, bleve de afskedigede fra Fabriken. Denne Trusel hjalp, og det lykkedes saaledes Hr. H. aldeles at ruinere mig.
Jeg overlader til Publikum at bedømme denne Hr. H.s noble Optræden
(Social-Demokraten 21. august 1883).
Medstifter af aktieselskabet Tuborgs Fabrikker (1873) Philip Wulff Heyman (1837-1893) blev senere direktør for bryggeriet. Under hans direktion blev ølbryggeriet et af Danmarks største. Rød Tuborg (1875) og Grøn Tuborg (1880) stammer fra den tid. Hans behandling af de kvindelige arbejdere står i modsætning til det velgørenhedsarbejde han umiddelbart efter i november 1883 uddelte penge til de fattige og betalte bespisning af dem i anledning af sit 25 års jubilæum. Han blev begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.
I april 1884 udbrød en strejke/lockout på Tuborg med bødkerne. Det bredte sig til hele København.
De eksisterende bygninger af bryggeriet Tuborg er alle fra senere tider. Den kendte kæmpeølflaske er fra 1888. Det markante bryghus er fx fra 1903-1904 og administrationsbygningen fra 1964.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar