18 august 2023

Johanne Münter (1844-1921). (Efterskrift til Politivennen)

Johanne Münter (1844-1921) blev gift som 21-årig med en søløjtnant, senere kaptajn. De boede 1873-83 i Malmø. 1887-1898 tilbragte han i Japan sammen med børnene, mens hun boede hun i København. Datteren Marna var i Japan hos faderen. Johanne tog sønnen Alexander med til Danmark i 1896. Han medvirkede i Japans opbygning som imperialistisk stormagt i Asien som repræsentant og teknisk rådgiver for firmaet Armstrongs, en af verdens førende våbenfabrikanter, idet han var stærkt medvirkende til at firmaet fik ordrer fra den japanske marine på udrustning af de nye krigsskibe samt bygning af 7 nye krigsskibe der førte mod den Russiske-japanske krig 1904-1905.

Imens fattede hun 1890'erne interesse for kvindesagen, ligesom flere andre kvinder fra det velhavende borgerskab. Denne stimuleredes bl.a. af Kvindernes Udstilling 1895 og valgretskampens genopblussen sidst i årtiet. Hun gik ind i Cirklen, oprettet 1897 med forfatterinden Axelline Lund i spidsen og med en medlemskreds bestående af forfattere, billedkunstnere og musikere. Hun holdt foredrag om kulturelle og religiøse temaer. Johanne Münter var et dybt religiøst, men samtidig tvivlende menneske. 

En forværring i ægteparret skete i 1895 da hun besøgte ham i Japan. Det skulle blive værre da han vendte hjem i 1898. Børnene blev et stridspunkt og Johanne undlod under pres fra børnene at lade sig skille. Men hendes aktiviteter stod mere og mere i kontrast til ægtefællens. Hun holdt foredrag og skrev om indtrykkene fra Japan. Bogen "Fra Morgenrødens Rige" (1900), "Chrysanthemum" (1901) og "Minder fra Japan" (1905) - sidstnævnte om japanske kvinders situation. Samme år udgav hendes mand tobindsværket "Krigen mellem Japan og Rusland"Hun skrev om shintoisme og buddhisme og drev selvstudier heri. Hun følte sig stærkt tiltrukket af buddhismens karmalære og reinkarnationstanke og anså ikke kristendom og buddhisme for at være uforenelige verdensreligioner. I 1901 udgav hun Buddhismens Historie og i 1914 Den esoteriske Buddhaisme. Hendes bekendtskabskreds omfattede den højkirkelige fløj, konverterede katolikker og spiritistisk og teosofisk interesserede. Politisk sympatiserede hun med Højre. Hun var medlem af Danske Kvinders Forsvarsforening og Røde Kors' Dameafdeling. Kvindesagligt markerede hun sig alene som stemmeretsforkæmper. 

Socialdemokratiet havde som det første danske parti sat kvinders stemmeret på dagsordenen i 1876. I programmet fra 1888 var stemmeretten nævnt, men derefter forholdt partiet sig ret passivt til spørgsmålet indtil 1908, hvorfor flere faglige arbejderkvindeorganisationer samarbejdede med de borgerlige kvinder om stemmeretten. 

I 1904 deltog Johanne Münter i International Woman Suffrage Alliance's (IWSA) stiftende kongres i Berlin. Hjemkommet herfra støttede hun oprettelsen af Politisk Kvindeforening der var spiren til Landsforbundet for Kvinders Valgret. Hun stiftede og var formand for Kvindevalgretsklubben (KVK) 1906-1913 og redaktør af klubbens blad Kvindestemmerets-Bladet (1907-1913). Klubben gik under navnet Fru Münters Klub. I 1910 havde klubben ca. 100 medlemmer og havde som medlemmer indflydelsesrige kvindesagsnavne. I Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund var Johanne Münter international sekretær 1904-1909.  Her holdt hun læserne orienteret om kvindestemmeretsbevægelsen i udlandet og dets ledende skikkelser. Hun blev desuden korrespondent ved Jus Suffragii IWSAs organ, hvor hun skrev om den danske kvindevalgretskamp. 

Hun skrev til Berlingske Tidende, Damernes Blad, Kvindernes Blad og Husmoderens Blad. 

Hendes favorable formueforhold gav hende lejlighed til at huse internationale kvindesagsgæster på besøg, bl.a. den militante engelske suffragette Sylvia Pankhurst. Ved IWSAs konferencer i Amsterdam 1908 og i London 1909 var hun blandt de danske delegerede. Internationaliseringen af den danske kvindesag stillede øgede krav til aktivisternes sproglige kompetence og repræsentative formåen, hvad der gav den stilfulde og verdensvante Johanne Münter gode kort på hånden.


Kammerherreinde Johanne Münter.

Fra alle Lande paa Jordens vide Kreds sættes i disse Dage Stevnen mod Budapest af Kvinder, som har samme Tanke og Maal for deres Virke i Livet, de samme Menneskerettigheder for begge Køn

At Europa med sin ældgamle Kultur gaar i Spidsen er kun naturligt. Men i alle Lande skyder den samme Tanke frem i Sindets Muldjord, i alle Lande er der Kvinder i Tusindtal, som kræver Ret til at tage Del i det Arbejde, som betyder Lands og Samfunds Ve og Vel, kræver Ret til at være med til at skrive de Love, som de selv skal være med til at lyde, som skal værne og beskytte dem. At Amerika er lysvaagen, kan ikke undre nogen der følger Tidens Bevægelse; at Australien og Sydafrika, der lever under den engelske Kulturs Vinger, med Interesse vogter alt, hvad der angaar Kvindesag, er heller ikke forbavsende. Skulde noget undre En ved denne Kongres, maatte det vel være at se Østens Kvinder møde op; at blive Vidne til, at Kineserinder paa den Dag, hvor Mrs. Carrie Chapmann Calt holder sin store Tale, overrækker et broderet Silkebanner i Haabet om. at dette herefter maa være blandt Samlingsmærkerne, hvor Kvinder fra alle Lande mødes.

I de nordiske Lande er vi naaede saa langt frem, at vi vel nok tør sige, at vi er Banebrydere. Vi er i Danmark komne saa vidt, fordi vi er begyndte saa tidligt. Kvinder, som nu er omkring de syvti, har haft Udsyn nok til at rejse Sagen her hjemme paa et Tidspunkt, hvor der hørte Mod til at nævne højt Ord som politisk Stemmeret for Kvinder. Disse Kvinder viste en i Sandhed uforfærdet Dygtighed. Vi sænker vor Fane dybt. naar vi tænker paa den Kamp, som de maatte stride ud, den Latterliggørelsens og Haanens Skærsild, som de skred igennem, for at vi i det 20de Aarhundrede kan vandre ad banede Veje hen imod den modne Frugt, der vel aldrig vil falde som Appelsiner i vor Turban, men som dog nu hænger paa grønne, frodige Grene, ikke højere oppe, end at vi kan naa den, naar vi rækker os lidt og prøver at lægge den Tomme til vor Vækst, som Frugten endnu hænger for højt.

Blandt disse Veteraner i den gode Sags Tjeneste slaar den Dame, hvis Billede findes over disse Linier. Kammerherreinde Johanne Münter har fra sin tidlige Ungdom næret den varmeste Interesse for, hvad vi nu om Dage kalder Kvindesagen. Men først, da hun fik frie Hænder for Hjemmets mangfoldige Pligter med en opvoksende Børneflok, tog hun fat udadtil. Dertil kom, at Fru Münter i lang Tid slet ikke levede i Danmark. I en Række af Aar opholdt hun sig i Malmø med sin Mand, der skønt dansk Søofficer var Direktør for de Kockumske Jernskibsbyggerier. Senere drog Ægteparret til Japan, hvor Kammerherre Münter var Repræsentant for Firmaet Armstrong i Glasgow. Fra disse Aars Ophold i del fjerne Østen medbringer Fru Munter en varm Interesse for Japan og dets Indbyggere, en Interesse, som har sat sit Spor i adskillige Bøger: "Morgenrødens Rige", - "Chrysanthemum" o. s. v., som alle indeholder Minder derfra.

I 1903 deltog Fru Münter i det store Stevne i Berlin mellem International Women Council cg International Woman Suffrage Alliance, og disse Møder, som straktc sig over tre Uger, begejstrede hende i den Grad, at den Tanke modnedes i hendes Sind at vie sit Liv til Bestræbelserne for Kvindens Frigørelse. Her var det ogsaa, at Fru Münter gjorde det Bekendtskab med Mrs. Carrie Chapmann Calt, som Aarene har gjort til et Venskab, der er saa varmt, at det er en af Værdierne i Livet.

Efter Kongressen i Berlin var del for en stor Del Fru Münters Fortjeneste, at de danske Kvindevalgretsforbund gik ind som Led i den internationale Kvindestemmeretsalliance, og Fru Münter blev den internationale Sekretær. Arbejdet var i de Aar i Virkeligheden overvældende, fordi det hvilede paa for faa Skuldre, og Fru Münter trak en overordentlig stor Del af Læsset.

Den næste store, internationale Kvindekongres skulde have været afholdt i London, men blev aflyst, og fra Danmark tilbød man saa, at Kjøbenhavn kunde være Mødestedet. Kort forinden havde Fru Münter stiftet "Kvindestemmerets-klubben", der i Aarenes Løb har afholdt en Række interessante Møder med Foredrag af politisk oplysende Indhold. Som Formand i denne Forening og som Udgiver af "Kvindestemmeretsbladet", som den altid varme Talsmand for Kvindens politiske Frigørelse var Fru Münter selvskreven til at være en af de danske Delegerede ved del store Stævne i Budapest. Hun vil der ved sin altid ladylike Optræden, ved sin altbesejrende personlige Elskværdighed være en udmærket Repræsentant for de danske Kvinder, som er Damer og ikke Blaastrømper, som vil Menneskerettigheder for deres Køn ude i Livet, med fuld Forstaaelse af Hjemmets Krav og Pligter.

Louise Wright, f. Bauditz.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. juni 1913).


I en artikel under titlen "Scandinavian Suffrage" i New-York tribune, August 24, 1913, fremhæves Johanna Münter (med foto) 


Johanne Münter


Fru Kommandørinde Johanne Münter, der er vel kendt indenfor de københavnske Kvindevalgretsforeninger, fylder i Dag 70 Aar.

Fru Münter er født i Rønne, som Datter af Konsul P. Johnson og blev 4. April 1865 gift med daværende Premierløjtnant, nuværende Kammerherre, Kommandør A. B. Münter. Hendes Mands Ansættelse som det engelske Firma W. G. Armstrongs Repræsentant i Kina og Japan medførte et Ophold paa et Par Aar i Mikadoens Rige, for hvis Natur og Folkeliv Fru Münter fattede stor Interesse. Efter sin Hjemkomst udgav hun en Række Skildringer fra Kirsebærtræernes, Chrysanthemernes og de smaa Geishaers Land, som vakte megen Opmærksomhed. Den Gang var Japan endnu ikke "opdaget". Fra Morgenrødens Rige, der udkom 1889, Chrysanthemum og Fra Skyggernes Rige, er hovedsagelig Oversættelser efter den engelsk-japanske Forfatter Lafcadio ilearn. Hendes sidste Bog, Minder fra Japan, er bygget paa personlige Oplevelser.

Forholdene førte imidlertid med sig, at Fru Münter efter sin Hjemkomst fru Japan ogsaa kastede sig ind i Arbejdet for Kvindens politiske Rettigheder. Mere og mere gik det op for hende, i hvor høj Grad Lovene, og da navnlig Ægteskabsloven, bærer Præget af at være skrevet udelukkende af Mænd, og hun blev en overbevist og virksom Tilhænger af Kvindens Valgret som det eneste Middel til at dæmme op for mange af de Uretfærdigheder, hun saa gaa i Svang rundt om i Samfundet.

1904 deltog Fru Münter i den i 1902 stiftede internationale Kvindestemmeretsalliances store Kongres i Berlin, paa hvilken 8 Landes Valgretsforeninger, deriblandt ogsaa danske Kvinders Valgretsforbund, blev oplaget i Alliancen. Her traf hun første Gang Alliancens Stiftere, Mrs. Chapman-Catt og Susan B. Anthony.

Efter Indbydelse af Valgretsforbundet blev Alliancens næste Kongres afholdt i København i August 1906. Mrs. Chapman-Catt kom selv hertil først i Juni for at lede Forberedelserne, og da Formanden for Valgretsforbundet, Fru Nørlund, laa syg paa det Tidspunkt, blev det Fru Münter, der i Egenskab af Forbundets Sekretær fik hele Arbejdet med Indkvarteringen og Ordningen af Møderne, ligesom hun under selve Kongressen fik Lejlighed til at samle dens Deltagere i sit smukke Hjem her i Byen. Hun gjorde saaledes bekendtskab med Kvindebevægelsens Ledere rundt om i Landene, og disse bekendtskaber har hun siden vedligeholdt dels gennem Korrespondance, dels gennem sin Deltagelse i Alliancens senere Kongresser i Holland 1908, England 1909, Sverrig 1911 og Buda-Pest 1913. Paa Grund af de mange Forbindelser, Fru Münter paa denne Maade knyttede i Udlandet, har hun ofte formaaet at skaffe fremragende Foredragsholdere il Kvindevalgretsklubben, hvis Formand hun har været siden dens stiftelse i 1906. Desuden er hun Formand i Valgretsklubbernes Gruppe udenfor Valgretsforbundet.

Endnu skal nævnes, at Fru Münter har forstand Betydningen al, at Danmark bliver kendt i andre Lande, og derfor havde den gode Ide at sende "Kvindestemmeretsbladet", som hun udgav fra 1907-13 til sine talrige Forbindelser i Udlandet, vedlagt en paa Engelsk skrevet Artikel om danske Forhold. Paa den Maade er det ofte sket, at Meddelelser fra Danmark er naaet ind i Udlandets store Kvindeblade.

Der er sikkert mange, der i Dag paa Fru Münters 70aarige Fødselsdag sender hende en varm Hilsen og Tak for den store Interesse, hun altid lægger for Dagen, hvor det gælder om at fremme Kvindens berettigede Krav,

(Nationaltidende 13. maj 1914)

Johanne Münter introducerede som nævnt Lafcadio Hearns værker om Japan og japanerne i Danmark hvor man stort set intet vidste om Japan. 


Kvindedeputationen.


Siddende fra Venstre til Højre: Astrid Stampe Feddersen, Jutta Bojsen-Møller. Johanne Münter, Henni Forchhammer, Henny Tscherning og Sophie von der Osten. Staaende fra Venstre til Hojre: Christiane Lauritzen. Maria Nielsen. Meta Hansen, Eline Hansen, Isabelle Brockenhuus Løweuhielm, Johanne Nielsen. Charlotte Norrie, Thora Aurelia Davidsen, Elna Munch. Anna Scheel-Nielsen, Anna Nielsen, K. S. A. Præstgaard. Mathilde Jensen, Ingrid Ulbricht og Johanne Ottosen.  Foto fra Vendsyssel Tidende 7. juni 1915.


Ved det første folketingsvalg hvor kvinder kunne stemme, stemte 67,6 % af kvinder og 84 % af mændene. I 1920 stemte 72,2 % af kvinderne og 82,2 af mændene. I 1917 blev datteren Marna gift med den svenske greve Johan Jacob Albert Ehrensvärd (1867-1940) som var Sveriges udenrigsminister 1911-1914. Han var da diplomat i Schweitz.

Familietragedier og ægteskabelige konflikter tærede på Johanne Münter. Navnlig to sønners død i 1909 og 1915 førte til, at hun i sine senere år levede tilbagetrukket. Kvindevalgretten fra 1915 håbede hun først og fremmest at den kunne føre til ændring af den gældende ægteskabslovgivning, således at mødres formelle autoritet over deres børn kunne styrkes. 


Fotograf Holger Damgaard: Kvindetoget på vej til Amalienborg. 1915. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Jordefærd.

Kammerherreinde Johanne Münter

Igaar Eftermiddags begravedes Forfatterinden, Kammerherreinde Johanne Münter fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard. Kapellet var prydet med stedsegrønne Planter, og den hvide Kiste med grønne Guirlander og et Væld af Aarstidens skønneste Blomster.

Blandt de mange Kranse, der strakte sig i tre Rækker helt ned mod Udgangen, saas en Del store og smukke Dekorationer med signerede Baand, deriblandt fra Hs. Maj. Kongen, Hs. kgl. Højhed Prins Valdemar og Drs. kgl. Højheder Prinsesserne Thyra og Dagmar. Endvidere fra Den kgl. Livgarde (med blaa og hvide Baand), fra Bestyrelsen for Dronning Louises Børnehospital, Danske Kvinders Nationalraad og Kvindelig Læseforening.

I det store og ualmindelig repræsentative Følge bemærkedes Hs. Excell., Gehejmekonferensraad P. de Løvenørn, Hofchef, Kontreadmiral, Kammerherre Fr. Bardenfleth, Kammerherrerne C. A. Rothe J. C. Tuxen, P. A. Grove, fhv. Overførster Kammerherre, Dr. phil. P. E. Müller, Staldmester hos Hs. Maj. Kongen, Kammerherre, Greve J. B. Krag-Juel-Vind-Frijs, Kontreadmiral Vilh. Koefoed, Gardens Chef, Kammerherre, Oberstløjtnant Honnens de Lichtenberg, og Souschef, Oberstløjtnant, Kammerjunker G. Worsaae i Spidsen for flere Gardeofflccrer, Direktør i Marineministeriet, Kontreadmiral V. Jøhnke, Kammerherre, Stiftamtmand Ammentorp, Oberst Rønning, Etatsraad, Overretssagfører Arthur Sally, Etatsraad, Direktør Blom, fhv. Støbslæge Grønlund, Kommandør Alfred Garde, Oberst Th v. Wørishøffer, Ingeniør Severin Løvenskiold, Professer, Dr. med. Fritz Levy, Professor Bühring med Frue, født Baronesse Bille-Brahe, den tidligere russiske Gesandt, Baron von Meyendorf, Generalkonsul H. Adolph, Direktør for Orlogsværftet Adolph, Kaptajn Rosen, Kaptajn, Kammerjunker Alf Brun, Hofjægermester Brun, Krogerup, fhv. Kontorchef i Havnevæsenet With, Baronesse Güldenkrone, født Prior, fhv. Kaptajn i Flaaden U. de Fine Skibsted og flere yngre Søofficerer.

Efter Salmen: "Her mødes alle Veje" talte Pastor Hornbeck fra Holmens Kirke ud fra Kvindens Ord paa Golgatha: "Hvem skal vælte Stenen fra Graven". Et hvert Menneske maa sanke meget bittert og tungt i sit Hjerte og tit bekymret spørge: Hvem skal vælte Stenen bort. Det er der kun een, der kan, nemlig Jesus Kristus, Han vil ogsaa kunne vælte den Sten - Sorgen over den bortgangne prægtige Hustru og Moder - bort fra Hjerterne.

Taleren skildrede derefter Fru Johanne Münter som et rigt begavet Menneske, der forstod at faa noget ud af Livet. Hun havde en sjelden Evne og Villie til at trænge ind bag den ydre Skal, og med sjelden Forstaaelse mødte hun mangt og meget her i Livet, som er nægtet mange. Baade paa sine lange Rejser til Jordens fjerne Egne og ved sin Færden og Gerning herhjemme havde hun en udmærket Vejledning i sin rige Begavelse og skarpe Forstand. Og det var da ogsaa blevet hende forundt at virke mere end de fleste. Ikke mindst for Kvindesagen havde hun udrettet et stort og manibevidst Arbejde, der længe vil blive holdt i Minde. Hun vil efterlade et Savn hos mange og blive min det af endnu flere.

Efter smukke Trøstens Ord til de Efterladte om de skønne og rige Minder, der var knyttet til Afdødes Person og Gerning, sluttede Pastor Hornbeck med Bøn, og Salmen: "Lyksalig, lyksalig - " klang gennem Rummet. Til Tonerne af "Dejlig er Jorden - " bar Slægt og Venner Kisten ud af Kapellet. Jordfæstelse fandt sted paa den smukke, østlige Del af Kirkegaarden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. august 1921).


Johanna Münter, födt Johnson står der på gravstenen på Vestre Kirkegård Afdeling D, rk. 6, nr. 1. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar