En kommissionsdomstol afgjorde i begyndelsen af 1884 at der var sket adskillige misligheder i Horsens Tugthus: 44 personer var sat under tiltale. Under processen døde den ene, mens en anden var flygtet til udlandet. Inspektøren F. A. Mazanti havde misbrugt sin embedsstilling til egen fordel. Derudover fanger, spisemesteren, 14 opsynsbetjente, reservebetjente, 2 dagvagter, en bogholder, vognmænd samt alle 4 fabrikmestre fra Chrome & Goldschmidt. Afgørelsen blev offentliggjort den 2. marts 1884 fx i Morgenbladet (København) og Nationaltidende.
Finanslovens 3. behandling
(Slutning af Forhandlingerne i Folkethingets Gaarsmøde).
- - -
Ordføreren skulde omtale Horsens Tugthussag og Amtmandsboligen paa Færøerne. Man fik ved Gjennemlæsningen af Forhørene en klarere Indsigt i Horsensaffæren end ved Dommen, og her var at bemærke Maaden, hvorpaa Forbrydelserne vare begaaede, Omfanget og Tidspunktet. Man havde i en Række Aar stjaalet i Horsens Tugthus baade fra Anstalten og fra Fabriken. Fangerne stjal til Opsynet og til Mestrene, hvilke sidste selv stjal til eget Brug og til Fabrikation og til Forhandling, og Opsynet stjal til Mestrene, til sig selv og til Export. Uregelmæssighederne indskrænkede sig ikke til det lavere Opsyn alene, men omfattede ogsaa de høiere Funktionærer, ja selv Fængselsinspektøren stod efter Forhørene i et eiendommeligt Lys (Hør!). Tyveriet havde havt et ganske umaadeligt Omfang, det dreves aldeles professionsmæssig igiennem et langt Tidsrum. Søndagen anvendtes saaledes jævnlig til Tyveri. Han oplæste af Forhørene adskilligt vedrørende Forholdet til den dømte Inspektør for Straffeanstalten. De fleste af Tyverierne havde man ikke kunnet vurdere, og det, der var vurderet, var anslaaet meget lavt. Det var navnlig Statens Funktionærer, der vare stærkest implicerede i Tyverierne, derimod ikke saa meget Fabrikens. Horsens Tugthus kunde betragtes som et Akademi for Tyve. De Fanger, der sendtes dertil, uddannedes her i at stjæle. Da saaledes en Fange en Gang meddelte en af Mestrene sin Mistanke og bad om at blive flyttet til en anden Afdeling for ikke at blive mistænkt for Delagtighed i Tyveri, beroligede Mesteren Fangen med en Bemærkning om, at Tyverier var noget ganske almindeligt der! Under disse Omstændigheder syntes Fangernes Straf at være meget haard i Forhold til de andres. Taleren havde giennemgaaet Forhørsprotokollerne og var derved kommen til det Resultat, at Tyverierne egenlig kun faldt i den nuværende Justitsministers Tid. Forbrydelserne begyndte med Slutningen af 1875, altsaa samtidig med, af den nuværende Justitsminister tiltraadte sin Portefeuille (almindelig Munterhed), og de vare stadig tiltagne. Det var ikke engang den nuværende Minister, der havde opdaget Forbrydelsen, men derimod en løsladt Fange, som havde anmeldt Sagens Odense. Til Løn herfor blev han i fire Uger kastet i Cellefængsel. Ellers pleiede Ministeriet ikke at se saa umildt til Angiveri. Det var udelukkende den nuværende Justitsminister, som havde det hele Ansvar for denne Sag. Der havde hersket almindelig Forundring over den Maade, hvorpaa Forhørene vare drevne, og navnlig havde man forundret sig over Inspektørens hele Stilling til denne Sag. Han havde bl. a. gientagne Gange benyttet Anstaltens Materialier til at opføre egne Bygninger af, som han saa rigtignok bagefter havde erklæret at ville overlade til Staten; men der forelaa intet Bevis for det sidste. Han havde tilvendt sig 100 Kr. for at skaffe sig Kredit. Det forunderlige var, at man ikke havde arresteret Inspektør Mazanti. Grunden til, at denne kun var dømt efter Straffelovens § 141 (Embedsmisbrug), skulde, efter hvad man sagde, kun skyldes den Omstændighed, at Justitsministeren alene havde beordret Aktion anlagt for denne Forseelse, og Kommissionen havde saaledes ikke havt frit Valg. Det mærkeligste var dog, at Inspektør Mazanti endnu slet ikke var afskediget, men fremdeles beklædte sit Embede som Inspektør ved Fængslet. Sagen havde vakt almindelig Indignation og Forargelse blandt Befolkningen, som fik Indtryk af, at der gjordes Forskiel paa fornemme og simple Folk (hør! hør!), paa rige og fattige. Taleren ønskede ikke at styrke slige urigtige Antagelser, men han maatte beklage, at man gav berettiget Anledning til, at slige demoraliserende Antagelser kunde fremkomme.
(Nationaltidende 6. marts 1884).
Et fingerpeg i den Horsenske Tugthussag.
Naar en Mand er blind, tager man ham ved Haanden og leder ham.Hr. Justitsraad Nellemann vandrer i Blinde i den Horsenske Tugthussag.
* * *
Justitsminister Nellemann sagde under Forhandlingen i Folkethinget den 6te Marts: "Aktieselskabets Direktør, der daglig kom paa Anstalten, har ingen Ting mærket. Altsaa, naar det private Aktieselskabs Direktør, som daglig indfandt sig, og som havde megen Anledning ogsaa i sit eget Aktieselskabs Interesse til at se godt efter, ikke opdagede noget, er det meget sandsynligt, at en anden heller ikke vilde have gjort det."
Ved denne Ministerens Udtalelse er der et Par Mærkeligheder. 1) Det er første Gang, at den bestjaalne. Aktieselskabet, er bleven nævnt i Debatten om denne Sag. 2) Aktieselskabet - og dets Forgænger nuværende Kapitalist Goldschmidt - har mærket mange Ting.
Til 1) Hvorfor nævner Kommissionsdommen ikke den bestjaalne? Hvad har Aktieselskabet udsagt under Forhørene? For det har dog vel været stævnet til at afgive Forklaring? Naar en Mand er bleven plyndret i Løbet af en Snes Aar, plejer han at vise saa megen Interesse for den Sag, der bliver rejst imod Tyvene, at han moder for at dokumentere, hvor meget han antagelig er bleven bedraget af en Statsanstalt; hvorfor gør det ikke Krav paa Erstatning? Hvor er Regnskaberne mellem Inspektør Mazanti og Aktieselskabet Crome & Goldschmidts Fabriker?
Til 2) Justitsminister Nellemann er ved sin ovennævnte Yttring dumpet ind i den Horsenske Tugthussags fine Spind som en Rhinoceros. Han har plantet en tyk Pegefinger lige midt i Aktstykkerne. Den bestjaalne har Aar ud og Aar ind ingen Ting mærket, siger Ministeren; men hele Horsens svarer: den bestjaalne har Aar ud og Aar ind mærket grumme meget. Den tarveligste Forhørsdommer, den tyndeste Begavelse, den dummeste Estrupper maa spørge sig selv: Hvorfor tav den bestjaalne stille?
* * *
Det er paastaaet under Forhørene, at Aktieselskabet vidste, det blev bestjaalet. Derimod er det ikke oplyst, hvorfor Aktieselskabet ikke har anmeldt Tyverierne.
En Gang fandtes der i Mazantis Lade en Masse Tyvekoster, Tæpper, Uldtøj, Lærred, osv. En af Aktieselskabets Embedsmænd fik det at vide. Kort efter havde han en Samtale med Mazanti. Der blev ikke gjort nogen Anmeldelse. En anden Gang opdagedes et Tyveri paa 16 Dusin blaastribede Trøjer. Der blev heller ikke gjort nogen Anmeldelse Naar Ministeren vil spørge Undersøgelsesdommeren, er denne sikkert saa forekommende at fortælle videre. Vi har kun villet vække hans Nysgærrighed efter mere.
* * *
Men der er ogsaa andet at lære her for en Mand, der styrter sig ind i Retfærdighedens Forretningsgang med en Iver, som Hr. Nellemann. I Begyndelsen af Halvtredserne, om vi mindes ret, stiftede Hr. Goldschmidt den Forretning i Horsens, som Aktieselskabet Crome & Goldschmidt senere overtog. Han ejede den Gang ikke mere end at det kunde køres paa en Trækkevogn. Nu er han en Mand paa Gud ved, hvor mange Hundrede Tusinde. Disse Penge har han hovedsagelig tjent paa Tugthussangernes Arbejde: de lønnedes i hans Tid med - 66 Øre daglig. Saa kom i 1874. Aktieselskabet med Hr. Jeppesen som Direktør, og Betalingen sattes ned til 60 Øre daglig. I 1880 skulde Kontrakten med Statens Tugthus fornyes; Fangernes Arbejde blev paa en mærkelig Maade udbudt til Licitation; der meldte sig ingen andre end Firmaet Crome & Goldschmidt, og Ministeriet Estrup gik ind paa dets Tilbud om at overtage Arbejdskraften for 33 Øre daglig pr. Fange.
I Maj 1881 blev der til Folkethinget indgivet en Adresse fra 785 Vævere i København, hvori der klagedes over den omsiggribende Anvendelse af Tugthusfanger til at producere Varer henhørende under Væveriet; det fremhævedes, at Arbejdslønnen for Vævere da var 8 Kr. om Ugen, og dette tilskreves med Rette Tugthuskonkurrencen, som tillod et Aktieselskab at købe Arbejdskraft af Staten for 33 Øre daglig pr. Mand (en Dag regnet om Vinteren til 14 Timer, om Sommeren til 15 Timer); man anmodede derfor Thinget om at sørge for, at Betalingen til Fangerne maatte blive sat op. Folkethingets Udvalg svarede den 8de Marts, at "da Udvalget ikke ser, hvorledes der skal kunne raades Bod paa det i Andragendet omtalte uheldige Forhold, gør det ingen Indstilling", og dette Resultat meddeltes Væverne i en lakonisk Skrivelse fra daværende Formand Hr. Krabbe.
Crome & Goldschmidt har aabenbart altid havt Held med sig - naturligvis fraregnet det Uheld, at der skulde blive stjaalet saa storartet fra dem. Og medens vi er ved Uheldene, saa var der ogsaa et Par Ildebrande; den sidste gik, saa vidt vi husker, for sig i 1879: det tordnede i Vejle, men det slog ned i Horsens, og saa brændte der da en Masse Tugthussager. Vi har ikke som Hr. Nellemann Adgang til Protokollen over Brandforhørene. men ønsker Ministeren at vide mere om denne og den tidligere Ildebrand - en Tid troede man, den var paasat, men det var nok Selvantændelse i Tørrestuen - saa kan dette Ønske jo altid opfyldes.
* * *
Sluttelig retter vi et Spørgsmaai til Hr. Justitsminister Nellemann. Er det ikke bedst at lade det hele gaa om igen? Det bliver dog kun Kludder, naar det offenlige nøjes med at appellere Dommen for Mazantis og et Par andres Vedkommende. Og saa tilraader vi, at der, naar den nye Undersøgelse kommer, lægges mindre an paa den af Ministeren roste humane Fremgangsmaade, som bestaar i en Hensyntagen, der er inhuman over for Folkets Retsfølelse. Lad dog endelig en Gang Landet for Alvor se, hvad dets Justitsminister duer til.
(Social-Demokraten 9. marts 1884).
Professor i retsvidenskab Johannes Magnus Valdemar Nellemann (1831-) startede sin sin politiske karriere som justitsminister i 1875 i en nydannet Estrup-regering. Han sad indtil 1896. Nellemann var juridisk ansvarlig for udstedelsen af provisoriske love i 1877 og i årene efter 1885.
Fangearbejderne blev også nævnt på Crome & Goldschmidts generalforsamling:
Aktieselskabet "Crome & Goldschmidts Fabriker" afholdt iaftes den aarlige Generalforsamling,
- - -
Om nogen Udvidelse af Fabrikvirksomheden har der ifjor ikke kunnet være Spørgsmaal. Arbeiderantallet havde omtrent været som i 1882, nemlig 750 foruden ca. 250 Tugthusfanger, og ved Fabrikationen benyttes 8 Dampmaskiner med ialt ca. 300 Hestes Kraft. Heller ikke for de tilvirkede Varers Vedkommende skete der nogen Forandring af Betydning. De væsentligste Varer vare ligesom Aaret forud kulørte og ublegede Bomuldsvarer, hel- og halvuldne Kjolestoffer, Model- og Gardinstoffer i alle Farver, blegede og ublegede Lærreder, Dreiler, Dækketøi, Klædevarer og Trikotage. En ifjor oprettet Afdeling for Kaaber m. v., som forsyner Udsalgene i Kjøbstæderne, har givet et meget godt Resultat. Begge Fabriker have vist sig fuld tilfredsstillende, dog havde efter Talerens Skjøn Fangearbeidet i Horsens Tugthus bidraget forholdsvis mindst til Aarets gode Resultat. For at forebygge Misforstaaelse vilde han dog straks bemærke, at det mindre gode Resultat paa ingen Maade have sin i Grund i de saa meget omtalte Misligheder ved Horsens Tugthus, hvilket tydeligt fremgik deraf, at det hele Beløb, Selskabet herved har tabt kun - efter det under Forhøret oplyste - udgjorde lidt over 1100 Kr., og det turde være klart, at et saadant Tab, der endog fordelte sig paa ca. 10 Aar, altsaa saa længe Selskabet har bestaaet, ikke kunde udøve nogen Indflydelse paa Udbyttet ved en Ardeidsvirksomhed af saa betydeligt Omfang som her, ja han kunde endog sige, at man ikke ved nogen Fabrik med saa mange Arbeidere kunne forhindre, at et Beløb af et Par hundrede Kroner om Aaret forsvinder. Aarsagen til det mindre gode Resultat laa derimod i Fangearbeidets Natur: Bestyrelsen er og maa være stærkt begrænset i sin Raadighed over Arbeidskraften, og hele Arbeidet rvr paa Grund af forskjellige Omstændigheder af en daarligere Beskaffenhed end i en fri Fabrik, saa at det var tvivlsomt, om den mindre Betaling, der ydedes for Fangearbeide, stod i et passende Forhold til dette.
(Nationaltidende 13. april 1884. Uddrag).
Bemærkninger i Anledning af dommen i Horsens Tugthussag.
Af en Jurist
II.
- - -
Hvad Straffen angaar, da er Fangerne gjennemgaaende dømt mildt, hvilket har sin naturlige Grund i den hele fristende Tilstand, der f. Ex. for Nr. 11, Rasmussen, viser sig derved, at han kun "efter gjentagne Opfordringer" og "efter Anmodning" af flere Opsynsbetjente har stjaalet til disse og ikke til sig selv. Kun Nr. 10, J. C. Jensen, er dømt forholdsvis strængt til Tugthusarbejde i 5 Aar; men det har sin Forklaring i, at han under selve Undersøgelsen viser sig uforbederlig og har saa lidt Respekt for Kommissionsundersøgelsen, at han endnu, medens denne verserer imod ham, ikke generer sig for at begaa 3 frække Tyverier i Horsens, hvor Kommissionen opholder sig.
Derimod er Opsynspersonalet, som naturligt er, dømt strængere. Saaledes er Nr. 15, Spisemester O. Andersen, dømt til Fængsel paa Vand og Brød i 6 G. 5 Dage for at have tilvendt sig "mindre Kvantiteter The og Kaffe" af Anstaltens Beholdning og "mindre Kvantiteter Kjød og Flæsk", da han heldigvis for Retssikkerheden ikke har erklæret, at han havde til Hensigt at "lægge lignende i dens Beholdning", og Nr 18, Opsynsbetjent J. Mortensen, til 2 G. 5 Dage for ved flere Lejligheder at have "modtaget og forbrugt forskjellige Varer" som Fanger "uden Anledning fra hans Side" gav ham, og Nr. 29, Sygehusbetjent Brandstrups Hustru, til 3 G. 5 Dage for at have modtaget Uldgarn m. m. samt "ubetydeligt Flæsk og Kjød", som Fangerne "uopfordret tilbød hende", da de ikke har erklæret, at de var uvidende om, at Varerne var stjaalne. Den formildende Omstændighed gjælder dog for dem alle, at de har været stærkt fristede og inciterede til at deltage i Forbrydelser, der har været saa almindelige og aabenlyst drevne, at Tilstanden har gjort det vanskeligt at begaa sig for den, som ikke vilde, og det er sandsynligt, at adskillige slet ikke vilde været faldne, dersom Bestyrelsen, Tilsynet og den hele Orden havde været saaledes, som den burde være.
(Morgenbladet (København) 16. april 1884.)
Artiklens del I stod i Morgenbladet 6. april. De dele af den der vedrører fængselsinspektøren og fængselspræsten og hans kone er refereret andetsteds.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar